Munke og nonner i krise

Det har skabt en vis opmærksomhed at Vatikanet har besluttet at gribe ind overfor den største konference for kvindelige ordenssamfunds ledere i USA. Årsagen er utilfredshed med denne konferences teologiske profil, der i konservative katolske kredse gælder for at være nærmest ulidelig progressiv. Men Vatikanet har i flere år haft et kritisk fokus på det kvindelige ordensliv i USA. Og det er sådan set også oplagt nok når man ser på de nøgne tal. I 1965 var der således 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men det er nu ikke kun i USA, at der er problemer. Under Pave Johannes Paul II’s pontifikat faldt antallet af katolske munke og nonner i hele verden med 25 %. I mellem 2005 og 2006 faldt deres antal med hele 10 %. Men det er typisk i den vestlige verden, at det katolske ordensliv er i krise mens mange ordenssamfund blomstrer i den tredje verden.

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er et tidsmæssigt sammenhæng mellem det drastiske fald i antallet af katolske munke og nonner i den vestlige verden og Det Andet Vatikankoncil. Om der er en årsagsmæssig sammenhæng er derimod noget mere omstridt.

I 1950’erne og starten af 1960’erne boomede ordenslivet som aldrig før. Men dette boom var ikke uden problemer. F.eks. skyldtes boomet delvist, at en del ordenssamfund var ukritiske mht. hvem de optog, der var om jeg så må sige mere fokus på kvantitet end på kvalitet. Mange ordenssamfund fik hhv. havde en markant ung profil – og dermed også mange munke og nonner, der aldersmæssigt ville være åbne for det ungdomsoprør som rullede ind over den vestlige verden i 1968. Dermed var grunden lagt for en del af de problemer, som kom til at præge det katolske ordensliv i tiden efter Det Andet Vatikankoncil.

Det andet Vatikankoncil satte sig for at reformere det katolske ordensliv. Der kan i mine øjne ikke herske nogen tvivl om, at en vis grad af reform var nødvendig. Et klassisk eksempel er f.eks. at mange kvindelige ordenssamfund pålagde deres medlemmer at gå med ordensdragter som passede dårligt sammen med de arbejdsopgaver de havde så som f.eks. sygepleje. Problemet var derfor ikke, at der ikke var brug for reform men, som med de andre af koncilets reformer, ting gik for stærkt og der var gennem slutningen af 1960’erne og det meste af 1970’erne rum for lige lovlig megen eksperimentering, der skabte usikkerhed og uro. Ofte var det nye og unge medlemmer af ordenssamfundene, der pressede på for meget omfattende reformer mens de ældre var mere usikre. Og når tingene ikke gik hurtigt nok valgte mange af de unge at pakke deres kufferter.

Især blandt de kvindelige ordener, som hovedsageligt arbejdede med sygepleje og undervisning, skete der i de vestlige lande en voldsom forandring. Det andet Vatikankoncils megen fokus på at kirken skulle engagerede sig for og med de fattige blev ofte forstået som at man skulle ophøre med at drive skoler for overklassen og i stedet begive sig ud i slumkvartererne for at møde de fattige. Man ville ikke længere bo i store ordenshuse men i stedet i små fællesskaber med måske kun 2-3 søstre. Og for at komme de fattige i møde skulle man ikke bære ordensdragt men i stedet almindeligt tøj.

Tanken var sådan set smuk nok. Men den indebar imidlertid mange problemer. Når et ordenssamfund droppede sine traditionelle opgaver som især undervisning mistede den dermed også kontakten til potentielle nye medlemmer. De undervisende ordener havde nemlig typisk rekrutteret nye medlemmer via deres skoler og gymnasier. De meget små ordensfællesskaber gjorde det vanskeligt eller direkte umuligt at havde et regelmæssigt fælles bønsliv, højtidelig timebøn var helt udelukket. Og dermed blev den spirituelle dimension af ordenslivet undermineret. Og når nonnerne og munkene smed ordensdragten gjorde de sig ikke bare usynlige, nej de mistede også den klare identitetsmarkør, som ordensdragten er.

Mere grundlæggende set var Det Andet Vatikankoncil præget af en bestræbelse på at fremhæve lægfolkets kald, værdighed og betydning. Dermed brød man med den katolske tradition med rødder helt tilbage til oldkirken som lagde vægt på, at livet som munk eller nonne er et mere helligt liv end livet som lægperson, i særdeleshed gift lægperson. Når livet som munk eller nonne ikke længere var det bedre valg hvorfor så vælge det i det hele taget, især når der blev åbnet op for at flere og flere opgaver indenfor den katolske kirke kunne varetages af lægfolk?

I den forstand kan man godt give Det andet Vatikankoncil et medansvar for at antallet af mænd og kvinder, der valgte at blive munk eller nonne, faldt drastisk efter koncilet – og at antallet af munke og nonner, der forlod ordenslivet, steg lige så drastisk.

Men det ville ikke være fair at give Det andet Vatikankoncil hele skylden for miseren. Ordenslivet blomstrer jo som sagt i Den tredje verden også, ja faktisk især i tiden efter koncilet. I stedet må man også se på de generelle økonomiske og sociale forandringer som præger den vestlige verden siden slutningen af 1960’erne. Den generelle velstandsstigning har f.eks. medført, at også arbejderklassen og den lavere middelklasse har fået nemmere adgang til højere uddannelser. Hvor det at blive præst, munk eller nonne i 1950’erne stadigvæk kunne være den eneste realistiske mulighed for at få en god uddannelse for mangen en ung katolsk mand eller kvinde, så har de i dag mange andre muligheder. Og den drastiske vækst i offentlige stillinger f.eks. indenfor sygepleje og undervisning har også medført, at de kan regne med at få et godt job bagefter. Den voksende materialisme og individualisme gør det heller ikke ligefrem lettere for ordenssamfundene at rekruttere nye medlemmer i den vestlige verden.

Nu er det som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil alligevel vove den prognose, at ganske mange ordenssamfund, især dem der har eller havde fokus på undervisning og sygepleje, vil forsvinde fra den vestlige verden i løbet af de næste ti år. Mange af dem er nu definitivt på den forkerte siden af the tipping point hvad deres aldersmæssige sammensætning angår. Ordensfællesskaber hvor gennemsnitsalderen er 70 eller derover har ikke nogen realistisk overlevelseschance.

Fremtidens katolske kirke i vesten vil have markant færre munke og nonner end for en generation siden. De ordenssamfund der vil være vil have en markant konservativ profil og de vil have fokus på bøn frem for f.eks. undervisning og sygepleje. Det er nemlig førstnævnte type af ordenssamfund som i dag klarer sig godt. Men de klarer sig ikke så godt at de kan kompensere for de tab som de andre ordenssamfund oplever. Det katolske ordensliv vil ikke forsvinde, men det vil blive til en sjældenhed.