Marpingen – et tysk Lourdes?

Skrevet af Karen M. Larsen den 11 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

1800-tallet var på mange måder et mariansk århundrede. Den katolske kirke oplevede i dette århundrede en vækkelsesbevægelse, der i høj grad tog udgangspunkt i en nyopdaget Maria-fromhed. Denne vækkelse var et produkt af en bevidst ført politik fra kirkens hierarkis side af – men den var også meget populær blandt de katolske lægfolk, ikke mindst fordi den indeholdt en kirkelig accept af dele af folkereligiøsiteten om end kirkens ledelse forsøgte at lede denne ind på sikre teologisk korrekte baner. Et vigtigt element i denne marianske vækkelsesbevægelse var Maria-åbenbaringerne i Lourdes, som blev anerkendt af den katolske kirke, og som blev mødt med begejstring af millioner af katolikker. Jernbanen, telegrafen, den moderne trykpresse og mange andre ting, der forbindes med det moderne gennembrud i 1800-tallet, tjente også til at udbrede og styrke en religiøsitet, som på mange måder både var et produkt af men også en protest mod den moderne verden og ikke mindst den sekularisering som denne var forbundet med.

Men når den katolske kirkes hierarki brugte folkereligiøsiteten i sin indædte kamp mod den moderne verden, så forsøgte den ”at ride på en tiger”, både fordi denne religiøsitet ofte var ret vild og svær og styre og fordi den sekulære verden følte sig provokeret til at tage kampen op mod denne. Et godt eksempel herpå er de påståede mariaåbenbaringer i Marpingen, der skulle være fundet sted i 1876-1877 og som på fortrinlig vis skildres i David Blackbourns bog ”Marpingen – Apparitions of the Virgin Mary in Nineteenth Century Germany”.

Marpingen var en landsby i Sarlandet, det var i 1800-tallet et fattigt område med en katolsk befolkning, der modvilligt var kommet under preussisk kontrol. Landsbyen måtte kæmpe med økonomiske problemer pga. den økonomiske krise som det nyopståede tyske rige var havnet i på dette tidspunkt, og man havde løbende konflikter med de uelskede preussiske myndigheder. Den katolske kirke stod stærkt i befolkningen, men den måtte kæmpe med diverse forfølgelser og chikaner som de preussiske myndigheder under jernkansleren Bismarck udsatte den katolske kirke for. Disse går under betegnelsen ”kulturkampen” og dens mål var at bryde den katolske kirkes magt og sikre et stærkt tysk, nationalistisk, protestantisk og ikke mindst moderne og fremskridtsorienteret Tyskand.

Det er i denne vanskelige sociale, økonomiske og religiøse situation at tre 8-årige og to 6-årige piger kommer hjem fra den lokale skov, hvor de havde skullet plukke bær, og fortæller, at de har set ”en kvinde i hvidt”. Overdynget med spørgsmål og formodninger fra de voksne om at det kunne være Jomfru Maria, de havde set, vender de tilbage næste dag, og det bliver starten på en række påståede åbenbaringer, hvor Jomfru Maria gang på gang skulle have vist sig for børnene, besvaret spørgsmål om stort og småt, bedt om at der skulle opføres et kapel på stedet og henvist til at syge skulle drikke fra en nærliggende gammel kendt Maria brønd/kilde. Rygtet om disse visioner spredes hurtigt, i tusindvis af pilgrimme fra først nær og siden også fjern dukker op, mange påstår at de bliver helbredt af vandet fra kilden, både voksne og børn påstår at også de ser Jomfru Maria, og snart begynder man at tale om at Marpingen kunne være et tysk Lourdes.

De preussiske myndigheder er fra starten af imidlertid overbevist om, at der er tale om en katolsk sammensværgelse hvis mål er at omstyrte den statslige ordning, og man går derfor hårdt til værks. Man forsøger, at forhindre pilgrimsrejser til Marpingen og forbyder både de lokale og tilrejsende at betræde det skovområde hvor de påståede åbenbaringer skulle skulle have fundet sted. Soldater går løs på fredelige syngende og bedende pilgrimme med geværkolber og bajonetter, landsbyen og enkelte personer bliver pålagt store bøder, sognepræsten og andre centrale aktører bliver fængslet og slæbt for retten, og de visionære børn bliver midlertidigt tvangsfjernet fra deres forældre.

Den liberale tyske presse bakker op om de preussiske myndigheders hårdhændede fremfærd mod Marpingen. Datidens tyske liberale havde et stærkt had og en dyb foragt for katolicismen i al almindelighed og den folkelige katolicisme i særdeleshed, og man er både chokeret og vred over at sådan noget som åbenbaringer, ekstaser, mirakler og andet ”overtro” stadigvæk kunne trives i jernbanens og videnskabens århundrede. Den katolske presse forsvarer til gengæld Marpingen, og efter noget tøven tager det katolske centrum parti også sagen op i den tyske rigsdag. Her bliver de godt nok nærmest buet ud af de liberale, men alligevel får man udstillet hvor overdrevet myndighederne havde grebet sagen an. Vigtigere var det dog, at Bismarcks Tyskland godt nok ikke var et demokrati i vores forstand, men heller ikke noget vilkårligt diktatur. De tyske domstole ender nemlig med at frifinde alle de anklagede fra Marpingen, og hele historien om at de påståede åbenbaringer skulle have været udtryk for en bevidst katolsk sammensværgelse, hvor kirkens ledelse trak i trådene, fald til jorden med et brag. Den statslige forfølgelse af Marpingen fænomenet ophører, ligesom Bismarck i øvrigt generelt dropper både samarbejdet med de liberale og kulturkampen og i stedet begynder at indgå politiske studehandler med det katolske centrums parti.

For den katolske kirke var Marpingen dog også en vanskelig sag. Den lokale sognepræst var en ivrig tilhænger af åbenbaringernes ægthed og det var som sagt også mange andre katolikker, både gejstlige og lægfolk herunder folk fra højaristokratiet. Pga. kulturkampen havde bispedømmet Trier, hvortil Marpingen hørte, i 1876-1877 ikke nogen biskop og bispedømmet blev forsøgt ledet af provisoriske pavelige legater, som måtte agere i det skjulte, da de risikerede fængsel eller landsforvisning for ikke at underkaste sig den preussiske stat. Der bliver derfor aldrig iværksat en egentlig biskoplig undersøgelseskommission, om end man dog får en teologisk udtalelse fra en biskop, der var ekspert i mariansk teologi.  Han var overbevidst om at de påstående Maria-åbenbaringer var af dæmonisk oprindelse og derfor ikke under nogen omstændigheder kunne anerkendes. Da Trier igen får en biskop i 1881 vælger han dog at holde denne afgørelse hemmelig, nok for at beskytte kirkens rygte og undgå at støde de mange, der troede på åbenbaringerne. Man prøver dog at få stoppet valfarterne hertil og håber, at sagen vil dø hen. Bispedømmets overbevisning om at åbenbaringerne ikke var autentiske forstærkes af at en af seerne som voksen under ed udtaler, at det hele var en stor løgn i og med, at børnene havde følt sig presset af de voksnes ledende spørgsmål til at sige, at de så Jomfru Maria etc. Jo mere de voksne troede, pilgrimmene strømmede til og myndighederne forfulgte de troende, desto vanskeligere havde det været for dem at bakke ud. Men også dette centrale vidneudsagn vælger man at holde hemmeligt for at undgå skandale.

Marpingen vil dog ikke sådan dø hen. Bispedømmet Trier bliver bombarderet med forespørgsler om man dog ikke kan få en kirkelig anerkendelse, og man har et værre hyr med at få stoppet publikationer, der hverver for at Mariaåbenbaringer var ægte nok. Det bliver ikke bedre af at befolkningen efter 1. Verdenskrig bygger et kapel i ”åbenbaringsskoven” og kræver, at det skal indvies af biskoppen, hvad det dog aldrig bliver. I løbet af 1950’erne begynder bispedømmet Trier at begrunde sin afvisning af åbenbaringerne fra Marpingen uden at det dog har haft den ønskede effekt. Fra tid til anden dukker kvinder fra området op, og påstår, at de modtager åbenbaringer fra jomfru Maria, senest i 1999 var der en del medievirak om sådanne åbenbaringer.  Læren fra Marpingen er nok, at efterspørgslen efter Maria-åbenbaringer og håbet om mirakuløse helbredelser er og forbliver stort, og at den katolske kirke i fortid og nutid har svært ved at sikre sig at denne længsel følger kirkens retningslinjer.