Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Transbegreber

Transbegreber

Skrevet af den 25 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Transseksuel og transvestit

Historisk set trækker den senmoderne transaktivisme på de ældre kategorier ”transseksuel” og ”transvestit”, udtryk som oprindeligt blev udtænkt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfeld i de første årtier af det 20. århundrede.

Med ”transseksuel” mente man oprindeligt en person, der er af den sikre overbevisning, at vedkommende er født i en forkert krop. Altså at man har en kvindehjerne eller kvindesjæl fanget i en mands biologiske krop eller at man her en mandehjerne eller mandesjæl fanget i en kvindes biologiske krop. Præfixet ”trans” som jo betyder en form for bevægelse fra et punkt til et andet (som i transport) var ofte en betegnelse for den proces der forløb fra at man indså at man var fanget i en forkert krop indtil man vha. hormoner og operationer var ankommet i den rigtige krop. Tanken var, at den transseksuelle efter sin transformation skulle leve et normalt (heteroseksuelt) liv som enten mand eller kvinde – og for at gøre det væsentligt lettere gav samfundet transseksuelle, der havde skiftet fysisk køn, adgang til også at skifte juridisk køn så der var en harmoni mellem fysisk fremtoning og juridisk køn. Mere kritisk betragtet kan man se ideen bag kønsskifteoperationerne og det juridiske kønsskifte som et forsøg på at normalisere den meget kønsafvigende homoseksuelle mand eller kvinde – faktisk lægger regimet i Iran den dag i dag pres på homoseksuelle for at de skal skifte fysisk køn – for gør de det har de lov til at leve sammen med en af samme biologisk køn som den selv, mens almindelig homoseksualitet kan straffes med døden.

Med ”transvestit” mente man oprindelig mænd der crossdresser, enten lejlighedsvis eller permanent men som ikke ønsker at skifte fysisk køn. Typisk har man skelnet mellem heteroseksuelle mænd der hyppigt crossdresser af erotiske årsager (fetichistiske transvestitter) og meget feminine homoseksuelle mænd i en eller anden form for drag. Præfixet ”trans” betød her, at man klæder sig modsat det der forventes på baggrund af ens biologiske køn hhv. at man skifter mellem at klæde sig som det forventes og så at crossdresse. Mens de heteroseksuelle transvestitter hyppigt holdt sig for sig selv og på ingen måde ønskede at blive set som en del af det homoseksuelle miljø, hørte de homoseksuelle transvestitter til i det – og blev her set som homoseksuelle mænd med hang til dametøj og kvindenavne.

I dag bliver man let beskyldt for at være transfobisk hvis man bruger udtrykket ”transseksuel”, da mange transkønnede mener, at man dermed gør deres kønsidentitet til noget seksuelt. På samme måde er ”transvestit” på vej ud af almindeligt sprogbrug og når udtrykket bruges så da sommetider i betydningen af at en person ikke er en ”ægte” transkønnet men i stedet en mere eller mindre pervers mand.

Transkønnet

Begrebet ”transkønnet” stammer fra 1990’ernes queer-aktivisme og var oprindeligt tænkt som et paraplybegreb, der skulle omfatte alle de såkaldte ”kønsballademagere” dvs. transseksuelle, transvestitter, drags, maskuline lesbiske og alle andre, der ikke performer deres køn i henhold til de dominerende normer. Grundtanken var en queer-teoretisk forestilling om at både biologisk køn og køn som identitet er en social konstruktion uden basis i nogen reel virkelighed. I stedet blev køn set som performance, altså som en rolle som vi spiller. Da de kønsroller vi spiller imidlertid ikke har basis i noget reelt (kopier uden original som det blev kaldt) spiller ingen disse roller perfekt. Tanken var så, at vi hvis vi bevidst udnytter disse ”sprækker” i kønsrollesystemet og provokativt udfordrer dem via vores kønsperformance vil hele kønsmagtsystemet ultimativt bryde sammen. De transkønnede blev hermed tiltænkt rollen som spydspidsen i en kønspolitisk revolution.

Interessant nok var queer-bevægelsen oprindeligt imod identitetspolitik, altså imod en aktivisme der tager udgangspunkt i en identitet, være den nu af seksuel, kønsmæssig eller anden karakter. Men hvor transkønnede oprindeligt altså var tiltænkt en særlig rolle mht. at nedbryde tanken om de medfødte identiteter og enhver forestilling om at køn er knyttet til en medfødt kønsmæssig essens, er transaktivisme i dag i bemærkelsesværdig grad muteret til indbegrebet af identitetspolitik. I dag kan man derfor se transkvinder insistere på at de på ingen måde er født i en forkert krop. Transkvinders peniser er nemlig kvindelige kønsorganer og mens biologisk køn fremstilles som en social konstruktion hævdes det samtidigt hermed, at transkvinders identitet som kvinde er medfødt og at transkvinder derfor altid har været kvinder. Det må så stå åbent hen hvad meningen egentlig er med at kalde sig selv for ”trans” når både ens hjerne og ens krop efter sigende altid har været en kvindes.

En interessant udvikling er i øvrigt, at køn i dag i queere sammenhænge sjældent beskrives som performance. I stedet synes tendensen at være, at ens køn lige præcist ikke handler om hvordan man klæder sig eller på anden måde agerer i forhold til kønsrolleforventningerne og –normerne og i stedet udelukkende handler om hvilken label man klistrer på sig selv.

Nonbinær, genderfluid, bigender, agender, transfeminine, transmaskuline og det uendelige antal af køn.

I de senere år er der sket noget nær en eksplosion i nye kønsidentiteter som ofte placeres under paraplybetegnelsen ”transkønnet”. Hvad disse nye termer betyder er sjældent helt klart. ”Nonbinær” betyder efter sigende, at man hverken ser sig selv som mand eller kvinde – men hvad er i så tilfælde forskellen til dem, der kalder sig for ”agender” (intetkønnede)? Og hvis man som nonbinær hverken ser sig selv som mand eller kvinde hvad menes der så med udsagn som ”jeg er en nonbinær demigirl”? ”Genderfluid” synes at betegne personer der skifter mellem at se sig selv som hhv. mand eller kvinde – men i så tilfælde, hvad er så forskellen til dem der er ”bigender” (to-kønnede)? Og hvad er den klare forskel på dem og så de ”transfeminine” hhv. ”transmaskuline”, der (bl.a.) kan betegne personer der klæder sig som man forventer af deres biologiske køn, men som indeni ser sig som et andet køn?

”Transkønnet” kan i dag altså betegne alt fra en person, der mener, at vedkommende har en kvindes hjerne der er fanget i en mands krop til personer, der i løbet af én dag kan skifte følelsesmæssig køn flere gange. For nogle transkvinder er deres penis et kvindeligt kønsorgan– for andre er det en ubærbar byrde at have en penis nu når de er kvinder. For nogle handler det at være transkønnet om at have kropsdysfori, for andre er det transfobisk at antage, at det at være transkønnet handler om kropsdysfori. Nogle transkønnede mener, at der kun er to køn – mens andre mener, at der er lige så mange køn som der er mennesker – eller at der i hvert fald er mange flere end to. Hvad man i så tilfælde mener med ”køn” og hvad forskellen er mellem ”køn” og ”personlighed” er ikke klart.

Ciskønnet

Denne term bruges ofte at transaktivister og deres allierede. Mange mener, at ”ciskønnet” blot er en neutral betegnelse for dem, der ikke er transkønnede. Men da der som beskrevet hersker total forvirring om hvad ”transkønnet” reelt betegner er der selvsagt mange fortolkningsmuligheder af hvad ”ciskønnet” betyder. Hvad mener man nemlig, når man hævder, at ciskønnede ”identificerer sig med det køn de fik tildelt med fødslen”? Hvis man dermed f.eks. mener, at man ikke føler at man er født i en forkert krop, så er en del transkønnede transaktivister i dag jo reelt set ciskønnede. Derfor er der snarere tale om at man med begrebet ”ciskønnet” mere eller mindre eksplicit antager, at dem der ikke kalder sig selv for transkønnede accepterer de kønsroller og kønsstereotyper, der i vores samfund er knyttet til ens biologiske krop. At dette er en alvorlig fejltagelse ikke mindst når man har med radikalfeminister at gøre, er en af de mange svagheder ved transparadigmet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Transproblemet

Transproblemet

Skrevet af den 15 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

 

En af de mange negative kommentarer om mig som blev postet i Facebooktråden under LGBT-tidsskriftet Out&Abouts interview med mig, var en kommentar fra en transkvinde, der skrev, at hvis folk bare kunne lade være med at beskæftige sig med ting der ikke havde nogen relevans for dem selv, så ville alt være meget lettere. En transkvinde mente med andre ord, at spørgsmålet om hvad det vil sige at være en kvinde og være en lesbisk, som interviewet i høj grad handlede om, ikke var af relevans for mig. Lidt sjovt, at jeg som lesbisk kvinde burde være ligeglad med hvad det vil sige at være en kvinde og at være lesbisk. Men det er jeg altså ikke!

Den radikale transaktivisme, som har vokset sig stærk i de senere år, fører en intensiv krig om definitionen på begrebet kvinde og beskrivelsen af kvinders kroppe. Udtryk knyttet til kvinders kroppe bliver forsøgt gjort kønsneutrale, samtidigt med at man insisterer på, at de biologiske og anatomiske kendetegn ved mænds og kvinders kroppe intet har med køn at gøre. Derfor har vi nu kvinder med penis og mænd, der har menstruation. Dette er i sig selv alvorligt i og med, at undertrykkelsen af kvinder i høj grad handler om mænds forsøg på at kontrollere kvinders kroppe. Vi undertrykkes og udbyttes pga. af vores kroppe – vi har derfor brug for at kunne tale om vores kroppe og for at kunne sætte ord på hvilke konsekvenser det har for os at vi har den kropslige virkelighed som vi har.

Men dette angreb på sproget – og på almindelig sund logik fristes man til at sige – har også praktiske konsekvenser for kvinder. Lige præcist fordi kvinder er sårbare i forhold til mænds fysiske overgreb er det af central betydning for kvinders sikkerhed, at samfundet tilbyder kønsopdelte rum til kvinder i situationer hvor vi er særligt sårbare, som f.eks. omklædningsrum hvor man er nøgen eller fængsler og herberger. Radikale transaktivister er ikke bange for at sammenligne kvinder, der ikke vil have transkvinder med penis i deres omklædningsrum, med hvide kvinder der ikke vil klæde om sammen med sorte. Logikken er, at forskellen på at have en vagina eller en penis ikke er større end forskellen på at have en lys eller mørk hudfarve. Men kvinder uanset hudfarve kan have gode grunde til ikke at ville have en person med penis der, hvor de er nøgne, mens der ikke er nogen rimelig grund til at have problemer med at klæde om sammen med kvinder med en anden hudfarve. Ikke at ville anerkende det, er det samme som ikke at ville anerkende kvinders ret til at have blufærdighedsgrænser. At sammenligne modstanden mod voksne personer med penis i kvindernes omklædningsrum med racisme, er med andre ord faktisk udtryk for sexisme.

For lesbiske har den radikale transaktivismes nedbrydning af køn som biologisk kategori imidlertid nogle konsekvenser som den ikke eller i hvert fald kun sjældent har for heteroseksuelle kvinder. På den ene side er der den her påstand om at man er transfobisk og forstokket, hvis man ikke er til sex med personer, der er født med en penis også selvom de identificerer sig som kvinder. Den nye queere norm anerkender de facto ikke homoseksualitet i klassisk forstand. For når kønsorganer og køn efter sigende intet har med hinanden at gøre – og forskellene mellem penis og vagina som sagt ikke er større end mellem mørke og lyse hudfarver -så er man jo på linje med en racist hvis man fravælger en transkvinde pga. dennes medfødte genitalier. Men da homoseksualitet (og heteroseksualitet) for de fleste i høj grad handler om hvilken type kønnede kroppe man tiltrækkes af hhv. ikke tiltrækkes af bliver man dermed automatisk til et fobisk og fordomsfuldt menneske hvis man vover, at holde fast i sin seksuelle orientering.

Der er imidlertid også et andet problem for lesbiske, som det er værd at være opmærksom på. I hele den vestlige verden vokser antallet af teenagepiger, der begynder at identificere sig som mænd og som ønsker at få lov til at skifte ikke bare juridisk men også fysisk køn, drastisk. En del kritiske iagttagere mener, at en ikke ubetydelig del af disse unge piger er lesbiske, som tidligere måske ville have set sig som ”maskuline” lesbiske, men som nu ser deres kærlighed til kvinder samt eget ubehag ved f.eks. feminint tøj og de stereotype forventninger til kvinder og piger som et udtryk for at de er heteroseksuelle mænd.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg (set i bagklogskabens klare lys) som ung kvinde forsøgte at takle min homoseksualitet ved at flygte fra den ved at blive nonne. Jeg endte med at tilbringe næsten et år i et meget strengt kloster, men (heldigvis vil jeg sige i dag) fik jeg ikke lov til at blive der og måtte derfor opgive det projekt. Den gang var det verdens undergang for mig. Jeg kunne ikke se noget andet livsperspektiv for mig selv end at jeg SKULLE blive nonne. Jeg var faktisk tæt på selvmordets ran. Jeg tror derfor at jeg på sin vis godt kan forstå de unge mennesker, der bliver fortvivlet over at de ikke kan få adgang til kønsskifte så hurtigt som de ønsker. Når man er ung, kan man være meget fokuseret på at man bare SKAL noget og det NU – selvom det i virkeligheden ikke er en god løsning. Jeg slap fra klosterideen med nogle ar på sjælen men også med en god portion livserfaring. Fortryder derimod en ung kvinde, at hun tog hormoner og fik fjernet sine bryster, vil hun skulle leve med alvorlige ar på kroppen resten af sit liv. Jeg føler som lesbisk derfor et særligt ansvar for at advare mod de radikale transaktivisters politik om at unges kønsskifte ikke kan gå hurtigt nok. Langt de fleste børn og unge, der vil skifte køn, opgiver ideen hvis man ikke griber ind. At presse på og gøre processen så hurtig som mulig er dybt uansvarligt. Der bør være nogle ansvarlige voksne tilstede, der tør sige ”stop”!