Hitler og vielser af homoseksuelle

Debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle kan sommetider blive hård. Emnet er tydeligvis et der kan sætte sindene i kog. Et lavpunkt i debatten er for mig Paul Jørgensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 20.12.2011, der blev bragt med den rungende titel: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren.

Pointen i Paul Jørgensens indlæg synes at være den, at hvor diktatorerne Napoleon og Hitler indgik såkaldte konkordater med den katolske kirke og dermed officielt undlod at blande sig i kirkens indre anliggender så vil kirkeministeren pålægge trossamfundene at vie homoseksuelle, hvad altså skulle være en indblanding i kirkens indre anliggender, der går ud over hvad de to nævnte diktatorer kunne finde på.

Som udgangspunkt er indlægget utroligt rodet. F.eks. synes Paul Jørgensen ikke at kunne skelne mellem folkekirken som folketinget har ret og pligt til at lovgive for – og så et selvstændigt kirkesamfund som den katolske kirke, som stater kan indgå konkordater med. Paul Jørgensen kan heller ikke dokumentere, at kirkeministeren skulle søge, at pålægge de andre trossamfund at vie homoseksuelle, men sådan en lille detalje skal tydeligvis ikke ødelægge hvad han tror er en super pointe.

Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel. Mht. konkordatet mellem Napoleon og den katolske kirke så gav denne aftale den franske regering retten til at nominere de katolske biskopper. Er det ikke at blande sig i kirkens indre anliggender? Og henvisningen til Hitler er endnu mere grotesk.

Konkordatet mellem Nazityskland og Vatikanet var den første internationale aftale som naziregimet indgik. Den katolske kirke gav hermed det nye styre sin anerkendelse og bidrog til at det blev gjort stuerent. Konkordatet med Hitler hører med til de mange skampletter der præger den katolske kirkes håndtering af nazismen. Imidlertid var Hitler lige så lidt villig til at holde konkordatet som den katolske kirke var ivrig for at få et godt forhold til Nazityskland. Hitler brød konkordatet i og med, at han begyndte at føre en forfølgelsespolitik rettet mod den katolske kirke. Den indbefattede tvangslukning af klostre, tvangssammenlægning af de katolske ungdomsorganisationer med Hitler Jugend og efterhånden også fængslinger af de katolske præster, der på den ene eller anden måde var regimet ubekvemt. I dag roser den katolske kirke sig gerne af sine mange martyrer fra Hitlertiden, men det har Paul Jørgensen øjensynligt ikke hørt om. Eller måske mener han, at sådanne tiltag enten ikke er en indblanding i kirkens indre anliggender eller i hvert fald er at foretrække frem for at skulle blive stillet overfor valget mellem homovielser og tab af retten til at foretage vielser på statens vegne?

Mht. vielser og Hitler så bør man i øvrigt heller ikke glemme Nüremberglovene, der bl.a. forbød ægteskaber mellem personer af såkaldt arisk og ikke-arisk blod. Denne nazilov må i høj grad have påvirket de kristne kirkes forvaltning af ægteskabet under Hitlertiden. I denne forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at ingen kristen kirke protesterede over Nüremberglovene, hvad der jo er interessant nu når Paul Jørgensen lægger op til at trossamfundene om nødvendigt skal gå til domstolene for at få forhindret homoseksuelle vielser. Man kunne godt leve med en racistisk og antisemitisk ægteskabslovgivning – men man kan ikke leve med homoseksuelle ægteskaber…

 

 

Læs mere