Mig og jødedommen

Personligt holder jeg rigtigt meget af jødedommen. Kristendommen har mange af sine rødder i jødedommen og i mine øjne kan man derfor som kristen blive inspireret af hvordan jødedommen forholder sig til vores fælles arv.

Et træk, som jeg bl.a. værdsætter ved jødedommen, er den udbredte brug af selvkritisk humor, som man finder primært indenfor østeuropæisk jødedom.  Tag f.eks. historien om den jødiske kvinde, der sidder på en strand med sit barn på skødet. Pludselig kommer der en monsterbølge og skyller barnet væk. Kvinden ser på sit skød, knytter næven, retter den mod himlen og råber ”Gud, giv mig mit barn tilbage!”. Swosh siger det, og barnet er tilbage på hendes skød. Kvinden ser på barnet, knytter næven, retter den mod himlen og råber ”Huen? Hvor er barnets hue?!”

Og lige præcis det forhold, at man i jødedommen kan finde en tradition for at man kan gå i rette med Gud, sådan som jo også Abraham gør det da han forhandler med Gud for at redde Sodoma og Gomorra, er i mine øjne et fascinerende træk.

Nu tror jeg ikke, at Gud kan skifte mening, fordi jeg tror, at Gud altid vil og gør det gode. Men det hører for mig med til en moden og ansvarlig tro, at man tør bliver klogere på Gud, være det nu gennem studier eller igennem bønnen.

Og at også de bibelske forfattere gennemgår en proces hvor de blive klogere på Gud fremgår i mine øjne af følgende kommentar fra Talmud:

Moses var kommet og havde sagt: ”Den store Gud, mægtig og frygtindgydende” (5. Mos. 10,17)

Så kom Jeremias og sagde: ”Fremmede tilintetgør hans tempel. Og hvor er hans frygtindgydende gerninger?”  Derfor undlod han (i Jer. 32,17f) attributtet ”frygtindgydende”.

Daniel kom og sagde: ”Fremmede gør hans sønner til slaver. Og hvor er hans mægtige gerninger?” Derfor undlod han (i Dan. 9,4ff) attributtet ”mægtig”.

Men hvordan kunne Jeremias og Daniel undlade noget af det, som Moses har foreskrevet?

Rabbi Eleasar sagde: ”Fordi de vidste, at den Hellige, lovet være han, kræver sandhed, kunne de ikke sige noget usandt om ham”. (Citeret efter Jakob J. Petuchowski: Das grosse Buch der rabbinischen Weisheit, Herder 2001,s. 52)

En sand og autentisk tro formår at kombinere skriftens ord og ens egen livserfaring. Kun på denne måde bliver vores tro levende og troværdig.

Læs mere