Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 maj, 2020 under Lgbt | 2 kommentarer

Transkvinders “menstruationssmerter”

 

Selvom man måske ikke lige skulle tro det, så findes der transkvinder, som insisterer på at de har menstruation. Ok, de hævder ikke, at de bløder en gang om måneden, men de fortæller i stedet, at de en gang om måneden oplever voldsomme kramper, humørsvingninger og andre ting der typisk forbindes med at have menstruation. Selv har jeg hørt den kendte radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams fortælle om at hun altså også have menstruation i form af månedligt tilbagevendende smerter.

 

Nu skulle man jo mene, at det er ret godt klaret, at have smertefulde kramper i et organ (livmoderen) som man ikke har og aldrig har haft. Det er også interessant, at disse transkvinde- menstruationssmerter først sætter ind efter at de berørte transkvinder er begyndt på at tage østrogen i forbindelse med en såkaldt medicinsk transition. Det er en hyppig påstand blandt transkønnede, at de er født med hjerner der svarer til det køn de føler sig som frem for det, der fremgår af deres medfødte kroppe. Men øjensynligt er transkvindernes såkaldte menstruationssmerter ikke udløst af en fantomreaktion i deres hjerner (for så ville de jo havde oplevet disse smerter før hormonbehandlingen) men i stedet er ideen måske at det er kombinationen af en såkaldt kvindelig hjerne og østrogenbehandling, der skulle medføre, at transkvinder bliver en del af den under menstruationssmertelidende del af menneskeheden.

Måske hænger problemstillingen også sammen med, at en del transkvinder synes at have en meget forsimplet forståelse af kvinders hormonelle biologi. Føromtalte Laura Mølgaard Tams fortalte nemlig også i forbindelse med det foredrag hvor hun nævnte sine menstruationssmerter ligeledes, at hendes hormonbehandling har medført, at hun har et østrogenniveau i blodet der svarer til en cis-kvindes. Nu var der tale om et foredrag i en sammenhæng hvor det næppe havde været så klogt af mig at stille kritiske spørgsmål, for ellers havde jeg nok spurgt hende hvor gammel denne cis-kvinde så var og hvor hun var henne i hendes evt. menstruationscyklus. For kvinders østrogenniveau varierer både med alderen (som bekendt falder det markant i forbindelse med overgangsalderen) og i løbet af den månedlige cyklus. Hvis menstruationssmerter altså er et produkt af kombinationen af en ”kvindehjerne” og østrogen, så skulle man tro, at kvinders østrogenniveau var højest når de har menstruation, men det modsatte er faktisk tilfældet. De humørsvingninger man som kvinde kan opleve i forbindelse med ens menstruation kan derfor skyldes at man har et lavt østrogenniveau. Med andre ord, så burde transkvinder derfor opleve stærke menstruationslignende smerter før de startede østrogenbehandlingen som imidlertid ville aftage eller forsvinde når de først fik et højt østrogenniveau i blodet.

Men nu er menstruationssmerter altså ikke et produkt af kvinders hjerner hhv. deres hjernes samspil med østrogen. Menstruationssmerter forårsages af hormonet prostataglandin, der skal få livmoderen til at trække sig sammen og udstøde et ubefrugtet æg samt livmoderslimhinden, så livmoderen kan gøre sig klart igen til den næste mulige graviditet.

 

Bort set fra det så er det jo interessant, at radikale transaktivister på den ene side kæmper for at gøre menstruation til et kønsneutralt fænomen, der endelig ikke må sættes i forbindelse med kvindekønnet. Bare tænk på udtryk som ”menstruator” og Always, der lod sig presse til at droppe kvindetegnet på deres binds indpakninger. Disse forsøg på at skille menstruationserfaringen klinisk fra kvindekønnet er ment som et forsøg på at beskytte transmænd og nonbinære født med en vagina for den øjensynligt helt ubærbare smerte der for disse er forbundet med at skulle forholde sig til hvilket køn deres kroppe nu en da har. Men samtidigt hermed skal vi altså mod enhver biologisk fornuft anerkende, at også transkvinder har menstruationssmerter og dermed bidrage til at validere dem i deres kvindelighed.

 

Om det er politisk korrekt at sætte en sammenhæng mellem menstruation og det at være kvinde afhænger altså af om man vil validere transmænd og nonbinære født med en vagina, for i så tilfælde er svaret et rungende ”nej”. Hvis man derimod vil validere transkvinder og nonbinære, der er født med en penis, ja så er svaret ”ja”, dog skal man selvfølgelig huske på at menstruation i så tilfælde handler om smerter og humørsvingninger etc. Man er naturligvis en TERF hvis man fremhæver, at det væsentligste kendetegn ved en menstruation er at man bløder fra livmoderen og ud gennem skeden. At transaktivister så gerne laver kampagner med blødende transmænd for at understrege, at ”også mænd kan få menstruation”, ja det snakker vi så ikke om lige her. Logik er nemlig verdens ondeste TERF.

 

Læs mere

Skrevet af den 16 jun, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

En matrice af undertrykkelse – en kommentar

 

Weekendavisen fra den 15.6.2018 bragte en artikel med titlen ”En matrice af undertrykkelse”, hvor journalisten Søren K. Villemoes bl.a. interviewer mig om mit syn på radikalfeminisme og dennes konflikt med den radikale transaktivisme. Jeg fortæller her om den trussel som jeg mener, at den udgør for lesbiske indenfor LGBT-bevægelsen og jeg opridser min kritik af den intersektionelle feminisme. Følger man med på min blog er der sådan set ikke noget nyt, men jeg er selvfølgelig glad for at have fået muligheden for at nå ud til en større læserskare end den lille trofaste flok som følger min blog.

Mere interessant synes jeg er de gensvar som Søren K. Villemoes har indsamlet fra min modpart i debatten. Først interviewer Søren K. Villemoes Frederikke Kjerulff Madsen som repræsenterer den intersektionelle feminisme. Hende har jeg debatteret med tidligere, og på mange måder gentager hun det hun sagde i denne debat. Alligevel mener jeg, at hendes udsagn fortjener en replik.

F.eks. fortæller hun, at ”Folk, der biologisk falder mellem mand og kvinde, understøtter feminismen og den fjollede og forældede ide om, at de (sic!) findes to kasser, mand og kvinde, hvor den ene er bedre end den anden og har forskellige egenskaber. Det er en arbitrær kategori, vi har skabt, og folk, der falder udenfor kasserne, er med til at bryde den.” Nu kan man vel godt rent biologisk være svær at placere i kategorien ”mand” hhv. ”kvinde” uden at man af den grund understøtter feminismen. Ligesom vi radikalfeminister ganske rigtigt anerkender de biologiske kategorier ”mand”, dvs. han-menneske og ”kvinde”, dvs. hunmenneske samtidigt med at vi afviser tanken om at mænd er bedre end kvinder eller at vi er fødte med bestemte egenskaber og kønsrollepræferencer. Og hvad har det at være transkønnet i øvrigt med biologi at gøre? Men også på et mere grundlæggende plan tager Frederikke Kjerulff Madsen efter min mening fejl. Hun gengiver nemlig kritikløs kønsteoretikeren Judith Butlers ide om at dem der falder udenfor kønsrollekategorierne automatisk bidrager til disses nedbrydning. Men så simpelt fungerer verden ikke.

Religionsforskeren Mary Douglas har den interessante teori, at ideen om ”ren og uren” hhv. det ”tabubelagte” har sine rødder i at samfundene ville beskytte de faste kategorier som et samfund bygger på og som derfor skal sikre kosmos, altså den ordnede verden. Det er kategorier som ”mand” og ”kvinde”, men også f.eks. ”dyr” og ”menneske”, ”levende” og ”død”, ”udenfor” og ”indenfor” etc. Dem hhv. det der falder udenfor disse kategorier er ”urene” og belægges med tabu. Den etablerede orden, eller kosmos om man vil, kan imidlertid sikres på mange måder. Ultimativt kan samfundet vælge at dræbe dem hvis eksistens udgør en uhåndterbar udfordring for de kategorier, der skal sikre den ordnede verden. Man kan også udskamme eller på anden måde afstraffe dem, der falder udenfor. Men man kan også give dem en plads i systemet og dermed forhindre, at det bliver udfordret.

Den 6. juni 2018 optrådte en far til et såkaldt transkønnet barn i TV2’s programmet ”Go´ aften Danmark”. Hans søn var som 2-årig begyndt at ville gå i prinsessekjoler og lege med pigelegetøj. Det var øjensynligt et problem for barnets børnehave, der derfor havde indkaldt både forældrene, personalet og en psykolog til en diskussion om barnet. Her gør psykologen så opmærksom på at den lille dreng må være transkønnet og altså en pige. Og herefter bliver barnet behandlet og set som en pige, hvorefter alt er harmoni og barnet bliver accepteret af alle. Eller sagt med andre ord, et kønsrolleoverskridende barn er øjensynligt uhåndterbar for en senmoderne dansk børnehave, der åbenbart kun kan håndtere børn, der lever op til de klassiske kønsrolleforventninger til hhv. drenge og piger. Passer et barn ikke til den ene kategori bliver det så placeret i den anden og harmonien og kønsrolleordenen er hermed genetableret og sikret. Transaktivismen af i dag udfordrer altså ikke kønsrollekategorierne, den understøtter dem.

Ellers gentager Frederikke Kjerulff Madsen sine tidligere udsagn om at man er transfobisk hvis man ikke vil have sex med transkvinder og at man derfor kritisk bør evaluere sit manglende begær. Det har jeg tidligere forholdt mig til og jeg vil derfor her kun påpege, at det er bemærkelsesværdigt, at hun tydeligvis gør seksuel orientering til noget, der kan (og bør) ændres hvis den falder udenfor de intersektionelles dogme om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, en påstand som hun bekræfter i artiklen. Kønsidentitet derimod er øjensynligt noget medfødt/biologisk som man bare har at acceptere.

Til sidst i artiklen interviewer Søren K. Villemoes så den radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams. Hun påstår, at jeg spreder konspirationsteorier, for efter hendes mening hverken undertrykker eller lukker transaktivister munden på feminister, det er de en for lille og svag gruppe til. Ak, gid det var så vel. Men som jeg beskriver i denne artikel så gør radikale transaktivister alt hvad de kan for at lukke munden på selv sorte radikalfeminister, der vover, at udfordre de radikale transaktivisters dagsorden. Deplatforming af radikalfeminister hører med til dagens orden. Et andet sørgeligt eksempel er at det lykkedes radikale transaktivister at få lukket verdens største og ældste radikalfeministiske musikfestival ”Michigan Wymen’s Music Festival” fordi de ikke ville lade transkvinder deltage da det var et kønsseparatistisk arrangement. Hvad konservative politiske og religiøse kræfter forgæves havde kæmpet for i årtier lykkedes for de radikale transaktivster: at berøve radikalfeministiske lesbiske kvinder en uges frirum fra patriarkatet og heteronormativiteten.

Laura Mølgaard Tams afviser blankt, at transaktivister skulle have overtaget LGBT-bevægelsen. Hendes argument herfor er, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme ”for længe siden” mens transkønnede først blev fjernet herfra i 2017. Men altså: Det nuværende LGBT Danmark blev grundlagt i 1948. Homoseksualitet blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. Transkønnede blev inkluderet i det daværende LBL i 2008, i 2014 blev det juridiske kønsskifte indført og i 2017 blev transkønnede fjernet fra listen over psykiske lidelser. Homoseksuelle har med andre ord måttet kæmpe længere for deres rettigheder end transkønnede, som kort tid efter deres inklusion i homobevægelsen er gået fra sejr til sejr. Desværre fører LGBT-bevægelsen i dag trans-politik på bekostning af ikke mindst lesbiske som jeg tidligere har beskrevet. Men de gør det også generelt på bekostning af alle gendernonconforming børn og unge, som i dag med stor iver forsøges placeret i kategorien ”transkønnet”, selvom vi er mange gendernonconforming homoseksuelle, der allerede var ”kønsafvigere” som børn. I dag skal vi helst normaliseres med hormoner og operationer så samfundets kønsrollekategorier ikke bliver udfordret…

Til sidst i interviewet synes jeg, at det kammer lidt over for Laura Mølgaard Tams: ”Jeg er så træt af de her gamle koner, der vil tale om mine kønsorganer. Jeg synes, det er perverst”. & ”Jeg vil ikke have sex med nogen af jer. Jeg synes, I er ubehagelige”. Og så gentager hun påstanden om, at det er transfobisk, at give udtryk for at man ikke vil have sex med transkvinder. Her minder Laura Mølgaard Tams mig om de heteroseksuelle kvinder, der tror, at det at man fortæller dem, at man er lesbisk, betyder, at man vil have sex med dem. Vores kritik af påstanden om at man er transfobisk, hvis man som lesbisk ikke vil have sex der inkluderer en penis, er en kritik af ideen om at lesbiskes seksuelle orientering skal stå til debat, og at de skal shames og blames til at overskride deres seksuelle grænser. Kritikken er ikke udtryk for en interesse i Laura Mølgaard Tams’ penis. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at den er jeg ret så meget ligeglad med så længe hun ellers holder den behørigt tildækket når jeg er i nærheden af hende. Om jeg kommer det er så en anden sag, for til sidst i artiklen giver hun udtryk for at hun er bange for feminister som mig. Sjovt egentlig, for i vores samfund forbindes ”gamle koner” jo med en del negativt, men sådan set ikke med at man er farlig, altså bort set fra hvis man mistænkes for at være en heks…

 

Læs mere