Irreversibel skade

 

En af den radikale transaktivismes mange dogmer er, at man aldrig må sætte spørgsmålstegn ved børn og unges påstand om at de er transkønnede.  Forældre, lærere og sundhedspersonalet er i henhold til denne i stedet forpligtet til betingelsesløs tro på at disse børn og unges selvforståelse afspejler en essentiel og uforanderlig medfødt personlighedskerne. Når man siger, at man er transkønnet, så er man det, så har man altid været det og man vil også altid forblive med at være det.

Journalisten Abigail Shrier stikker derfor med sin bog ”Irreversible Damage – The Transgender Craze Seducing Our Daughters” hånden ind i en hvepserede, og det med åbne øjne.

Abigail Shrier beskriver i sin bog det fænomen at antallet af piger og unge kvinder, der identificerer sig som transkønnede, og som ønsker hormonbehandling og operativ fjernelse af deres bryster, er steget eksplosivt i de sidste 10-15 år. Men hvor de radikale transaktivister insisterer på, at denne vækst udelukkende skyldes, at et øget fokus på transkønnede har medført, at flere erkender deres sande identit og tør springe ud, mener Abigail Shrier i stedet at det skal forklares med begrebet ”Rapid-onset gender dysphoria” (ROGD), dvs. ”hurtigt indtræffende kønsdysfori”.

Abigail Shrier beskriver en række store piger/unge kvinder, der i henhold til deres forældre ikke var kønsrolleafvigende før de kom i puberteten, ja en del af dem var faktisk meget kønsstereotype i deres selvvalgte påklædning og interesser. De var typisk intelligente, fik gode karakterer i skolen og havde sjældent konflikter med deres forældre. Men disse piger havde også en historik med angst- og usikkerhedsproblematikker, og en del havde diagnoser så som autisme. De havde også ofte problemer med at finde venner og følte sig på forskellig vis ”udenfor”. En del af dem var allerede sprunget ud som lesbiske eller deres forældre regnede med at de snart ville gøre det. Ud af det blå springer disse unge mennesker så ud som transmænd eller nonbinære. Forud herfor havde de typisk tilbragt meget tid på nettet hvor de havde læst blogge og set Youtube videoer med trans ”influencers”. Men en del af dem havde også en veninde som for nyligt var sprunget ud som transmand/nonbinær. Det er nemlig også ofte kendetegnende ved ROGD at flere piger/unge kvinder fra samme klasse og/eller vennegruppe springer ud som trans.

En stor del af ”Irreversible Damage” består af samtaler som Abigail Shrier har ført med forældre til disse store piger/unge kvinder. (Selvom hun også har talt med forskere, undervisere, terapeuter, trans-influencers og -aktivister samt unge kvinder, der har fortrudt transidentiteten) I modsætning til hvad de radikale transaktivister hævder, så er disse forældre typisk ikke kristne fundamentalister. Hun har f.eks. talt med et lesbisk par, som ”mistede” deres datter til ROGD ligesom adskillige andre par som ser sig selv som liberale og som tilhængere af homoægteskabet og transkønnedes rettigheder. Disse forældre var da heller ikke i starten nødvendigvis afvisende overfor deres datters nye identitet, nogle forsøgte at komme hende i møde mht. pronominer og navn etc. Men ingen af dem var villig til at lade deres mindreårige barn tage krydshormoner, og det udløste en alvorlig konflikt med deres datter, der ofte helt afbryder kontakten med dem, i hvert fald i en periode.

De radikale transaktivister fodrer nemlig børn og unge, der ser sig som transkønnede, med det budskab, at de kun kan få et godt liv hvis de nu og her kan starte på hormonbehandling og så ellers så hurtigt som muligt kan få fjernet deres bryster. For at opnå dette instruerer aktivisterne dem i hvordan de kan lyve overfor behandlersystemet, så det bevilliger den ønskede behandling. Men de fortæller også børn og unge, som tror at de er transkønnede, at de skal afbryde enhver kontakt med ”giftige” forældre, altså forældre der ikke 100 procent bakker op om deres børns transidentitet. I stedet tilbydes de en ny ”glitter” familie, der vil tage sig af dem og elske dem betingelsesløst.

Og generelt har disse radikale transaktivister ingen hæmninger. Forskere, der arbejder med begrebet ROGD eller behandlere, som ikke mener, at det er en god ide helt uden forbehold at anerkende og støtte et barn/ungt menneskes transidentitet, bliver jagtet som gale hunde. Forældre, der ikke ”bakker op” om deres barns identitet og unge mennesker, der har fortrudt deres transidentitet og fortæller om det, sværtes til på nettet.

Og de berørte børn og unge, ja dem manipulerer aktivisterne hæmningsløst med. De får at vide, at det at man spørger sig selv om man kunne være transkønnet beviser, at man er det. Er du usikker? Så begynd på hormoner, for det at du er villig til at gøre det beviser, at du er en ægte transkønnet. Springer et ungt menneske ud som transkønnet på YouTube, Tumblr eller andre af de sociale medier, som unge bruger massivt, bliver de lovebombet af voksne, der roser dem for deres mod og tilbyder dem venskab (og sommetider prøver at lokke dem til sex). Og også i den virkelige verden vokser et ungt menneskes status massivt hvis hun springer ud som transkønnet (mens lesbisk gælder for at være en lavstatusidentitet forbundet med en pornokategori).

Abigail Shrier sætter ROGD i sammenhæng med at vi i dag ser en generation af piger, der er meget psykisk sårbare og skrøbelige. Årsagen hertil ser hun hovedsageligt i brugen af Smartphones og sociale medier, hvor piger og unge kvinder tæppebombes med ”informationer” om hvor lækker og perfekt man skal være hvis man vil få anerkendelse og accept som kvinde. Og det samtidigt med at de introduceres for hardcore porno, hvor kvinder mishandles og ydmyges på alle tænkelige (og utænkelige) måder. De store piger/unge kvinder, der springer ud som transmænd vil, efter Abigail Shrier vurdering, egentligt slet ikke være mænd, de vil bare ikke være kvinder. Der er tale om piger, som ofte ikke har haft nogen kæreste og som ikke har haft sex, der beslutter, at de i hvert fald ikke vil have en kvindelig seksualitet og -rolle sådan som den er blevet præsenteret for dem på de sociale medier.

Der er altså tale om store piger unge/unge kvinder, der har ”ondt i kønnet” fordi de ikke kan genkende sig i de sexistiske kønsstereotyper. Det er ikke nyt, at man som stor pige/ung kvinde kan have det svært med den sexisme man møder, og som typisk eskalerer i puberteten fordi det at man får bryster alt for ofte udløser grænseoverskridende adfærd hos nogle mænd. Puberteten er en svær tid, hvor pigens krop forandrer sig utroligt hurtigt, hvor hun mentalt skal finde sin identitet, og hvor hun typisk er desperat efter anerkendelse og respekt fra andre. Det nye er, at en stor pige/ung kvinde der har det særligt svært med at håndtere pubertetens hajfulde farvand, i dag let kan komme til at tro, at hendes kamp med kvinderollen og hendes usikkerhed/skam over menstruation, bryster og nye tydelige kvindelighed må skyldes, at hun slet ikke er en kvinde men en mand eller nonbinær.

Og i modsætning til hvad de radikale transaktivister gerne vil fortælle os, så får disse unge, hvis forældre Abigail Shrier har talt med, ikke styr på deres problemer ved at springe ud som trans, tage hormoner og få fjernet deres bryster. Selvom testosteron kan have en positiv virkning i forhold til følelsen af angst og usikkerhed, så får mange af disse unge det ikke mentalt bedre af at have valgt transvejen, tværtimod. Deres karakterer falder, deres psykiske problemer forøges, de dropper ud af deres uddannelser og de ser generelt ud til at mistrives. Dem der dropper transidentiteten derimod ser ud til at være i bedring, om end der ikke er nogen nem vej tilbage, især hvis deres kroppe er blevet irreversibelt skadet af hormoner og operationer.

Abigail Shrier tager udgangspunkt i situationen i USA, Canada og til dels Storbritannien. Det betyder, at den ikke helt kan overføres til danske forhold. Også i Danmark er antallet af unge biologiske piger og kvinder, der kontakter sundhedsvæsenet pga. deres identitet som transkønnede, markant større end antallet af drenge og unge mænd. Men det er intet i forhold til den forskel vi kan se i den engelsksprogede verden. Hvor det danske behandlingssystem stadigvæk har monopol på at tilbyde behandling med hormoner og operationer, og synes at udøve en vis forsigtighed mht. at gribe hertil, så er det amerikanske sundhedssystem meget mindre topstyret. Det er derfor let for unge, også under 18, at få hormoner og operationer, og det uden deres forældres accept. Og i mange amerikanske skoler og ungdomsuddannelser er der langt mere fokus end i Danmark på at undervise om og hylde LGBT+ personer, især transkønnede, og støtte deres coming out, som man gerne holder hemmelig for forældrene.

Men også i Danmark tromler radikale transaktivister massivt for at børn og unge skal have langt lettere adgang til især krydshormoner. Og også vores skoler skal, hvis det står til dem, oversvømmes med undervisningstilbud og -materiale om LGBT+ personer. Officielt for at modvirke mobning, reelt nok for at promovere især transidentiteten blandt sårbare børn og unge.