LGBT+ Danmark fylder befolkningen med misinformation
Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, blev den 25.6.2020 interviewet i Deadline. Emnet var den shitstorm som radikale transaktivister har udsat J.K. Rowling for fordi hun har vovet at insistere på, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en kvindes krop. I dette interview kommer Susanne Branner Jespersen med en række misvisende oplysninger om centrale problematikker i forhold til debatten om de problematiske sider ved den transaktivisme som hendes forening er bannerfører for.
Susanne Branner Jespersen lægger ud med at påstå, at Rowling kommer med misinformation når hun taler om ”Rapid onset gender dysphoria”, da dette begreb skulle bygge på ”en enkelt artikel der er blevet tilbagevist”. ”Rapid onset gender dysphoria” som handler om at teenagere, ofte piger, ofte lesbiske, ud af det blå begynder at hævde, at de er transkønnede, selvom de som børn ikke gav indtryk af at have problemer med deres køn. Men hvis dette fænomen ikke har hold i virkeligheden, så kan det godt nok undre, at både de britiske myndigheder og det svenske medicinsk-etiske råd er så bekymrede over udviklingen, at de vil have undersøgt hvorfor så mange teenagere vil skifte køn. Faktisk ville det være mere end på tide, at vi fik en lignende undersøgelse i Danmark.
Dernæst påstår Susanne Branner Jespersen, at Rowlings udsagn om at 60-90 procent af de børn, der ser sig som det modsatte køn, som voksne lærer at acceptere deres biologiske køn, ikke har hold i virkeligheden. Men der er imidlertid ikke mindre end 12 studier, der viser, at det lige præcist forholder sig sådan.
Susanne Branner hævder nærmest refleks-agtigt, at Rowling ”udelukker” en lang række af kvinder, når hun afviser begrebet ”personer der menstruerer” for der er jo mange kvinder, så som Susannes mor, der ikke har menstruation. Men Rowling har aldrig påstået, at man skal have menstruation for at være en kvinde. Hun sagde blot, at kun kvinder kan få menstruation, og hvis vi tager udgangspunkt i de objektive biologiske fakta, så er det jo åbenlyst sandt. Når transmænd således kan menstruere, så er det fordi de biologisk set er kvinder og ikke mænd.
Susanne Branner Jespersen påstår i ramme alvor, at transkvinder ”slås ihjel i en pandemisk skala”. Men hvis man faktisk sætter sig ned og regner på tallene, så viser det sig, at transkvinder har den samme eller en ringere risiko for at blive myrdet end resten af befolkningen. Og hvor mange transkvinder er det nu lige præcist som der er blevet myrdet i Danmark i de sidste lad os sige 25 år?
Og sidst men ikke mindst, så påstår Susanne Branner Jespersen, at det er ”fiktion”, at man som kvinde vil kunne opleve transkvinder med penis i ens omklædningsrum, for transkønnede har problemer med de kønnede rum og undgår dem derfor. Men øh, hvorfor kæmper LGBT+ Danmark så lige præcis for at de skal have adgang til disse rum?
Men det er til gengæld næsten grotesk, at Susanne Branner Jespersen runder af med et udsagn om at Rowling ikke har en ”hujende fis forstand på transkvinders levede erfaring”. Det er nemlig lige præcist Rowling pointe, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en levet erfaring med at være født med en kvindes krop. Og det har transkvinder ligesom ikke en hujende fis forstand på…
Det er dog beundringsværdigt at du bekymre dig så meget om de unge piger der vælger transitionere, Men har du rent faktisk læst op på den meget lange procedure som unge transkønnede skal igennem før de eventuelt kan få hormoner, de kommer altså ikke bare ind fra gaden og for hormoner, det tager flere år med mange og lange psykolog samtaler.
For øvrigt kan jeg godt fortælle dig at kønsdysfori går altså ikke væk igen hvis du har det.
jeg og en masse andre som sprang ud senere i livet vil alle kunne fortælle dig at vi har lidt af det i mange år, men på grund af at det var svært at finde information, eller andre transkønnede så blev vi i skabet.
og vi var så gode til at skjule det at der aldrig var nogen der opdage det.
hvis de her unge transkønnede bliver nægtet behandling, så vender de tilbage til skabet, dybt i skabet og så ender det på en af to måder.
enten bliver det til sidst for meget og de springer ud, eller også ender de i dyb depression, med selvmords tanker og måske også forsøg, det kan du også spørge alle os som gemte os i skabet i flere år om ikke passer.
For alle andre vil det se ud som om vi vokser fra det, men det gør man altså ikke, kønsdysfori er den værste følelse der findes.
prøv at forestille dig at du hver eneste dag vågner op og når du ser i spejlet, så er det en total fremmede der kigger tilbage på dig.
sådan havde jeg det i 32 år inden jeg langt om længe accepterede at jeg er transkønnet, det var 32 år med dyp depression og selvmords tanker.
Men inderst inde har jeg vidst siden jeg var 5 at jeg ikke var en dreng, jeg turde bare ikke sige det.
At nægte de her unge transkønnede behandling vil bare betyde at de skal gå igennem det samme lort som jeg og så mange andre har gjort før i tiden.
I nogle lande får teenagere adgang til hormoner efter ganske få samtaler. Og transaktivister kæmper jo også for en nem og hurtig adgang til hormoner og operationer uden psykiatrisk evaluering som de ser som gatekeeping.
Nu er det lang fra alle transkønnede der har svær kropsdysfori. Mellem og let kropsdysfori er udbredt blandt biologiske kvinder pga. al den sexisme og de overgreb som vi oplever pga. vores kvindekroppe. En del ikke mindst lesbiske kvinder kan være meget kønsrolleafvigende som børn og være kede af at udvikle bryster. Et eksempel herpå er min dejlige kone. De fortælles i dag at de er transkønnede – men griber man ikke ind med hormoner og operationer vil de fleste lære at leve med deres kroppe.
Der skal du lige skille tingene ad, det som de kvinder du nævner oplever er ikke kønsdysfori, det er body dysmorphia, det er altså ikke på grund af deres kønsidentitet men på grund af en hvis forventning til hvordan deres krop skulle udvikle sig der giver dem dysmorphia.
Kønsdysfori er at ens krop og hjerne ikke stemmer overens, og det går ikke bare væk af sig selv.
Derfor er en del af behandlingen i hele den vestlige verden hvor man bruger den hollandske model også, at mens de får pubertets blokere, hvilket de for øvrigt først får efter deres pubertet er gået i gang.
Så lever de som det køn de selv føler de er.
Hvis det giver et øget selvværd og en generel forbedring af børnenes liv.
Så kan man eventuelt give dem hormoner når de fylder 15.
En person med body dysmorphia vil ikke opleve en forbedring i at ændre deres kønsrolle i hverdagen, fordi det handler ikke om kønsdysfori.
Den hollandske model virker og den har i rigtig mange store undersøgelser vist at give glade og tilfredse unge mennesker hvis de bliver støttet af deres omgivelser.
Ja der er måske 1 eller 2 ud af tusind der fortryder helt, langt størstedelen af dem som er stoppet med at tage hormoner har dog gjort det på grund af pres fra deres familier og mange af dem begynder igen senere.
Selvfølgelig skal de få detransitioners have den hjælp de har brug for.
Men man har i århundreder forsøgt at tvinge transkønnede til at leve som det køn de blev tildelt ved fødslen.
Og det har mildest talt ikke ledt ret meget godt med sig.
Selvfølgelig skal der være et system der sikrer at kun dem som har brug for hormoner får dem når de er under 18.
Og det er der altså også.
Hvis du rent faktisk presset de fleste af dem der påstår at børn og unge kommer ind fra gaden og får Stop hormoner, så vil de også indrømme at der har været et forløb inden de kommer til hos en gynækolog eller endocrinologist og får hormonerne.
Men det passer bare ikke ind GCs fortælling om at de her børn bliver tvunget til transition.
Der er ikke nogen der bliver tvunget og der er masser af gatekeeping, om det er for meget må jo være op til den enkelte at vurdere, der er da helt sikkert nogle transkønnede som ikke får behandling som burde have fået det.
Men jeg og rigtig mange andre bakker op om den hollandske model, den har bevist sin styrke og præcision igen og igen.
viser resultaterne, at 2,2 procent fortryder (ud af 681 personer), og at tallet er faldende. Der er tale om en svensk kohorteundersøgelse, som omfatter alle behandlede transkønnede i Sverige, der har søgt om kønsskifte de seneste 50 år.