Ønsker homoseksuelle kristne ikke et vielsesritual?

Ønsker homoseksuelle kristne ikke et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par? Ja, det skulle man jo nærmest tro hvis man læser artiklerne ”Homoseksuelle kristne siger nej til vielser” og ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 24.3.2011.

I den første artikel citeres Ib Hoch, menighedsrådsmedlem og kirkesanger, for følgende udsagn: ”Jeg gider ikke vielse i folkekirken, for hvad skal jeg bruge det til? Hvis man vil sikre hinanden, kan man gå på rådhuset, og jeg har ingen interesse i at få mit partnerskab til at ligne et ægteskab, som jeg jo netop ikke er gået ind i. Registreret parterskab (sic!) og vielse skal ikke være det samme”.

Og Nikolaj Klintebjerg Arnby, kontaktperson for foreningen ”Kristen og homo”, udtaler, dog på egne vegne, at ” principielt er jeg enig med Ib Hoch, for jeg bryder mig ikke om, at homoseksuelle skal kunne vies i kirken bare for ligestillingens skyld. Efterhånden er det her blevet diskuteret så længe, at jeg nærmest er ligeglad med, om der kommer et kirkeligt ritual til homoseksuelle eller ej”. I artiklen ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle” uddyber han så sine forbehold overfor et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle med denne kommentar: ” Det er langt hen ad vejen de missionske, der bruger kirken, og jeg tror – efter hvad jeg hører fra min familie – at de vil forsvinde fra kirken, hvis der kommer et homoseksuelt ritual”.

Se nu er homoseksuelle jo forskellige, lige som alle andre mennesker, derfor kan homoseksuelle også være internt uenige om forhold vedrørende homoseksuelles rettigheder, på samme måder som kvinder f.eks. langt fra er enige mht. hvilke rettigheder og pligter kvinder skal have i samfundet. Og lige som der har været og fortsat er kvinder, der f.eks. er imod den fri abort eller kvindelige præster, ja så er der også homoseksuelle, der er imod en kirkelig anerkendelse af homoseksuelle par. At der blandt dem, der bliver undertrykt, diskrimineret og udgrænset findes personer, der hellere vil solidarisere sig med undertrykkerne end med deres undertrykte søstre og brødre er sådan set logisk nok. Faktisk kan undertrykkelse kun finde sted hvis nogle af de undertrykte vælger at samarbejde med undertrykkerne i håbet om at klare sig lidt bedre end de andre. Og undertrykkelse er også kun mulig så længe de undertrykte anerkender undertrykkelsens præmisser. Så længe man ser sig selv som mindreværdig vil man også blive behandlet som en der er mindreværdig. Men det gør jo ikke sagen mere beklemmende, blot nemmere at forstå.

Et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle par handler nemlig ikke ”kun” om ligestilling og rettigheder. Det handler også om at folkekirken en gang for alle synligt, konkret og forpligtende tager afstand fra den fordømmelse og den forfølgelse af homoseksuelle som har fundet sted og fortsat finder sted i kristendommens navn.

Det handler altså ikke om hvad konkrete personer gider – gider man som homoseksuel ikke ægteskab kan man jo lige præcist lade være med at gifte sig. Det handler om at de homoseksuelle, der vil giftes, ikke må fordi nogle kristne mener, at man kommer i helvedet, hvis man lever homoseksuelt. Jeg tror ikke, som Nikolaj Klintebjerg Arnby, at sådanne kristne udgør flertallet af dem, der sidder på kirkebænkene hver søndag. Men hvis man som kristen homoseksuel mener, at det er vigtigere at folkekirken holder på sådanne kristne end at folkekirken siger ja og amen til de homoseksuelle kristnes parforhold, ja så tager man parti for dem der dømmer os udenfor Guds kærlighed og nåde. Og ved at gøre det bidrager man til at opretholde og vedligeholde den fordømmelse og afvisning af homoseksuelle som avler homofobi i majoritetsbefolkningen og selvhad blandt de homoseksuelle.

Læs mere