Kathrine Winkel Holm og homoægteskabet
Kathrine Winkel Holms kamp mod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par er både udtryk for dårlig teologi og for homofobi.
Cand. Theol. Kathrine Winkel Holm langer i Berlingske Tidende fra den 2.3.2010 kraftigt ud mod dem, der mener, at homoseksuelle både kan og bør få lov til at blive viet i Folkekirken. Hendes vrede er især rettet mod teologen og præsten Kathrine Lilleør, der i en tv-debat havde vovet at modsige Kathrine Winkel Holms far, Søren Krarup, der som bekendt er en ivrig modstander af et vielsesritual for homoseksuelle. Generelt mener Kathrine Winkel Holm, at teologer som Kathrine Lilleør, der kæmper for kirkelige vielser for homoseksuelle, ikke har forstand på teologi, gør sig til slaver af tidsånden og fører kristne bag lyset.
Kathrine Winkel Holm fremhæver at tilhængerne af et vielsesritual for homoseksuelle par ikke har kunnet fremføre ” et eneste lille ord af Herrens egen mund, der duer”. Og hun undrer sig over at den kristne kirke i 2000 år ikke har haft homovielser hvis en mangel på et sådant ritual virkelig skulle være ukristelig.
Grunden til at kirken vier heteroseksuelle, og kun dem, er ifølge Kathrine Winkel Holm bl.a. de ord der læses op ved de kirkelige vielser: ”»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde..« (Matthæus 19,5). Jesus peger her selv tilbage til skabelsen, til den forståelse, at forholdet mellem de to køn i sig selv er en velsignelse, fordi det er familiestiftende og derfor forudsætningen for, at samfundet kan bestå og verden have en fremtid.”
Og Kathrine Winkel Holm sætter sin modstand mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle på spidsen når hun udbasunerer: ” Den dag Kathrine Lilleør får grønt lys til at udnævne homoseksuelle for rette ægtefolk for Gud og mennesker, er der én ting, man skal huske: Hun fører alle, inklusive de homoseksuelle, bag lyset. Ingen kan nemlig koste rundt med Vorherre og bestemme, at han pludselig skal opfatte homo-forhold som ægteskaber.”
Problemet er nu nok at det er Kathrine Winkel Holms teologi, der er svag, og ikke passer til den folkekirkelige virkelighed hun selv er en del af. F.eks. må man jo undrende spørge sig om ”hvilket lille ord af Herrens mund” som Kathrine Winkel Holm kan fremføre til forsvar for folkekirkens brug af kvindelige præster? Og hvis folkekirken ikke kan vie homoseksuelle par, fordi kirken i 2000 år ikke har kendt et sådant ritual, hvordan kan den så have kvindelige præster al den stund, at kvindelige præster først blev legaliseret i 1950’erne? Men måske hun ikke føler sig så bundet af en traditionel bibelforståelse når det gælder hendes egne drømme om en fremtid som folkekirkepræst?
Mht. henvisningen til Matt. 19,5 så har dette skriftssted en væsentlig hage, hvis det skal bruges mod kirkelige vielser af homoseksuelle par. Jesus udgyder sig nemlig ikke om familiestiftelsens velsignelser. Hvordan skulle han også kunne det nu når han også siger, at man skal være villig til at opgive sin familie for hans skyld? (Luk. 14,26)Ej heller siger Jesus de ord, som Kathrine Winkel Holm hentyder til, for at sikre samfundets beståen og verdens fremtid al den stund, at han fremhæver, at verden snart vil gå under. (Mark. 9,1)Under alle omstændigheder er det jo, i henhold til den kristne teologi, Gud og ikke mennesket der skal sikre verden en fremtid. Nej, Matt. 19,5 er taget ud fra en samtale hvor Jesus forbyder skilsmisse. Jesu henvisning til skabelsen er hans begrundelse for hvorfor Moseloven, der tillader manden at skille sig af med sin kone, hvis han er blevet træt af hende, ikke gælder. Og nu når Kathrine Winkel Holm er så optaget af ”ord fra Herrens egen mund”, så må disse ord, som man finder i Matt. 19,8, jo runge i hendes ører: ” Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”.
Det er jo en kendt sag at fraskilte i dag problemløst kan blive gift igen i folkekirken, og det uanset årsagen til deres skilsmisse. Mener Kathrine Winkel Holm mon så at folkekirken fører de fraskilte og deres nye partnere bag lyset? Mener hun måske sågar at folkekirken med denne praksis koster rundt med Vor Herre nu når den bestemmer, at det” han har forbudt” nu skal være tilladt? Ikke mig bekendt. Kathrine Winkel Holm benytter sig ikke af en bibelfundamentalistisk logik når talen kommer ind på fraskilte, der vil gifte sig igen. Det er kun når det gælder om at bekæmpe kirkelige vielser af homoseksuelle par, at hun tyer til den.
Og det viser at Kathrine Winkel Holm ikke blot er en dårlig teolog men også en homofob. Som far, så datter.
Læs mere
Seneste kommentarer