Menu
Kategorier

Skrevet af den 22 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kirkespaltning?

 

I forbindelse med debatten om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par hævder folkekirkens højrefløj ofte, at indførelsen af et sådant ritual vil udløse en kirkespaltning.

Ritualmodstanderne påstår typisk, at et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par er uforeneligt med Bibelen og kirkens tradition, og det er i denne forbindelse, at det så hævdes, at indførelsen af et sådant ritual vil medføre, at ”bibeltro” kristne vil bryde med folkekirken. Det interessante med en sådan argumentation er, at den i virkeligheden kun giver mening, hvis det forholder sig sådan, at folkekirken hidtil i sin lære og sin rituelle praksis har været styret af et bibelfundamentalistisk skriftssyn. Men sådan ligger landet jo ikke. Både mht. forkyndelsen og mht. den rituelle praksis (jeg tænker her på kvindelige præster, vielse af fraskilte og velsignelse af homoseksuelle par) har folkekirken for længst brudt med det bibelfundamentalistiske skriftssyn. Eller sagt med andre ord, hvis man føler, at man kun kan være medlem af folkekirken hvis denne er styret af en bibelfundamentalistisk skriftsforståelse, ja så burde man have meldt sig ud af folkekirken for længst.

Når folkekirkens højrefløj er forblevet i folkekirken på trods af at den har kvindelige præster, har åbne homoseksuelle præster, vier fraskilte og velsigner homoseksuelle par, er det med andre ord meget sandsynligt, at den også vil forblive i folkekirken efter indførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette forhold hænger sammen med, at den store taber ved et institutionelt brud mellem folkekirkens højrefløj og den brede folkekirke ville være folkekirkens højrefløj.

På det praktiske plan vil det for højrefløjens præster være en risikabel affære at forlade folkekirkens fællesskab. 50 % af folkekirkepræsternes løn og hele deres pension finansieres af staten. Skulle folkekirkens højrefløj danne frimenigheder ville den næppe kunne sikre dens præster en løn der tilnærmelsesvis ligner den folkekirkens præster får, ikke blot pga. tabet af statsstøtten men også fordi det store brede ikke-fundamentalistiske flertal i folkekirken via dets kirkeskattebetalinger er med til at sikre folkekirken et solidt økonomisk fundament. Selv hvis alle med tilknytning til folkekirkens højrefløj i samlet flok skulle forlade folkekirken er det derfor tvivlsomt, om de ville kunne sikre deres præster mod betydelige økonomiske tab som følge af et sådant brud.

Men det ville være unfair overfor folkekirkens højrefløj kun at se problematikken som et spørgsmål om økonomi. Det hører nemlig med til i hvert fald den missionske bevægelses historie, at den altid har udgjort et mindretal i folkekirken. Når de missionske foreninger er forblevet i folkekirken er det altså ikke fordi de har været enige i dens lære og praksis, men fordi man har håbet på at kunne omvende dens store ”slappe” flertal til den ”sande” kristendom. Hvis folkekirkens højrefløj forlader folkekirken må den endegyldigt vinke farvel til dette håb, ligesom den ville miste kontaktfladen til den brede danske befolkning. Man ville ende med at have lige så lidt indflydelse på folkekirken og på hele det danske samfund som de nuværende frikirker har. Eller med andre ord, skulle folkekirkens højrefløj forlade folkekirken ville den dømme sig selv til kirkelig og folkelig betydningsløshed.

Selvom der måske nok vil være enkeltindivider, der vil forlade folkekirken hvis der indføres et folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, ligesom nogen jo også har forladt folkekirken fordi den ikke har det, så er det derfor usandsynligt, at der vil ske en egentlig kirkespaltning. Det er da også værd at bemærke, at folkekirkens højrefløj ikke har præsenteret offentligheden for konkrete planer for hvordan man vil organisere sig udenfor folkekirken, hvis det kom til et brud, ja man har end ikke talt om at man er gået i gang med at tænke over hvordan man skulle gribe sagen an. Hvorfor tage en trussel om kirkespaltning alvorlig når dem, der truer med den, ikke har nogle konkrete planer om hvordan de vil klare sig udenfor folkekirkens fællesskab? I stedet kan man iagttage hvordan folkekirkens højrefløj er på jagt efter kirkepolitiske figenblade der kan retfærdiggøre deres forsatte forbliven i folkekirken. Især synes forskellige former for iscenesat demonstrativ afvisning af alt og alle, der kan bringes i forbindelse med et vielsesritual for homoseksuelle par, at være på dagsordenen.

Testen for det folkekirkelige fællesskab vil derfor nok snarere blive at håndtere en strøm af krav fra folkekirkens højrefløj om retten til at nægte gudstjenestefællesskab og kirkefællesskab med dem, der går ind for et vielsesritual for homoseksuelle par hhv. vover at benytte sig af det.

Læs mere

Skrevet af den 12 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Selvfølgelig er Bibelen fejlbarlig

Selvom det måske er lidt omsonst kan jeg ikke lade være med at protestere mod de kristne, som påstår, at Bibelen er ordret inspireret af Gud og dermed ord for ord skulle være ufejlbarlig. Det er nemlig en påstand som man kun kan fremføre hvis man ikke har gjort sig den umage at læse Bibelen med åbne øjne. Lad mig blot nævne nogle enkelte eksempler:

Helt i starten af Markus Evangeliet kan man læse følgende: ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” (Mark. 1,2-3) Det er imidlertid kun den sidste del af citatet, der faktisk er at finde i Esajas Bog, helt præcist i Es. 40,3. ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej” finder man i Malakias Bog kapitel 3, vers 1. Markus evangeliet fejlciterer altså Det Gamle Testamente. Det siger vel sig selv, at Gud ikke kan tænkes at fejlcitere sig selv – men mennesker kan naturligvis fejlcitere, og det er altså det, der er sket for forfatteren til Markus Evangeliet. I øvrigt har forfatterne til Matthæus og Lukas Evangeliet, der ellers tydeligvis bygger på Markus, valgt at undlade citatet om englen. På denne måde korrigerer de diskret fejlcitatet i Markus evangeliet.

En mere underholdende fejl finder man i Matthæus Evangeliets beskrivelse af Jesu indtog i Jerusalem. Her kan man læse: ”Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.” Med andre ord, forfatteren til Matthæus Evangeliet vil have os til at tro, at Jesus red ind i Jerusalem, skrævende over to ridedyr, nemlig et æsel og dets føl. Hvis det virkelig var foregået sådan er jeg temmelig sikker på at skaren nok havde fniset mere end den havde råbt ”Hosianna”! Det der går galt er, at Matthæus Evangeliets forfatter er ivrig efter at fremstille Jesu indtog i Jerusalem som en bogstavelig opfyldelse af et udsagn i Zak. 9,9 hvor der står ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”. Men udtrykket ”et æsel, en æselhoppes føl” er altså blot en retorisk understregning af, at der er tale om et æsel. De andre evangelister lader da også Jesus ride ind i Jerusalem på et æsel, og dermed med værdigheden i behold.

Et tredje eksempel er hvornår evangelierne placerer Jesu henrettelse. I Markus kan man i kapitel 14 vers 12 læse ”Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«” Det skildres så hvordan Jesus holder påskemåltid med disciplene, indstifter nadveren og om aftenen bliver forrådt og taget til fange. Dagen efter bringes han for Pilatus, der dømmer ham til korset. Selve korsfæstelsen foregik, får vi at vide, ved den tredje time. (Mark. 15,25) Nu er det i sig selv forkert når forfatteren til Markus Evangeliet hævder, at påskelammet blev slagtet den første dag under de usyrede brøds fest. Lammene skulle nemlig i henhold til den jødiske tradition slagtes dagen før festen. Matthæus Evangeliets forfatter, der generelt har mere styr på de jødiske traditioner, undlader da også henvisningen til slagtningen af påskelammet (Matt. 26,17), mens Lukas opretholder fejlen (Luk. 22, 7). Under alle omstændigheder henrettes Jesus i henhold til den synoptiske tradition dagen efter påskemåltidet. I Johannes Evangeliet derimod henrettes Jesus dagen før påskemåltidet, altså den dag, hvor påskelammene slagtes. (Joh. 19,14) Og forfatteren til Johannes Evangeliet placerer Jesu dødsdom til den 6 timer, altså tre timer senere end der, hvor Markus placerer hans korsfæstelse, hvormed Jesu korsfæstelse kommer til at falde sammen med det tidspunkt hvor lammene blev slagtet i templet.

Når evangelierne er indbyrdes uenige om hvornår Jesus bliver korsfæstet så siger det naturligvis sig selv, at de ikke er ufejlbarlige. Enten tager de synoptiske evangelier eller Johannes Evangeliet fejl mht. hvornår Jesus bliver henrettet. Men igen er det kun et problem hvis man vil læse evangeliernes skildringer af Jesu sidste dage fundamentalistisk. Hvis man derimod ser dem som forskellige teologiske udlægninger af betydningen af Jesu død så er der ingen ko på isen. De synoptiske evangelier ønsker at bringe nadveren i forbindelse med det jødiske påskemåltid, derfor er de nødt til at placere Jesu død efter dette måltid, mens forfatteren til Johannes Evangeliet ønsker at fremstille Jesus som Guds lam – og har derfor haft en teologiske pointe med at lade Jesus blive korsfæstet på samme tid som påskelammene blev slagtet i templet.

Det afgørende er altså ikke en tekst historiske korrekthed eller ufejlbarlighed men i stedets tekstens teologiske budskab.

Læs mere