Hitler og vielser af homoseksuelle
Debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle kan sommetider blive hård. Emnet er tydeligvis et der kan sætte sindene i kog. Et lavpunkt i debatten er for mig Paul Jørgensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 20.12.2011, der blev bragt med den rungende titel: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren.
Pointen i Paul Jørgensens indlæg synes at være den, at hvor diktatorerne Napoleon og Hitler indgik såkaldte konkordater med den katolske kirke og dermed officielt undlod at blande sig i kirkens indre anliggender så vil kirkeministeren pålægge trossamfundene at vie homoseksuelle, hvad altså skulle være en indblanding i kirkens indre anliggender, der går ud over hvad de to nævnte diktatorer kunne finde på.
Som udgangspunkt er indlægget utroligt rodet. F.eks. synes Paul Jørgensen ikke at kunne skelne mellem folkekirken som folketinget har ret og pligt til at lovgive for – og så et selvstændigt kirkesamfund som den katolske kirke, som stater kan indgå konkordater med. Paul Jørgensen kan heller ikke dokumentere, at kirkeministeren skulle søge, at pålægge de andre trossamfund at vie homoseksuelle, men sådan en lille detalje skal tydeligvis ikke ødelægge hvad han tror er en super pointe.
Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel. Mht. konkordatet mellem Napoleon og den katolske kirke så gav denne aftale den franske regering retten til at nominere de katolske biskopper. Er det ikke at blande sig i kirkens indre anliggender? Og henvisningen til Hitler er endnu mere grotesk.
Konkordatet mellem Nazityskland og Vatikanet var den første internationale aftale som naziregimet indgik. Den katolske kirke gav hermed det nye styre sin anerkendelse og bidrog til at det blev gjort stuerent. Konkordatet med Hitler hører med til de mange skampletter der præger den katolske kirkes håndtering af nazismen. Imidlertid var Hitler lige så lidt villig til at holde konkordatet som den katolske kirke var ivrig for at få et godt forhold til Nazityskland. Hitler brød konkordatet i og med, at han begyndte at føre en forfølgelsespolitik rettet mod den katolske kirke. Den indbefattede tvangslukning af klostre, tvangssammenlægning af de katolske ungdomsorganisationer med Hitler Jugend og efterhånden også fængslinger af de katolske præster, der på den ene eller anden måde var regimet ubekvemt. I dag roser den katolske kirke sig gerne af sine mange martyrer fra Hitlertiden, men det har Paul Jørgensen øjensynligt ikke hørt om. Eller måske mener han, at sådanne tiltag enten ikke er en indblanding i kirkens indre anliggender eller i hvert fald er at foretrække frem for at skulle blive stillet overfor valget mellem homovielser og tab af retten til at foretage vielser på statens vegne?
Mht. vielser og Hitler så bør man i øvrigt heller ikke glemme Nüremberglovene, der bl.a. forbød ægteskaber mellem personer af såkaldt arisk og ikke-arisk blod. Denne nazilov må i høj grad have påvirket de kristne kirkes forvaltning af ægteskabet under Hitlertiden. I denne forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at ingen kristen kirke protesterede over Nüremberglovene, hvad der jo er interessant nu når Paul Jørgensen lægger op til at trossamfundene om nødvendigt skal gå til domstolene for at få forhindret homoseksuelle vielser. Man kunne godt leve med en racistisk og antisemitisk ægteskabslovgivning – men man kan ikke leve med homoseksuelle ægteskaber…
Nu skulle vi ellers holde julefred!!
Din argumentation er jo lige så fokuseret som Paul Jørgensens – bare med et andet fokus!
Der var jo også en Chamberlain, som indgik aftale med Hitler i håb om “fred i vor tid!”
Det er lidt nemmere her 70 år senere at klandre dem, som forsøgte om muligt at holde fred (20 år efter I Verdenskrigs afslutning)
Men vil totalitære stater ikke kunne henvise til, at også i et liberalt og demokratisk land som Danmark kan kirker tvinges i forhold til indre anliggender – politisk? F. eks. i muslimske lande at godkende polygame ægteskaber. Det er jo den internationale opmærksomhed, der, måske, kan hjælpe de forfulgte kirker rundt om i totalitære stater.
Prøv at forklare andre end indforståede danskere om Folkekirkens særlige forhold! Det har kun fungeret hidtil, fordi kirkeministre og folketing har afholdt sig fra tvang (at diktere et ny ritual).
Fra den nuværende regerings side er det ment som første trin i en skilsmisse mellem stat og kirke.
Den er nødvendig, men vi skal ikke forvente, at mange politikere vil tage hensyn til den svage part (kirken)…
Det er jul alligevel!
Karen:
Lande som Tyrkiet har et religionsministerium der såmænd sågar fortæller landets imamer hvad de skal prædike om. Dikatorerne i Mellemøsten har styret moskeerne med hård hånd. Så henvisningen til hvad diktatorer kunne gøre er lige så langt ud i hampen som Paul Jørgens indlæg.
Men fred til dig – og fred til vores demokrati hvis lovgivning ikke skal styres af hvad diktatorer kunne finde på – ellers skulle vi vel også afskaffe ytringsfriheden fordi brugen af den kunne provokere den ene eller den anden despot…
Man må formode på Poul Jørgensens indlæg at Han prøver at bruge begrebet “overdrivelsen fremmer forståelsen”. Selvom argumentation overhovedet ikke holder.
Men når det så er sagt forstår jeg simpelthen ikke at Kirkeministeren begynder at lege “gud” og lave retnings linier som går helt hen over hovedet på Kirkens biskopper, og det er uanset om disse biskopper er enige eller ej i ministerens synspunkt.
For hvis det ikke er kirken selv, der bestemmer hvornår og hvilken skridt den skal tage, ja så får man altså en kirke som er styret af folkevalgte politikere som ikke aner noget om de theologiske forhold som ministeren også selv er enig i.
En helt anden ting er at ministeren har åbnet op for en ladeport som han så absolut ikke er istand til styre og forklare rent bibelsk og theologisk.
For der er andre grupper i vort samfund som også har en anden seksuel orientering end hetero og homoseksuelle og som også gerne vil have Guds velsignelse. Her kan nævnes :
1) Polygami
2) Ægteskab imellem bror og søster og andre familie medlemmer
3) Nudister
4) Sekters levevis
5) Biseksuelle forhold (En barn har 3 fædre og 2 mødre og alle har et seksuelt forhold til hinanden)
Jeg tror personligt at dette gør at Folkekirken langtsom dør ud, simpelthen fordi den ikke giver nogle mening længere. Der er ingen logik i at politikere begynder at bestemme hvad kirken skal og ikke skal, samt Guds indflydelse tages overhovedet ikke til overvejelse, men mere hvad folket ønsker.
Danskerne som søger kirken, ønsker ikke at blive underholdt, men møde Gud og vide at Gud bliver taget alvorligt. Kirkens krampagtige forsøg på at få flere i kirke og rumme alle har medført den har mistet sin troværdighed og at den eneste måde at den kan rumme alle på er at sige at bibelen ikke er troværdig.
Hvis du ser ud over verden og de kristne kirker som vokser, ja så er det faktisk de kirker som tager Gud alvorligt og lever efter Hans ord som har størst vækst. Dette er Kina i den grad et eksempel på.
Og med hensyn til de homoseksuelle, ja så tror jeg at det var bedst hvis de ikke havde fremmet dette teologiske synspunkt, men havde været tilfredse med at blive gift på rådhuset. Netop fordi Jesus er klar i sin lærer om ægteskabet i Matt 19 og i Johs åbenbaringen. Og ved at rykke ved denne lærer sætter de spørgsmåls tegn ved hele Jesus lærer, og åbner folkekirken op for alle mulige seksuelle orienterings grupper, som lever langt væk fra den kristne lutherske lærer, også ender kirken op med at være et multikulturelt forenings center istedet for en luthers kirke.
“Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel.”
Jeg vil ikke forsvare at PJ spiller Hitler-kortet i denne her debat – det har vi slet ikke brug for. Men mon ikke han snarere mener “de onde diktatorer og den (i denne sammenhæng) endnu værre kirkeminister”?
“Evangelisten”:
Det er ikke biskopperne, der lovgiver for folkekirken men i stedet folketinget. Derfor var det også i sin tid folketinget og ikke biskopperne, der indførte kvindelige præster. Dengang var der faktisk kun to biskopper, der var villige til at ordinere kvindelige præster.
Mht. “Jesu klare lære om ægteskabet” i Matt. 19 ja så handler det jo om at han forbyder skilsmisse – men folkekirken vier som bekendt fraskilte og derfor kan denne tekst ikke bruges mod homovielser i folkekirkelige sammenhænge. Jeg har ikke hørt om at Joh. Åben. skulle indeholde noget af relevans for spørgsmålet om ægteskab…
I amerikansk sammenhæng kan man se, at kirker med klare holdninger, være de nu meget konservative eller meget liberale, har fremgang. Tilbagegang har de kirker, der vil rumme alle fløje.
Nikolaj: Du har ret – men det gør ikke indlægget bedre, for man ikke kalde kirkeministen (og det demokratiske folketingsflertal, der står bag ham) værre end Napoleon og Hitler mht. deres religionspolitik eller noget andet.
Hej Karen
Jeg er fuldstændig enig med dig, vielse af fraskilte er ligeså forkert,(Med undtagelse af hvis den ene part er utro, eller prøver at modarbejde din tro på Gud, så har du ret til at lade dig skille iflg Jesus lærer)
Derfor vil jeg også gerne understrege at Ministerens håndtering af denne sag er ikke en fordømmelse af homoseksuelle, men end fordømmelse af at han går ind og dikterer hvem Gud skal give sine velsignelse og indgå pagt med.
Kvindelige præster har ikke den samme samfundsmæssige bibelske problematik, da vi alle er skabt i Guds billed som at udevide familie begrebt i bibelen til at Gud skal velsigne og indgå en pagt med mennesker på anden måde end den Gud viser igennem familien.
Det er hele fundamenetet ved familien du rører ved når du går ind og pådutter Gud at velsigne det som minister.
Jesus påtaler flere gange i Johannes åbenbaringen kapitel 1 og 2 hvordan Han hader kristne der bedriver “utugt” og Han vil have at de skal omvende sig fra deres “utugt”
Utugt ifølge ordbogen betyder: affære hor sidespring usædelighed
utroskab ægteskabsbrud.
Det er utroligt at Biskopperne i folkekirken kan forglemme denne klarer lærer og det gælder i alle sammehænge. Og det gør hele ministerens problem så meget større i og med han bliver gud selv.
“Evangelist”
Paulus hævder at kvinden skal underordne sig manden i ægteskabet og i menigheden – og bruger skabelsen som begrundelse herfor. Skabelsen bliver brugt både til at holde kvinder nede og homoseksuelle udenfor Guds velsignelse – og sådan kan vi endnu engang se hvordan arvesynden virker – når Guds gode skabelse bliver brugt som undskyldning for undertrykkelse som dog altid udelukkende udspringer af menneskets eget onde hjerte.