Fremtidens katolske kirke del 1 – Fremtidens kirke vil være sort
Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I dette blogindlæg vil jeg se på hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle.
Den katolske kirke har traditionen tro været forbundet med Europa – som Hilaire Belloc udtrykte det: Troen er Europa – og Europa er troen. Endnu i 1900 boede 200 millioner ud af verdens dengang 266,5 millioner katolikker i Europa og USA, ud af resten boede langt de fleste (53 millioner) i Sydamerika. I år 2000 var der ca. 1,1 milliarder katolikker i verden. Af dem boede 350 millioner i Europa og USA mens 400 millioner boede i Sydamerika. Et andet godt indtryk af den eksplosive vækst i antallet af katolikker i den tredje verden er Afrika. I starten af 1900-tallet var der 1,9 millioner katolikker i Afrika syd for Sahara. Ved århundredes slutning var tallet vokset til 130 millioner, hvad svarer til en vækstrate på 6708 procent! Et andet eksempel er, at der i år 2000 blev foretaget flere katolske dåbshandlinger i Filippinerne end der blev foretaget i Frankrig, Spanien, Italien og Polen tilsammen.
Årsagen til at flertallet af verdens katolikker i dag bor udenfor den vestlige verden er mange. Den stærke befolkningsvækst i den tredje verden kombineret med en stagnerende befolkningsudvikling i den vestlige verden hører med til billedet. Men i Afrika er antallet af katolikker vokset hurtigere end befolkningsvæksten, så alt kan ikke forklares med demografi. I stedet må det fremhæves, at den katolske kirke på den sydlige halvkugle, især i Afrika og i Asien, i tiden efter 2. Vatikankoncil har lært sig at stå på egne ben. Man er ivrig for at bringe troen videre – og vha. tilpasninger af liturgien til lokalsamfundenes sprog og skikke har man formået, at blive attraktiv og vinde nye mennesker for katolicismen.
Hvad kendetegner så den ”sorte” katolicisme? Ja, nu må man ikke glemme, at der faktisk er en del forskelle mellem katolicismen i f.eks. Brasilien og Congo. Meget firkantet kan man dog sige, at ”den sorte” katolicisme er præget af en stærk værdikonservatisme. I 2006 mente således 98 % af alle kristne i Nigeria (der dog ikke alle er katolikker), at homoseksualitet aldrig kan retfærdiggøres og 97 % af filippinerne var imod abort. Denne strikse værdikonservatisme er imidlertid forbundet med holdninger, som i vestlig sammenhæng ofte ses som venstreorienterede. Den sydlige halvkugles katolikker er typisk kritiske overfor kapitalisme og globalisering. De mener, at USA udøver for meget indflydelse i verden. De er i udpræget grad pro palæstinensiske og for FN. De ønsker en statsreguleret økonomi og de er optaget af miljøproblematikker.
Fremtidens katolicisme vil altså med rimelig sikkerhed forblive stærkt afvisende overfor homoseksuelle og abort, ligesom der heller ikke er noget, der tyder på, at der vil komme en nævneværdig opblødning af synet på prævention og skilsmisse. Men fremtidens katolicisme vil i endnu stærkere grad end i dag være i opposition til USA, afvisende overfor Israel og generelt stærkt kritisk overfor den vestlige verdens økonomiske politik overfor den tredje verden. Eller sagt med andre ord, den sorte pave, som John L. Allen regner med den katolske kirke vil få før eller senere, vil blive svær at håndtere for den vestlige verdens progressiv såvel som for dens konservative.
Den katolske kirke på den sydlige halvkugle står dog også overfor en række udfordringer. Et problem er at sikre den fortsatte vækst. Således vokser antallet af præste- og ordenskald i den ”sorte” katolicisme med en imponerende fart – men antallet af katolikker på den sydlige halvkugle vokser hurtigere! Den nuværende trend, hvor den vestlige verdens katolske bispedømmer og ordenssamfund forsøger, at kompensere for manglende kald ved at importere kirkelige arbejdskraft fra den sydlige halvkugle er alt andet lige skadelig for bispedømmerne og ordenssamfundene i syd. De har brug for alle de hænder de kan få – de har ikke brug for at blive plyndret for gode præster og ordensfolk .
En anden problemstilling – dog reelt set kun for den katolske kirke i Afrika, er hvordan man skal håndtere polygami. Homoægteskaber behøver man ikke at være bange for vil blive indført i Afrika – men polygame ægteskaber er almindelige – og de udgør typisk et problem når en mand med flere koner vil konvertere til katolicismen. Ikke mindst fordi det ikke nytter bare at kræve, at han skal droppe kone nr. 2, 3 etc. Sådanne ”kasserede” kvinder vil nemlig ofte ikke have udsigt til et nyt ægteskab og risikerer derfor at ende i dybeste armod, hvis de bliver forskudt.
En udfordring er også, at man i den ”sorte” katolicisme finder en stærk tro på hekseri og trolddom – en tro som man her ofte oplever, at de vestlige missionærer ikke tager alvorlig. Hvordan man imidlertid kan komme denne tro i møde uden, at blive medansvarlig for de talrige overfald og mord på fattige og svage ældre og børn, der beskyldes for hekseri, er et ikke helt lille problem.
Et andet emne er pligtcølibatet for præster. Selvom rigtigt mange ”sorte” katolikker er meget afvisende overfor den vestlige stereotyp om de hypervirile sorte mænd, som ikke skulle kunne magte cølibatet, så er der næppe nogen tvivl om, at de katolske præster på den sydlige halvkugle har samme problemer med at holde cølibatet som man finder hos præsterne i vesten. Og cølibatet gør det vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med præster. En sort pave vil derfor måske være åben overfor at tillade præstevielser af gifte katolske mænd, ikke som en hensyntagen til en vestlig ide om seksuel selvrealisering, men for at sikre, at der er katolske præster nok til at evangeliet kan nå ud til hele verden – og for at sikre, at katolikkerne også på den sydlige halvkugle får den pastorale betjening som de har brug for.
Interessant læsning! Har du tænkt dig at gennemgå alle 10 fremtidstrends? I så fald vil jeg se frem til det.
Kirken er ikke afvisende overfor homoseksuelle. Den er afvisende overfor praktiseringen af homoseksualiteten. Der er en væsentlig forskel. Ligesom at Kirken afviser utugt, afviser den jo aldrig den der begår utugt.
Kirkens situation som den er idag, er ikke egnet til (udvidelse af; der er gifte kat. præster i Mellemøsten/Grækenland osv) i Vesten og Afrika. Økonomien er på vej ned ad. I Danmark som er et af de rigeste lande, kører Kirken med underskud på 8-10 millioner om året. Så en præstelønning ala Folkekirkens er helt udelukket indtil katolikkerne begynder at stramme bæltet og bidrage til kirkeskatteordningen.
Interessant og sobert indlæg – tak! Bortset fra, at det utvivlsomt er en fejlagtig racisme at tro, at cølibatet for præster skulle være mere udfordret i Afrika end i det verdsliggjorte Europa, så er der jo mange gode takter i dette – inkl det om en stærkere kirkelig røst i samfundsanliggender. Allen, der tilhører den modernistiske fløj, har misforstået meget mellem år og dag, og sikkert også noget i denne sammenhæng; det næste bliver nok noget om afrikanernes smag for liturgisk dans. Men skulle det være tilfældet – det ved jeg ikke fordi mit liv er for kort til Allen og hans bøger – så tror jeg han undervurderer den nye verdens higen efter det autentiske og sande.
In Christo,
Carl
Nikolaj:
Ja, det har jeg.
Casper:
Ifølge den katolske kirkes verdenskatekismus er homoseksualitet en dyb indre uorden hos den berørte som gør vedkommende særligt udsat for at synde. Derfor må homoseksuelle ikke blive katolske præster. Man ser altså ikke blot på adfærden men bedømmer også homoseksuelles pskyke og evne til at leve efter kirkens regler, herunder evnen til at leve i cølibat. Og her falder bedømmelsen rimelig negativ ud – uanset hvordan man lever.
Mht. præsternes lønninger så er det en udfordring. Men hvem siger i øvrigt, at en katolsk præst nødvendigvis skal forsørges af den katolske kirke? Pinsekristendommen er jo i stærk vækst i den 3. verden – bl.a. fordi de ofte bruger præster, som er selvforsørgende og derfor ikke belaster budgetterne. Noget helt andet er, at der er brug for, at den katolske kirke i den vestlige verden overfører betydelige midler til præsteuddannelserne i syd, der desperat mangler penge til at uddanne de mange ansøgere. Det vil alt andet lige også være en bedre investering end i mursten her i Danmark f.eks.
Carl:
Jeg fremhævede lige præcist, at de afrikanske præster ikke har et særligt problem med cølibatet.
Jeg vurderer, at det er rimeligt alment anerkendt, at det 2. Vatikan koncils liturgiske reformer var et enormt plus for kirkerne i Afrika og Asien. Uden dem havde man haft svært ved at modstå anklagen om at man blot var den europæiske kolonialismes forlængede arm. Det har været alfa og omega at give katolicismen et afrikansk hhv. et asiatisk ansigt. Til gengæld synes man at være åben overfor brugen af latin i forbindelse med internationale katolske gudstjenester. Man er så afgjort ude efter autensitit – men opfatter ikke brugen af lokalsprog og musik/dans med lokale rødder som noget der er i modstrid med en sådan. Her har man så heller ikke haft de problemer med liturgisk anarki og stridigheder om liturgien som har præget den katolske kirke i Vesten i tiden efter 2. Vatikan koncil.