Nisser – kristendommens fjender eller venner?

Frikirkepræsten Jon Knudsens mediestunt med at hænge en nisse, og hans udmeldinger om at nisser er intet mindre end dæmoner, har som ventet skabt en del medieopmærksomhed. Men hvad er der nu med de her nisser?

Religionshistorisk set hører nissen til den førmoderne folkereligiøsitet. Nissen var typisk knyttet til en bestemt gård, hvor den sikrede gårdens velstand – hvis bonden ellers opfyldte sine pligter og man i øvrigt huskede at give den grød i forbindelse med højtiderne. I folketroen er nissen altså ikke en dæmon, hvis man med dæmon mener et entydigt ondt væsen. Faktisk er nissen snarere grundlæggende set god, ja den er nødvendig for at gården kan fungere, men nissen kræver respekt og små jævnlige ofre. Nissen er med andre ord at se som en art gård gud eller ånd – eller måske som en art personifikation af gården, dvs. gården set som et levende væsen.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Jon Knudsen vil bevise nissens dæmoniske karakter med fortællinger om at den kan slå børn ihjel, hvis den bliver vred på gårdmanden. Jeg mener, tænk blot på hvad man kan læse i 2. Mosebog kap. 12 vers 29: ”Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt”. Her udrydder Gud, hvis man skal tro denne historie, i tusindvis af børn – og det som straf for at Farao ikke vil lade jøderne udvandre. Set i forhold til det er nisserne jo nærmest helt fredelige…

Faktum er, at Gud, guder og ånder i førmoderne tid blev set som magtfulde væsener, der både kunne velsigne og forbande. De belønnede dem, der tjente dem – og straffede dem, der ikke gjorde det. Og så veg de ikke tilbage fra at straffe individuelle synder kollektivt. De førmoderne bønders opfattelse af nissen som et væsen, der kunne straffe og velsigne, var altså ikke grundlæggende set forskelligt fra deres syn på Gud, der også blev set som et væsen, der både kunne straffe og velsigne. Bort set fra altså at nissens straf hhv. velsignelse var af ren jordisk karakter i modsætning til Guds, der også omfattede efterlivet.

Nu forsvandt den levende nissetro med det førmoderne landbrugssamfund. Nisser er i dag ikke noget man tror på, snarere er deres popularitet som julepynt etc. lige præcis udtryk for det sekulære menneskes behov for ikke-religiøse julesymboler. Den førmoderne folkereligiøse nissetro med dens hedenske rødder har det senmoderne sekulære menneske i virkeligheden ingen forståelse for. Nissetroen såvel som resten af folkereligiøsiteten var nemlig gennemsyret af en bevidsthed om at mennesket var i højere magters vold. Medgang var ikke noget man bare kunne takke sig selv for, og modgang var ikke noget som man bare kunne give samfundet skylden for. Mennesket var i førmoderne tid sig sin svaghed og sin udsathed smertefuldt bevidst. Religiøsitet var derfor ikke primært et spørgsmål om at finde meningen med livet eller at realisere sine egne behov – men i stedet en måde at takle tilværelsens medgange og især modgange på.

Nisser er i dag kun populære fordi man har glemt, at de en gang var en påmindelse om, at man aldrig bare kan takke sig selv hvis det går en godt og at det ikke altid bare er samfundets skyld, hvis det går en dårligt. Måske man derfor, i stedet for at se nissen som kristendommens fjende, kunne bruge den oprindelige nissetro som et springbræt til at diskutere vor tids opfattelse af lykke og ulykke? Måske peger nissetroen nemlig, på trods af dens hedenske rødder, i virkeligheden hen på så centrale kristne ideer som forestillingen om, at vi har fået livet som gave og at lykken kommer fra Gud – og at vi skal leve ansvarligt og, ikke mindst, tage ansvar for vores liv?