Socialkonstruktivisme
Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.
Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.
Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.
Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.
Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.
Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.
Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.
Tak for en ligefrem tolkning af socialkonstruktivismen.
Følgende kommentar er hverken et forsøg på at gøre den latterlig – eller udråbe den til mere samfundsskadelig end så mange andre mode-teorier. Men dog nok med oplagte ricisi, hvis den gøres til forklaringEN.
I én sammenhæng har socialkonstruktivismen i hvert fald ret i sin påstand om foranderlighed: Den vil selv blive afløst af andre teorier.
Også på en anden måde har den ret: Når socialkonstruktivismen bruges i forskningen, så vil den påvirke det resultat, man når frem til.
Hvis den altså er forskerens udgangspunkt, så vil den inden for humanvidenskaben relativere sit eget udsagn: “Det er videnskabeligt bevist”
Et sted, hvor den kan blive kontroversiel, er i forhold til etik.
Hvorvidt Kains handling, da han dræbte sin bror Abel, er god eller dårlig, det kommer naturligvis helt an på vor tolkning. Uanset dødskriteriet ville det i situationen være vanskeligt at spørge Abel om hans tolkning. Men Kain tolkede måske sin handling som relevant. Hvis Adam og Eva, forældrene, tolkede den negativt, og reagerede med sorg, er der et sammenstød.
Vanskeligheden bliver påstande med subjektet “vi”.
“Vi” skal, som vor nuværende ligestillings og kirkeminister siger, tolke ud fra “tidsånden”
Om tidsånden kan ikke siges andet, end at den er foranderlig.
Men teorien passer naturligvis til en samfundsopfattelse, som ser det som ideal at acceptere mange forskellige tolkningsmodeller af godt og ondt (idealet må dog være relativt!). Det kan til gengæld umuliggøre forandringer for nogle, at deres medmennesker ser et ideal for tidsånden i at acceptere alle kulturelle opfattelse af f.eks. retfærdighed.
Selvfølgelig har teorien ret i at også kønsopfattelsen ændrer sig over tid. Det er, kan jeg gætte, et væsentligt punkt for den. Men netop foranderligheden som pointe gør det etiske spørgsmål prekært. Biologien f.eks. hos børn indgår i en fordring om at værne om deres naturlige udvikling.
Selvfølgeligt er ord som “naturligt” og “normalt” fy-ord efter denne teori… Det er vel det, der er drivkraften. Men uden for teoriernes sfære vil man støder på, at natur kan ødelægges, også uopretteligt, og samfundsbalancer kan destrueres så grundigt, at samfund ophører med at eksistere. Hvis “vi” skal kunne leve i og med naturen og i et samfund, må samtalen tage udgangspunkt i andet end tolkningernes foranderlighed.
Derfor tror jeg teorien har en kort levetid!
Karen:
Ja, socialkonstruktivismen er et produkt af det samfund vi lever i i dag. Hvorvidt den vil overleve vil afhænge af hvordan samfundet udvikler sig. Og ja, enhver teori vil påvirke det som forskeren finder frem til, det er faktisk en af socialkonstruktivismens pointer. Det afgørende er derfor at man er sig bevidst hvilke teorier og forestillinger som man tager udgangspunkt i og ikke tror, at man bare ser det som er naturligt og oplagt.
Mht. Kain og Abel så lægger 1. Mosebog jo klart op til at det var forkert af Kain at dræbe sin bror. Men i samme bog kan vi læse om hvordan Abraham er villig til at myrde sin egen søn på Guds befaling og her synes forfatteren eller forfatterne at være på Abrahams side. Men lad mig sige det på den måde, jeg er f.eks stærk modstander af dødsstraf. Den kan i mine øjne ikke retfærdiggøres. Men hvis en person var blevet født med mine gener på 1500-tallets Lolland, ville hun så have haft samme holdning? Jeg tvivler. Jeg mener så absolut, at der findes noget, der er rigtigt og forkert, men jeg kan ikke se at vi kan gøre andet end at være os bevidst, at vores værdier ikke er uafhængige af den tid og det samfund, vi lever i.
At natur kan ødelægges ser vi jo i disse tider, hvor der er meget fokus på klimaforandringer, forurening etc. Men samtidigt må vi også huske på, at evolutionsteorien, den moderne fysik og geologi i hvert fald har lært os en ting: naturen er i sig selv foranderlig. Mht børns naturlige behov så har børn jo f.eks. klart biologisk behov for mad og omsorg. Alt derudover er i mine øjne normer og kultur. Men dermed ikke være sagt, at børn ikke påvirkes af den måde de bliver opdraget på, tvært imod. Jeg selv er jo opvokset med en hjemmegående husmor af pre 1968 typen. Og det har da helt sikkert påvirket mig, det slår mig i hvert fald gang på gang når jeg ser på mine kursister og såmænd også mine unge kollegaer som er påvirket af at de er vokset op med udearbejdende mødre og i pasningsinstutionerne.
Du er morgenfrisk!
Jeg har dessværre altid været B-menneske.
Mit indspark i denne sammenhæng var egentlig kun at relativere relativismen!
Hvis socialkonstruktivismen betyder, at ethvert etisk argument (f.eks. mod dødsstraf) kan relativeres så meget som “tidsånd”, at det bliver ligegyldigt, så kan den være ødelæggende for et samfund.
Om børn mener jeg, at man bør respektere deres “urørlighedszone” (Løgstrup). Altså ikke være så ivrig efter at præge dem – eller bruge dem i de voksnes idé-apparat – at der ikke bliver fred til egen udvikling… Det sidste mener jeg så ikke kun er kultur, men også natur (biologi).
Idehistorisk mener jeg, at der er en virkelighed også uden for vort sanseapparat og vor tolkning af den… Teologisk, at det er en lykke ikke at være sin egen skaber, men bare et ansvarligt menneske.
Karen
Faktisk er 7.19 ikke tidligt for mig. Jeg bor på Falster men arbejder på Frederiksberg så normalvis skal jeg op enten kl. 4.30 eller 5.30. : )
Jeg opfatter ikke en bevidsthed om at også værdier er historisk og samfundsmæssigt betinget som et udtryk for ligegyldighed mht værdier. Værdiers gyldighed er for mig ikke betinget af at de er evige, ellers kunne værdier som demokrati og ytringsfrihed jo heller ikke være af værdi for os da det jo ikke er svært at påvise, at de ikke altid har været værdsatte, heller ikke her i landet.
Jeg er helt enig i at forældre ikke skal tvinge deres idee apparat ned over hovedet på deres børn. Piger skal f.eks ikke i ligestillingens navn tvinges til at spille fodbold, men de skal heller ikke nægtes muligheden for at spille fodbold med henvisning til religionen eller naturen.
Jeg er også helt enig i at der findes en virkelighed udenfor vores sanser og tolkninger. Verden har jo som bekendt eksisteret i milliarder af år før vi kom til. Men det er en del af vores menneskelige begrænsethed at vi ikke kan se verden tolkningsfrit. Nu ser vi som i et spejl… Mit håb at vi i himlen vil få mulighed for at se verden som den ser ud i Guds øjne.
Vi er ikke vores egen skaber, vi står altid på skuldrene af andre, intet menneske er en ø. Men samtidigt hermed er vi også med til at skabe verden for os selv og for andre. Det er meget vigtigt, at vi er os dette ansvar bevidst.