Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Kristeligt Dagblads kamp mod transpersonerne

Det kan være meget forstemmende at læse Kristeligt Dagblad. I årevis har denne avis kæmpet med næb og klør mod enhver forbedring af
homoseksuelles forhold og nu, da Det Radikale Venstre har fremsat et lovforslag hvis mål er at forbedre forholdene for transpersoner, fortsætter Kristeligt Dagblad hvor de slap i forhold til de homoseksuelle. Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad fra den 10.8.2012 er et mesterstykke i uvidenhed om de faktuelle forhold som transpersoner må leve under, kombineret med manglende forståelse for deres levevilkår og så ikke mindst, en dæmonisering af dem, der ønsker at forbedre transpersoners situation.

Bjerager synes ikke at vide, at den håndfuld af transpersoner, der årligt kommer igennem Sexologisk Instituts nåleøje og får diagnosen “transseksuel”, har ret til en kønsskifteoperation. Og har man fået en sådan kan man helt legalt skifte navn og personnummer samt få et nyt pas. Kønnet er altså ikke noget mere givet og fastlagt i vores samfund end at man kan få det ændret, det er bare meget svært. Den nyligt indførte mulighed for at få et X i passet i stedet for “mand” eller “kvinde”, er altså ikke henvendt til dem, der har fået diagnosen transseksuel men til andre, der lever fuldtids som “det modsatte køn”. Problemet med denne ordning, sådan som den ser ud nu er imidlertid, at Sexologisk Institut skal sige god for at en person kan få dette X i passet, og de er mere end nærige med at tildele sådanne godkendelser.

Bjerager ved ikke, eller vil ikke vide af, at det er enormt svært at blive godkendt som transseksuel af Sexologisk Institut. Især biologiske mænd, der oplever sig som kvinder, de såkaldte transkvinder, bliver næsten alle afvist af instituttet. Og ikke nok med det, transpersoner der opsøger Sexologisk Institut, bliver udsat for en nedgørende og ydmygende behandling. Ja, jeg har sågar hørt om at transkvinder er blevet befamlet på deres kønsorganer af personalet! Man skal altså ikke have sat sig ret meget ind i transpersoners forhold her i landet for at se, at de nuværende forhold for personer, der ønsker at skifte køn, er meget ringe og på ingen måde værdige for et moderne, i egne øjne tolerant samfund.

Nu er det, som jeg har forstået det, ikke umiddelbart muligt at indføre kønsneutrale personnumre sådan som De Radikale foreslår det. En sådan ændring må nok vendte til man en gang i fremtiden alligevel skal lave systemet om. Jeg kan derimod  ikke se noget nævneværdigt problem med at indføre pas, hvor kønnet ikke er registreret. Fremtidens pas vil sandsynligvis indeholde fingeraftryk eller lignende helt unikke kendetegn ved en person, og i så tilfælde bliver f.eks. kønsangivelse ligegyldig. Og at vi her og nu gjorde det nemmere at skifte personnummer, få et X i passet eller få lov til at vælge navn efter ønske og ikke efter biologisk køn, ja det kan jeg slet ikke se problemet med. Med mindre man naturligvis lader sig styre af en konservativ ideologi hvor man ser det som et mål at presse mennesker til at leve efter en kønsforståelse og nogle kønsroller, som slet ikke passer til dem.

Virkeligheden er, at ikke alle mennesker er født som enten mænd eller kvinder. Nogen er biologisk set hverken entydigt mand eller kvinde, og andre kan psykisk ikke med deres biologisk køn. De radikales lovforslag tager udgangspunkt i den kønsmangfoldige virkelighed, mens Bjerager og Co.’s kamp for status quo er klassisk ideologisk. De sætter nemlig deres ideer og normer om køn over konkrete mennesker, hvis liv lige nu ødelægges af at samfundets lovgivning ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til deres kønsvirkelighed.

 

Læs mere

Skrevet af den 8 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lokker klosterlivet?

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad fra den 8.7.2011 så
findes der en ikke ubetydelig efterspørgsel efter en art protestantisk
klosterliv her i Danmark. Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads chefredaktør,
strømmer i en leder over af begejstring for dette katolsk inspirerede ”nybrud”
i dagens folkekirke. Og det er jo ikke så mærkeligt al den stund, at han plejer
at elske alt det katolske.

Midt i al denne klosterbegejstring var det imidlertid måske
på sin plads at gøre opmærksom på, at det traditionelle katolske klosterliv i
den vestlige verden befinder sig i en dyb krise. Den katolske kirke i Danmark
har alene i år således måtte vinke farvel til tre ordenssamfund (franciskanerne,
assumptionssøstrene og Karl Borromæussøstrene). Hvis den nuværende udvikling
ikke vender vil der næppe være noget katolsk kloster tilbage i Danmark om 20
år. Og det er ikke bare i Danmark, at klosterlivet er i krise, det er det
faktisk i hele den vestlige verden. Kun enkelte nye fællesskaber samt de
klostre, der rekrutterer blandt traditionalistiske katolikker, synes at have
noget reelt langtidsperspektiv i den vestlige verden.

Siden det Andet Vatikankoncil (1962-1965), der gennemførte
nogle gennemgribende reformer af ordenslivet, er antallet af de såkaldte
ordenskald (personer der føler sig kaldet af Gud til at blive munk eller nonne)
faldet drastisk. Og ikke nok med det, ganske mange af dem, der har aflagt de
såkaldte evige ordensløfter, vælger efter et stykke tid at forlade klosterlivet
igen. Sådan som situationen ser ud i dag kan de traditionelle ordenssamfund
derfor reelt set kun overleve i Vesten hvis de får tilført munke og nonner fra
den tredje verden, hvor der er rigeligt med ordenskald, men det vil ikke være
andet end en kunstig livsforlængende behandling af en dødende livsform.

Forklaringerne på det katolske klosterliv i Vestens dødskamp
er mange. Oplagte forklaringsforsøg er f.eks. at henvise til at Det Andet
Vatikankoncil og ikke mindst tiden efter dette udløste en identitetskrise
blandt mange ordensfolk. I tiden før koncilet var det almindeligt at se
ordenslivet som det liv man burde føre hvis man virkeligt mente det alvorligt
med sin tro – efter koncilet blev denne ide udfordret af ideen om at livet som
præst, munk eller nonne blot er en af flere lige gode måder at leve sit liv som
katolik på. Ordenslivets status som elitekristendom er altså kommet under pres
samtidigt med at de grundlæggende ofre, som det kræver, nemlig cølibat, en
beskeden livsstil og afkaldet på personlig selvbestemmelse, er forblevet de
samme. I de moderne velfærdssamfund virker klosterlivet ej heller så
tiltrækkende på dem, der bevidst eller ubevidst søger efter muligheden for en
gratis uddannelse og livslang forsørgelse som det gjorde hhv. gør i mere
materielt fattige samfund.

Nuvel, det klosterliv som Kristeligt Dagblad sværmer for
virker som et forsøg på at skabe en senmoderne model hvor der ikke er pligt til
cølibat og hvor man ikke nødvendigvis skal binde sig for livet. Men alligevel
virker projektet lidt naivt på mig. Jeg kan sagtens forstå længslen efter
åndelige oaser, den føler jeg såmænd også selv. Men klosterlivet er ikke nogen
garanti for dyb åndelighed. Ånden blæser som den vil og lader sig efter min
mening og erfaring ikke fange i faste klosterlivsstrukturer. Jeg har mødt ordensfolk
som alle svagheder til tros var dybt åndelige mennesker, men jeg har mødt
flere, der var præget af den åndelige middelmådighed som de fleste af os andre
må kæmpe med.

At en 83-årig pensioneret folkekirkepræst kan drømme om
klosterliv virker også realitetsfjernt. Intet klosterfællesskab jeg kender til
vil optage en person i den alder, simpelthen fordi man som 83-årig ikke vil
kunne yde ret meget ret længe for fællesskabet, men i stedet hurtigt vil blive
plejekrævende. Klosterliv handler nemlig om andet end blot at bede en masse
bønner og at hygge sig sammen med ligesindede og føre åndelige samtaler– det handler
også om rengøring, madlavning og udførelse af erhverv som kan sikre
fællesskabets økonomi. Det handler om at kunne give afkald, det handler om at
skulle ofre sig uden nødvendigvis at få noget igen sådan lige nu og her. Ordensliv
er altså med andre ord hårdt arbejde! Langt de fleste af dem, der tror, at det
er den rette vej for dem, finder ud af at de ikke kan bære det i længden.

Uforpligtende bofællesskaber med et kristent udblik, hvor
den enkelte selv står for sin egen økonomi og hvor evt. plejekrævende kan få
den hjælp udefra som andre borgere kan få, kunne der derimod måske nok være en
fremtid i. Jeg ser imidlertid ingen grund til at kalde sådanne kollektiver for
klostre da det fælles liv ikke vil være bundet op på klosterlivets tre søjler,
nemlig lydighed, fattigdom og cølibat. Hvorfor ikke bare kalde dem for kristne
kollektiver?

Læs mere