Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Hvad med nonnerne?

Den katolske kirke er i de sidste 10-15 år blevet rystet af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Først var det USA, så var det Irland og nu er det Tyskland, men også en række andre lande som f.eks. Canada og Australien er kommet i søgelyset. Kendetegnende for alle disse skandaler er at gerningsmændene er mænd, primært præster og munke. Men, må man spørge sig, hvad med nonnerne? Hvorfor hører vi ikke noget om nonner, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge?

Bevares, hvis man surfer ud på nettet vil man kunne finde beretninger om seksuelle overgreb foretaget af nonner. F.eks. har foreningen SNAP (Survivors Network of those Abused by Priests) et diskussionsforum  hvor folk kan dele erfaringer med seksuelle og andre fysiske overgreb fortaget af nonner. Alt i alt synes denne problematik dog at være hyldet i tavshed. Men hvorfor det?

Først og fremmest har fortielsen af seksuelle overgreb foretaget af nonner noget at gøre med den måde som samfundet opfatter kvinders seksualitet på. Kvinders kroppe fylder utroligt meget i den offentlige bevidsthed som objekter for mænds seksualitet – tænk blot på den evindelige udstilling af kvinders kroppe indenfor reklamebranchen. Men deri ligger imidlertid også implicit den forestilling, at kvinders seksualitet er passiv. Kvinder ses som væsener som ønsker at tiltrække mænds seksualitet, men som ikke har egne seksuelle behov og et selvstændigt begær der går ud over at tilfredsstille mandens. I modsætning hertil ses og forventes mandens seksuelle begær at være altdominerende i hans liv – og det antages at mænds seksualitet er udfarende og aggressiv. Feministen Catharine MacKinnons påstand om at den der voldtager, er en mand, for en kortere eller længere periode, og at den der voldtages, er en kvinde, for en kortere eller længere periode, rammer her plet. At voldtage er maskulint, at blive voldtaget er feminint i vores kultur – derfor er det så vanskeligt at se kvinder som potentielle eller reelle sexforbrydere.  

Dertil kommer at nonners seksualitet i særlig grad er tabuiseret. På trods – eller måske også på grund af – diverse platte vittigheder om sømanden og nonnen er de færreste i katolske sammenhænge villige til at forholde sig til at nonner kunne have en seksualitet, være det nu i en positiv eller i en negativ forstand. De mange negative reaktioner på eksnonnen Helene Hägglunds bog ”Nonne tur/retur” hænger formodentligt bl.a. sammen med at hun ganske åbenhjertigt fortæller om de seksuelle frustrationer og behov som hun følte i sin nonnetid – hvormed hun bryder med tabuet om at nonner per definition er aseksuelle. Set i det lys er det ikke så mærkeligt at det er vanskeligt at få rejst en debat om nonner, der misbruger børn, unge eller voksne seksuelt.

En god undskyldning for ikke at tage problemstillingen op er imidlertid ubestrideligt, at antallet af sager øjensynligt er væsentligt lavere end antallet af sager med katolske præster og munke, der har misbrugt børn og unge seksuelt. Imidlertid bør man være opmærksom på, at antallet af sager der involverer nonners aktive seksuelle overgreb formodentligt er stærkt underrapporteret. Det er svært nok for en mand at skulle fortælle at han er blevet seksuelt misbrug af en mand fordi der, som tidligere anført, er noget feminint ved at være et offer for et seksuelt overgreb. Imidlertid hører det med til det som kaldes for den hegemoniske maskulinitet, altså den herskende og undertrykkende maskulinitet, at den ikke blot undertrykker kvinder men også svagere mænd. Selvom det er svært så er det derfor dog muligt for en mand at erkende, at en anden (stærkere) mand har undertrykt, ja misbrugt ham. At en kvinde har gjort noget lignende ved ham er meget værre for det stiller radikalt spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem mand og kvinde, og dermed også ved den berørte mands evne til at kunne fremstå som en troværdig mand. For mange mænd vil det derfor være alt for smertefuldt at skulle fortælle om at de i sin tid er blevet seksuelt misbrugt af nonner.

Mht. kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb foretaget af nonner, kan det ligeledes være særligt vanskeligt at fortælle om overgrebene fordi den generelle antagelse jo er, at sexovergreb foretages af mænd. Af Lori B. Girshicks bog ”Does She Call It Rape? – Woman-to-Woman Sexual Violence” fremgår det at en del kvinder, der er blevet voldtaget af en anden kvinde, har haft meget svært ved at sætte ord på deres oplevelse, simpelthen fordi de er gået ud fra at kvinder ikke kan voldtage andre kvinder. At kvinder kan misbruge piger og kvinder seksuelt falder i den grad udenfor samfundets antagelser om hvad seksuel vold per definition er, at ofrene herfor gøres stumme og mangler redskaber til at bearbejde det de har været udsat for.

Dertil kommer at samfundet også ”tillader” kvinder en ret så omfattende fysiskhed i forhold til piger og kvinder. Det kan derfor være uklart hvornår ”venlige” og ”kærlige” kys og kram egentligt er seksuelle hhv. grænseoverskridende. For kvinder, der som børn eller voksne har oplevet nonner, der overøste dem med, mere eller mindre, uønsket fysisk opmærksomhed kan det derfor være svært at afgøre om nonnens adfærd var et overgreb eller ej, en tvivl der næppe ville være nær så stor hvis der havde været tale om en lignende adfærd udført af en mand.

Derfor kan det dog forsat godt være rigtigt, at antallet af sexovergreb foretaget af nonner er mindre end det, der er foretaget af katolske præster og munke. Nonner, hvis seksuelle ”ære” den katolske kirke i særlig grad har ønsket at ”beskytte”, er generelt blevet mere overvåget end præster og munke. Det har givet nonner færre muligheder for at have sex, være det nu med samtykkende voksne eller i form af overgreb mod børn og unge. Som en præst fortalte nonnerne da jeg selv var i kloster: ”Der er noget der hedder manglende synd pga. manglende mulighed”.

Men selvfølgelig hører det også med til sagen, at kvinder jo ikke opdrages til at have en egen seksualitet. De bliver slet ikke opdraget til at være seksuelt udfarende og erobrende. For katolske præster og munke stiller cølibats kravet dem derimod overfor det dilemma at man for at være en ”rigtig” mand i vores samfund skal ose af seksualitet og begær. Der er altså noget ekstremt umandigt ved at leve i cølibat. Det er derfor ikke så mærkeligt at mange af dem har vanskeligheder med at takle cølibatet. Langt de fleste af de katolske præster eller munke, der ikke magter cølibatet, forlader præstegerningen hhv. ophører med at være munke – eller har seksuelle relationer med samtykkende voksne – være de nu af heteroseksuel eller homoseksuel karakter. Men en lille gruppe med en særlig umoden og uansvarlig personlighed og seksualitet misbruger børn og unge. Om det så er cølibatets skyld eller om de ikke snarere har valgt cølibatet som et (jo så i sidste instans mislykket) flugtforsøg fra en seksualitet, som de ikke kan takle, er så en anden sag.

At leve i cølibat er måske ikke helt så hårdt for nonner, simpelthen fordi et aseksuelt liv passer bedre til forventningerne til kvinders seksualitet. Det kan være en medforklaring på at der (måske) er færre nonner end præster og munke, der har seksuelle overgreb på samvittigheden. Men ét overgreb er allerede ét for meget – og det er derfor på tide, at den katolske kirke også tager problemstillingen med sexovergreb foretaget af nonner op.

Læs mere