Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 dec, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Cybernauterne og “transbørnene”

 

Efter en længere tids pause har Cybernauterne udgivet endnu en podcastepisode samt en såkaldt bonuspodcastepisode i deres serie om de såkaldte ”Kønskrigere” – og sædvanen tro er der tale om tilsvining af os, der ikke deler Cybernauternes syn på ”transsagen”. Denne her gang udmærker de sig dog ved at kombinere deres strategiske fortielser og direkte fejlinformationer med en række selvmodsigende udsagn.

”Tænk dog på børnene!” som den aktuelle hovedepisode hedder, prøver at affeje den voksende bekymring over det stærkt stigende antal børn og unge, primært piger, der identificerer sig som transkønnede og kræver behandling med stop- og/eller krydshormoner, med at der er tale om en såkaldt ”socialpanik”. Hvor stor denne stigning har været i de sidste år får vi, selvfølgelig fristes jeg til at sige, ikke at vide[1] – men vi beroliges med at den helt og særdeles kan forklares med at transidentiteten er blevet mere kendt og accepteret i dag. Den ellers i andre sammenhæng anerkendte teori om ”social smitte” f.eks. i forbindelse med unges brug af selvskade, fejes af bordet som uvidenskabelig. Man insisterer på at behandlingen med stop- og krydshormoner er ufarlig og at den har dokumenteret positiv effekt på de behandlede børns psyke og, selvsagt fristes man til at sige, man insisterer på at stort set ingen fortryder behandlingen og at detranssion er så sjældent at den nærmest ikke kan siges at eksistere etc. etc.  Klassisk radikal transaktivistisk talking points med andre ord, og selvfølgelig skal man da lige krydre med henvisninger til modstanden mod homoseksuelles rettigheder i 1970’erne og 1980’erne, sådan at lytteren får det indtryk at dette bare er en ny version af konservative kræfters bekæmpelse af ”LGBT+ personer”.

Al information der kunne pege i andre retninger, bliver forbigået eller direkte fordrejet. Således hævder Maia Kahlke Lorentzen at et enkelt svensk hospital har indstillet behandlingen med stop- og krydshormoner pga. nogle aktivister. Hun siger ikke noget om at det svenske sundhedsvæsen har indstillet behandlingen andet end i forbindelse med kontrollere forsøg – fordi man efter en grundig gennemgang af den eksisterende forskning var nået frem til at der mangler dokumentation for dens positive såvel som negative effekter. En position som også de finske og de britiske sundhedsmyndigheder er nået frem til. At ikke mindre end 13 videnskabelige studier[2] viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerede sig som det modsatte køn ikke gør det som voksne, forbigås sædvanen tro. Og hvordan kan man i den grad ignorere det tydeligvis voksende antal af unge voksne, der på sociale medier fortæller om at de er detransitionerede hhv. fortryder deres transition? Hævder Cybernauterne ikke at de er eksperter i at holde øje med hvad der sker på nettet?

Cybernauternes opremsning af radikale transaktivistiske talkings points som os, der deltager i debatten, kender til hudløshed, er ret kedelig og forudsigelig. Der er dog også nogle interessante ”brud” i denne 65 minutter lange apologi for ”transning” af børn og unge. F.eks. er det jo interessant at høre hvordan Helge Sune Nymand, der er formand i Foreningen for ”Støtte til Transkønnede børn”, fejer alle beretninger fra folk, der som Nynne Bjerre Christensen fortæller om hvordan de som børn ville være det modsatte køn, af bordet. Der er, efter hans mening, tale om ciskønnede der ingen forståelse har af hvad det vil sige at være transkønnet; ingen forældre ville have set dem som transkønnede; og deres bekymring for at de havde kunnet have taget identiteten som transkønnet til sig afvises som hypotetiske spekulationer som vi ikke kan bruge til noget. Helge Sune Nymand tager tydeligvis udgangspunkt i det transaktivistiske dogme om at ”trans is trans and cis is cis and never the twain shall meet”. Men hvordan kan man hævde, at trans og cis er så diametralt modsatte nu når selve transidentiteten er så uklart defineret og anyway ”er noget som du definerer inde i dig selv”[3]? Hvordan kan Helge Sune Nymand hævde, at ingen forældre ville acceptere et barn som Nynne som transkønnet, nu når han samtidigt hermed fremhæver hvor vigtigt det er at forældre anerkender og støtter deres barns transidentitet? Hvis han virkeligt mener, at der er børn og unge der bør ”frasorteres” hhv. som skal have at vide at de ikke er transkønnede, hvorfor kritiserer han så det danske sundhedsvæsen for at være for strikse når det gælder om at give børn og unge adgang til behandling med stop- og krydshormoner? Det er vel i alles interesse at ingen ”Nynner” bliver sat på stop- og krydshormoner? NB. Det er faktisk interessant at ”Tænk dog på børnene!” bekræfter de rygter der har været i omløb her på det sidste om at det danske behandlingssystem er blevet mere tilbageholdende med at give adgang til den medicinske behandling! Sidst men ikke mindst så er det da interessant, at Helge Sune Nymand mener, at på egne erfaringer byggende bekymringer som Nynnes kan forkastes med henvisning til at der er tale om hypotetiske spekulationer. For jeg har i hvert fald set en del transaktiviser argumentere for at ”transbørnene” skal i den medicinske behandling fordi de er overbeviste om at de havde fået et bedre liv hvis de havde fået en sådan behandling som børn og unge. Rolf Mertz som er hentet ind i studiet som ”ekspert” uden at det rigtigt fremgår hvorfor han skulle være det, bruger da også denne logik. Nogens spekulationer er øjensynligt mere valide end andres.

Over i det mere morsomme hjørne er at lægen og seksualunderviseren Frederikke Kjerulff Madsen er blevet hentet i studiet som ekspert i den medicinske behandling af de ”transkønnede” børn og unge – et emne hun tydeligvis ikke har sat sig særligt godt ind i da hun er vævende mht. hvornår man kan få adgang til behandling med krydshormoner i det danske system. Hun foreslår 16 år – hvad Maia Kahlke Lorentzen efterfølgende må korrigere til 15 – men faktisk har Region Sjælland i et politikersvar skrevet, at man også i sjældne tilfælde kan være yngre end 15[4]. Man føler lidt at Maia Kahlke Lorentzen (igen) ikke har haft det store udvalg af ”eksperter” til sin podcast.

I den mere groteske ende er ”bonusepisoden” med transaktivisten Caelan Conrad der skulle have gået undercover i grupper for forældre der er modstander af at deres barn identificerer sig som transkønnet. Disse grupper fungerer som en kult, hævder ”de”, da disse forældre f.eks. råder til at isolere barnet/den unge fra folk der støtter op om dets identitet som transkønnet. Jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god ide at isolere et barn/et ungt menneske fra familiemedlemmer pga. disses syn på barnets/den unges identitet – men det er altså lidt grotekst at hverken Caelan Conrad eller Maia Kahlke Lorentzen med så meget som et ord nævner, at det er et udbredt transaktivistisk råd til ”transkønnede” børn og unge at de skal bryde kontakten til deres forældre hvis disse ikke bakker op om deres identitet som transkønnede. Er dette så ikke også kultisk adfærd? Og hvis det generelt er kultisk at prøve at isolere sig fra personer med holdninger der går imod ens egen overbevisning hvorfor har Caelan Conrad så blokeret undertegnede på Twitter selvom vi mig bekendt aldrig har haft kontakt på sociale medier eller andet steds for den sags skyld?

Generelt er det i hvert fald meget sigende, at Maia Kahlke Lorentzen insisterer på at forældre, der engager sig positivt i deres børns identitet som transkønnede, gør det med de allerbedste hensigter, for hvilken forældre vil skade sit barn? Men Caelan Conrad insisterer på, at de forældre ”de” har observeret i de lukkede grupper som Caelan Conrad har infiltreret udsætter deres børn for ”omvendelsesterapi” og ”tortur” af angst for at blive udelukket fra fællesskabet i disse lukkede forældregrupper på sociale medier – eller de gør det for at tjene penge på merchandise. At de forældre, der ikke bakker op om deres barns transidentitet, kunne gøre det fordi de oprigtigt ønsker det bedste for deres børn er ligesom helt udenfor skiven i Maia Kahlke Lorentzens og Caelan Conrads univers.

 

[1] Man kan se tallene f.eks. i denne artikel: https://tileftertanke.dk/intet-barn-er-foedt-med-en-forkert-krop/

[2] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499 & https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyt.2021.632784/full

[3] Sådan formuleret af den normkritiske psykolog Sølve Storm i dokumentaren ”Sex med P3” afsnit 10

[4] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

Læs mere

Skrevet af den 19 jun, 2022 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Cybernauterne forsætter kampen mod “TERF’s”

 

Efter en længere pause er Cybernauterne tilbage med endnu et partsindlæg i den igangværende (trans)kønsdebat. I podcastserien ”Kønskrigerne”’s 3. afsnit med titlen ”Søg ikke, gå på internettet!” gør Maia Kahlke Lorentzen sig ihærdige anstrengelser for at fremstille både det engelsksprogede og det dansksprogede såkaldte ”kønskritiske” miljø i så negative toner som muligt. Igen og igen nævnes de radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme i samme åndedræt som højreradikale kræfter fra de mest dunkle sider af internettet, antivaxers, og tilhængere af Donald Trump. Lytterne skal tydeligvis få det indtryk, at det sådan set er same same, men da Maia Kahlke Lorentzen selvsagt ikke kan bevise dette må hun ty til det gamle ”guilt by association” trick.

Maia Kahlke Lorentzen forsøger at give lytterne det indtryk, at vi såkaldte TERF’s laver organiseret trolling af debattråde under medieartikler men sågar også på privatpersoners Facebook sider, hvor vi skulle forsøge at give det indtryk, at vores holdninger er udbredte og mainstreamede selvom de i virkeligheden kun deles af et lille mindretal af kvinder, der har radikaliseret sig selv på internettet. (For selvfølgelig er det kun en meget lille radikaliseret del af befolkningen der f.eks. mener, at en penis ikke kan være et kvindeligt kønsorgan eller at biologiske mænd ikke hører hjemme i kvindesporten) Derudover beskyldes vi for at være en art kult, der udøver sindelagskontrol, ikke tillader et andet verdenssyn end vores, og det påstås, at vi lever i et ideologisk ekkokammer, der fremmer had, selvom vi udadtil lader som vi er rationelle og fornuftige mennesker.

Maia Kahlke Lorentzen trækker, igen, på screenshots fra den lukkede Facebookgruppe ”Kvinder for Kvindekamp”, om end hun fortsat ikke navngiver denne, ligesom ingen dansk ”TERF” nævnes med navn, mens hun navngiver en række fra den engelsksprogede verden. I dansk sammenhæng skal ”TERF’s” øjensynligt fremstilles som det anonyme Mind Flayer monster fra Stranger Things, et uhyre der i sæson 3 består af en række personer, som først er blevet overtaget af dunkle kræfter og så smeltet sammen til et megamonster.

Nuvel, Maia Kahlke Lorentzen har selvsagt ingen beviser på at vi har chikaneret nogen transkønnet i eller via førnævnte Facebook gruppe. Hvad hun (eller hendes spion) har bemærket er at gruppens medlemmer sommetider gør opmærksom på en debat på Facebook eller et andet socialt medie og spørger om der er andre der vil støtte dem i debatten – noget som der såmænd også gøres i Facebookgrupper for intersektionelle feminister og/eller transkønnede. Faktisk fandt jeg første gang frem til danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme via et sådant opslag i en åben Facebook gruppe for transkønnede og allierede, ”T-gruppen”, der desværre ikke længere eksisterer da en radikal transaktivist fik den lukket ned.

Påstanden om at vi såkaldte TERF’s skulle være med i en art kult virker på mig som en ”spejling” af den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme og den intersektionelle feminisme, hvad selvsagt ikke giver indtryk af noget forsøg på at lave en dybdegående analyse af hvem vi er og hvad vi mener. Anyway, jeg har i radikalfeministiske sammenhænge aldrig set et krav om at man ydmygt skal reagere på såkaldte ”call out’s” med uforbeholden krybende selvkritik, sådan som det er ganske almindeligt i intersektionelle fora, og jeg vil vove den påstand, at vi faktisk beskæftiger os intensivt med ”de andres” argumenter, mens de radikale transaktivister (og de intersektionelle feminister) efter min vurdering typisk prøver at undgå, at sætte sig ind i hvad modparten faktisk mener. Det er da også meget sigende, at man som lytter til ”Søg ikke, gå på internettet!” ikke informeres om hvad vi såkaldte ”TERF’s” reelt mener, i stedet påstås det ihærdigt at vi benægter transkønnedes eksistens og hader transkvinder. Hvad der dog har hold i virkeligheden er, at vi ”tror på” biologisk køn, om end accept af fakta vel næppe kan kaldes for en tro.

Maia Kahlke Lorentzen påstår også at ”TERF’s” skulle være kendetegnet ved at smide folk ud af vores Facebookgrupper hvis de ytrer holdninger som går imod gruppens ideologi. Dette sker da også om end kun sjældent i hvert fald i dansk sammenhæng, men med til historien hører, at den første Facebookgruppe for danske radikalfeministiske kritikere af den radikale transaktivisme sjovt nok blev lavet for og af feminister, der var blevet smidt ud af gruppen ”Feministisk debat”, fordi de f.eks. havde forsvaret lesbiskes ret til at sige kategorisk nej til sex med transkvinder. Men bevares, quod licet Iovi, non licet bovi.

Mest grotesk er det måske, at Maia Kahlke Lorentzen i dette podcast-afsnit bruger Justice Monir Mooghen som ekspert ud i det danske ”TERF-miljø”. Ikke at ”de” har noget fornuftigt at sige, men lad det nu være. Nej, det bemærkelsesværdige er, at Maia Kahlke Lorentzen ikke med et ord nævner, at Justice var talsperson for den gruppe af radikale transaktivister, der i 2019 forhindrede en mindre gruppe kvinder fra Facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” i at mødes i et lokale i Kvindehuset. Dette skete med henvisning til at ”Lesbiske Feminister” skulle være ”transfobiske” fordi de definerer det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende omtalte Justice så i et interview bragt i Information ”Lesbiske Feminister” som ”cancerceller”.  Feministen Maia Kahlke Lorentzen har øjensynlig intet problem med en sådan eklatant umenneskeliggørelse af kvinder, som hun er ideologisk uenig med.

Men det er øjensynligt en del af Maia Kahlke Lorentzens strategi at fremstille virkeligheden sådan, at det er de radikale transaktivister, der udsættes for chikane på nettet og i virkeligheden, mens vi ”TERF-gjorte” fejlagtigt skulle fremstille os selv som ofre. Samtidigt med at hun beretter hvordan ”TERF’s” i stor, om end øjensynligt ikke stor nok, stil deplatformes fra mainstream sociale medier, så fremstilles vi nemlig som manipulerende når vi klager over at man prøver på at lukke munden på os. Nu har jeg selv oplevet, hvordan min arbejdsgiver blev kontaktet af en vred transaktivist, efter at jeg havde fået bragt kronikken ”Intet barn er født med en forkert krop” i Politiken. Jeg kender flere danske radikalfeminister, der har oplevet grov chikane og trusler fordi de har udtalt sig kritisk om den radikale transaktivisme. Radikale transaktivister holder øje med hvem der følger os på sociale medier og liker vores opslag for at kunne lægge pres på dem, der gør det. For slet ikke at tale om computerprogrammet ”Shinigami Eyes”, hvor radikale transaktiviser registrerer ”transfobers” profiler på de sociale medier, så enhver bruger af programmet, har mulighed for at udpege og udråbe debattører, primært kvinder, som værende skyldige i ”wrongthink”. Men det er selvfølgelig slet ikke en chikanøs adfærd overfor dem, som man er uenig med.

Nå, men når Maia Kahlke Lorentzen ikke lige er optaget af at jage vor tids hekse, de såkaldte TERF’s, så vil jeg anbefale hende at lytte til det norske lesbiske band ”Hungry Hearts” nyeste nummer ”How Woke Can U B”, tror det er skrevet til cyberkrigere som hende : )

Læs mere

Skrevet af den 7 apr, 2022 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Cybernauterne og “de onde” TERFs

 

Maia Kahlke Lorentzen der er en del af researchkollektivet ”Cybernauterne”, har barslet med ikke mindre end hvad der skal være en hel podcastserie om TERF’s (de såkaldte ”transekskluderende radikalfeminister). Cybernauterne arbejder med nettets ”mørke sider” og Maia Kahlke Lorentzen beskriver selv sin research som at den handler om ”online-hadfællesskaber og digital chikane”. Og i en baggrundsbeskrivelse af den nye Podcast serie beskrives ”TERF’s” da også som ”en gruppe feminister der både har en historik for digital og fysisk vold, som bedriver hadekampagner og chikane på nettet og i den fysiske verden, og som aktiv arbejder for at begrænse bestemte gruppe i samfundets rettigheder, baseret på deres køn.”. Hermed er tonen ligesom sat og det er ganske klart at denne Podcastserie ikke er et produkt af neutral research men i stedet er et partsindlæg i den igangværende debat om transaktivismen og dens konsekvenser.

Det første (og hidtil eneste publicerede) afsnit hævdes at handle om den historiske baggrund for ”TERF-bevægelsen” hhv. den ”kønskritiske bevægelse”.

Det er dog ikke særligt meget ”historie” som man præsenteres for i dette afsnit. Maia Kahlke Lorentzen fortæller kort om ”Blåstrømperne” og ”Rødstrømperne” men disse historiske bølger indenfor feminismen bliver hurtigt fejet af bordet pga. disses påståede manglende interesse for andre end hvide heteroseksuelle overklassekvinder. En feminisme der ikke er ”intersektionel” er tydeligvis værdiløs i hendes øjne, og så er det ret så ligegyldigt at disse ældre bølger i høj grad har ansvar for at kvinder her i landet i dag har hhv. stemmeret og ligeløn for lige arbejde.

Men ellers er dette afsnit ekstremt fokuseret på Janice Raymonds bog ”The Transsexual Empire”. Jeg har faktisk for en del år siden læst denne bog, men det jeg tvivler på at ret mange andre kønskritiske feminister har, og mig bekendt henvises der da også kun yderst sjældent til denne bog når kønskritiske feminister diskuterer emner med relation til transkønnede. Det hindrer dog ikke den radikale transaktivist Laura Tams i at hævde, at de kønskritiske feministers holdninger kan spores direkte tilbage til denne bog (som hun sjovt nok indrømmer at hun ikke har læst i sin helhed).

Hvad der så mere konkret står i Janice Raymonds bog, får lytteren bemærkelsesværdigt lidt at vide om set i lyset af bogens påståede centrale betydning for nutidens kønskritiske feminister. Hvad der i stedet bruges en del tid på, er at fortælle om konflikten omkring transkvinden Sandy Stone, der var med i et lesbisk og radikalfeministisk musik-kollektiv. Det er ganske rigtigt, at Janice Raymond (sammen med en del andre radikalfeminister) var meget imod at en transkvinde var en del af et sådant kollektiv, og i henhold til Sandy Stones blev hun som følge af denne kritik mødt med dødstrusler. Trusler, ikke mindst dødstrusler, er selvsagt aldrig ok. Men det er nok meget sigende at det er denne ene historie fra 1970’erne som radikale transaktivister elsker at henvise til når de ønsker at fremstille de såkaldte TERF’s som voldelige mod transkvinder. De talrige eksempler på trusler, chikane og vold som radikale transaktivister har udsat kønskritiske feminister for nævnes selvsagt ikke med et ord. Det er f.eks. meget sigende at Maia Kahlke Lorentzen kort kommer ind på de radikale transaktivisters kampagne mod den radikalfeministiske (og hovedsageligt lesbiske) ”Michigan Womyn’s Music Festival”, der blev begrundet med at arrangørerne ikke ville give transkvinder adgang til festivalen, en kampagne der endte med at den måtte lukke til stor sorg for rigtigt mange lesbiske radikalfeminister. Hvad hun ikke nævner med et ord, er de mange trusler og den grove chikane som disse aktivister udsatte festivalen for.

Det er faktisk ikke meget man egentlig får at vide om ”TERF’s” i dette Podcastafsnit, altså andet end at de skulle være fordomsfulde, snæversynede og drevet af had til transkønnede, især transkvinder, som de efter sigende vil have helt fordrevet fra det offentlige rum. Maia Kahlke Lorentzen og Co. prøver på at give lytterne det indtryk at 1970’er feminismen generelt var inkluderende i forhold til transkvinder og at TERF’s blot var en lille udbrydergruppe. Vi får dog ingen dokumentation for denne lidet troværdige påstand.  Ellers nævnes det kort, at TERF’s ikke tror at transkvinder er ”rigtige” kvinder og at de tillægger biologien en ”forkert betydning”. Ifølge Laura Tams har TERF’s faktisk helt misforstået hvad radikalfeminismen handler om da denne, i henhold til Laura, skulle være en radikal afvisning af at biologien skulle have nogen betydning for kønnet. At radikalfeminismen afviser ideen om at vi fødes med færdigkønnede hjerner, der prædestinerer os til at omsætte samfundets kønsrolleforventninger, samtidigt med at den insisterer på at kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds ønske om at kontrollere kvinders kroppe, reproduktion og seksualitet forholder Laura Tams sig selvsagt ikke til.

Til gengæld var det bemærkelsesværdigt at høre hvor lidt viden Laura Tams tydeligvis har om transkøns-begrebets historie. Således får hun sagt at transkønnede startede med at blive defineret som noget perverst og noget forkert og nævner her Harry Benjamin syndrom, som så skulle være blevet til ”transseksuel”. Denne term skulle nogle stadigvæk hænge fast i da det er ”sjovt at kunne associere nogen med sex”. Og hun påstår dernæst, at det er de transkønnede der har reclaimet udtrykket ”transkønnet”, der altså skulle være blevet skabt af folk der anså transkønnethed som noget forkert. Men historien bag disse udtryk er en anden.

Udtrykket ”transvestit” blev skabt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfelt i 1910. Det var Harry Benjamin der populariserede termen ”transseksuel”, der pga. hans forskning også blev betegnet som ”Harry Benjamins syndrom”. Hans artikler og kliniske behandling er helt afgørende for etableringen af ideen om at alvorlig kønsdysfori skal behandles med krydshormoner og kønsskifteoperationer.  ”Transkønnet” derimod er en term som queer-aktivister populariserer i 1990’erne. Den var tænkt som et paraplybegreb for dem der i Judith Butlers ånd blev set som kønsballademagere, såsom transseksuelle, transvestitter, drags, butch lesbiske mfl, dvs. forskellige grupper som brød markant med samfundets kønsrolleforventninger men som hidtil ofte ikke havde følt noget fællesskab med hinanden. Transkønnede har altså ikke ”reclaimet” begrebet ”transkønnet” sådan som f.eks. homoseksuelle mænd har reclaimet udtrykket ”bøsse”. De har i stedet selv skabt det og dermed skabte de reelt set også en ny identitet hvis relation til de tidligere minoritetsgrupper (og majoriteten) er uafklaret og flydende. Laura Tams nævner i øvrigt heller ikke at der også i dag findes personer, der insisterer på at kalde sig selv for ”transseksuelle” frem for ”transkønnet”, da de opfatter sidstnævnte for at være upræcist og ikke rammende for de problemstillinger som de kæmper med.

Laura Tams upræcise gennemgang af udtrykket ”transkønnet” historie hænger sammen med at hun prøver at bruge det som en retfærdiggørelse af begrebet ”cis-kønnet”. Laura Tams hævder, at man er ciskønnet hvis man ikke er transkønnet, og vil så sammenligne det med at man enten er homoseksuel eller heteroseksuel. Den sammenligning går imidlertid med det samme i opløsning da hun som queer-aktivst jo også må nævne at der er mange andre seksualiteter. De forskere der i sin tid skabte termerne ”transvestit” hhv. ”transseksuel” følte imidlertid interessant nok ikke et behov for at skabe en term for dem, der ikke hørte under disse kategorier, måske fordi de gik ud fra at disse termer kun berørte et meget lille antal personer der ikke udgjorde nogen trussel mod samfundets kønsrolleorden. Her er der en væsentlig forskel fra lægevidenskabens opfindelse af udtrykket ”homoseksuel” der hurtigt af denne blev suppleret med termen ”heteroseksuel”. ”Cis-kønnet” er et produkt af queer- og transaktivismens ønske om at vi ikke må tale om biologiske mænd og kvinder, dvs. for dennes behov for at køn skal handle om en ikke nærmere definerbar subjektiv identitet frem for objektive kropslige forhold. Dertil kommer den klare tendens til at antage, at man enten er kønsrollekonform og hermed ciskønnet eller kønsrollenonkonform og hermed transkønnet. Det er jo meget sigende, at Frederikke Kjerulff Madsen som kort optræder i podcasten, tilbage i 2018 i radioprogrammet AK 24syv hævdede, at undertegnede er transkønnet fordi jeg ikke ”identificerer mig med de kønsroller jeg fik tildelt ved fødslen”. Når Maia Kahlke Lorentzen derfor i podcasten påstår, at ”cis-kønnet” er det mest ”korrekte” udtryk så er dette altså ukorrekt – hhv. det outer hende som en queer-aktivist forklædt som researcher.

Læs mere