Skræmmekampagne i Guds navn
Fra tid til anden, når jeg diskuterer kristendom og homoseksualitet med fundamentalister, så oplever jeg, at de truer mig med helvedet. I sig selv så synes jeg, at der er noget svagt ved at forsøge, at kortslutte en teologisk debat med trusler om hvad der vil ske mig i den kommende verden, hvis jeg altså ikke vil tolke Bibelen som de gør det. Har man argumenterne i orden bør man vel ikke gribe til trusler? Jeg ser det også som et udtryk for en særlig graverende mangel på ydmyghed når man skråsikkert udtaler sig om andres Gudsforhold. For hvis jeg går fortabt fordi jeg elsker og elsker med kvinden i mit liv, så vil det jo sige, at jeg ikke har nogen sand tro på Gud, ingen relation har til ham, ikke har hende i mit liv. Troen er imidlertid det allermest intime der findes den er en relation mellem sjælen og dens skaber og frelser, et mysterium som ingen andre kan udtale sig om. For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt, som det hedder i Folkekirkens salmebog samle nr. 582, vers 4.
Den typiske undskyldning for sådan at ville dømme og bedømme min og andres tro er så, at de kærer fundamentalister blot vil advare mig mod den fortabelse som helt sikkert vil ramme mig, hvis jeg altså ikke overtager deres bibeltolkning. Nu har jeg sådanne fundamentalister alvorligt mistænkt for hovedsageligt at være bekymret for at de selv går fortabt hvis de ikke udbreder det mørke budskab om fortabelse til andre. Jeg tror også, at de ofte er drevet af en dunkel frygt for, at der ikke vil være nogen frelse til dem, hvis der ikke er en fortabelse til sådan nogen som mig.
Der i hvert fald nogen interessante psykologiske aspekter ved denne her besathed af fortabelsen. Måske afspejler den en erfaring af som barn ikke at være blevet elsket betingelsesløst, men i stedet vide, eller tro at vide, at man vil blive straffet med mindre, at man er det helt perfekte barn? Måske er det sådanne barndomserfaringer der projiceres over på Gud?
Under alle omstændigheder så bider disse trusler ikke på mig, selvom jeg må indrømme, at det krænker mig, at man på den måde føler sig kaldet og berettiget til at nedgøre mit gudsforhold. For helt ærligt, hvordan skulle det være attraktivt at leve en evighed sammen med en Gud i himlen, der dømmer mennesker til evig pine og tortur fordi de har elsket et andet menneske?
Fundamentalisterne opfører sig lidt ligesom de borgere i et diktatursamfund der forsøger, at redde sig selv ved at følge de allermest meningsløse regler og befalinger og som accepterer, at andre medborgere bliver tortureret og myrdet, blot de selv kan redde livet. Måske sådanne borgere, ligesom fundamentalisterne, tror, at de gør en god gerning, hvis de advarer andre borgere mod at bryde diktatorens meningsløse og grusomme påbud, i hvert fald kan de jo håbe, at de med sådanne advarsler kan redde sig selv fra straf. Men det ændrer ikke ved, at de grundlæggende set er kujoner, der accepterer volden og uretten for at redde deres eget skin.
Hvis min Gud og frelser skulle være som fundamentalisterne påstår, at han er, ja så må jeg sige, at jeg ikke vil tro på ham. Jeg vil hellere gå fortabt end leve en evig sammen med en Gud, der i al evighed skulle torturere homoseksuelle og andre, der har brudt en eller anden vilkårlig regel som nogle tror at man kan udlede af Bibelen.
Jeg har selv været fundamentalist en gang. Jeg ved, at der bag den udadrettede skråsikre tro ligger oceaner af angst, frustration, usikkerhed og forkrampethed. Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at hun er en kærlig og frigørende Gud, der har lært mig hvad kærlighed er og hvad det vil sige, at elske, og som hjælper og støtter mig på min vej, som kristen og som homoseksuel.
Kan man ikke sige, at du lidt selv lægger op til debat med fundamentalisterne? Kan dine indlæg ikke godt virke som en slags propaganda for homosexuel livsstil? Det afgørende er måske ikke sexualitetens retning – mere dens kvalitet og ansvarlighed, etisk set. Det er her “slaget” skal slåes overfor fundamentalistisk religion af kristelig og islamisk observans. Tåler den lyset fra Guds kærlighed.
Er “Gud” ikke ofte den gud, man skaber sig i sin egen morals billede? Går man fx tilbage før monoteismen, så finder man et billede af Jahve, der som gemal har frugtbarhedsgudinden Asherah – “den nøgne gudinde”, hvis dyrkelse inkluderede sakral hieros gamos-sex, der var saliggørende for DEN tids fundamentalister, men som nogle århundreder efter fik profeten Hoseas til på (sin?) guds vegne at proklamere Jahves skilsmisse fra sin hustru – foregribende monoteismens centralisering til Zion …
Tilsvarende kan man spørge, om vor tids homoseksuelle ikke også skaber gud(inden) i eget ønskebillede og ikke respekterer en fx paulinsk fundamentalists ret til at holde sig en patriarkalsk macho-moral (for sig selv).
Gud “an Sich” blander sig næppe…
Til Claes
Hvis forsvaret for homoseksuelles rettigheder til liv og lykke her i verden på lige fod med andre er propaganda, ja så bedriver jeg propaganda for den homoseksuelle livsstil. Ligesom mennesker, der kæmper for det samme mht. jøder, også da kan kaldes for personer, der bedriver propaganda for den jødiske religion. Set i lyset af hvor hæmningsløst vores samfund bedriver propaganda for den heteroseksuelle livsstil har jeg svært ved at se det forkerte i at gøre opmærksom på, at der findes mennesker, der ikke er heteroseksuelle.
Men jo, det afgørende er at man ikke bruger sin seksualitet til at udnytte eller misbruge andre.
Til Lars:
Mennesker har generelt en hang til at lave billeder af Gud – og skabe hende i deres eget billede. De kristne fundamentalister påstår imidlertid, at de har eneret mht. forståelsen af Gud, forståelsen af hvordan Paulus skal tolkes etc. Jeg vover, at modsige deres påståede monopol på den sande kristendom.
Hej Karen
Det var da ganske underholdende at se hvordan du vælger at misforstå hvad det er jeg har skrevet. Men det må stå for din egen regning. Jeg er dog mere interesseret i at finde ud af hvad det er for en bibeloversættelse, eller anden religiøs bog du benytter dig af siden du skriver følgende:
“Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at HUN er en kærlig og frigørende Gud”
Det var lige ordet HUN jeg tænkte på. Hvor har du det fra? For jeg kan ikke finde det i min bibel, men du har det måske også et andet sted fra?
Rene:
Hvad får dig til at tro at det jeg skriver kun handler om min debat med dig? : )
Gud har ikke noget køn fordi Gud er ånd (Joh. 4,24) – derfor kan man også omtale Gud som “hun” for dermed at bryde med den vildfarelse, at Gud er en mand og det mandlige derfor er bedre end det kvindelige etc. Mest omtaler jeg dog Gud som “han” af hensyn til traditionen – men der er intet dogmatisk der retfærdiggør at man gør det, tvært imod fristes jeg til at sige. F.eks. kunne det hebræiske udtryk, der typisk oversættes med “barmhjertig” også oversættes med “moderlig” – så når Gud er omtales som den “barmhjertige” i GT ja så omtales Gud som “moderlig” – og så kan man naturligvis også kalde “ham” for “hun”.
De bibelske skrifter omtaler Gud i metaforer – fordi Gud i sidste instans går over al vores menneskelige forstand. Men metaforer skal ikke forstås bogstavelige – ellers ender vi jo på det niveau som man kan finde i Koranen, hvor det hedder, at “Gud kan ikke have nogen søn fordi han ikke har nogen hustru”. Eller man ender der, hvor man mener, at fordi Jesus omtales som “lammet” i Johannes Åbenbaring, så er Kristus et får…
“Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at hun er en kærlig og frigørende Gud” etc.
Der er vist nogen der har været i samme skuffe som Verner Kristensen!
I C, fr. Larsen; men skal jeg betegne mig selv og andre som “omniseksuelle” patriarkalsk kristne, når jeg nu ikke FØLER mig det mindste “gay” og abonnerer på Gud Fader, nu uden Paulus??
Okay, I c 🙂 Tak, fr. Larsen 🙂