Fremtidens katolske kirke del 7 – udfordringen fra globaliseringen

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans seks første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring, den demografiske udfordring, lægfolkets rolle vil vokse og udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens syvende fremtidsscenarie, der handler om udfordringen fra globaliseringen.

Globaliseringen er på manges læber i denne tid. Der snakkes vidt og bredt om globalisering, men den meget snak dækker over, at det ofte er uklart hvad globalisering er. Måske kan globalisering bedst beskrives på denne måde: Verden knyttes tættere sammen. Verdensøkonomien er blevet til en sand verdensøkonomi. Mennesker flytter sig fysisk og psykisk som aldrig før. Internettet giver helt nye muligheder for fællesskaber mellem mennesker, der i princippet kan sidde på hver deres side af jordkloden. Globaliseringen har givet mulighed for en hidtil ukendt økonomisk vækst og den har givet forbedrede levevilkår for millioner af mennesker. Men globaliseringen har også sine skyggesider. Den sociale og økonomiske ulighed i mange lande – og mellem Vesten og den tredje verden – vokser. Gamle fællesskaber opløses og de bliver langt fra altid afløst af nye, og nationalstaterne kommer under pres fra multinationale selvskaber.

Den katolske kirke er et trossamfund, der ikke opererer med en adskillelse mellem religion og politik. Den katolske kirke ser det som sin opgave at være Guds røst i samfundet, også når vi taler økonomi og social retfærdighed. Indtil videre har den katolske kirke ikke udviklet noget klart standpunkt til globaliseringen som sådan, hvad jo også er lidt svært nu når globalisering er så uklart et begreb som det er. Men den katolske kirke har en klar sociallære, som den kan falde tilbage på når emnet er globalisering.

Den katolske sociallære er et omfattende fænomen. Med til den hører som udgangspunkt, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor har en helt unik værdi. Til den helt særlige værdighed som hvert menneske er udstyret med hører grundlæggende rettigheder. Menneskerettigheder er altså for den katolske kirke et udslag af den særlige værdighed som mennesket har fordi det er skabt i Guds billede. Den katolske kirke lægger imidlertid vægt på, at mennesket indgår i forpligtende fællesskaber, så som familien, nærmiljøet, foreninger, trossamfund og staten. Disse fællesskaber og deres rettigheder har også krav på beskyttelse. Den katolske kirke lægger vægt på det som man kalder for det fælles gode. Individuelle rettigheder må ikke spilles ud mod fællesskabets behov. Det betyder f.eks., at ejendomsretten nok skal respekteres men ikke er absolut. Den katolske kirke forventer både af den enkelte og af staterne viljen til at vise solidaritet med andre, ud fra en grundforestilling om at menneskeheden er én familie. Som i en familie skal der de svageste vises en særlig omsorg, fordi det er dem, der har det største behov. Alt dette skal dog ikke ses som socialisme i forklædning. Den katolske kirke går nemlig ind for det såkaldte subsidiaritets princip. Det går ud på, at de nære fællesskaber skal træde hjælpende til før man inddrager de større fællesskaber. Altså, familien skal hjælpe før kommunen inddrages, kommunen skal hjælpe før staten inddrages etc.

Den katolske kirke har længe prædiket mod de store økonomiske forskelle mellem Vesten og den tredje verden. Man kræver f.eks. eftergivelse af gæld og en bedre fordeling af verdens goder. Den katolske kirke er modstander af neoliberale økonomiske tiltag som f.eks. dem som Verdensbanken står for fordi de ofte medfører, at de fattigste bliver endnu fattigere.

Det forhold, at den katolske kirke i fremtiden vil være domineret af den sydlige halvkugle vil medføre, at den katolske kirkes protester mod det forhold, at en del af verden lever i umådeholden luksus mens den anden sulter, vil tage til. Det er også meget vel muligt, at den katolske kirke i fremtiden vil klandre multinationale selvskaber, der f.eks. tjener tykt på at sælge våben til det borgerkrigshærgede Afrika. Måske vi i fremtiden vil se Vatikanet opfordre de troende til at boykotte sådanne firmaer og de banker, der støtter dem?

Selvom det i de senere år er kommet til nogle heftige konflikter mellem FN systemet og Vatikanet pga. dybe uenigheder relateret til spørgsmål vedrørende abort, prævention og homoseksuelle, så vil den katolske kirke også i fremtiden grundlæggende set støtte op om FN og FN’s indsats overfor de fattige lande. Til gengæld er en voksende skepsis overfor USA økonomiske politik overfor den tredje verden ret sandsynlig.

Internettet vil i øvrigt kunne udvikle helt nye former for katolske fællesskaber. På nettet kan katolikker skabe kontakter til trosfæller, der deler lige præcis deres forståelse af den katolske tro. På nettet kan man høre prædikener, se gudstjenester og modtage åndelig vejledning og på denne måde indgå i et cyberspirituelt fællesskab. Kunsten for den katolske kirke er at udnytte nettets muligheder samtidigt med, at man sikrer sig, at folk ikke helt glemmer at gå i kirke i virkelighedens verden.