Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Har modstanderne af homoægteskabet ikke noget negativt syn på homoseksuelle?

Et indlæg her på Eftertanke.dk rammer på mange måder plet i forhold til debatten om vielser af homoseksuelle par. Det er skrevet af adventist præsten Lars Dorland, der forsøger at argumentere mod homoægteskabet vha. en længere lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, forstået på den rette “bibelske” måde. Indlægget afrundes med følgende påstand: ”Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet”. Men i et lidt over et halvt år ældre indlæg, hvor Lars Dorland også argumenterer mod homoægteskabet, skriver han bl.a., at han ikke lægger skjul på, at han opfatter homoseksuel adfærd som moralsk forkert, at mennesker ikke bør være homoseksuelle og at homoseksuel sex altid vil være forkert.

Jeg er temmelig sikker på, at hr. og fru Danmark, adspurgt til hvad der ligger i påstanden om at man ikke har noget negativ syn på homoseksuelle, vil svare noget i retning af at man mener, at det er helt ok at leve som homoseksuel og at udsagn som Lars Dorlands er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle. Udsagn som hans er ganske enkelt ikke udtryk for et positivt syn på homoseksuelle. De er i stedet klart og oplagt negative.

Men hvad kan så være grunden til at Lars Dorland nu pludselig vil sælge sin modstand mod homoægteskabet med påstanden om at den ikke er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle? Ja, han kan være inspireret af den lutherske frikirke præst Magnus Sørensen, som i de senere måneder har forfattet en række indlæg mod det kønsneutrale ægteskab, hvor han har forsøgt sig med en ikke-religiøs argumentation. Og denne indfaldsvinkel synes at have fået en positiv bevågenhed blandt homoægteskabsmodstanderne. Hvad ingen af disse imidlertid har forholdt sig til er, at Magnus Sørensen i et indlæg i efteråret 2011, der kan være tænkt som en introduktion til hans kampagne mod det kønsneutrale ægteskab, forklarer sin strategi. Han skriver her bl.a.: ”Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent. Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.”

Målet er altså at nå ud til bredere kredse end de højrekristne. For at opnå dette, er det strategisk klogt ,at skjule den religiøst betingede afstandstagen til homoseksuelle bag en påtaget ikke-religiøs facade. At motiverne imidlertid er er en overordentligt negativ indstilling til homoseksuelle, der beror på religiøse forestillinger, afsløres ved Magnus Sørensens påstand om at Danmark vil blive ramt af Guds straf i form af naturkatastrofer eller noget lignende, hvis homoægteskabet indføres (og abort ikke snart bliver genkriminaliseret).

Behovet for at dække over de reale motiver til ens modstand mod homoægteskabet er jo også oplagt. Det store flertal af den danske befolkning har nemlig en negativ indstilling til dem, der har en negativ indstilling til homoseksuelle. At denne er religiøst betinget gælder ikke som en undskyldning, snarere tvært imod. Vil man altså gøre sig håb om succes, og vil man undgå, at marginalisere sig selv lige så meget, som man selv vil marginalisere homoseksuelle, gør man klogt i at skjule de virkelige motiver til ens modstand mod homoægteskabet.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at se hvordan en afvisning af homoægteskabet kan forenes med et positivt syn på homoseksuelle. Det er jo værd at bemærke, at dem der nu er fremme i skoene mht. at sige nej til homoægteskabet typisk også var markante modstandere af et velsignelsesritual for homoseksuelle par dengang det var det, som debatten handlede om. Nu anser jeg påstanden om at vielser af homoseksuelle par gør det forskellige ens, for slet ikke at tale om udsagn som at der er tale om et angreb på sproget, ja på selveste virkeligheden, der er led i et totalitært projekt eller at homoægteskabet er et angreb på børns rettigheder, som åbenlyst forkerte. Men at et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par skulle være noget sådant må da være åbenlyst forkert for de allerfleste, også for dem, der måske står tøvende i denne her sag. Alligevel var den typiske modstander af homoægteskabet altså også modstander af et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, i hvert fald indtil det som var ”værre”, nemlig homoægteskabet, dukkede op på banen. Lige meget om man så dengang som nu, siger nej til homoseksuelle par fordi man mener, at homoseksuelt samliv er en synd, eller om man begrunder det med alt det smukke som det heteroseksuelle ægteskab er, og det homoseksuelle parforhold, det er jo den implicitte eller eksplicitte påstand, ikke kan være, så er der tale om et negativt syn på homoseksuelle. Forskellen er udelukkende graden af negativitet.

Skulle modstanderne af homoægteskabet være troværdige, når de påstår, at deres modstand mod homoægteskabet ikke bunder i et negativt syn på homoseksuelle, skulle de begynde at udtrykke sig klart og entydigt positivt om homoseksuelle parforhold, ikke bare i forhold til den enkelte homoseksuelle men også i teologisk og samfundsmæssig forstand. Så skulle de med andre ord påpege de mange gode ting ved homoseksuelles parforhold og påvise, hvordan disse gode ting forsvinder eller bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig. Samtidigt med at de skulle tage afstand fra alle de negative udsagn om homoseksuelle, der er i omløb i denne her debat. Kan eller vil man ikke det, skulle man i stedet vælge at være ærlig mht. sit negative syn på homoseksuelle. For kan man ikke begrunde sin modstand med noget positivt ved det homoseksuelle parforhold, der bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig, så må det jo skyldes, at man bygger sin modstand mod homoægteskabet på en forestilling om at der er noget negativt forbundet med det homoseksuelle parforhold. Og gør man det, så har man selvfølgelig et negativt syn på homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 25 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 24 kommentarer

Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

Læs mere

Skrevet af den 18 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Argumenterne mod homoægteskabet handler om manglende accept af homoseksuelle

Se, mange mærkelige argumenter er i spil når modstanderne af det såkaldte kønsneutrale ægteskab først kommer i gang. (“Kønsneutralt” er i øvrigt et udtryk som jeg ikke er særlig glad for, da det ofte misforståes. I praksis handler den kommende lovændring om at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par og at de skal kunne kalde deres ægteskab for lige præcist dette og ikke skal påduttes andre klinisk virkende betegnelser som f.eks. “registreret partnerskab”.)

Et argument er f.eks. at ægteskab handler om at få børn hvis opvækst og opdragelse samfundet så skal sikre rammerne for vha. ægteskabslovgivningen. Der er bare den gevaldige hage ved dette argument, at 70-årige Hanne problemløst kan blive gift med sit livs kærlighed, den 50-årige Hans. Selvom deres parforhold af ganske naturlige årsager er infertilt, og selvom dette forhold er åbenlyst for enhver, kan de indgå ægteskab. Et pars evne eller vilje til at få børn er altså uden betydning for dets muligheder for at indgå ægteskab. Var evnen og viljen til at få børn forudsætningen for at indgå ægteskab ville det jo også være oplagt, at vente med at lade et par gifte sig til det faktisk havde fået mindst et barn. Et homoseksuelt pars manglende evne til i biologisk forstand at få børn med hinanden er derfor ikke nogen holdbar begrundelse for at nægte dem ægteskab. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis manglende fertilitet blev brugt som en begrundelse for at nægte et heteroseksuelt par ægteskab! Samtidigt hermed nægter samfundet i øvrigt en fertil mand at gifte sig med tre fertile kvinder. Hvis fertilitet altså er forudsætningen for ægteskab så måtte samfundet også tillade polygame ægteskaber.

Bemærkelsesværdigt er det jo også, at man hævder, at det homoseksuelle parforhold er mangelfuldt eller direkte forkert fordi homoseksuelle par ikke kan få børn med hinanden. Når et homoseksuelt par imidlertid så vha. kunstig befrugtning eller adoption får børn, så beskyldes parret for at være egoistik, læs forkert. At talrige undersøgelser så viser, at homoseksuelle pars børn klarer sig lige så godt som heteroseksuelle pars overser man gerne. Der er jo ingen grund til at lade et godt antihomoseksuelt argument blive undermineret af fakta. Hvad det homoseksuelle par end gør, så skal det fremstilles som forkert. Målet er klart nok: Homoseksuelle parforhold skal stemples som uønskede.

”Fertilitetsargumentet” kan, ligesom alle andre argumenter jeg har set mod homoægteskabet”, koges ned til at man mener, at det homoseksuelle parforhold ikke har samme værdi for samfundet som det heteroseksuelle. Kampen mod homoægteskabet er derfor også en kamp mod samfundets helhjertede accept af homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?”

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere