Mine erfaringer med skriftemålet
Den traditionalistisk orienterede katolik Carl Winsløw har på sin blog på www.eftertanke.dk barslet med et indlæg til forsvar for det katolske skriftemål – som han meget rammende har givet titlen ”Skriftemålet – vejen til frihed”. Helt i traditionel katolsk ånd fremhæver han her skriftemålets mange fortræffeligheder, herunder at det skulle være vejen til sand fred og frihed.
Dette blogindlæg fik mig til at tænke på mine egne erfaringer med at gå til skrifte. I mine teenager år gik jeg meget hyppigt til skrifte, gennemsnitligt en gang om ugen, og det ville i praksis sige lige så hyppigt som det var mig muligt i det sogn hvor jeg boede. Og min grundlæggende erfaring med skriftemålet var, at det ikke gav mig hverken fred eller frihed, men i stedet bidrog til en accelererende ængstelighed og en knugende oplevelse af åndelig uværdighed og spirituel håbløshed.
Mit problem med skriftemålet var nemlig, at jeg knapt var kommet ud ad skriftestolen før jeg kom i tanke om en eller flere synder, som jeg havde glemt at skrifte, og så kunne tankerne kredse om disse glemte synder og snart overtog en følelse af, at det forgange skriftemål havde været ugyldigt og et nyt skulle til for at rette op på sagen. Og sådan kunne det blive ved. Luthers herlige salme ”Nu fryde sig hver kristen mand” udtrykker i det andet vers meget rammende min erfaring:
” I Djævlens fængsel var jeg sat,
jeg var fordømt til døde,
min synd mig knuged dag og nat
med megen angst og møde;
jeg altid dybere sank ned,
der var ej vej til salighed,
i synden var jeg fangen.”
I tilbageblik vil jeg sige, at det der nok gik galt var, at ritualet kom til at stå mellem mig og syndsforladelsen i Jesus Kristus. Mit fokus var rettet på det perfekt udførte ritual – og dermed overså jeg den mulighed, at Jesus tilgiver mig mine synder af kærlighed til mig og ikke pga. udførelsen af en rituel handling. Eller sagt med andre ord, min syndsforståelse var alt for regel- og ritualorienteret. Jeg manglede grundlæggende set indsigt i, at synd er svigt i forhold til kærligheden til Gud og næsten – og at man i tillid til Guds grænseløse kærlighed til os, åbenbaret i Jesus Kristus, kan stole på hans vilje til at tilgive os når vi beder herom.
Når jeg tænker tilbage på mine erfaringer med skriftemålet må jeg også sige, at jeg i dag kan undre mig over hvor lidt åndelig vejledning jeg den gang modtog. Kun et par gange rendte jeg ind i en præst der kunne se, hvor forkrampet og hvor fanget jeg var. Men et par henkastede ord var ikke nok til at hjælpe mig ud ad det indre fængsel som jeg selv havde spærret mig selv inde i. Der er desværre ikke mange katolske præster der, efter min erfaring, er gode åndelig vejledere, og dem som er det, har meget travlt.
Så nej, jeg savner ikke skriftemålet. I dag kan jeg tillidsfuldt i forbindelse med min lille daglige aftenbøn bede Jesus om tilgivelse for de fejl, som jeg har begået i løbet af dagen – og være sikker på hans tilgivelse.
Kære Karen. Jeg selv tænker tit og ofte på, at det ER sært, at sætte et anden menneske mellem sig og Gud/Jesus. Det behøver vi nemlig slet ikke, finder vi ud af- en dag–
Fred og alt godt til dig og dine.
Elsebeth.
Da jeg var ung, skulle vi helst gå til skrifte inden vi skulle modtage kommunionen, så lørdag var næsten fast skriftedag. Lige så lettende det jævnlige skriftemål er, lige så rigtig er det, at der er bivirkninger, som du beskriver det. De mærkværdigste småting kunne dukke op efter skriftemålet, eller lige inden kommunionen. Føjede man nu ny synd til de gamle, ved at gå til kommunion.
Men det problem findes ikke meget mere. Skriftemålet er gledet i baggrunden og det bliver vel som i Church of England, en mulighed, men ikke noget almindelige mennesker bruger. Kirkens ritualer og hellige handlinger skulle gerne pege ind imod Guds uendelige kærlighed og understøttes af den sunde fornuft. En hjælp for mennesker, ikke en plage.
Kære Karen,
Det gør mig oprigtigt ondt at høre om denne erfaring (ligesom andre af de ting du har oplevet i Kirken).
Du har utvivlsomt ret i, at en del præster mangler den nødvendige viden og menneskelige indsigt ift at vejlede ængstelige og usikre unge mennesker.
Lad mig dog blot rette en misforståelse, som dit indlæg kunne give anledning til: hvis man har glemt en synd (denne er jo så næsten pr def. en “mindre synd”) betyder det ikke noget, fordi ALLE synder tilgives ved absolutionen. Kun hvis man MED VILJE OG FULDT OVERLÆG har fortiet en synd, bliver skriftemålet ugyldigt, og absolutionen har ingen virkning.
Jeg er selvfølgelig fuldt ud klar over at det du taler om er tvivlen om man er i det ene eller det andet tilfælde.
Venlig hilsen, Carl
Kære Elsebeth:
Ja, den direkte tilgang til Jesus har også været en stor åbenbaring for mig – selvom mødet med Jesus i alterets sakramente fortsat også er meget vigtigt for mig.
Kære Claes:
Ja, det var især den efterfølgende modtagelse af kommunionen der virkelig gjorde min sjælekval ulidelig.
Kære Carl
Tak for kommentaren – det er helt rigtigt hvad du skriver, både mht. skriftemålets gyldighed og den tvivl der fik mig til at opleve som jeg gjorde det.
Jeg er også ked af at høre om den oplevelse du har haft. Jeg er selv fantastisk glad for skriftemålet pga. den konkrethed der ligger i at artikulere sine synder overfor et andet menneske og få artikuleret syndsforladelsen. I min tid som protestant kunne jeg bruge timer på at overbevise mig selv om at Gud nok skulle tilgive mig mine synder (men der resterede altid nogen tvivl) – i traditionel kristendom kan man vide at når præsten har sagt at man er tilgivet, så er man virkelig tilgivet.
Skriftemålets sakramente er naturligvis altid uløseligt bundet op med tilliden til Guds rige nåde. Sakramenternes ritualer er ment som en hjælp for os, og dermed må vi også ty til dem i tillid til at Gud bedst ved hvordan vi bliver opbygget som kristne og som mennesker; men vi bør selvfølgelig også have tillid til at Gud også kan virke udenom dem.
Det må i øvrigt pointeres at selvom Luther nægtede at Skriftemålet var et sakramente indstiftet af Kristus insisterede han på at Skriftemålet var en yderst god og åndeligt nyttig praksis, og han havde aldrig drømt om at det skulle gå ud af brug i den reformerede kirke. Skriftemålet indgår på en væsentlig plads i hans Lille Kathekismus. Helt op i 1700-tallet gik de fleste protestanter stadig til skrifte mindst en gang om året.
Ja, Luther afskaffede ikke skriftemålet – om end han ikke regnede det som en sakramente. Og at skriftemålet er der som en mulighed i folkekirken er i mine øjne en god ting. Men i praksis er skriftemålet gået af mode i folkekirken, ligesom det jo nærmest også er det i moderne katolicisme.
Jeg vil dog mene, at hvis skriftemålet generelt altid af katolikker var blevet hhv. bliver oplevet som noget smukt og befriende så ville det næppe så hurtigt være gået næsten af mode som det skete i tiden efter 2. Vatikankoncil. Selvom denne udvikling har mange årsager, herunder en ændret syndsforståelse og ikke mindst en ændret opfattelse af forholdet mellem den enkeltes samvittighed og den katolske kirkes lære, så vil jeg også mene, at mange benyttede lejligheden til at droppe skriftemålet fordi de lige præcis ikke havde oplevet det som befriende…