Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 jun, 2016 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Den globaliserede Jomfru Maria

 

Der har i de senere år indenfor religionsforskningen været en stigende bevidsthed om at kristendommen er blevet til en global religion. Dvs. man er ved at få øjnene op for at kristendom ikke blot er noget der har med den vestlige verden at gøre, men at denne religion tværtimod sætter sit præg på mange ikke-vestlige lande og disse sætter så igen deres præg på kristendommen. Et eksempel på en forskning i senmoderne global kristendom er Deirdre de la Cruz’ bog ”Mother Figured – Marian Apparitions and the Making of a Filipino Universal”.

Som titlen viser tager Deirdre de la Cruz udgangspunkt i Filippinerne og det er i sig selv spædende da filippinere via arbejdsimmigration bl.a. er kommet til Danmark hvor de er med til at sætte præg på de katolske menigheder. Dog er de selvfølgelig for få til at bogen tager udgangspunkt i lige præcist dem – men relationen mellem Filippinerne og den voksende diaspora af udenlands filippinere er et af bogens fokuspunkter om end den ikke får så meget plads som man måske kunne ønske sig.

Deirdre de la Cruz lægger ud med en ret fascinerende fortælling om hvordan offentligheden på Filippinerne i 1993 var helt oppe og køre over at Jomfru Maria skulle have åbenbaret sig for den på daværende tidspunkt 16-årige dreng Judiel Nieva og at disse åbenbaringer skulle have udløst en række mirakuløse begivenheder rundt omkring hans person. Mere end en million mennesker inklusive en række prominente politiske, økonomiske og religiøse ledere var den 6. marts dukket op nær en ”åbenbarings høj” tæt ved den lille by Oplan, hvor Maria havde lovet, at hun ville sende et tegn på sit nærvær. Det var nu ikke så mange der så noget, og den kirkelige ledelse var heller ikke særlig begejstret på trods af at man værdsatte den forøgede religiøse aktivisme som historien om Judiel Nievas budskaber og mirakler havde udløst. De erklærede hans åbenbaringer for ikke-autentiske og efterhånden døde begejstringen for dette fænomen ud. En lidt sjov krølle på historien var at da pressen efterfølgende søgte at finde ud af hvad der var blevet af Judiel Nieva, der var gået under jorden, fandt man frem til at han i mellemtiden var transformeret til en kvinde, der optrådte som skuespiller under navnet ”Angel de la Vega”!

Ser man lige bort fra dette ret specielle transkønnede indslag i historien, så er begivenhederne omkring Judiel Nieva meget tidstypiske for Filippinerne hvor Maria fromhed er ekstremt populær og hvor beretninger om Maria åbenbaringer, både dem der har fået den katolske kirkes officielle anderkendelse og dem, der ikke har, er meget efterspurgte og typisk bliver troet med stor iver, ikke blot af fattige bønder men også af folk fra den veluddannede middel- og overklasse.

Jomfru Maria, eller Mama Mary som hun gerne kaldes på Filippinerne, har nemlig en lang historie i landet, der starter med den spanske kolonialisering af øerne i 1500-tallet. En typisk historie herfra er beretningen om vor frue fra Caysasay der handler om hvordan en indfødt bonde finder en Maria figur ude i naturen. Han ærer den behørigt for så at bringe den til den lokale spanske præst, der anbringer den i landsbyens kirke. Herfra bliver den imidlertid ved med på mystisk vis at forsvinde for så at dukke op igen der, hvor den oprindeligt blev fundet, indtil præsten giver efter og lader opføre en kirke til Maria figuren der, hvor den øjensynligt har sat sig for at ville bo.

Fortællinger om indfødte, der på mirakuløs vis finder et helligt billede er populære i kolonitiden – tænk f.eks. på det ret berømte Maria billede fra Guadalupe i Mexico. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ikke også er et vist element af modstand mod kolonialiseringen indbygget i fortællingen om vor frue af Caysasay. De indfødte accepterer den religion som de spanske erobrere kommer med – men de insisterer på at få lov til at tilbede det hellige der, hvor de synes det hører hjemme, nemlig ude i naturen. Men ellers er historien typisk for den folkelige katolicisme i førmoderne tid. Guds moder griber i denne periode hovedsageligt ind i verden når hun vil have, at hun hhv. et billede af hende, skal æres lokalt. Hun har ikke rigtigt så meget at fortælle ellers.

Men i løbet af 1800-tallet ændrer det sig markant. Jomfru Maria begynder øjensynligt at vise interesse for at sprede et globalt budskab om at man skal bede rosenkransen og omvende sig fra sine synder. Og denne nye trend kommer også til Filippinerne.

Den mest kendte påståede Maria åbenbaring fra Filippinerne er nok historien om de åbenbaringer og budskaber som den unge karmelitter postulant Teresita Castillo skulle have modtaget i et karmelitterinde kloster i byen Lipa i 1948. Her åbenbarede Maria sig som Maria, alle nåders midlerinde, og opfordrede til bøn især for præster og ordensfolk, der var i fare for at miste deres kald. Disse Maria åbenbaringer kan ses som et filippinsk indspark i debatten om hvorvidt paven skulle forkynde et femte Maria dogme nemlig det om at jomfru Maria skulle være co-redemptrix (med-frelserinde) og mediatrix (nådens formidlerinde). En ide der i øvrigt den dag i dag er uhyre populær på Filippinerne. Mest kendt er åbenbaringerne fra Lipa dog for en uforklarlig regn af rosenblade, der først begyndte i klosteret men siden også blev observeret af de mennesker, som i voksende tal begyndte at samle sig udenfor klosteret da rygtet om de overnaturlige begivenheder i klosteret begyndte at brede sig. Nogle af disse ”rosenblade fra himlen” havde uforklarlige tegninger af jomfru Maria – og der gik hurtigt rygter om at disse blade kunne helbrede en hvilken som helst sygdom blot man rørte ved dem – eller rørte ved noget som de havde rørt ved. Via det moderne postvæsen blev rosenbladene spredt i hele verden – og beretninger om mirakuløse helbredelser strømmede ind f.eks. fra Spanien og USA.

De katolske myndigheder er imidlertid alt andet end begejstret og i 1951 kommer de filippinske biskopper med en officiel erklæring om at der ikke ligger noget overnaturligt bag de bemærkelsesværdige begivenheder i klosteret i Lipa. Teresita Castillo tvinges til at forlade klosteret, og de tilbageværende nonner pålægges absolut tavshed om sagen ligesom de får besked på at brænde alle skriftlige optegnelser om den. Der var og er dog mange filippinere der blev ved med at tro på at der havde været tale om ægte åbenbaringer og der bliver i det skjulte og efterhånden også i det åbne bedrevet lobby-arbejde for en genåbning af sagen. Efter at Deirdre de la Cruz færdiggjorde bogen har den lokale ærkebiskop faktisk erklæret åbenbaringer for autentiske – blot for kort tid efter at blive mødt med et veto fra Troslærekongregationen i Vatikanet, der fastholder, at de ikke var det. Det bliver spændende at se hvordan den sag udvikler sig.

Deirdre de la Cruz kan nemlig som sagt påvise, at Maria-åbenbaringer er utroligt populære på Filippinerne. Medjugorje ja også Vassula Ryden har mange fans her. Men nutidens filippinere er ikke blot passive modtagere af sådanne budskaber andre steder fra. Deirdre de la Cruz slutter nemlig sin bog med beretningen om den filippinske vandrearbejder Emma de Guzman, der har base i USA, og derfra udbreder beretninger til hele verden om Maria åbenbaringer som hun løbende skulle modtage sammen med en række andre overnaturlige hændelser som skulle omgive hende. Mange filippinere tror, at deres land vil få en særlig rolle i Guds hhv. Mama Marys frelsesplan for verden. I en postkolonial virkelighed er den tredje verdens kristne ikke længere blot modtagere af mission fra Vesten – nu er de godt på vej til at vende tallerkenen om og være dem, der vil missionere og omvende Vesten.

Læs mere

Skrevet af den 28 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fænomenet Pater Pio kritisk belyst

Pater Pio er en af nutidens mest populære helgener. Ja,
efter sigende skulle han i Italien være mere populær end Jomfru Maria og
selveste Jesus. Set i lyset af denne utrolige popularitet er det måske ikke så
mærkeligt, at kun få har kastet sig over at skrive en bog om Pater Pio, der
ikke handler om hans påståede mirakler og hellighed, men i stedet forsøger at
forklare fænomenet Pater Pio som et historisk og kulturelt fænomen lige som
alle andre. Men det er lige præcist det som den italienske historiker Sergio
Luzzatto forsøger på med bogen ”Padre Pio – Miracles and Politics in a Secular
Age”.

Pater Pio (1887-1968)var kapucinermunk og tilbragte det
meste af sit liv i et kloster i den lille syditalienske by San Giovanni Rotondo.
I 1918 skulle han have modtaget de såkaldte stigmata, Kristi sårmærker, som han
havde frem til den sidste tid af sit liv. (Da han døde var de helt forsvundne).
Derudover blev han tilskrevet evnen til at helbrede syge, gennemskue personer,
få hårdnakkede syndere til at omvende sig, til at være to steder på en gang, og
under 2. verdenskrig hed det sig, at han kunne flyve op i luften og afværge
luftangreb. Allerede i levende live var Pater Pio enormt populær og i
hundredetusind vis af mennesker valfartede til San Giovanni Rotondo for at være
nær ham, se ham holde messe, skrifte hos ham og evt. blive helbredt af ham.

Sergio Luzzatto forsøger, at se Pater Pios popularitet som
et udslag af en række træk der prægede Italien i hans livstid. F.eks. påpeger
han, at man i den brede befolkning kunne se en sammenhæng mellem den
stigmatiserede, lidende Pater Pio, den anden Kristus som han blev kaldt, og de
hundredtusinder af italienske soldater, der døde eller blev såret under 1.
verdenskrig og hvis lidelser også blev sammenlignet med Kristi. I tiden efter
2. verdenskrig, hvor Italien oplevede en hastig modernisering,
industrialisering og urbanisering, blev Pater Pio til et symbol på det gamle
folkelige bondedominerede fattige men fromme Italien, der var på hurtig retur. Han
blev da til en fromhedens klippe midt i sekulariseringens flodbølge.

Sergio Luzzatto gør dog mest ud af tiden under fascismen.
Pater Pio støttede åbenlyst fascismen allerede før dennes magtovertagelse i
Italien og blandt hans støtter og tilhængere var der mange fascister, både
menige og højtplacerede. Alle de tidlige helgenbiografiagtige bøger om Pater
Pio, der blev udgivet mens han endnu levede, var således skrevet af personer
med tilknytning til fascismen. Og ledende fascisters vilje og evne til at holde
hånden over ham beskyttede Pater Pio mod de mest barske af den katolske kirkes
forsøg på at disciplinere ham, især forsøget på at få ham flyttet til et fjernt
kloster, hvor kulten om hans person ikke ville kunne fortsætte. Selvom
fænomenet Pater Pio altså skabte visse knurrer på tråden i forholdet mellem
fascismen og Vatikanet så fremhæver Sergio Luzzatto, at Pater Pios støtte til
fascismen ikke er forskellig fra de ledende katolske kirkefyrsters, herunder
Pave Pius den XI’s. Mussolini og den katolske kirke havde i det store hele et
godt samarbejde som begge forstod at drage fordele af.

Forholdet mellem Pater Pio og den katolske kirkes hierarki gør
Sergio Luzzatto meget ud af, forståeligt nok for det er en vigtig side af Pater
Pio fænomenet. Pater Pio blev mødt med stor skepsis af Pave Benedikt den 15.,
Pius den 11. og Johannes den XXIII. Især de to sidste gør hvad de kan for at få
stoppet kulten omkring ham. Afgørende blev dog til sidst den støtte han fandt
hos Pius d. 12 og især hos Johannes Paul den 2., der fik ham først saligkåret (1999)
og siden helgenkåret (2002).

Klagerne over Pater Pio og kulten omkring ham var mange. Det
forhold, at han blev omgivet af en flok af begejstrede kvindelige tilhængere,
der kom og gik frit i kloster og som i nogle tilfælde sågar kyssede og krammede
ham i offentligheden, førte til anklager om seksuelle fejltrind. Der blev set
med skepsis på de store pengesummer, som strømmede til hans kloster. Selv
blandt de biskopper og kardinaler, som støttede Pater Pio, var det almindeligt
at se hans nærmeste kreds af tilhængere som præget af personer, der var ude på
magt og berigelse og som generelt var udenfor pædagogisk rækkevidde. Pater Pios
mirakler var ikke dokumenterede og ægtheden af hans stigmata blev stærkt
betvivlet. (Mere derom senere). Men først og fremmest var der tale om en
konflikt mellem folkereligiøsiteten og den hierarkiske kirke og mellem hvad
Marx Weber ville kalde profeten og præsteskabet, dvs. mellem karisma og embede.
Det var en konflikt mellem dem, der lod sig styre af deres begejstring og
længsel efter mødet med det hellige legemeliggjort af Pater Pios stigmatiserede
krop og så embedskirken, der indkrævede retten til at bedømme og afgøre om
noget var mirakuløst eller ej.

Denne konflikt blev ført med hårde midler på begge sider. Nogle
af rygterne om Pater Pio, især dem om hans påståede seksuelle forhold til kvinder,
havde næppe noget på sig. Men hans tilhængere veg til gengæld ikke tilbage med
at true med fysisk vold og offentliggørelse af kompromitterende oplysninger om
ledende skikkelser fra kirkens hierarki, hvis man ikke fik sin vilje.  I begge lejre var politikken øjensynligt præget
af den holdning, at hensigten helliger midlerne.

Sergio Luzzatto fremhæver, at han ikke er ude efter at finde
sandheden om Pater Pio – men at han i stedet vil analysere ham som et historisk
fænomen. Men når det kommer til stykket er Sergio Luzzatto nu nok noget
skeptisk. Han afslører f.eks., at Pater Pio i perioden 1911-1913 skrev flere
breve til sine åndelige vejledere hvor han skildrer nogle meget intense
stigmata-agtige åndelige oplevelser uden at gøre opmærksom på, at der var tale
om ordrette afskrifter af breve forfattet af Gemma Galgani, en påstået
stigmatiseret kvinde, der var blevet udgivet i bogform i 1909. Ja, han nægter
sågar at eje denne bog!

Sergio Luzzatto har også fået indblik i Vatikanets sagsmappe
om Pater Pio. Og i den fandt han vidneudsagn fremlagt under ed hvoraf det
fremgår, at Pater Pio hemmeligt havde forsøgt at skaffe sig ætsende midler (der
kunne bruges til at lave hans stigmata sår). Ja, sagsmappen indeholder sågar to
håndskrevne sedler hvor Pater Pio personligt beder om hemmeligt at skaffe ham
disse midler. Set i lyset af, at Pater Pios sår aldrig blev grundigt undersøgt
og sagtens kunne være blevet lavet og opretholdt med ætsende stoffer, er det jo
nok ret så afslørende.

Som Sergio Luzzatto skriver, så blev mirakler i
middelalderen set som tegn på Guds eksistens. Dvs. man så dem som udtryk for en
virkelighed som man allerede var overbevist om. I dag er der i visse kirkelige
kredse en stærk tendens til at se mirakler som beviser på Guds eksistens – som en
art redskaber i kampen mod sekulariseringen. Det er måske forklaringen på, at
det kan være så svært at få en kritisk debat om påståede miraklers
autentisitet, da en sådan debat let kan blive set som et angreb på selve
gudstroen. Om troen på Gud så virkeligt bliver fremmet af tvivlsomme
mirakelfortællinger er så en helt anden sag.

Læs mere