Hvorfor fejrer man at der er en lesbisk mindre i verden?

 

Det er virkeligt bemærkelsesværdigt at se hvordan mainstreammedierne koger over af begejstring over at skuespilleren Ellen Page er sprunget ud som transmand (og i denne forbindelse nu kalder sig for Elliot Page). Information hylder f.eks. i en leder fra den 4.12.2020 Elliot for hans coming out. Her skriver man afsluttende: ”Page bliver her en vigtig rollemodel, som kan vise ikke mindst unge, sårbare mennesker, som er i tvivl om, hvem de er, og hvem de kan blive, at de har ret til at være sig selv”. LGBT+ Danmark kan i henhold til Dr.dk nyheder fra den 2.12 2020 på samme måde heller ikke få hænderne ned af lutter begejstring. Igen er argumentet at Elliot Page vil ”spille en stor rolle i forhold til at være en positiv rollemodel”.

Med til historien hører imidlertid, at Elliot Page i 2014 var sprunget ud som lesbisk. Information, de andre mainstreammedier samt LGBT+ Danmark hylder det altså som en festdag, at der nu er en lesbisk mindre i verden. Man synes øjensynligt, at det er en modig handling når Elliot Page dropper identiteten som lesbisk til fordel for identiteten som transmand. Og ikke mindst så mener man, at han er en positiv rollemodel for unge – vel ikke mindst for unge lesbiske. Det er øjensynligt vigtigt at fortælle dem, at det stærke, autentiske og rosværdige valg er at definerer sig som en transmand frem for en kvinde, der elsker andre kvinder.

Elliot Pages coming out som transmand skal ses i lyset af at antallet af piger og unge kvinder, der definerer sig selv som transmænd, er eksploderet i de senere år og det i hele den vestlige verden. Hvor mange af disse der tidligere har defineret sig selv som lesbiske findes der mig bekendt ikke nogen statistik for. Men kritiske iagttagere af fænomenet såsom journalisten Abigail Shrier, der i 2020 udgav bogen Irreversible Damage – The Transgender Craze Seducing Our Daughters, går ud fra at antallet af transmænd med en fortid som lesbiske er ganske betydeligt. Men der er selvsagt tale om kritiske iagttagere for indenfor LGBTI+ bevægelsen er det VERBOTEN at tale om de grå zoner og uklare grænser mellem identiteten som lesbisk og identiteten som transmand. For et af denne bevægelses helt centrale dogmer er, at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre. Hvorfor transkønnede så skulle inkluderes i det der engang var homobevægelsen, nu når de intet har tilfælles med homoseksuelle, er så en af de store gåder i homokampens historie.

Det sjove er imidlertid, at det ikke altid har været den rette queere lære at hævde, at der er vandtætte skodder mellem identiteten som lesbisk og identiteten som transmand. Queerforskeren Judith Halberstam kunne i Female Masculinity fra 1998 skrive om ”borderwars” mellem transmænd og de såkaldte butch lesbiske. For 22 år siden kunne man være queerforsker og forholde sig positivt til eksistensen af en gråzone og uklare skillelinjer mellem identiteten som hhv. lesbisk og som transmand. Når det kommer til stykket, handler det jo om hvordan man fortolker sig selv. Jeg selv definerer mig som en kønsrolleafvigende lesbisk. For mig er der en uløselig sammenhæng mellem min manglende evne og vilje til at identificere mig med den kønsrolle jeg fik tildelt ved fødslen og så det forhold at jeg er en homoseksuel kvinde. Men jeg oplever tydeligt, at både radikale transaktivister og journalister forsøger at skrive mig og ligesindede ud af både historien og nutiden.

Hvorfor er der ingen i hele der her jubelkor, der hylder Elliot Page for at have droppet sin identitet som lesbisk til fordel for identeten som transmand, der spørger sig, hvorfor han i sin tid definerede sig selv som lesbisk? At LGBT+ Danmark ikke vil forholde sig til gråzonen mellem lesbisk og transmand kan ikke undre, det er jo en forening, der mener, at lesbiske i klassisk forstand er ”gammeldags” jævnfør deres sekretariatschef Susanne Branners udsagn i programmet ”Signe Molde på udebane”. Men hvorfor tør medierne ikke forholde sig til denne gråzone og generelt spørge sig hvilke overlap og hvilke konflikter der er indenfor den alfabetsuppe af identiteter som homobevægelsen er muteret til?