Menu
Kategorier

Skrevet af den 13 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Mine erfaringer med skriftemålet

Den traditionalistisk orienterede katolik Carl Winsløw har på sin blog på www.eftertanke.dk barslet med et indlæg til forsvar for det katolske skriftemål – som han meget rammende har givet titlen ”Skriftemålet – vejen til frihed”.  Helt i traditionel katolsk ånd fremhæver han her skriftemålets mange fortræffeligheder, herunder at det skulle være vejen til sand fred og frihed.

Dette blogindlæg fik mig til at tænke på mine egne erfaringer med at gå til skrifte. I mine teenager år gik jeg meget hyppigt til skrifte, gennemsnitligt en gang om ugen, og det ville i praksis sige lige så hyppigt som det var mig muligt i det sogn hvor jeg boede. Og min grundlæggende erfaring med skriftemålet var, at det ikke gav mig hverken fred eller frihed, men i stedet bidrog til en accelererende ængstelighed og en knugende oplevelse af åndelig uværdighed og spirituel håbløshed.

Mit problem med skriftemålet var nemlig, at jeg knapt var kommet ud ad skriftestolen før jeg kom i tanke om en eller flere synder, som jeg havde glemt at skrifte, og så kunne tankerne kredse om disse glemte synder og snart overtog en følelse af, at det forgange skriftemål havde været ugyldigt og et nyt skulle til for at rette op på sagen. Og sådan kunne det blive ved. Luthers herlige salme ”Nu fryde sig hver kristen mand” udtrykker i det andet vers meget rammende min erfaring:

” I Djævlens fængsel var jeg sat,
jeg var fordømt til døde,
min synd mig knuged dag og nat
med megen angst og møde;
jeg altid dybere sank ned,
der var ej vej til salighed,
i synden var jeg fangen.”

I tilbageblik vil jeg sige, at det der nok gik galt var, at ritualet kom til at stå mellem mig og syndsforladelsen i Jesus Kristus. Mit fokus var rettet på det perfekt udførte ritual – og dermed overså jeg den mulighed, at Jesus tilgiver mig mine synder af kærlighed til mig og ikke pga. udførelsen af en rituel handling. Eller sagt med andre ord, min syndsforståelse var alt for regel- og ritualorienteret. Jeg manglede grundlæggende set indsigt i, at synd er svigt i forhold til kærligheden til Gud og næsten – og at man i tillid til Guds grænseløse kærlighed til os, åbenbaret i Jesus Kristus, kan stole på hans vilje til at tilgive os når vi beder herom.  

Når jeg tænker tilbage på mine erfaringer med skriftemålet må jeg også sige, at jeg i dag kan undre mig over hvor lidt åndelig vejledning jeg den gang modtog. Kun et par gange rendte jeg ind i en præst der kunne se, hvor forkrampet og hvor fanget jeg var. Men et par henkastede ord var ikke nok til at hjælpe mig ud ad det indre fængsel som jeg selv havde spærret mig selv inde i. Der er desværre ikke mange katolske præster der, efter min erfaring, er gode åndelig vejledere, og dem som er det, har meget travlt.

Så nej, jeg savner ikke skriftemålet. I dag kan jeg tillidsfuldt i forbindelse med min lille daglige aftenbøn bede Jesus om tilgivelse for de fejl, som jeg har begået i løbet af dagen – og være sikker på hans tilgivelse.

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den katolske sexovergrebsskandale – nogle eftertanker

2010 kan med rette kaldes for et anno horribilis for den katolske kirke i Danmark. For mediestormen forårsaget af en række anklager om sexovergreb rettet mod katolske præster i landet udløste hvad der nok kan betegnes som den største krise for den katolske kirke i Danmark siden reformationen.

Lige nu hersker der imidlertid en art stilhed efter stormen. Denne stilhed er ikke mindst udløst af at politiet i sidste instans valgte ikke at rejse anklage mod nogen katolsk præst. Ja, skal man tro DR 1 programmet ”Præster under anklage”, skal vi jo nærmest antage, at det hele var en medieskabt storm i et glas vand.

Men så simpelt er det nu ikke.

Man må nemlig ikke glemme, at politiet bl.a. har valgt ikke at rejse anklage fordi en række af sagerne var forældede. Når der ikke rejses anklage pga. forældelse så er der dermed ikke sagt, at der ikke er forekommet noget kriminelt, men at en sigtelse i henhold til dansk ret ikke længere kan føre til dom. Spørgsmålet er her om den katolske kirke har medansvar for, at disse sager ikke blev meldt til politiet mens tid var.

Det forholder sig i hvert fald sådan, at den katolske kirke i forhold til fire af de i alt seks præster[i], der har været berørt af sexovergrebsskandalen, var blevet gjort bekendt med klager over sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd som præsterne skulle have begået længe før mediestormen skyllede han over kirken. Hverken den katolske kirkes ledelse eller de anklagede præster burde undre sig over, at gamle, i sidste instans ikke løste sager, ville komme frem til overfladen så snart medierne rettede spotlightet mod den katolske kirkes ageren i forhold til anklager om sexovergreb.

Den ubestridelige panik og den deraf udløste katastrofale håndtering af medierne som kendetegnede den katolske kirkes ledelse i Danmark under mediestormen skal altså ses i lyset af at man ikke selv var villig til at være åben om kendskabet til  en række sexovergrebsrelaterede anklager mod stadigt aktive katolske præster, men at man i stedet fortvivlet forsøgte at slukke de mediebrande der opstod hver gang et bortgemt lig væltede ud ad skabet. I virkeligheden kan vi ikke vide om den katolske kirkes ledelse ligger inden med viden om andre anklager mod katolske præster end dem, som er kommet frem i medierne. Der er ikke noget i den hidtidige håndtering af sexovergrebssagerne der tyder på, at den katolske kirkes ledelse frivilligt indrømmer kendskab til sådanne klager mod præster, hvis disse blev rettet til den katolske kirkes ledelse før mediestormen brød løs.

Et resultat af den panik der greb den katolske kirkes ledelse i forbindelse med mediestormen var, at man gik direkte fra at have hemmeligholdt og syltet alle anklager mod katolske præster til at meddele offentligheden alle nyindgåede klager samt at suspendere de berørte præster på ubestemt tid. Ikke at åbenhed og kontant indgriben i sig selv er en forkert strategi, tvært imod, men den katolske kirkes ledelse havde tydeligvis ikke overvejet hvordan man skulle bære sig ad med at få klarhed om sager hvor politiet ikke kan eller ikke vil undersøge sagerne til bunds. Ligesom det tydeligvis kom som en overraskelse at de suspendere præster kunne finde på at sætte sig til modværge og i denne forbindelse selv benytte sig af medierne.

Sidst men ikke mindst har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til de menigheder hvis præster blev suspenderet pga. anklager om sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd. Man behøver vist ikke at have den store sjælesørgeriske indsigt for at kunne forstå, at disse menigheder blev kastet ud i en dyb krise og havde hhv. fortsat har brug for særlig sjælesørgerisk omsorg. Ikke mindst set i lyset af hvor lille det katolske bispedømme i Danmark er, kan det undre, at biskoppen ikke ryddede sin kalender for at kunne påtage sig at afholdelsen af den førstkommende søndagsmesse i de berørte sogne umiddelbart efter suspensionen af sognepræsten, for at støtte, hjælpe og trøste menigheden midt i sognets formodentligt værste krise nogensinde. På samme måde ville opfølgende bispebesøg i den efterfølgende periode være en oplagt ting. At biskoppen i forbindelse med balladen om sagen vedrørende Sakramentskirkens sognepræst Reinhold Sahner valgte at kommunikere med menigheden via breve i stedet for at møde personligt op virker i mine øjne som om biskoppen er mere konfliktsky i disse her sager end godt er.

Alt i alt er det derfor rigtigt nok, at stormen er løjet af, i hvert fald i første omgang. Men stormen har efterladt sine spor. Der venter et betydeligt oprydningsarbejde og kun tiden vil vise, om den katolske kirkes ledelse vil være i stand til at håndtere det. Man kan godt nok have sine tvivl.

 

 

[i] ”Præster under anklage” nævner kun fire præster, men det skyldes, at de ikke medregner ”præsten fra Sønderjylland” der i anledning af mediestormen blev suspenderet for sexchat på internettet ligesom man ikke medregner en præst fra Polen, som forlod Danmark efter at det kom frem at han havde en dom for besiddelse af børnepornografi.

Læs mere

Skrevet af den 7 apr, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Cølibat – kald eller krav?

Jan Lindhardts platte udfald mod det katolske præstecølibat i Kristeligt Dagblad fra den 31.3.2010 har, som ventet, bragt en række katolske præster på banen, nemlig Daniel Nørgaard, Michael Bienkowski og Benny Blumensaat. (Se Kristeligt Dagblad fra den 7.4.2010)

Jeg har fuld forståelse for at de afviser Jan Lindhardts udokumenterede og urimelige påstand om at cølibat fører til pædofile overgreb. Men samtidigt hermed mener jeg, at deres forsvar for cølibatet indeholder nogle problematiske antagelser som det er værd at underkaste en kritisk analyse.  

Daniel Nørgaard skriver således, at Jesus i Matt. 19,11-12 siger, at ”nogle er kaldet til at leve i cølibat” og Benny Blumensaat skriver, at cølibatet er en gave, ja en nådegave fra Gud.

Nu siger Jesus i Matt. 19,11-12, hvis man altså oversætter den oldgræske tekst ordret, at der er nogen, der har kastreret sig selv for Himmelrigets skyld. Om de har handlet således fordi de føler sig kaldet hertil siger Jesus faktisk ikke noget om, men pyt med det. Det afgørende er at Daniel Nørgaard sætter lighedstegn mellem cølibat og kald.

Men hvad vil det sige at have et kald? Ja, det er i katolsk sammenhæng faktisk ikke helt nemt at få sat fingeren på! På den ene side lægger kaldstanken nemlig op til at et kald er udtryk for det, som Benny Blumensaat kalder for en nådegave fra Gud. Et kald betyder derfor i katolsk forstand at Gud udvælger nogle bestemte personer til noget særligt, primært til at være katolske præster og/eller ordensfolk. Denne kaldstanke lægger op til at der er nogen, der er mere udvalgte end andre, at der er nogen, som får nogle helt ekstraordinære nådegaver, så de kan ofre mere for Jesu skyld end andre, hvorfor de så igen har krav på en særlig status og en særlig indflydelse i kirken. Det er også det der ligger i Michael Bienkowskis citat fra Lukas 12,48 om at der forlanges særligt meget af dem som har fået meget betroet.

Men i praksis forventes det ikke at man skal have haft en guddommelig åbenbaring for at man må søge om at blive præst, munk eller nonne. Snarere tvært imod, vil jeg hævde. Et kald er i den katolske praksis at man føler, at man gerne vil være eller burde blive præst, munk eller nonne samt, ikke mindst, at en biskop eller en ordensforstander mener, at man reelt set er egnet til et sådant liv. Eller med andre ord, et ønske om et liv som præst, munk eller nonne tolkes som et guddommeligt kald – hvis ellers de relevante kirkelige myndigheder finder personen egnet. Personlig inklination og administrativ godkendelse pakkes altså ind i en retorik om guddommeligt kald og særlige nådegaver.

Hvis man ser et kald som noget, der i høj grad handler om personlig inklination og andres bedømmelse af ens evner, ja så vil jeg hævde, at cølibat i katolsk sammenhæng ofte ikke er noget kald. Den katolske kirke lærer nemlig at alle, der ikke lever i et af kirken anerkendt heteroseksuelt ægteskab, skal leve i cølibat. Om nødvendigt hele livet, som det er tilfældet for homoseksuelle katolikker.  Godt nok står der i Den katolske Kirkes Verdenskatekismus, at homoseksuelle er kaldet til at leve i cølibat, men det er blot et floromvundet udtryk for at homoseksuelle skal leve i cølibat lige meget hvad.  Deres personlige inklination spiller nemlig ingen rolle, ej heller har man fra person til person taget stilling til om han eller hun er egnet til at leve i cølibat. Nogen særlig nådegave til cølibat mener man tydeligvis ikke, at homoseksuelle har, for homoseksuelle må i henhold til de gældende regler ikke blive ordineret til katolsk præst, bl.a. fordi de antages ikke at kunne leve op til cølibatskravet.  Men denne antagede manglende evne til at kunne leve i cølibat står altså på ingen måde i vejen for at kræve, at homoseksuelle skal leve i cølibat!

Jeg vil ikke benægte, at cølibat kan være den rigtige livsvej for nogen, men i katolsk sammenhæng bliver cølibat alt for ofre brugt som et ubønhørligt krav, der lige præcis ikke taget udgangspunkt i hvad den enkelte ønsker og hvad denne er egnet til. Og cølibat er også stærkt knyttet til en forestilling om at det seksuelle begær og et aktivt sexliv hører den profane sfære til mens cølibat ses som en forudsætning for at kunne varetage hellige funktioner som f.eks. præst.  Men hvorfor skulle Gud kun ønske ugifte præster? (Og hvordan kan man hævde, at Gud kun ønsker ugifte præster, nu når gifte protestantiske præster, der konverterer til katolicismen, godt må få lov til at blive ordineret til og virke som katolske præster?)

Cølibat skaber alt for ofte seksuelt forkrampede og ulykkelige mennesker når det misbruges som en tvang og som et krav, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes konkrete situation, livserfaring og personlige inklination. Derfor burde den katolske kirke frisætte cølibatet. Gør cølibatet til et ægte frit valg og ikke til et betingelsesløst krav, være det nu til homoseksuelle, fraskilte eller præster!

Læs mere

Skrevet af den 30 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Cølibat og pædofili

I forbindelse med den sunami af sexovergrebssager som for tiden vælter ind over den katolske kirke er det lige så sikkert som amen i kirken at en række debattører påstår, at disse forfærdelige forbrydelser er et resultat af den katolske kirkes krav om at dens præster skal leve i cølibat.

Efter min mening er denne påstand groft forsimplende og uretfærdig overfor det store flertal af katolske præster og ordensfolk, der ikke har og aldrig kunne drømme om at forgribe sig på børn og unge.  Jeg selv levede i cølibat indtil jeg blev 24 og mødte kvinden i mit liv. Cølibat var helt klart ikke det rigtige for mig, men jeg udviklede altså aldrig en seksuel lyst rettet mod børn eller unge.

Faktisk tror jeg at forestillingen om at cølibat fører til pædofili er beslægtet med fordommen om at homoseksualitet fører til pædofili. I begge tilfælde er der tale om en seksuel adfærd der af nogen opfattes som unaturlig, og tanken synes at være, at det ene unaturlige fører til det andet unaturlige, her sex med børn.

Men nej, sådan fungerer verden ikke.  Når det så er sagt så betyder det ikke, at den katolske kirkes krav om præstecølibat er helt uden betydning for sexovergrebssagerne.

For det første så er det sandsynligt at unge katolske mænd, der føler at de har en problematisk og farlig seksualitet, kan tro at livet som katolsk præst er det rigtige for dem. Med Guds hjælp vil de holde deres seksualitet nede – og belønningen vil være et liv som en særlig respekteret og anset person, altså lige det modsatte af hvad der vil ske hvis de levede deres seksualitet ud. Problemet er imidlertid at nissen flytter med. Den uønskede seksualitet forsvinder ikke fordi man lover evig kyskhed. Og da de fleste præster kommer til at arbejde med børn kan præstecølibatet som flugtvej hurtigt ende i en katastrofe. Pædofile har brug for intens terapi og råd og vejledning i at takle deres seksuelle impulser så de ikke forgriber sig på børn. De skal simpelthen over i et andet system og kan ikke finde en løsning på deres problemer indenfor det katolske præstevæsen.

For det andet så kan der næppe være nogen tvivl om at kravet om at katolske præster skal leve i cølibat har medført at i tusindvis af katolske præster har droppet ud af det katolske præsteskab og at endnu flere slet ikke har ladet sig vie til præster. Manglen på katolske præster har i den vestlige verden nået et katastrofalt omfang, og i denne situation har det nok været for fristende for mange biskopper at forsøge, at genbruge præster, der havde forbrudt sig mod børn, frem for at vise dem døren.

Cølibatet gør altså ikke præster til pædofile, men det kan have en vis betydning mht. at tiltrække pædofile til den katolske præstestand, og til, at de kirkelige myndigheder alt for ofte har svigtet mht. at få pædofile præster fjernet fra præsteskabet.

Læs mere