Er kristendomskritikeren Herbener modtagelig for kritik?

Jeg kan se at Jens-André Herbener har reageret på min kritik af hans misbrug af religionsvidenskaben i hans helt personlige kampagne mod kristendommen. NB. Bemærk at der er problemer med at åbne politikkens link til blogindlæg for tiden. Sjovt nok har jeg imidlertid kunnet læse indlægget på min iPhone.

Bevares, Jens-André Herbener nævner mig dog ikke med navn , og han hævder at dem, der kritiserer hans kristendoms kritik opfører dig som smæk fornærmede skolepiger (sexistiske udtryk er i Jens-André Herbeners univers øjensynligt helt legitime) og i øvrigt er hensynsløse i deres egen kritik af islam. Det er ikke beskyldninger, der passer på mig. Men det er beskyldninger, der siger en hel del om hvordan han konstruerer dem , der ikke er enige i hans kritik. Det står rimeligt klart, at Jens-André Herbener ikke kan forestille sig legitime indvendinger mod hans kristendomskritik.

Jens-André Herbener skriver, at hans debatindlæg er lige præcist det (om end man øjensynligt er et skidt menneske, hvis man er uenig med ham). Men i næste åndedrag påberåber han sig så alligevel sin religionsfaglighed. Hvori det religionsfaglige i hans kristendomskritik så består får vi imidlertid ikke at vide. Dog tager Jens-André Herbener sig tid til at skrive lidt om religionsvidenskaben. Han fremhæver, at religionsvidenskaben ser religioner som menneskeskabte fænomener og dermed kan ses som en kritik af de enkelte religioners selvforståelse. Og det er da ganske rigtigt. Men det betyder ikke, at det er religionsvidenskabens opgave at påvise, at enkelte eller alle religioner er usande. Spørgsmålet om Sandheden kan videnskaben ikke besvare, det vi i religionsvidenskaben arbejder med er det utal af sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben er som alle senmoderne humanistiske videnskaber relativistisk. Man anerkender eksistensen af den mangfoldighed af indbyrdes modstridende sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben påviser mangfoldigheden frem for at kæmpe for at én sandhedsforståelse skal herske over alle de andre. Derfor undrer det mig, at Jens-André Herbener skriver, at religionsvidenskaben kan påvise, at religionernes skabelsesmyter ikke er sande. Det kræver ikke en religionsvidenskabelig uddannelse at kunne se at religionernes myter, herunder deres evt. skabelsesmyter, ikke er i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme. Men derfor kan f.eks. myten om Ymer jo godt være sand for en asatroende. Religionsvidenskabens opgave er ikke at definere f.eks. asatroende som nogle intellektuelle båtnakker, fordi de tror på nogle myter, men i stedet prøve at finde ud af hvordan man i fortid og nutid har tolket disse myter og hvilke årsager der ligger bag disse tolkninger.

Men det er da godt at se at Jens-André Herbener indrømmer, at videnskabsfolk aldrig kan være 100 procent objektive, for dermed distancerer han sig jo fra den hardcore positivisme han ellers har kørt på i forbindelse med sin salgskampagne for sin såkaldte videnskabelige bibeloversættelse.

Hvad Jens-André Herbener ikke har villet forholde sig til er min kritik af hans forsimplende omgang med kristendommens kanoniske skrifter og hans essentialistiske kristendomsforståelse. Den typiske religionsfagligt baserede kritik af islamkritikken i Danmark er ellers en kritik af den forsimplende islamforståelse, hvor man går ud fra at der kun findes én rigtig fortolkning af Koranens vers, denne er altid den værst tænkelige og den må vi antage at alle muslimer deler. Som religionsfagligt uddannede må vi  insistere på, at der findes et utal af tolkninger af Koranen, af Sharia etc. indenfor islam og det både i fortid og i nutid. Religionsforskningens opgave er at vise hvor mangfoldig den muslimske virkelighed er. Dette skal vi ikke gøre for at være politisk korrekte men fordi det faktisk er den virkelighed vi opdager, når vi først begynder at forske i islam.

Det er imidlertid ikke bare mht. islam, at forsimplende fortolkninger af de kanoniske skrifter  og forsimplende gengivelser af den måde religionen kan leves og tros på er uholdbare. Nej, religionernes indre mangfoldighed er en virkelighed vi møder når vi studerer alle religioner. Derfor må antiessentialismen også gælde for det religionsvidenskabelige arbejde med kristendommen. For indenfor religionsvidenskaben bruger vi de samme analyseredskaber og teorier uanset hvilken religion det er som arbejder med.

Jens-André Herbener har naturligvis lov til at kaste de religionsvidenskabelige grundprincipper overbord, når han kaster sig over kristendommen. Det ville imidlertid klæde ham, hvis han så også ville vedstå at det er det han gør i stedet for at klæde sig i religionsvidenskabelige påfugle fjer nu når han hellere vil optræde som en krage.

Læs mere