Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 28 kommentarer

Udenfor kirken ingen frelse?

Når jeg følger med i den heftige debat som det har udløst, at Kristeligt Dagblad beskriver, at en række folkekirkepræster mener, at man også kan finde Gud udenfor kristendommen, ja så må jeg tænke på den berømte oldkirkelige læresætning: extra ecclesiam nulla salus. Den betyder oversat til dansk, at der ikke findes nogen frelse udenfor kirken. Ideen er at kirken er nødvendig for frelsen og at den der frivilligt stiller sig udenfor kirken vil gå fortabt.

Ligesom en række andre religioner påstår kristendommen traditionelt set at den har eneret på sandheden.  Den katolske kirke f.eks. påstår at den alene er Guds sande kirke. I 1800-tallet, da man blev stillet overfor et voksende krav om religionsfrihed, fremhævede den katolske kirke, at den eneste religion der objektivt set havde ret til at eksistere var den katolske kirke, og at alle andre religioner hhv. trossamfund højst kunne tolereres men aldrig ligestilles med den katolske kirke. Man fremhævede, at det var nødvendigt at tage afstand fra kravet om religionsfrihed, fordi et sådant krav ville føre til indifferentisme, dvs. en religiøs ”ligegyldighed”, der går ud på, at alle religioner er lige sande eller lige usande.  

Med Det Andet Vatikankoncil (1962-65) skiftede den katolske kirke kurs. Religionsfriheden blev nu anerkendt som en essentiel del af den menneskelige værdighed, der igen kan føres tilbage til at alle mennesker er skabt i Guds billede. Også mht. de andre kirker og de andre religioner skiftede den katolske kirke kurs. Godt nok fastholdt man at den katolske kirke er Guds sande kirke, men man fremhævede samtidigt hermed at også de andre kristne trossamfund og de andre religioner har del i sandheden. Ideen er grundlæggende set, at jo mere et kristent trossamfund ligner den katolske kirke desto større del i sandheden har det. Set i det perspektiv har de ortodokse kirker en større del af sandheden end de protestantiske kirker. Det samme princip gælder i forhold til de andre religioner. Jo mere en religion ligner den kristne desto større del af sandheden har den del i. På den måde er jødedommen den ikke-kristne religion med den største del af sandheden, mens f.eks. buddhismen har en langt mindre del i denne.

Samtidigt hermed fremhævede man at man ikke kan udelukke, at ikke-kristne kan blive frelst (at ikke-katolske kristne ikke på forhånd kan udelukkes fra frelsen var den katolske kirke allerede tidligere nået frem til), men man understregede, at man kun kan blive frelst gennem Kristus, altså også de ikke-kristne, ja sågar de ateister, som måske vil blive frelst, vil blive frelst gennem ham, da der ikke findes nogen anden vej til frelsen.

Personligt tror jeg ikke på at det er ens medlemskab af kirken der afgør ens frelse – for frelsen er i mine øjne en fri gave fra Gud, der er blevet os givet i Kristus. Men jeg er enig med den katolske kirke i, at der ikke findes nogen anden frelser end Kristus samtidigt med at vi ikke kan udelukke de ikke-kristnes frelse. Eller som Kirkernes Verdensråd har formuleret det: Vi kan ikke pege på nogen anden frelsesvej end Kristus – og vi kan ikke sætte grænser for Guds frelservilje.

Personligt er jeg overbevist om, at kan findes usandhed i det, der ofte bliver solgt som kristendom, og at der kan findes sandhed i de ikke-kristne religioner. Men graden af sandhed i kristendommen er større end i f.eks. islam. Og jeg er selv overbevist om at Gud nok skal finde en løsning så alle kan blive frelst – for alt er muligt for Gud. (Mark. 10,27) Men selvfølgelig er dette mit håb og udtryk for min tro. Sikkerhed og objektivitet findes der ikke når vi har med den åndelige verden at gøre, der som bekendt ikke kan måles og vejes.

Læs mere

Skrevet af den 29 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kristen selvfedhed

En vis Verner Kristensen hævder i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 29.7.2009, at kirken bedrager de homoseksuelle ved at velsigne deres parforhold. Det forholder sig nemlig sådan, påstår han, at Gud har givet menneskene livslove, der bl.a. indbefatter et forbud mod homoseksuelle relationer. Bryder man Guds love går man, ifølge Verner Kristensen, fortabt, med mindre man tror på Kristus og oprigtigt angrer sine synder. Det er i øvrigt ikke blot de homoseksuelle, der ikke vil angre, at de har haft hhv. har sex med et menneske af deres eget køn, der ifølge Verner Kristensen vil gå fortabt, men såmænd også de præster, der velsigner deres parforhold, med mindre de angrer deres ”vildførende velsignelse”!

Nuvel, der er mangt og meget, som man kunne sige som et gensvar til Verner Kristensen. F.eks. at de skriftsteder, som bruges mod homoseksuelle, ikke er så entydige som de oftest gøres til. Eller at man kan udlede et utal af regler fra Bibelen, som end ikke en Verner Kristensen formodentligt holder sig til. Eller at folkekirken jo også vier fraskilte og ordinerer kvinder selvom man kan udlede regler fra Bibelen, der forbyder dette.

Men det er nu ikke det, som jeg vil se på her, men derimod på den frelseslære, som Verner Kristensen udfolder i sit debatindlæg.

For det første så er det slående, at Verner Kristensens version af den kristne frelseslære alt andet lige er strengere end den frelseslære som man kan finde i jødedommen og i islam. Indenfor klassisk jødedom taler man om, for så vidt som man i det hele taget anerkender eksistensen af et helvede, at ingen vil være længere end et år i helvedet. Længere kan Gud i sin barmhjertig ikke leve med at mennesket bliver afstraffet. Og indenfor islam er det en udbredt tanke, at dem der tror på Allah og hans profet nok skal en tur rundt omkring helevedet hvis deres onde gerninger er flere end deres gode, men at de efter en rensningsperiode vil blive lukket ind i paradis.

Men sådan er det altså ikke hos Verner Kristensen. Ikke nok med, at Gud med sikkerhed straffer mennesket med et evigt helvede, hvis det bryder hans love og herefter ikke oprigtigt angrer og omvender sig. Nej, vores tro på Kristus er fuldkommen uden betydning hvis den ikke ledsages af anger og omvendelse.

Eller med andre ord, ikke nok med at Verner Kristensen gør kristendommen til en lovreligion, hvor overholdelsen af påståede evige gudslove er en forudsætning for ikke at ende i helvedet, nej Gud er hos ham betydeligt strengere end i jødedommen og i islam.

For det andet så slår det mig, at Verner Kristensens frelseslære må være bygget på den forestilling, at synden er noget overskueligt i vores liv, hvad i øvrigt igen er typisk for lovreligionerne. At synd i lutheransk forstand er en grundtilstand, som mennesket befinder sig i, og synd derfor på ingen måde kan reduceres til overtrædelsen af simple, klare og evige regler, synes Verner Kristensen ikke at vide af eller ikke at forholde sig til.

Da jeg læste Verner Kristensens debatindlæg kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på Luthers kloge ord om, at lovreligiøsitet enten medfører fortvivlelse eller hykleri. For enten må Verner Kristensen være en mand, der lever i konstant frygt og bæven, fordi han jo ikke kan vide, om han kender alle Guds regler eller om han kan have forbrudt sig mod dem uden at være det sig bevidst. Eller også er han en selvfed kristen, der er stensikker på, at han har helt styr på det der med Guds love og at han altid ved, når han konkret har syndet og at han i øvrigt altid angrer og oprigtigt omvender sig, når det er sket.

Eller sagt med andre ord: Hvis Guds krav virkelig er så strenge som Verner Kristensen påstår det, så må vi gå ud fra, at også han vil gå fortabt, for det er usandsynligt, at han virkelig har erkendt og angret samt ikke mindst omvendt sig fra alle hans synder. Derfor er Verner Kristensen, ligesom alle os andre, henvist til Guds betingelsesløse nåde. Her er vi alle lige overfor Gud, hetero som homo – fundamentalist som liberal.

Læs mere