Skt. Guinefort – den hellige greyhound

 

I første halvdel af 1200-tallet er den franske dominikaner munk og inkvisitor Stefan af Bourbon på prædike turne i Dombes egnen, der ligger nord for Lyon. Egentlig er han på jagt efter kættere, men tilfældigvis støder han på et meget mærkværdigt fænomen. Nogle lokale bønder dyrker nemlig en helgen ved navn Guinefort. Han var en trofast greyhound der, da hans adelige ejere havde ladet ham alene med deres lille søn, havde sat sit liv på spil for at redde barnet fra en kæmpestor slange. Da hans ejer kommer hjem mistolker han desværre kampscenen og tror, at hunden har dræbt hans søn, hvorefter han i sin vrede dræber Guinefort, for så nærmest med det samme at indse sagens rette sammenhæng. De lokale bønder ærede Guinefort som en martyr og en helgen, men ikke nok med det. Man bragte syge børn til den skov, hvor man mente, at hans lig lå begravet. Disse småbørn var ikke almindelige syge børn men i stedet ”forbyttede børn”, dvs. tanken var at overnaturlige væsener (Stefan af Bourbon kalder dem for ”fauner”, men der er nok tale om elverfolk eller lignende) havde stjålet en sund og rask baby og i barnets sted anbragt et af deres egne børn, der var kendetegnede ved at være syge, svagelige og ulideligt sultne. Disse børn blev bragt til skoven hvor mødrene assisteret af en lokal ældre kvinde udsatte dem for en række ceremonier. Først ofrede man salt til elverfolkene, så rakte man barnet frem og tilbage mellem to træer et fastlagt antal gange. Dernæst lagde man barnet nøgent på jorden med to tændte lys ved dets hoved og efterlod det alene overladt til ulve og naturens kræfter. Var barnet dødt eller forsvundet når man efter en stund vente tilbage var det et tegn på at elverfolkene ikke havde været villige til at tilbagelevere det rigtige barn. Levede det endnu var der håb om at de havde omgjort forbytningen. Men barnet skulle dog rituelt dyppes et fastlagt antal gange i en flod med stærk strømning, der løb lige ved siden af skoven. Overlevede barnet var man sikker på at moderen havde fået sit rigtige barn tilbage.

Stefan af Bourbon var, som den repræsentant for den dogmatiske korrekte katolicisme han jo var, forståeligt nok rystet over en sådan ”overtro” – det var dengang som nu det nedsættende udtryk for folkereligiøsiteten. Han forbyder bønderne at fortsætte denne kult, og han får ødelagt kultområdet og hundens knogler brændt på bålet. Da vi befinder os i midten af 1200-tallet og ikke i renæssance perioden bliver de involvere kvinder, herunder den ældre lokale kvinde som han betegner som en ”heks”, imidlertid ikke straffet. Inkvisitionen så på dette tidspunkt ”overtro” som et resultat af at de uvidende bønder var blevet forført af Djævelen, men man tillagde dem ikke onde motiver. De var primitive og dumme, men man mente, at de også som udgangspunkt var rimeligt uskyldige og villige til at tage imod belæring fra kirkens side af. Bønderne var da også kloge nok til at sige ”ja og amen”, om jeg så må sige. Men så snart myndighedernes opmærksomhed var væk genoplivede kulten om Skt. Guinefort igen. Faktisk var den i fuld vigør helt frem til 1. verdenskrig hvorefter den dør ud. Da folkemindeforskere genopdager den i 1800-tallets anden halvdel har den dog skriftet karakter. Skt. Guinefort er fortsat en greyhound, der var blevet myrdet af sin ejer, selvom han havde forsøgt at beskytte ejerens barn fra en slange, men de børn der bringes til skoven er blot almindeligt syge eller sent udviklede børn, man påkalder ikke længere elverfolk og barnet udsættes ikke for en livsfarlig behandling. I stedet binder man grene sammen (for at binde sygdommen etc.) og man efterlader en sko eller klæder fra barnet samt lidt penge i håbet om helbredelse. Folketroens ritualer er nemlig ikke uforanderlige, men ændrer sig ligesom højreligionernes ritualer i større eller mindre grad over tid.

Jean-Claude Schmitt hvis bog ”The holy greyhound – Guinefort, healer of children since the thirteenth Century” denne artikel bygger på, prøver at forklare denne bemærkelsesværdige folketro, og det fra en række forskellige vinkler: Historien om det trofaste kæledyr, ofte en greyhound (der var en typisk overklassehund i middelalderen) var rimeligt udbredt i overklassens litteratur, men det kan dog godt være, at bønderne selv har fundet på den, det er svært at sige. Både i Italien og i Frankrig kendes en menneskelig udgave af Skt. Guinefort (der dog staves forskelligt). Han betegnes ofte som en martyr og i folketroen var der en udbredt forestilling om, at man i fortvivlede sygdomstilfælde kunne bede ham om enten at få lov til at dø med det samme eller blive fuldt og helt helbredt med det samme. På den lokale dialekt fra Dombes er der en vis lydmæssig sammenfald mellem ”helgen” og ”hund”, og i øvrigt er ideen om en helgen i hundeskikkelse ikke totalt ukendt i andre sammenhænge. Den overordentligt populære hellige Christoffer blev sommetider i middelalderen fremstillet som en kæmpe med et hundehoved. På samme måde er ideen om at elverfolk eller lignende kunne forbytte eller ombytte børn en udbredt forestilling i den europæiske folketro, og også ritualer fra kulten om skt. Guinefort kan i deres enkeltbestanddele findes beskrevet fra andre sammenhænge.

Alligevel er der dog noget specielt ved historien om Skt. Guinefort og ritualerne for de ”forbyttede børn”. At skt. Guinefort blev tillagt evnen til både at tage og give liv er ret typisk for de monistiske træk som folketroen typisk tillægger de overnaturlige magter. Men det er for mig uklart hvem det så egentligt var, som man antog enten dræbte barnet eller gav det sit helbred tilbage. Var det den hellige greyhound eller elverfolkene? Men måske var tanken, at ligesom han i sin tid havde beskyttet sin ejers barn mod en dæmonisk virkende slange, så ville han nu beskytte det sande barn mod de dæmonisk virkende elverfolk? Og hvordan man virkelig kunne tro, at en almindelig om end meget trofast hund kunne være en helgen, kan Jean-Claude Schmitt heller ikke rigtigt forklare, men det gør ikke historien mindre spændende.