Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 feb, 2014 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Selvkritik er et “hvidt” privilegium

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid – og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod “hvide mænd i magtfulde positioner“, der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: “hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?” Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik – men måske det også lidt er strategien – hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990’erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige – men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at “sortes” kritik af andre “sorte” kan og vil blive misbrugt af diverse racister – men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et “hvidt” privilegium. At “sorte” ikke har samme frihed som “hvide” til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur – at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris – der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam – og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier – så forhindrer man heller ikke overgrebene – og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de “hvides” racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme – i stedet for at blive mødt med en mur af “velmenende” tavshed.

Læs mere

Skrevet af den 20 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Imambesættelse

Den danske islamdebat er besat af imamer – hverken mere eller mindre. På den ene side har vi dem, der elsker at råbe op om hvor stort et integrationsproblem imamerne og deres ”middelalderlige” holdninger er. Her hævdes det, at de problemer der er med kriminelle unge, som driver deres uvæsen i  f.eks. Tingbjerg, skydes imamernes forkyndelse. På den anden side har vi dem, der mener, at man via en dialog med imamerne kan få styr på de integrationsproblemer som medierne er så optagede af. For nyligt har vi jo f.eks. set at en radikalislamisk sheik fra USA for offentlige midler er blevet hentet til landet for at han kan belære Nørrebros unge med muslimsk baggrund om at de skal holde sig fra bandekriminalitet.

Begge lejre tager udgangspunkt i en antagelse om at muslimerne er styret af deres religion i en hel anden grad end landets kristne befolkning er det. Mig bekendt er der f.eks. ingen, der mener, at de problemer med vold i Jomfru Ane Gade, som Ålborg må kæmpe med, skyldes de indremissionske prædikanter i byen. Ej heller har nogen fået den ide at indkalde en fundamentalistisk og homofobisk kristen prædikant fra USA for at han kan fortælle Københavns unge med kristen baggrund at de skal holde sig fra rokkerkriminalitet.

Denne grundantagelse er imidlertid forkert – og den er i særdeleshed forkert mht. antagelsen om at imamerne har en bred kontaktflade til landets muslimske befolkning. F.eks. viser religionsforskeren Lene Kühles undersøgelse af det danske moskemiljø, at kun ca. 10 procent af landets muslimer kommer hver uge i moskeerne. Med andre ord, der er intet hold i antagelsen om at imamerne har nogen væsentlig indflydelse på landets muslimer – endnu da, må man hellere sige. For jo mere medierne og politikerne hyler op om imamerne hhv. hvor oftere de interviewer dem, ønsker at gøre dem ansvarlige for integrationen mfl., ja desto mere vil deres indflydelse vokse. Angreb på imamerne og inddragelsen af imamerne har nemlig grundlæggende set samme sluteffekt nemlig den, at vi fortæller landets muslimer, at vi går ud fra at imamerne er deres repræsentanter. Hermed giver vi imamerne en indflydelse de hidtil slet ikke har haft.

For mig at se er det et stort problem for integrationen af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund at det så ofte antages, at de er styret af religion, f.eks. at den kriminalitet som nogle af dem begår skyldes deres religion.

På samme måde er det imidlertid også et problem, at det antages, at integrationsproblemer kan løses ved at muslimerne bliver mere muslimske, sådan som arrangørerne bag mødet med den radikalislamiske sheik Khalid Yasin synes at antage.

Dette evindelige fokus på en bestemt befolkningsgruppes religion fastholder imidlertid kun forestillingen om at borgere med en muslimsk baggrund er essentielt forskellige fra dem med en kristen baggrund. Fordomme, ængstelser og forudindtagede holdninger bliver gjort til fakta – og dermed vanskeliggøres integrationen. Ikke blot fordi en sådan debat skaber frygt og aggression blandt majoritetsbefolkningen mod den minoritetsgruppe der har muslimsk baggrund – men også fordi den fortæller landets muslimer at de forventes at være hyperreligiøse, en antagelse som konservative muslimer forsøger at udnytte. 

Hvis vi vil have en bedre integration må islamdebatten derfor opgive sin imambesættelse og i stedet rette fokus mod det store flertal af landets muslimer, der ikke er specielt religiøse og som i øvrigt er velfungerende og værdiskabende samfundsborgere.

Læs mere