Menu
Kategorier

De seneste indlæg

Kønslig selvbestemmelse eller woke køns gaga?

Skrevet af den 25 sep, 2024 under Lgbt | 0 kommentarer

 

Der har i den senere tid være en del debat om den danske lov om juridisk kønsskifte, men den danske debatscene synes ikke rigtigt at have bemærket, at Tyskland den 12.4.2024 har indført deres egen lov om juridisk kønsskifte, der på en række områder er mere vidtgående end den danske. Loven træder i kraft den 1.11.2024.

Lovens fulde navn er ”Gesetz über die Selbstbestimmung in Bezug auf den Geschlechtseintrag”, hvad på dansk vil svare til ”Lov om selvbestemmelse vedrørende kønsregisteringen”. I daglig tale omtales loven dog ofte som ”Selbstbestimmungsgesetz” altså ”Selvbestemmelsesloven”.

I Tyskland har man ikke noget CPR-register, så loven handler i stedet om retten til at få ændret det køn som myndighederne registrerede en med da ens forældre meddelte dem ens fødsel. Den nye lov er tænkt til at gøre livet lettere for transkønnede, nonbinære og interkønnede. Meget kort fortalt så skal man kunne få ændret det køn man blev registreret med ved at ansøge ens lokale ”Standesamt” herom. Standesamt er det offentlige kontor der står for civilregisteringen af borgerne og hvor man bl.a. skal melde fødsler til. Den tidligere lovgivning, der var samlet i den såkaldte ”Lov om transseksuelle” fra 1980, havde krævet, at man for at kunne få ændret det køn man blev registreret med skulle have to sagkyndiges udtalelser samt en dommerkendelse.

Der kan ikke være nogen tvivl om at et juridisk kønsskifte med ”Selvbestemmelsesloven” er blevet meget nemt, faktisk nemmere end i Danmark, for ventetiden er i den tyske lov kun 3 måneder mod de 6 måneder her i landet. Allerede før ”Selvbestemmelsesloven” kunne man i Tyskland få en tredje kønsregistrering ud over ”mand” eller ”kvinde” nemlig ”divers”. Denne mulighed fortsætter, selvfølgelig fristes man til at sige, noget sådant er som bekendt ikke muligt i Danmark.

En væsentlig forskel til den danske lovgivning er, at den også gælder børn. Er barnet fyldt 14 år så skal det selv kunne indlevere ansøgningen om at få ændret det køn vedkommende oprindeligt blev registreret med, men det skal som udgangspunkt have en accept fra dem, der har forældremyndigheden over det. Vil forældrene ikke give deres accept så kan en familiedomsstol gøre det også mod deres vilje. Er barnet under 14 år skal forældremyndighedshaverne indlevere ansøgningen. Barnet skal medbringes når ansøgningen afleveres til myndighederne – og er barnet fyldt 5 år skal det have givet sit samtykke. Hvis der er uenighed blandt forældrene, kan en familiedomstol træffe afgørelsen.

Det tyske Familieministerium understreger, at forældre der søger om at få ændret deres barns juridiske køn mod barnets vilje kan ende med at få frataget deres forældremyndighed af hensyn til barnets tarv. Man siger ikke noget om hvorvidt det også kan ske hvis de begge ikke vil acceptere et sådant kønsskifte for deres under 14-årige barn.

I modsætning til den danske lov om juridisk kønsskifte så forholder den tyske Selvbestemmelseslov sig udførligt til hvilke juridiske konsekvenser den ændrede kønsregistrering skal få for den, der har fået foretaget den. Lidt morsomt er det f.eks. at der er en bestemmelse om at man i en krigssituation ikke skal kunne skifte køn og på den måde kunne undgå værnepligt – al den stund at Tyskland aktuelt slet ikke har værnepligt. Set ud fra et dansk perspektiv er følgende udspecificeringer særligt interessante:

De professionelle sportsforbund kan fortsat selv i vidt omfang regulere hvem der kan få lov til at stille op til konkurrencer. Men der står ikke noget i loven om amatørsport, og om skolesporten står der kun nogle lettere tågede udsagn om karaktergivningen i faget idræt.

Mht. fængsler angiver Selvbestemmelsesloven ingen regler da fængselsvæsenet hører til delstaternes ansvarsområde. Dvs. at den bestående retslige situation fortsætter hvor det er op til delstaterne at regulere hvem der kan afsone hvor. Der må tages hensyn til andre forhold end det køn man er registeret med, men det kræves ikke. Allerede før indførelsen af selvbestemmelsesloven har det tyske fængselsvæsen været udfordret af hvad det skal stille op med transkønnede indsatte. Nogle delstater har lavet særlige afdelinger for transkønnede, andre har som Berlin givet de indsatte medindflydelse på om de skal afsone blandt mændene eller kvinderne. I 2022 var der i Berlin tre, der var blevet flyttet fra mandeafdelingen til kvindeafdelingen.

Mht. private kønsopdelte rum så som omklædningsrum og lignende, ændrer den formelle lovgivning sig ikke. På den ene side må udbyderne af sådanne godt nægte at give folk adgang til et ønsket rum hvis det antages at de kan true intimsfæren. Men man må på den anden side ikke generelt afvise en person udelukkende fordi vedkommende er transkønnet. At den juridiske situation allerede før Selvbestemmelsesloven var usikker fremgår i øvrigt af en grotesk sag fra Erlangen hvor en transkvinde øjensynligt blev meget vred over ikke at få adgang til at træne – og klæde om samt bade i et fitnessstudio kun for kvinder. Ikke nok med at transkvinden pudsede en advokat på ejeren af fitnessstudiet og afkrævede det erstatning, nej den tyske regerings antidiskriminationsansvarlige skrev også til indehaveren og ”foreslog” hende at betale transkvinden en erstatning på 1000 Euro!

Et særligt kontroversielt træk ved Selvbestemmelsesloven er at den opererer med et såkaldt ”åbenbaringsforbud” hvis overtrædelse kan medføre bødestraf hvis man havde til hensigt at skade den berørte hermed. Denne regel skal forebygge ”tvangsouting” ved at den forbyder at fortælle andre om at en person har skiftet kønsregistrering hhv. undersøge om en sådan er blevet foretaget med mindre den berørte har givet tilladelse hertil. Dette gælder dog ikke hvis der foreligger en særlig offentlig eller retslig interesse herfor. Også nære slægtninge tilstås en legitim interesse her – og det tyske Familieministerium understreger, at et barn godt må bruge sin fars oprindelige fornavn i private sammenhænge. Men betyder det, at det kan være strafbart for et barn at bruge sin fars oprindelige fornavn i offentlige sammenhænge?

I henhold til det tyske Familieministerium er der ikke nogen lov, der generelt forbyder ”fejl-kønning” eller ”deadnamings”. Men på den anden side så kunne sådant straffes allerede før Selvbestemmelsesloven, hvis der var tale om fornærmelser eller mobbende adfærd. Og der skal ikke nødvendigvis så meget til hvad en aktuel sag viser. Her havde en højre populistisk Podcast beskrevet sagen fra Erlangen og her omtalt den berørte transkvinde som ”mand”. Det fik en dommer til komme med en art straks påbud. Podcasten med den ”krænkende omtale” skulle fjernes med det samme – ellers skulle værterne betale en bøde på 250.000 Euro!

For mig at se er det mest alvorlige ved ”Selvbestemmelsesloven” at den giver mulighed for juridisk kønsskifte for børn helt ned under 5 år. Juridisk kønsskifte for børn bliver i Tyskland som i Danmark fremstillet som en harmløs ordning der let kan ændres igen. Men det er ikke harmløst at fastholde og understøtte et barn i at det er et andet køn end dets biologiske. Hvis barnet ikke lærer at håndtere dets biologiske virkelighed, kan det let falde for løgnen om at det vha. medicin og kirurgi kan få det ønskede køn. Det er måske ikke tilfældigt, at der i det tyske sprogrum for nyligt er blevet udsendt en vejledning om behandlingen af børn og unge med kønsdysfori hvor man har fjernet de nedre aldersgrænser for behandling med krydshormoner og fjernelse af bryster.

Mht. kvinders rettigheder til kønsadskilte rum der hvor vi er særligt sårbare, så som omklædningsrum og fængsler – og vores ret til fair sport – er det sværere at gennemskue om ”Selvbestemmelsesloven” på papiret ændre noget eller om der mere er tale om en bekræftelse af en allerede problematisk situation. Det er i mine øjne særligt problematisk, at loven overlader så meget til skøn hos offentlige og private udbydere. Det ser selvfølgelig pænt ud på papiret, men man skal huske på at Tyskland er et land, hvor man elsker at føre retssager om stort set alt. Hvis en transkønnet er utilfreds med en afgørelse, ligger det fristende nær at lægge sag an og se om man kan få ret. Og man kan godt forestille sig, at f.eks. små lokale sportsklubber, kvindeherberger og lignende af lutter angst for lange og dyre retssager vælger at rette i frem for at tage kampen op.

Hvad der fremover vil være lovligt eller ulovligt at sige om transkønnede virker også uklart. Og hvor meget man kan stole på det tyske Familieministeriums forsøg på at berolige offentligheden kan måske også diskuteres. Samme ministerium har f.eks. givet økonomisk støtte til en brochure hvor offentligheden bliver ”informeret” om hvor problematisk de såkaldte ”TERF’s” er. Det tyder måske ikke på at man er specielt objektiv i sin tilgang til debatten om transkønnede.

 

Links:

https://www.bmfsfj.de/bmfsfj/themen/gleichstellung/queerpolitik-und-geschlechtliche-vielfalt/gesetz-ueber-die-selbstbestimmung-in-bezug-auf-den-geschlechtseintrag-sbgg–199332

https://www.berliner-zeitung.de/news/berlin-drei-transfrauen-von-maenner-in-frauen-haft-verlegt-li.262627

https://www.emma.de/artikel/ein-verstoss-gegen-das-gesetz-341077

https://apollo-news.net/gericht-verlangt-loeschung-von-podcast-folge-weil-trans-frau-als-mann-bezeichnet-wurde/

https://www.lpk-rlp.de/detail/neue-s2k-leitlinie-zur-diagnostik-und-behandlung-von-geschlechtsinkongruenz-und-geschlechtsdysphorie-im-kindes-und-jugendalter.html

https://www.bundesverband-trans.de/wp-content/uploads/2024/04/BVT-Kurzbroschuere-TERFs_web.pdf

 

 

 

 

 

Kvinde kend din kønskamp

Skrevet af den 23 apr, 2024 under Lgbt | 3 kommentarer

 

I en leder i Information fra den 23.4.2024 med titlen ”Kend din kulturkamp” giver Anna von Sperling udtryk for at debatten om den kommende nye version af ”Kvinde Kend din Krop” er udtryk for at ”transpersoner i stigende grad bliver prygelknaber”. Og lederen rundes af med en påstand om at ”Hidsigheden i den aktuelle debat afspejler et bredere skred i kønsdebatten i lande, der ellers bryster sig af liberale værdier og beskyttelse af mindretals rettigheder.” Bevares, Anna von Sperling smider ikke ”transfobi-” eller ”nazismekortet”, men den løftede moralske pegefinger er ikke til at overse.

Interessant er det imidlertid, at Anna von Sperling i sin leder både øjensynligt har følt et behov for at redigere i de udsagn som striden handler om og har overset en manglende logisk sammenhæng i det forsvar for ”Kvinde Kend din Krop” redaktionen som hun fremfører.

Således skriver hun ” For nylig skrev redaktionsgruppen bag jubilæumsudgaven på Facebook, at de både vil »stå på ryggen« af tidligere udgaver, men også »bygge videre«. Herunder, at mens den oprindelige udgave var skrevet af »ciskvinder til ciskvinder«, vil den nye også have bidrag fra blandt andre nonbinære og transpersoner.” Dette er imidlertid en redigeret version af det famøse opslag. I originalversionen står der bl.a. følgende: ”Kvinde Kend din Krop blev tidligere skrevet af ciskvinder til ciskvinder, med hjælp fra læger og fagpersoner. Den nye udgave vil blive skrevet af kvinder*, nonbinære AFAB-personer og transfeminine personer til kvinder*, nonbinære AFAB-personer og transfeminine personer”. Uafhængigt af hvad man nu måtte synes om inklusionen af transpersoner i ”Kvinde Kend din Krop” kunne man måske godt mene at redaktionens formuleringer næppe fortjener nogen guldmedalje for sine formidlingsevner. Kan Anna von Sperling ikke se det uhensigtsmæssige i at redaktionen benytter sig af et identitetspolitisk kodesprog som man reelt set kun kan afkode hvis man har sat sig grundigt ind i den transpolitiske retorik?  I denne sammenhæng er det også interessant at Anna von Sperling bringer et citat fra den redaktionsansvarlige Kira S. Thomasen hvor denne bl.a. siger ” Det er stadig langt hen ad vejen den feminiserede krop, vi har fokus på”. Hvad i alverden er ”den feminiserede krop”? Vil Anna von Sperling selv betegne sin krop som ”feminiseret”? Hvordan føler hun det når hendes krop omtales på denne måde?

Hvad der også kan undre, er, at Anna von Sperling uden videre køber det argument som et andet redaktionsmedlem, Charlotte Lund, har fremført på Facebook, nemlig at 2013-udgaven af ”Kvinde Kend din Krop” også havde et kapitel om transkvinder og var henvendt til alle der så sig selv som kvinder, så ”hvorfor al balladen nu”? Men hvis den sidste udgave af ”Kvinde Kend din Krop” allerede var trans-inkluderende, hvorfor formulerer redaktionen sig så som om der er tale om noget nyt? Hvori består det nye? Anna von Sperling har tydeligvis læst, men måske ikke reflekteret over at redaktionen også skrev på Facebook: ” I dag står vi på skuldrene af de kvinder, der skrev de tidligere udgaver af bogen. Deres arbejde har gjort, at vi har større viden og bedre forståelse af kroppe, der almindeligvis betegnes og betragtes som kvindelige. Vi er undervejs også blevet klogere på, at kvindekroppe* ikke behøver at være ens fra fødslen, og at nogle af dem, der har fået tildelt kønnet kvinde fra fødslen, senere i livet viser sig ikke at være kvinder.” Det ser ud som om Anna von Sperling ikke kan eller ikke vil se forskellen på at inkludere transkønnede i en bog om kvinder og så at centrere dem i den måde man taler om kvinder i en sådan bog. I stedet for at tolke det forhold at ganske mange kvinder er blevet vrede over ”Kvinde Kend din Krop” redaktionens udmeldinger som udtryk for at man tæsker rundt på transkønnede og glemmer sine liberale værdier, kunne Anna von Sperling havde set det som en forståelig allergisk reaktion på en identitetspolitisk sprogsalat, hvis mål synes at være at gøre biologiske kvinder, der står ved at de er kvinder, til en underkategori af deres eget køn.