Har vi sejret ad helvedet til?

 

I de seneste uger har der været en del medie røre over den såkaldte chikanesag fra Mariager, hvor en lesbisk familie har modtaget fordømmende breve og har oplevet, at deres ejendom er blevet udsat for lettere hærværk. Nu er chikane og hærværk selvfølgelig forkastelige – og det i øvrigt uafhængigt af hvem den går ud over og hvad dens motivation er – men alligevel kan jeg som homoseksuel ikke lade være med at tænke på, at det da går os homoer i Danmark ganske godt, hvis en sådan trods alt rimelig lille sag i den grad kan få folk op at køre. Der har jo trods alt hverken været tale om vold eller trusler om vold men i stedet om en chikane, der mest af alt ligner en enkeltstående psykisk syg persons adfærd.

Den forargelse, ja vrede, som sagen fra Mariager har udløst afspejler imidlertid et forhold, som ofte bliver overset, nemlig at homoseksuelle i Danmark ikke bare har opnået fuld juridisk ligestilling med heteroseksuelle, men at vi også i meget høj grad har vundet kampen om diskursen, eller om den offentlige moral om man vil. At udtrykke afvisning, fordømmelse eller ligefrem afsky for homoseksuelle er i dagens Danmark ikke bare yt, det er moralsk forkasteligt, det er udtryk for at man står udenfor det gode selskab og at man ikke er stueren. Det betyder så ikke, at den ene eller anden offentlige person, typisk men ikke kun en politiker fra Dansk Folkeparti, er hævet over at lade en antihomoseksuel finke flyve fra panden i ny og næ – men de kan også være sikre på at blive mødt med en bølge af protester når de gør det. Og disse finker må de da også typisk æde igen, godt krydret med forsikringer om at de da slet ikke har noget imod homoseksuelle.

Det er ikke bare blevet til en dansk norm, at man skal være pro homoseksuel, nej det er i høj grad blevet til en vestlig norm. Accept af homorettigheder bliver i Vesten ofte udlagt som helt centralt for et demokrati – og spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelt samliv er en menneskerettighed eller en farlig samfundsnedbrydende dekadence er i dag med til at opretholde opdelingen af verden i øst og vest – og nord og syd. Denne vestlige norm er meget ny, den har udviklet sig i løbet af få årtier. Da min far blev født var sex mellem mænd f.eks. en kriminel handling her i Danmark – og jeg selv var 12 år da homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser. En pæn stor del af den danske befolkning er altså vokset op i et samfund, hvor accept af homoseksuelle ikke var en norm, ja hvor homoseksualitet stadigvæk var forbundet med perversion og ja, alt andet end noget pænt.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at der under det ydre lag af næsten tvangsmæssig homoaccept flyder nogle andre understrømme, og når disse bryder op gennem pænhedens overflade, ja så kan de udløse noget nær moralsk panik, være det nu i befolkningen som sådan og da ikke mindst blandt homoseksuelle. Det ligger så snublende nær at møde disse tilfælde af homofobi, homoforagt eller hvad man nu skal kalde dette ukære barn, med moralsk fordømmelse og måske sågar ønske om straf i håbet om at jage disse uønskede følelser og holdninger endnu dybere ind i skabet. Og så er der selvfølgelig også altid ideen om at homoforagten kan kureres med omopdragelse i form af f.eks. de såkaldte normstormere hvis opgave det er at lære unge mennesker, at samfundets norm altså er, at man skal anerkende homoseksuelle hvis man selv vil anerkendes som et ordentligt menneske.

Hvad alle disse ganske velmenende homoaktivister og politiske allierede, der gerne vil profilere sig på en sikker vindersag, overser, er, at dette massive normpres i retning af accept af homoseksuelle kun virker på dem, der grundlæggende set ønsker at være en del af det “danske normfællesskab”. Vil man gerne være stueren, så lærer man med tiden at udtrykke sig “pænt”, selvom man måske ikke tænker “pænt”. Men har man opgivet at være en del af det pæne selskab ser situationen noget anderledes ud. Måske er vi faktisk ved at nå derhen, hvor det at være ikke accepterende overfor homoseksuelle har udviklet sig til at være en form for modkulturel protest identitet. Hvis man i dag pga. sin religion, sin hudfarve, sin økonomi eller hvad ved jeg, oplever at man bliver marginaliseret og stillet udenfor normen er det efterhånden snublende nær at se homoseksuelle som fortropper for det samfund og de normer, som holder en udenfor. Og hermed kan både verbale og fysiske angreb på homoseksuelle blive til en ventil hvor man kan lukke sin indestængte vrede og frustration ud. Det er måske ikke det vi ser i Mariager, men det er nok det vi ser på f.eks. det ydre Nørrebro, hvor homochikanen godt kan tage noget voldsommere former end smædebreve og affald i haven.