Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 jun, 2010 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Maria Hjerte Kloster, politiet og pressen

Politiet har lukket sagen om den gamle senile nonnes død på Maria Hjertekloster.  Efter at man under stor mediebevågenhed valgte at tage sagen op, selvom den juridisk set er forældet, og under nærmest endnu større mediebevågenhed indkaldte abbedissen Moder Theresa til en samtale, endte politiet med at mene, at der ikke er nogen sag. Hvorfor? Fordi det fremgår af den gamle nonnes dødsattest at hun døde af en hjerneblødning.

Det virker som en noget mærkværdig afgørelse. Hvis politiet alene på baggrund af nonnens dødsattest kan afgøre, at Moder Theresa ikke har ansvar eller medansvar for nonnens død, ja så havde man jo slet ikke behøvet at åbne sagen og forhøre Moder Theresa. Hvorfor tillade flere ugers medieståhej når et blik i en dødsattest kan afgøre sagen?

Endnu mere mærkeligt er det, at politiet øjensynligt ikke har kigget i Helene Hägglunds bog, der grundlæggende set er udgangspunktet for anklagerne mod Moder Theresa, lige så lidt som de har forhørt hende og den nonne, der støtter hendes udsagn. Havde de nemlig gjort det så havde de vist, at den gamle nonnes dødsattest blev udarbejdet på et forkert grundlag. Lægen fik ikke at vide, at nonnen var blevet fundet død i klosterets have efter at være blevet spærret ude i kulden kun iført en nødtørftig beklædning. Han fik i stedet at vide, at hun blev fundet død i sin seng, og han foretog kun en ganske overfladisk undersøgelse af hende. Da der ikke blev udført nogen obduktion bygger dødsattesten med andre ord på et lægeligt skøn, foretaget af en læge der ikke kendte til de forhold hvorunder nonnen var afgået ved døden. Det er mig simpelthen en gåde hvordan politiet kan mene, at en sådan dødsattest kan være nok til at afgøre, at nonnens død var naturlig og ikke en følge af Moder Theresas ubarmhjertige behandling.

Endnu mere mærkeligt er det imidlertid, at den presse, der har været helt op at køre over anklagerne mod Moder Theresa nu, når politiet har lukket sagen, lige pludselig er tam som lam. Hvorfor er der ikke nogle af de kære journalister, der undrer sig over politiets håndtering af sagen?

Noget helt andet er så, at pressen fra starten af har fokuseret for meget på sagen om den gamle nonne og for lidt på alle de andre problemer med Maria Hjerte Kloster. Med mindre der er andre gamle senile nonner tilbage i klosteret, hvad jeg tvivler på, er det ikke sandsynligt at et lignende overgreb vil kunne ske igen, i hvert fald ikke i den nærmere fremtid. Men en række unge kvinder udsættes forsat for psykisk manipulation samt en cocktail af psykiske og fysiske overgreb. Det er denne fortløbende tilstand af magtmisbrug og manipulation som Helene Hägglund ønskede at gøre offentligheden opmærksom på med sin bog” Nonne tur/retur”.  At den katolske kirke ikke har fået stoppet Moder Theresa udgør den grundlæggende skandale. Men måske er det i pressens øjne ikke interessant.

Når trykket fra pressen forsvinder, forsvinder den katolske biskops hhv. Vatikanets motivation for at gøre noget ved sagen. Moder Theresas magtfulde familie har i forvejen gjort det uattraktivt for dem at tage denne her betændte sag op. Og dermed sikrer også pressen, at overgrebene og magtmisbruget kan fortsætte på Maria Hjerte Kloster næsten som om intet var hændt.

9 Kommentarer

  1. Kære Karen. fuldkommen enig. Det er jo nærmest blevet “kriminelt” at udtale sig om emnet- fra visse kanter.

    Ja- jeg undrer mig såre.

  2. Jeg forstår ikke, at man ikke betragter de tidligere søstres vidnesbyrd i denne sag med større skepsis. Det er fx bemærkelsesværdigt, at ingen undrer sig over at de bringer sagen frem så længe efter (med henvisning til “personlige barrierer” som åbenbart helt er væk nu hvor medierne går efter Kirken). Ligeledes er er iøjnefaldende, at politiets undersøgelse affejes som betydningsløs, når den ikke giver anklagerne ret. Det er jo ganske bekvemt for klosterets og Kirkens kritikere, at de man ikke kan høre fra de søstre, som ikke har brudt deres løfter, men lever efter klosterets regel. Altså et let objekt for kirkefjendske kræfter.

    Uanset hvad man ellers måtte mene om sagen – og det er vist mest meninger der bæres frem her – så stiller disse forhold anklagerne i et kedeligt lys – ikke søstrene i Sostrup, som frivilligt lever et liv i bøn for os allesammen.

  3. Helene Hägglund fik udgivet sin bog for et år siden – dvs. før at den nuværende medieopmærksomhed mht. misbrug i katolsk regi i DK var på dagsordenen.
    Politiets “frifindelse” er så papirstynd at den bør kritiseres, så enkelt er det. Jeg så gerne at du uddybede forledes den skulle stille klosterets kritikere i et dårligt lys.
    Og der var såmænd intet til hinder for at Moder Theresa og andre af de nonner, der lever på Sostrup, kunne udtale sig til pressen og korrigere klosterets kritikere, det forbyder deres klosterregel dem ikke. Spørgsmålet er vel også hvor alvorligt i hvert fald Moder Theresa tager denne regel. Således har hun aflagt løfte om “stabilitas”, dvs. at hun vil tilbringe sit liv i et kloster, men alligevel flyver og farer hun jo rundt mellem to kontinenter og tre klostre, som hun er abeddisse for…

    Men desværre er din kritik så typisk for den ånd, som har skabt grobunden for et utal af overgreb i katolsk regi: Er man indenfor skal man holde sin kæft af loyalitet til kirken – og har man forladt kirken og fortæller noget – så er man utroværdig fordi man har forladt den.

  4. Jeg siger blot, at det er sært at du/man uden videre tager den i og for sig ret utrolige historie om den ældre nonne, der blev lukket ude i kulden, for den rene pure sandhed. Politiet har så vidt jeg ved ikke henvist til forældelsesfristen, men har erklæret flg.:

    “I forbindelse med undersøgelsen er der foretaget afhøringer af personer både inden for og uden for klosteret, ligesom der er indhentet blandt andet lægelige oplysninger. (…) Vedrørende den 75-årige demente nonnes død er der helt grundlæggende tale om en ulykkelig hændelse. På baggrund af undersøgelsen kan det imidlertid konstateres, at den demente nonne døde som følge af en hjerneblødning og dermed af ”naturlige årsager””.

    Man kan selvfølgelig tvivle på politiets dygtighed og grundighed, men hvorfor så ikke et øjeblik tvivle på de tidligere søstres udsagn?

    Jeg har bestemt ikke sagt at man skal “holde sin kæft”, men det er klart at det ikke er foreneligt med et klosterliv i klausur at optræde i medierne. At en abbed eller abbedisse er nødt til at rejse mellem klostre under sin myndighed er vist i øvrigt ikke særlig bemærkelsesværdigt.

    Kirken iværksætter jo i øvrigt nu, efter alt at dømme, selv en undersøgelse af forholdene i klosteret, og det er jo ikke umuligt at det giver anledning til at ændre noget i disse, uden at dette nødvendigvis kommer i avisen. Og det vil så næppe tilfredsstille de, der grundlæggende er imod Kirken og/eller ikke bryder sig om de strenge klosterordner.

  5. Nu er der jo hele to vidner, der har udtalt, at den ældre nonne blev lukket ude i kulden og fundet død herefter. To andre vidner har fortalt, at Moder Theresa tidligere bl.a. havde låst nonnen inde og sågar bundet hende til en stol. Hvordan kan man, sådan helt uden begrundelse, ignorere sådanne vidneudsagn? Ligeledes er det mærkværdigt at politiet ikke forholder sig til de to førstnævnte vidners udsagn om at den døde nonne blev anbragt i sin seng – og at den læge, der skulle undersøge hende, ikke fik sandheden at vide om hendes død.

    At Helene Hägglund ikke var ude på at komme i avisen fremgår af, at hun først henvendte sig til biskoppen. Hun gik altså den interne klagevej før hun, fordi der ikke blev grebet ind, gik til offentligheden. Og det var, må man i tilbage blik sige, en fejltagelse. Man skal aldrig gå internt til den katolske kirke med sådanne klager men altid direkte til de verdslige myndigheder og pressen. Ellers må man regne med at sagen bliver syltet.

    Kritikken af Sostrup handler ikke om en generel kritik af de strenge klosterordener men om magtmisbrug og manipulation foretaget af en bestemt person i et bestemt kloster. Men måske mener du også, at kritikken af Kristi Legionærers grundlægger Fr. Marcial Maciel blot handler om had til ordenslivet og den katolske kirke?

    Og jeg har svært ved at se det meningsfulde i at man vil være abeddisse for hele tre klostre der ligger langt fra hinanden. Hvorfor ikke lade datterklostrene lede af hver sin priorinde i stedet for at klamre sig til magten? I øvrigt har Moder Theresa tidligere ladet sig interviewe af pressen, både den trykte og fjernsynet, så enten har hun da overtrådt klosterreglerne eller også er det ikke i modstrid med klosterreglerne at optræde i pressen…

  6. I øvrigt kan sætningen “Vedrørende den 75-årige demente nonnes død er der helt grundlæggende tale om en ulykkelig hændelse. På baggrund af undersøgelsen kan det imidlertid konstateres, at den demente nonne døde som følge af en hjerneblødning og dermed af ”naturlige årsager”” også læses sådan, at politiet erkender, at den gamle nonne var blevet låst ud i kulden – men at man går ud fra, at hendes død ikke direkte blev forårsaget heraf men blot var en medicinsk tilfældighed.

  7. Det føles ubehageligt med de gentagne angreb på Moder Theresa. Hun dømmes som skyldig selv om hende skyld ikke er bevist. Hvorfor dog ikke lade hende i fred.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *