Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Islam og homoseksualitet kan forenes

Det er en udbredt holdning, både blandt muslimer og blandt ikke-muslimer, at homoseksualitet og islam er totalt uforenelige. Blandt dem, der ser islams tilstedeværelse i den vestlige verden som en trussel mod demokrati og frihedsrettigheder, er det ganske almindeligt, at henvise til at islam udgør den væsentligste (eller den eneste) trussel mod homoseksuelles rettigheder. Og blandt mange muslimer, både i den muslimsk dominerede verden og i Vesten, bliver homoseksualitet set som en vestlig dekadence, der er i klar modstrid med islams sunde værdier. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det kan være ret så vanskeligt at være homoseksuel og muslim.

Set i forhold til debatten om homoseksualitet og islam er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog ”Homosexuality in Islam – Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims”, et lys i mørket. Scott Siraj al-Haqq Kugles indfaldsvinkel er nemlig den, at man godt kan være homoseksuel og muslim og at et liv som homoseksuel ikke er uforeneligt med at være en god muslim. (Det samme mener han i øvrigt også mht. at være muslim og transperson, men den problemstilling vil jeg tage op i en separat artikel).

Som det er naturligt for en troende muslim tager Scott Siraj al-Haqq Kugle udgangspunkt i Koranen, og som den muslimske sædvane foreskriver, opfatter han denne bog som Guds ufejlbarlige ord. Dette vil mange nok mene er lidt af et problem for en homoseksuel muslim al den stund, at det er en almen udbredt antagelse, både blandt muslimer og ikke-muslimer, at Koranen forbyder sex mellem personer af samme køn. Denne antagelse beror imidlertid, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, på en fejlfortolkning af Koranen, i særdeleshed af historien om Sodoma.

I Koranen er der flere citater der handler om Lot og Sodoma. Koranen kender nemlig til og henviser til denne historie som også findes i 1. Mos. Kap. 19, om end Koranens gengivelse af historien på nogle punkter afviger fra Bibelens. I modsætning til Bibelen fortæller Koranen således, at Lot (eller Lut som han kaldes på arabisk) var en profet sendt af Gud til sit eget folk, befolkningen i Sodoma. Befolkningen i Sodoma er meget onde og de nægter at lytte til Guds profet, og da Lot (ligesom i Bibelen) bliver besøgt af to engle forsøger befolkningen at voldtage disse. Det lykkes imidlertid ikke, i stedet bliver byen tilintetgjort af Gud, kun Lot og hans nærmeste familie (undtagen hans kone) bliver reddet fra Guds vrede.

Inspireret af jødedommen og kristendommen har muslimske teologer og retslærde siden middelalderen læst denne historie som en historie om Guds fordømmelse af sex mellem mænd og sågar brugt historien til at skabe tekniske termer herfor, nemlig liwat, svarende til sodomi og luti, svarende til sodomit. Denne fortolkning, mener Scott Siraj al-Haqq Kugle (ligesom mange jødiske og kristne teologer), er imidlertid forkert. Befolkningen i Sodomas synd er ikke frivillig sex mellem mænd men i stedet vantro og manglende lydighed overfor Guds profet kombineret med almen ondskabsfuldhed, der bl.a. men ikke kun viser sig ved at de vil voldtage nogle af byens gæster.

Sommetider bruges også Koranen sura (dvs. kapitel) 4, vers 15 til 16 som et argument mod homoseksuelle, fordi der her kræves straf for umoralske handlinger foretaget af tre eller flere kvinder i fællesskab og af to mænd i fællesskab. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at Koranen ikke definerer hvori den umoralske handling består og fremhæver, at det kun er pga. et homofobisk udgangspunkt at dette Korancitat hævdes, at handle om homoseksualitet.

Nu tager klassisk islam imidlertid ikke blot udgangspunkt i Koranen men også i det der kaldes hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde. For mange muslimer er haditherne en del af Guds åbenbaring og dermed uangribelige. Og der er adskillige hadither hvor Muhammed udpensler de pinser som mænd, der har sex med mænd, skal gennemgå i helvedet, ligesom der er fortællinger om at han foreskriver dødsstraf for mænd, der har sex med mænd.

Som en del andre progressive muslimer mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at det er et problem, at mange muslimer er ganske ukritiske overfor hadith. Nedskrevet som de er ca. 150-200 år efter Muhammeds død er det oplagt, at de kan indeholde fejl og fordrejninger af hvad Muhammed virkelig sagde og gjorde. Godt nok forsøgte dem, der indsamlede haditherne, at forhindre videregivelsen af falske hadither ved at udvikle et ret indviklet hadith valideringssystem vha. et kritisk studie af overleveringskæder, de såkaldte isnads. Enhver hadith skal nemlig være ledsaget af en indledning hvori det fremgår hvem der har hørt historien af hvem, der igen har hørt den af hvem etc. Denne kæde skal kunne føres tilbage til Muhammed og der er derudover en række andre krav, såsom at de enkelte vidner i kæden skal være troværdige. Imidlertid herskede der i middelalderens islam en heftig debat om hvornår en hadith var troværdig – samtidigt med at hadither, som  hadith-lærde havde erklæret for ugyldige, forsat var i cirkulation, hvad de er forblevet til den dag i dag. Nogen forsøgte at løse problemet ved at kræve, at en troværdig hadith skulle have flere overleverings kæder (en såkaldt mutawatir hadith), dvs. den skulle kunne føres tilbage til en del flere end et oprindeligt vidne, der skulle have set eller hørt Profeten hhv. gøre eller sige noget. Men hvor mange kæder der skal til for at en hadith er mutawatir kunne de lærde heller ikke blive enige om. Ideen om hadith som uangribelige udtryk for Guds åbenbaring er altså ny i islam og derfor mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at nutidens muslimer burde genoptage middelalderens tradition for en kritisk tilgang til dem.

Mht. hadither vedrørende homoseksualitet fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, at ingen af dem er mutawatir hadither, og at de alle lider under svage og utroværdige overleveringskæder. Derfor mener han, at man som god muslim både kan og skal afvise disse hadither.

Dernæst kaster Scott Siraj al-Haqq Kugle sig over islamisk jura (fiqh) og dens konkrete udformning i sharia, den muslimske lovgivning. Igen antager mange muslimer, at sharia er af guddommelig oprindelse og dermed både uforanderlig og uangribelig for en troende muslim. Men dette, fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, er en fejltagelse. Især i middelalderen var der en levende (og til tider overordentlig heftig) debat om hvilke almengyldige regler og love, der kunne og skulle udledes på baggrund af bl.a. men ikke kun Koranen og hadith. Denne uenighed viser sig bl.a. i udviklingen af forskellige lovskoler, som eksisterer frem til den dag i dag. Mht. homoseksuelle viser denne uenighed sig i, at Maliki, Shafi og Hanbali skolerne kræver dødsstraf for analsex mellem mænd (om end der er nogle afvigelser mht. om denne regel gælder for alle mænd eller om yngre ugifte mænd evt. kan slippe med 100 piskeslag). Hanafi og Zahiri skolerne derimod mener, at det må være op til den muslimske hersker at fastsætte straffen for analsex mellem mænd, men at straffen ikke må være strengere end 10 piskeslag. Generelt synes alle lovskoler at være ret usikre på hvordan man skal forholde sig til sex mellem kvinder.

Scott Siraj al-Haqq Kugle går imidlertid et skridt videre end at påvise manglen på konsensus blandt de muslimske retslærde. Han fremhæver også, at sharia er et menneskeskabt fænomen, der trænger gevaldigt til reform, så Koranens oprindelige vision igen kommer frem i lyset og den fejlagtige modsætning mellem f.eks. menneskerettigheder, kvindefrigørelse og accept af homoseksuelle og islam ophæves. Han gør her opmærksom på, at klassisk islam kender til ideen om, at de muslimske retslærde burde ophæve tidligere afgørelser, hvis disse åbenlyst skader muslimer, og i stedet lave nye afgørelser, der gavner muslimer. Og fordømmelsen af homoseksuelle ser Scott Siraj al-Haqq Kugle som noget, der skader muslimer, ikke bare de homoseksuelle muslimer, men også muslimer generelt. Fordømmelsen af homoseksualitet i muslimsk sammenhæng bruges jo som sagt af dem, der forsøger, at begrænse muslimers rettigheder og levemuligheder i den vestlige verden. En homoinkluderende version af sharia vil derfor gavne både homoseksuelle og heteroseksuelle muslimer.

Til sidst gør Scott Siraj al-Haqq Kugle opmærksom på, at det i mange vestlige lande i dag er muligt for homoseksuelle par at blive gift. Hvordan skal muslimer forholde sig hertil? Skal islam også tilbyde homoseksuelle par at blive muslimsk gift? Ja, mener han, om end et muslimsk ægteskab for homoseksuelle kræver en del reformer af sharia. Sharia definerer nemlig ægteskab (nikah, der ordret betyder lovligt samleje) som en art købskontrakt  hvor en mand mod betaling af en vis sum samt løfte om forsørgelse og beskyttelse får eneret til en kvindes kønsorganer. Generelt giver sharia i dag manden flere rettigheder end kvinden hvormed ægteskabet som sådan kommer til at fremstå som en ordning, der bygger på indbyggede køns- og statusforskelle mellem de to, der indgår en aqd (en ægteskabskontrakt).

Men som Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på så kæmper en række muslimske feminister allerede nu for en reform af sharias ægteskabslovgivning med fokus på at sikre den ligestilling mellem mand og kvinde, som ifølge dem fremgår af Koranens grundlæggende budskab. Efter en sådan reform vil et muslimsk ægteskab for homoseksuelle være muligt – og ønskværdigt. For, som Scott Siraj al-Haqq Kugle fremhæver, ønsker mange homoseksuelle muslimer at kunne leve deres seksualitet og kærlighed på en ansvarlig måde og efterspørger i denne forbindelse Guds hjælp og bistand.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør sig ingen illusioner om at hans fortolkning af og vision for islam udgør en almen anerkendt forståelse af islam. Han ved godt at mange muslimer totalt vil afvise hans projekt. Men ikke mindst derfor er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog et modigt og fremadskuende projekt – og et bevis på, at islam og homoseksualitet kan forenes.

Læs mere

Skrevet af den 23 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Mellemøstens store tabu

Hvordan ser livet ud for homoseksuelle i Mellemøsten? Hvilke problemer og hvile muligheder har de? Disse spørgsmål tager den britiske mellemøstkorrespondent Brian Whitaker op i hans velskrevne bog ”Unspeakable Love – Gay and Lesbian Life in the Middle East”.

I den vestlige verden har der i de senere år været en voksende interesse for levevilkårene for homoseksuelle i Mellemøsten. Men ser man bort fra sensationsprægede artikler om henrettelser af unge bøsser, ja så ved den almindelige vestlige iagttager alt for lidt om vilkårene for mennesker, der har sex eller har lyst til sex med medlemmer af deres eget køn i en mellemøstlig sammenhæng. Det er denne uvidenhed som Brian Whitaker forsøger at gøre en ende på med sin bog ”Unspeakable Love – Gay and Lesbian Life in the Middle East”.

Generelt er seksualitet tabubelagt i Mellemøsten – og homoseksualitet er klart et af de største seksuelle tabu. Mange arabere går endda så vidt, at de påstår, at homoseksualitet er en vestlig opfindelse, et vestligt fordærv som, hvis det i det hele taget forekommer i arabiske lande, er et resultat af skadelig indflydelse fra Vesten. Selve ordet ”homoseksuel”( på arabisk ”al-mithliyya al-jinsiyya”) er nyt i Mellemøstlig sammenhæng og ordet er ikke slået helt igennem endnu, men til gengæld har man rigeligt med skældsord der hentyder til seksuelle handlinger mellem mænd hhv. til feminine mænd. I øvrigt er der ganske mange, der har sex med personer af eget køn, uden at de derfor identificerer sig som homoseksuel.

Det forhold at homoseksualitet er tabubelagt gør, at den der springer ud som homoseksuel overfor sin familie må regne med en meget negativ reaktion, der meget vel kan være voldelig og i hvert fald ofte indebærer en alvorlig risiko for at blive udstødt af familien. I mere velhavende familier er det almindeligt, at man presser den homoseksuelle til at opsøge terapi, der skal helbrede vedkommende for hans eller hendes seksualitet – for i Mellemøsten er det almindeligt at se homoseksualitet som en (helbredelig) sygdom og mange terapeuter er villige til at forsøge, at kurere den homoseksuelle.

Generelt er familiernes reaktion mest heftig når det drejer sig om en søn, der springer ud som homoseksuel, for sønnerne har en central betydning for familiens muligheder for at opnå ære og succes. Mht. døtrene er den største bekymring typisk, at de vil bringe skam over familien ved at have sex med en mand de ikke er gift med. Derfor tager familierne det ikke altid så tungt, at en datter siger, at hun er lesbisk. Men for døtre såvel som sønner er normen dog klar: De skal gifte sig og få børn. Presset for at forblive i skabet, gifte sig og dermed forsvinde i mængden er enormt stort. Og de fleste homoseksuelle giver efter for dette pres – ikke blot af angst for straf men også for at beskytte deres familier. For en familie med en datter eller en søn, der offentligt er kendt om homoseksuel, vil ofte blive ramt af sociale sanktioner, så som at ingen vil lade deres sønner gifte sig med en datter fra en familie, hvor en søn lever åbent som bøsse.

På den anden side så medfører det forhold, at homoseksualitet er så tabubelagt som den er, at man generelt er mindre mistænkelig overfor personer af samme køn, der viser kærlighed overfor hinanden i det offentlige rum, end man er i vestlige lande. F.eks. er det i Saudi Arabien almindeligt, at unge mænd holder hinanden i hånden og kysser hinanden i det offentlige rum. Man kan nemlig slet ikke forestille sig, at der kunne være sex med i spillet. Og det forhold, at kønnene ofte holdes skarpt adskilte forøger mulighederne for at flirte med personer af eget køn, og sågar for at have hemmelige seksuelle relationer med dem.

Den juridiske situation er generelt dårlig for homoseksuelle i Mellemøsten. Selv i Libanon, hvor hovedstaden Beirut er berømt for sit homoseksuelle natteliv, er sex mellem to af samme køn en kriminel handling. Politiet synes godt nok ikke offensivt at forfølge homoseksuelle, men kommer det i forbindelse med en politimæssig undersøgelse af andre forhold frem, at en person er homoseksuel, risikerer vedkommende retsmæssig forfølgelse. I Egypten findes der ikke en lov der direkte omtaler sex mellem to af samme køn, men der findes en lov der forbyder seksuel umoral, og den bruges målrettet mod homoseksuelle mænd. I Egypten synes situationen for homoseksuelle generelt at være værst, ikke mindst fordi politiet bruger politistikkere og målrettet stiller fæller op for homoseksuelle, bl.a. på internettet, for at kunne anholde folk. Til gengæld synes myndighederne i Saudi Arabien, hvor der er dødsstraf for sex mellem mænd, ikke at være særligt interesserede i aktivt at forfølge homoseksuelle. Her spiller behovet for at lade som om at homoseksualitet slet ikke findes i Saudi Arabien ind – og det giver et vist spillerum for bøsser (kvinder kan jo ikke frit bevæge sig i det offentlige rum) om end man naturligvis skal være diskret.

En særlig vanskelig situation har homoseksuelle i de palæstinensiske områder. Homoseksuelle bliver nemlig typisk mistænkt for at være agenter for Israel, hvad kan være en direkte livsfarlig beskyldning. En del søger til Israel for at få et bedre liv, men mange får ikke asyl og lever derfor illegalt i Israel under elendige vilkår og med truslen om at blive udvist til de palæstinensiske områder hængende over hovedet.

Brian Whitaker gør meget ud af at fremhæve, at man skal passe på med at komme med simple religiøse og kulturelle forklaringer på undertrykkelsen af homoseksuelle i Mellemøsten. Europæiske opdagelsesrejsende fra 1600-tallet og frem til 1800-tallets slut skildrer faktisk Mellemøsten som et paradis for sodomitter, som man dengang kaldte mænd, der har sex med mænd. Og klassisk arabisk litteratur er lige så fyldt med skildringer af erotik mellem mænd som sådanne skildringer er fraværende i moderne arabisk litteratur.

Homofobien i dagens Mellemøsten kan altså ikke direkte udledes af religionen og den traditionelle kultur men må snarere ses som et moderne forsøg på at afgrænse sig moralsk fra det ”dekadente” vesten. Man kan også se homofobien som et udslag af at den arabiske mand af i dag ser sig truet i sin maskulinitet pga. Mellemøstens politiske og økonomiske underlegenhed i forhold til Vesten. I en sådan situation opstår der et behov for at være hyper maskulin, for at kompensere for de reelle og indbildte ydmygelser man udsættes for, og her er der så ikke længere plads til accept af sex mellem mænd, da en sådan adfærd let sættes i forbindelse med kvindagtighed og dermed blødhed og svaghed hos mænd.

Mht. islam i dag er der ingen tvivl om, at de religiøse autoriteter i Mellemøsten er meget afvisende overfor homoseksuelle. Tonen er ofte skinger og den homoseksuelle muslim får grundlæggende set kun en besked: sex med en af eget køn er helt uacceptabel og den homoseksuelle må forsøge, at blive helbredt for sit begær. Generelt er antagelsen den, at det heller ikke er særligt svært, det er blot et spørgsmål om at tage sig sammen. I øvrigt er mange muslimske ledere og rådgivere begejstrede for den amerikanske forening NARTH (National Association for Research and Therapy of Homosexuality), en højrekristen forening der på et pseudovidenskabeligt grundlag mener at kunne bevise, at homoseksualitet kan helbredes. (Den danske forening Agape, der får støtte fra tipsmidlerne, er i øvrigt formodentligt til en vis grad inspireret af NARTH’s arbejde).

Hvis vi ser på islams kilder med åbne øjne ser situationen imidlertid anderledes ud. Koranen indeholder f.eks. ingen krav om straf for mænd, der har sex med mænd. Forestillingen om at de skal stenes bygger på nogle haditter, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde, men disse haditter har en svag overleveringskæde og kan derfor med rette opfattes som tvivlsomme. Det er da heller ikke alle muslimske retsskoler, der kr

æver dødsstraf for sex mellem mænd, Hanafi skolen lader det således være op til regeringerne om og hvordan homoseksuelle skal straffe.

Koranens udsagn mht. sex mellem to af samme køn er uklare. Kvinder nævnes slet ikke – og for mændenes vedkommende synes udsagnene at være relateret til historien om Sodoma og Gomorra, som også findes i Det Gamle Testamente. Hvad denne historie faktisk handler om er ved et nærmere eftersyn af både Det Gamle Testamentes og Koranens fortælling langt fra så entydigt som mange tror.

Der er altså åbninger for en anderledes tolkning af Koranen. Og det er af stor betydning for homoseksuelle muslimer, såvel som for muligheden for forbedringer af forholdene for homoseksuelle i Mellemøsten. Som Brian Whitaker gør opmærksom på så bidrager de vestlige kommentatorer, der råber op om at islam per definition er homofobisk og ønsker at henrette alle homoseksuelle, blot til at styrke forestillingen også blandt muslimer om at homoseksualitet og islam ikke kan forenes under nogen omstændigheder.

Alt i alt er situationen for homoseksuelle i Mellemøsten vanskelig, ikke mindst er det svært for homoseksuelle at organisere sig og mange er henvist til at hente informationer om homoseksualitet fra vestlige kilder så som internettet. Muslimske homoseksuelle i Vesten laver dog stadigt flere hjemmesider henvendt til et mellemøstlig publikum og generelt kan mange i Mellemøsten i dag via satelit tv og internettet få informationer som fortæller andet end det som magthaverne ønsker, at befolkningen skal få at vide.

Brian Whitaker tror, at forholdene for homoseksuelle i Mellemøsten kan forbedre sig. Forudsætningen for forandring er dog at forholdene for kvinder forbedres ligesom at seksualitet aftaburiseres. Brian Whitaker anbefaler et samarbejde med vestlige organisationer for samtidigt med, at han fremhæver, at man er nødt til at finde sin egen vej og at vestlige organisationer skal passe på med ikke at fare frem på en måde, der kan skade de homoseksuelle i Mellemøsten.

Der er lys for enden af tunnelen, selvom det endnu kun er små glimt.

Læs mere