Kønsbekræftelse eller ødelæggelse af sunde organer?

 

2017 bliver hyldet som året hvor ”transkønnet” blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark – hvad ofte fejres som en stor triumf for den danske transaktivisme. Nu er det imidlertid en sandhed med modifikationer, at ”transkønnede blev erklæret raske” i 2017, da ”transkønnet” er et aktivistisk begreb som aldrig har været en officiel diagnose. I stedet blev diagnosen ”transseksualisme”, der gav adgang til at få gratis hormonel og kirurgisk kønsskiftebehandling indenfor det danske sundhedsvæsen, fjernet fra listen over psykiske lidelser. At den først blev fjernet i 2017, handlede ikke nødvendigvis om at Danmark var langsom med at ”anerkende transkønnedes rettigheder” men mere om at det logisk set giver mening, at man skal have en psykisk eller en fysisk lidelse hvis man vil have gratis behandling indenfor Sundhedsvæsenet.

Fra 2017 af har det danske sundhedsvæsen altså skulle håndtere den mærkværdige situation at mennesker, der efter sigende er raske, kræver omfattende og dyr behandling i sundhedsvæsenet fordi de føler et behov for at få deres kønsidentitet bekræftet via brug af krydshormoner og operationer, herunder omfattende kirurgiske indgreb på kønsorganerne. De dilemmaer det udløses belyses sådan set udmærket i en rapport om ”Kønsbekræftende nedre kirurgi for transpersoner i Danmark” der blev udgivet af LGBT+ Danmark i 2021.

Det er nemlig tydeligt, at nok har Sundhedsstyrelsen rettet ind og accepteret det politisk begrundede krav om at det ikke længere skal ses som udtryk for en sygdom at man vil have en kønsskifteoperation, og man har også overtaget et transaktivistisk sprog så som når man taler om ”tildelt køn ved fødslen” – men det betyder bare ikke at det er særligt nemt eller smidigt at få adgang hertil.

Det ser ellers pænt nok ud på papiret. Som LGBT+ Danmark skriver i rapporten: ” Sundhedsloven tager udgangspunkt i, at størstedelen af den danske patientgruppe først kommer i kontakt med sundheds- og sygehusvæsnet, når de udviser somatiske og/eller psykiske symptomer som tegn på potentielle sygdomme eller lidelser, der skal udredes og behandles. Her adskiller transpersoner sig som patientgruppe ved ikke at henvende sig på baggrund af somatisk eller psykiske symptomer men derimod et ønske om kønsbekræftende behandling. I 2017 blev “transkønnethed” fjernet fra listen over psykiske lidelser i Danmark. Sundhedsstyrelsen udgav, efter års arbejde, en ny behandlingsvejledning, der omstrukturerede tilbuddet til transpersoner, således at trans- og kønsdiverse personer i kontakt med sundhedssystemet kategoriseres under en “kontaktårsag” frem for en diagnose med en medfølgende diagnosekode. I det danske sundhedssystem defineres man som rask eller syg på baggrund af, hvorvidt man opfylder betingelserne for en diagnose, og ikke-syg sidestilles med rask. Denne omlægning betyder, at transpersoner dermed ikke ses som psykisk syge, men derimod som raske borgere med behov for og ret til livsvigtig behandling, hvilket kan sidestilles med eksempelvis gravide, der også er i kontakt med sundhedssystemet uden at de kategoriseres som syge. Både transpersoner og gravide betragtes dog fortsat som patienter, så længe de er i kontakt med sundhedssystemet. På denne måde er transpersoner i det danske sundhedssystem raske patienter.”

Sammenligningen med gravide er rimelig dårlig. At være gravid er jo ikke en identitet der kræver bekræftelse men i stedet en objektivt konstaterbar fysisk tilstand. Og selvom graviditet ikke er en sygdom, så er svangerskab og ikke mindst fødsel forbundet med en reel risiko for at der kan opstå komplikationer, der medfører alvorlige skader eller ligefrem død hos moderen (og/eller barnet). Hvilke alvorlige fysiske komplikationer skulle set i forhold hertil kunne ramme f.eks. en transmand der ikke får opfyldt sit ønske om at få en phalloplastik, dvs. en kunstig penis?

I stedet har sundhedsvæsenet udtænkt sig en smart lille kattelem. For at man kan få adgang til ”nedre kirurgi” skal der være konstateret varigt kønsligt ubehag (om end 12 måneder med et sådant øjensynligt er nok for at det kan kaldes for ”varigt”) som disse indgreb så skal kunne afhjælpe.

I et udkast til en visitationsretningslinje som LGBT+ Danmark har fået aktindsigt i står der i henhold til rapporten: ” Visitationsretningslinjen definerer kønsligt ubehag som: Kønsligt ubehag er en subjektiv følelse, der kan opstå hos personer, der oplever uoverensstemmelse mellem kønsidentitet og deres fødselstildelte køn. Kønsligt ubehag kan desuden påvirke patientens funktionsevne og mentale sundhed negativt i varierende grad. Det kan eksempelvis dreje sig om evnen til at indgå i sociale, romantiske og seksuelle relationer. Kønsligt ubehag kan også påvirke muligheden for at færdiggøre uddannelse eller bibeholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Endelig kan kønsligt ubehag medføre psykisk lidelse i form af f.eks. selvmordstanker, depression, angst, spiseforstyrrelser, rusmiddel relateret lidelse, internaliserende forstyrrelser og selvskadende adfærd. I nogle tilfælde fører det kønslige ubehag også til afstandtagen fra egen krop eller neglekt.”

Det er jo reelt set en definition på en (psykisk) sygdom og derfor er LGBT+ Danmark heller ikke tilfreds hermed. Som rapporten bemærker: ”I praksis giver dette anledning til, at patienten skal vurderes som “syg nok” eller “udfordret nok” for at blive tilbudt behandling, til trods for, at sundhedssystemets officielle indstilling er, at transpersoner er raske patienter. Dette paradoks bevirker, at nogle personer føler, de bliver nødt til at lyve for at blive gen- og anerkendt i en behandlingsramme, hvor den negative påvirkning bliver adgangsgivende for behandling. Systemets fokus på de negative konsekvenser af kønsligt ubehag kan fx være særligt udfordrende for de transpersoner, der ikke oplever kønsligt ubehag i retningslinjens forstand, men som kunne have gavn af behandlingen, og som ønsker det af andre årsager, fx øget kropsglæde. Tilgangen til kønsligt ubehag fastholder sygeliggørelsen af transpersoner som befolkningsgruppe og reproducerer stigmatiseringen af dem, stik modsat den angivne intention i både vejledningen og retningslinjen.”

Med andre ord, LGBT+ Danmark mener, at transkønnede skal have adgang til irreversible, komplicerede, med bivirkninger behæftede og i øvrigt dyre kirurgiske indgreb blot for at give transkønnede en ”øget kropsglæde”. Mon ikke også der findes biologiske mænd blandt den danske befolkning som ville føle ”øget kropsglæde” hvis de ganske gratis kunne få deres penis forlænget? Og hvad med de kvinder der ville føle øget kropsgælde ved at få forstørret deres bryster eller et Brazilian Butt Lift på skatteborgernes regning? Hvorfor er det ene livsnødvendige indgreb mens det andet bliver affejet som kosmetiske operationer?

Der hvor hunden ligger begravet er, at ikke mindst de kirurger der skal gennemføre denne såkaldte ”nedre kirurgi” har store reservationer overfor den. F.eks. kan man i rapporten læse uddrag fra en mail fra kirurgerne på Rigshospitalets Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling (der er dem der i Danmark foretager sådanne operationer) til Sundhedsstyrelsen fra d. 11. oktober 2020, hvor der står: “Transkønnede personer er pr. definition ikke syge, og de operationer de efterspørger (fjernelse af bryst, penis, vagina, indre kønsorganer, konstruktioner af diverse) udføres på raske organer. De resultater, vi som kirurger kan tilbyde, er alle dårligere end det givne udgangspunkt og resultaterne bliver alle dårligere end hvis de var udstyret med det ønskede kønsorgan fra fødslen. Det gælder både urologisk funktion, sexualfunktion og udseende. Indgrebene på kroppens overflade er i bund og grund kosmetiske. Vi ”helbreder” ingen sygdom (idet patienterne jo er raske) og vi fjerner raske velfungerende organer.” (…) “Vi er stærkt bekymrede for at vi kaster rigtigt mange og efterhånden rigtigt unge personer ud i kirurgi med stor risiko for livslange følgevirkninger. De følgevirkninger har de, trods grundig information, ikke en chance for at forstå alvoren af, og derfor er der behov for at det er de “rigtige” personer der opereres.”

Men kirurgernes advarsler, der er særligt kraftige i forhold til phallopastik, hvor komplikationsraterne er så høje at den ikke længere tilbydes indenfor det danske sundhedsvæsen, fejer LGBT+ Danmark af banen som ”skræmmetaktik”. Det er som om man slet ikke har forstået hvor alvorlige disse indgreb er. I stedet vil man have adgangen til disse indgreb gjort lettere, ikke mindst for de nonbinære, som ikke har let ved at forklare kirurgerne at man kan forbinde et flydende køn med et ønske om permanente kropslige indgreb på ens kønsorganer. 4 ud af 6 af dem der har skrevet LGBT+ Danmarks rapport, bruger interessant nok nonbinære pronominer – og 2 af de 8 forslag til forbedringer som rapporten munder ud i nævner eksplicit nonbinære. Den tid hvor kønsskifteoperationer var tænkt til personer født med en ”forkert krop” i betydningen en mands krop frem for en kvindes krop eller en kvindens krop frem for en mands krop er ikke forbi. Men den er blevet suppleret af en voksende skare af såkaldte nonbinære, altså personer der hævder at være hverken mænd eller kvinder, eller at de er begge dele, eller at de flyder mellem disse to køn, der ønsker at få ændret deres kønsorganer så de afspejler deres kønsidentitet (hvordan det så end skal lade sig gøre).

Men den mere binære/traditionelle tankegang er dermed ikke helt forbi, end ikke hos LGBT+ Danmark, for som de skriver: ”En problematik som flere spørgeskemarespondenter og aktivistgrupper, bl.a. Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB), Trans Scandinavia og TiD – Transpersoner i Danmark har peget på, er hvordan den nuværende operationsprocedure på vaginoplastik på sigt vil skabe udfordringer for unge transpiger, der i fremtiden ønsker sig nedre kirurgi. Udfordringen består i at både unge og ældre transkønnede kvinder som har været på stop- og derefter krydshormoner siden de var teenagere, eller hvis penis ikke er vokset under puberteten, kun vil kunne opnå begrænset skededybde med nuværende procedure. Dette sker, fordi kirurgerne i Danmark på nuværende tidspunkt kun tilbyder operationer, hvor længden af skaftet afgør dybden på den nye skede. Begrænset skededybde vil for nogle transpersoner opleves som et problem, som på sigt antages at blive hyppigere, da Sexologisk Klinik, siden centeret åbnede for indtag af børn og unge i 2016, har set en stigende årlig tilstrømning af teenagere, der har behov for at komme på stop- og derefter krydshormoner. Derfor efterspørges der også andre operationstyper og -metoder, der tilgodeser disse kvinder.” Her går man altså ud fra at vi i fremtiden vil stå med en række transkvinder, der ønsker sig en neovagina dyb nok til at de kan have ”penis i vagina” sex, men ikke kan få det med den mest almindelige operation da deres penis pga. brug af stophormoner efterfulgt af krydshormoner da de teenagere er for lille hertil. Men selvfølgeligt får det ikke LGBT+ Danmark til at overveje om man ikke burde stoppe med denne behandling af børn og unge selvom den tydeligvis kan stå i vejen for det kønsskifte som den efter sigende skulle facilitere. I stedet kræver man blot andre versioner af disse indgreb uden at nævne at disse er mere komplicerede og forbundet med en større risiko for komplikationer.