Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 sep, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Irreversibel skade

 

En af den radikale transaktivismes mange dogmer er, at man aldrig må sætte spørgsmålstegn ved børn og unges påstand om at de er transkønnede.  Forældre, lærere og sundhedspersonalet er i henhold til denne i stedet forpligtet til betingelsesløs tro på at disse børn og unges selvforståelse afspejler en essentiel og uforanderlig medfødt personlighedskerne. Når man siger, at man er transkønnet, så er man det, så har man altid været det og man vil også altid forblive med at være det.

Journalisten Abigail Shrier stikker derfor med sin bog ”Irreversible Damage – The Transgender Craze Seducing Our Daughters” hånden ind i en hvepserede, og det med åbne øjne.

Abigail Shrier beskriver i sin bog det fænomen at antallet af piger og unge kvinder, der identificerer sig som transkønnede, og som ønsker hormonbehandling og operativ fjernelse af deres bryster, er steget eksplosivt i de sidste 10-15 år. Men hvor de radikale transaktivister insisterer på, at denne vækst udelukkende skyldes, at et øget fokus på transkønnede har medført, at flere erkender deres sande identit og tør springe ud, mener Abigail Shrier i stedet at det skal forklares med begrebet ”Rapid-onset gender dysphoria” (ROGD), dvs. ”hurtigt indtræffende kønsdysfori”.

Abigail Shrier beskriver en række store piger/unge kvinder, der i henhold til deres forældre ikke var kønsrolleafvigende før de kom i puberteten, ja en del af dem var faktisk meget kønsstereotype i deres selvvalgte påklædning og interesser. De var typisk intelligente, fik gode karakterer i skolen og havde sjældent konflikter med deres forældre. Men disse piger havde også en historik med angst- og usikkerhedsproblematikker, og en del havde diagnoser så som autisme. De havde også ofte problemer med at finde venner og følte sig på forskellig vis ”udenfor”. En del af dem var allerede sprunget ud som lesbiske eller deres forældre regnede med at de snart ville gøre det. Ud af det blå springer disse unge mennesker så ud som transmænd eller nonbinære. Forud herfor havde de typisk tilbragt meget tid på nettet hvor de havde læst blogge og set Youtube videoer med trans ”influencers”. Men en del af dem havde også en veninde som for nyligt var sprunget ud som transmand/nonbinær. Det er nemlig også ofte kendetegnende ved ROGD at flere piger/unge kvinder fra samme klasse og/eller vennegruppe springer ud som trans.

En stor del af ”Irreversible Damage” består af samtaler som Abigail Shrier har ført med forældre til disse store piger/unge kvinder. (Selvom hun også har talt med forskere, undervisere, terapeuter, trans-influencers og -aktivister samt unge kvinder, der har fortrudt transidentiteten) I modsætning til hvad de radikale transaktivister hævder, så er disse forældre typisk ikke kristne fundamentalister. Hun har f.eks. talt med et lesbisk par, som ”mistede” deres datter til ROGD ligesom adskillige andre par som ser sig selv som liberale og som tilhængere af homoægteskabet og transkønnedes rettigheder. Disse forældre var da heller ikke i starten nødvendigvis afvisende overfor deres datters nye identitet, nogle forsøgte at komme hende i møde mht. pronominer og navn etc. Men ingen af dem var villig til at lade deres mindreårige barn tage krydshormoner, og det udløste en alvorlig konflikt med deres datter, der ofte helt afbryder kontakten med dem, i hvert fald i en periode.

De radikale transaktivister fodrer nemlig børn og unge, der ser sig som transkønnede, med det budskab, at de kun kan få et godt liv hvis de nu og her kan starte på hormonbehandling og så ellers så hurtigt som muligt kan få fjernet deres bryster. For at opnå dette instruerer aktivisterne dem i hvordan de kan lyve overfor behandlersystemet, så det bevilliger den ønskede behandling. Men de fortæller også børn og unge, som tror at de er transkønnede, at de skal afbryde enhver kontakt med ”giftige” forældre, altså forældre der ikke 100 procent bakker op om deres børns transidentitet. I stedet tilbydes de en ny ”glitter” familie, der vil tage sig af dem og elske dem betingelsesløst.

Og generelt har disse radikale transaktivister ingen hæmninger. Forskere, der arbejder med begrebet ROGD eller behandlere, som ikke mener, at det er en god ide helt uden forbehold at anerkende og støtte et barn/ungt menneskes transidentitet, bliver jagtet som gale hunde. Forældre, der ikke ”bakker op” om deres barns identitet og unge mennesker, der har fortrudt deres transidentitet og fortæller om det, sværtes til på nettet.

Og de berørte børn og unge, ja dem manipulerer aktivisterne hæmningsløst med. De får at vide, at det at man spørger sig selv om man kunne være transkønnet beviser, at man er det. Er du usikker? Så begynd på hormoner, for det at du er villig til at gøre det beviser, at du er en ægte transkønnet. Springer et ungt menneske ud som transkønnet på YouTube, Tumblr eller andre af de sociale medier, som unge bruger massivt, bliver de lovebombet af voksne, der roser dem for deres mod og tilbyder dem venskab (og sommetider prøver at lokke dem til sex). Og også i den virkelige verden vokser et ungt menneskes status massivt hvis hun springer ud som transkønnet (mens lesbisk gælder for at være en lavstatusidentitet forbundet med en pornokategori).

Abigail Shrier sætter ROGD i sammenhæng med at vi i dag ser en generation af piger, der er meget psykisk sårbare og skrøbelige. Årsagen hertil ser hun hovedsageligt i brugen af Smartphones og sociale medier, hvor piger og unge kvinder tæppebombes med ”informationer” om hvor lækker og perfekt man skal være hvis man vil få anerkendelse og accept som kvinde. Og det samtidigt med at de introduceres for hardcore porno, hvor kvinder mishandles og ydmyges på alle tænkelige (og utænkelige) måder. De store piger/unge kvinder, der springer ud som transmænd vil, efter Abigail Shrier vurdering, egentligt slet ikke være mænd, de vil bare ikke være kvinder. Der er tale om piger, som ofte ikke har haft nogen kæreste og som ikke har haft sex, der beslutter, at de i hvert fald ikke vil have en kvindelig seksualitet og -rolle sådan som den er blevet præsenteret for dem på de sociale medier.

Der er altså tale om store piger unge/unge kvinder, der har ”ondt i kønnet” fordi de ikke kan genkende sig i de sexistiske kønsstereotyper. Det er ikke nyt, at man som stor pige/ung kvinde kan have det svært med den sexisme man møder, og som typisk eskalerer i puberteten fordi det at man får bryster alt for ofte udløser grænseoverskridende adfærd hos nogle mænd. Puberteten er en svær tid, hvor pigens krop forandrer sig utroligt hurtigt, hvor hun mentalt skal finde sin identitet, og hvor hun typisk er desperat efter anerkendelse og respekt fra andre. Det nye er, at en stor pige/ung kvinde der har det særligt svært med at håndtere pubertetens hajfulde farvand, i dag let kan komme til at tro, at hendes kamp med kvinderollen og hendes usikkerhed/skam over menstruation, bryster og nye tydelige kvindelighed må skyldes, at hun slet ikke er en kvinde men en mand eller nonbinær.

Og i modsætning til hvad de radikale transaktivister gerne vil fortælle os, så får disse unge, hvis forældre Abigail Shrier har talt med, ikke styr på deres problemer ved at springe ud som trans, tage hormoner og få fjernet deres bryster. Selvom testosteron kan have en positiv virkning i forhold til følelsen af angst og usikkerhed, så får mange af disse unge det ikke mentalt bedre af at have valgt transvejen, tværtimod. Deres karakterer falder, deres psykiske problemer forøges, de dropper ud af deres uddannelser og de ser generelt ud til at mistrives. Dem der dropper transidentiteten derimod ser ud til at være i bedring, om end der ikke er nogen nem vej tilbage, især hvis deres kroppe er blevet irreversibelt skadet af hormoner og operationer.

Abigail Shrier tager udgangspunkt i situationen i USA, Canada og til dels Storbritannien. Det betyder, at den ikke helt kan overføres til danske forhold. Også i Danmark er antallet af unge biologiske piger og kvinder, der kontakter sundhedsvæsenet pga. deres identitet som transkønnede, markant større end antallet af drenge og unge mænd. Men det er intet i forhold til den forskel vi kan se i den engelsksprogede verden. Hvor det danske behandlingssystem stadigvæk har monopol på at tilbyde behandling med hormoner og operationer, og synes at udøve en vis forsigtighed mht. at gribe hertil, så er det amerikanske sundhedssystem meget mindre topstyret. Det er derfor let for unge, også under 18, at få hormoner og operationer, og det uden deres forældres accept. Og i mange amerikanske skoler og ungdomsuddannelser er der langt mere fokus end i Danmark på at undervise om og hylde LGBT+ personer, især transkønnede, og støtte deres coming out, som man gerne holder hemmelig for forældrene.

Men også i Danmark tromler radikale transaktivister massivt for at børn og unge skal have langt lettere adgang til især krydshormoner. Og også vores skoler skal, hvis det står til dem, oversvømmes med undervisningstilbud og -materiale om LGBT+ personer. Officielt for at modvirke mobning, reelt nok for at promovere især transidentiteten blandt sårbare børn og unge.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 10 jul, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Amnesty og transbørnene

 

En bekymrende udvikling i hvad der ser ud til at være hele den vestlige verden, er, at antallet af børn der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, og når det forekom hovedsageligt berørte biologiske drenge, bliver stadigt mere almindeligt, og synes nu i stigende grad at berøre biologiske piger. Fra at transkønnede børn var noget stort set ingen havde hørt om er vi nået dertil at 17 elever på samme skole springer ud som transkønnede[1].

LGBT+ organisationerne elsker og hylder de såkaldte transbørn. Det er jo f.eks. meget sigende, at transbørn gik forrest i sidste års Prideparade[2] og at Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn fik tildelt årets laks[3]. LGBT+ organisationerne bruger ganske betydelig energi på at lægge pres på sundhedsvæsenet så børn, der angiveligt er transkønnede, så hurtigt som overhovedet muligt kan få adgang til medicinsk og kirurgisk behandling. Målet med behandlingen er at disse børn så meget som muligt skal komme til fysisk at ligne det biologiske køn som de skulle tilhøre sådan rent mentalt. (Og ja, de samme som hævder, at der INGEN sammenhæng er mellem krop og køn mener nemlig også, at et såkaldt transkønnet barn ikke kan få et godt voksenliv med mindre, at dets krop kommer til at ligne det modsatte køns i det omfang som hormoner og operationer nu tillader det).

Og som så ofte, så har den radikale transaktivismes frontløbere haft succes med deres utrættelige kampagne for at få sundhedsvæsenet til at tilbyde sådanne behandlinger. I dag kan transbørn der er i behandling hos det offentlige få stophormoner i den indledende fase af puberteten, dvs. få en medicinsk behandling der stopper hhv., forhindrer den naturlige pubertet. De kan fra de er 15 år få tilbudt krydshormoner, altså biologiske piger kan få tilbudt behandling med testosteron og biologiske drenge kan få tilbudt østrogen mfl. Og denne behandling kan sågar tilbydes til børn under 15 år hvis behandlerne skønner, at det er nødvendigt[4]. Men, selvfølgelig, , fristes man til at skrive, er dette slet ikke nok for LGBT+ organisationerne. At det heller ikke er nok for Amnesty International, er derimod nærmest rystende.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden nogle spørgsmål som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?[5]

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål. De skriver bl.a.:

Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”[6]

Jeg citerer dette svar så udførligt fordi det på mange måder er relevant og interessant læsning. Behandlingssystemet i Danmark er bevidst om, at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt omstridt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 14-årige efter en konkret vurdering.

At Karoline Vinds spørgsmål nok var et bestillingsarbejde for LGBT+ organisationerne fremgår af at disse[7] sammen med Amnesty International den 30.6.2020 sender en udførlig kommentar til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.  Her skælder man igen ud på RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elefant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”[8]

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen fra den 3.7.2020[9], hvor hun påviser, at kritikken af den artikel hvor dette begreb blev introduceret grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til generelt at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

At LGBT+ organisationerne lukker øjne og øre for at myndighederne i en række vestlige lande er dybt bekymrede over den eksplosionsagtige udvikling i antallet af børn og unge der søger ”kønskorrigerende” behandling kan desværre ikke undre. Men hvordan kan Amnesty International tillade sig at ignorere, at man f.eks.  i Sverige[10], Storbritannien[11] og Australien[12] er dybt bekymret over denne udvikling? Og hvordan kan man være så sikker på at behandling af de såkaldte transkønnede børn med krydshormoner mfl. har positive effekter når de svenske myndigheder[13], der har kigget på al den forskning der findes om emnet, ikke mener at kunne konkludere noget om behandlingens langsigtede effekt? Hvordan kan Amnesty overse, at det britiske Royal College of General Practitioners[14] har udsendt en advarsel om at vi ved for lidt om de potentielle negative effekter af denne behandling? Hvordan kan Amnesty være ligeglad med at en stor del af de børn og unge, der søger kønskorrigerende behandling, har psykiatriske diagnoser så som autisme[15], der meget vel kan påvirke deres forståelse af deres køn negativt?

Og at børn og unge, der ser sig selv som transkønnede, som udgangspunkt også vil se sig som sådanne som voksne, er og forbliver usandt. De fleste opgiver denne identitet som voksne[16], hvis de ellers får lov til at gennemgå den naturlige pubertet.

Jeg forstår faktisk ikke hvordan man kan påstå, at behandling med krydshormoner skulle kunne give en ”tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten”, det er jo ellers det som behandling med stophormoner påstås at give børn. Men det er rystende, at Amnesty ganske ukritisk har taget den radikale transaktivismes syn på kroppens naturlige udvikling til sig. Jeg mener, siden hvornår er den naturlige kønsmodning som menneskets krop gennemgår under puberteten noget, der skal beskrives som ”irreversible fysiske forandringer”? Og hvorfor accepterer Amnesty, at der ikke med et ord nævnes, at behandling med krydshormoner lige præcist også kan medføre ”irreversible fysiske forandringer”?

I Storbritannien har en række psykologer, der har arbejdet med transkønnede børn givet udtryk for bekymring for at der sker en medicinsk overbehandling[17]. Det er derfor kun godt, at det danske behandlingssystem er mere forsigtigt, men spørgsmålet er bare hvor længe det får lov til at være det.

 

[1] https://www.dailymail.co.uk/news/article-6401593/Whistleblower-teacher-makes-shocking-claim-autistic.html

[2] https://www.dr.dk/nyheder/indland/video-transboern-ledte-i-copenhagen-pride-parade

[3] https://www.fstb.dk/aarets-laks-2019-fstbs-takketale/

[4] https://www.fstb.dk/mulighed-for-behandling/

[5] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[6] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[7] Der er tale om Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn,

[8] https://www.fstb.dk/wp-content/uploads/2020/07/Til-Sundhedsudvalget-i-Region-Hovedstaden-pr.-30.-juni-2020-1.pdf

[9] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[10] http://www.smer.se/wp-content/uploads/2019/04/Skrivelse-ang.-utredning-och-behandling-av-k%C3%B6nsdysfori-hos-barn-och-ungdomar-2019-04-26.pdf

[11] https://www.express.co.uk/news/uk/1018407/gender-transition-treatment-investigation-penny-mordaunt

[12] https://www.bioedge.org/bioethics/australia-launches-inquiry-into-safety-and-ethics-of-transgender-medicine/13182

[13] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/ F.eks. skriver man: ”Och även om frågan studeras intensivt, räcker inte underlaget än för att säga hur hälsan och livskvaliteten långsiktigt påverkas i de grupper av unga som idag utreds och behandlas med hormoner och eventuellt kirurgi. Det konstaterar SBU i sin inventering av forskningsområdet.”

[14] https://www.rcgp.org.uk/-/media/Files/Policy/A-Z-policy/2019/RCGP-transgender-care-position-statement-june-2019.ashx  F.eks. skriver man:”The significant lack of evidence for treatments and interventions which may be offered to people with dysphoria is a major issue facing this area of healthcare. There are also differences in the types and stages of treatment for patients with gender dysphoria depending on their age or stage of life. Gonadorelin (GnRH) analogues are one of the main types of treatment for young people with gender dysphoria. These have long been used to treat young children who start puberty too early, however less is known about their long-term safety in transgender adolescents. Children who have been on GnRH for a certain period of time and are roughly 16 years of age can be offered cross-sex hormones by the NHS, the effects of which can be irreversible.There is a significant lack of robust, comprehensive evidence around the outcomes, side effects and unintended consequences of such treatments for people with gender dysphoria, particularly children and young people, which prevents GPs from helping patients and their families in making an informed decision.

 

[15] https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/psykisk-sygdom-er-udbredt-hos-unge-der-oensker-skifte-koen

[16] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[17] https://news.sky.com/story/nhs-over-diagnosing-children-having-transgender-treatment-former-staff-warn-11875624

Læs mere