Er de kristne trossandheder historisk troværdige?
”Karen, er du meget kristen?” spurgte en af mine elever mig for nogle år siden. ”Hvad vil det for dig sige, at være meget kristen?” spurgte jeg hende tilbage. ”Altså jeg mener, går du jævnligt i kirke, beder du aftenbøn og bordbøn?”, uddybede hun. Da jeg svarede ”ja” hertil udbrød hun ”sejt!”
Jeg måtte tænke på denne lille historie da jeg læste Jens Ole Christensens klumme i Kristeligt Dagblad fra den 13.5.2011 hvor han distancerer sig fra at nogen har kaldt ham for stærkt troende. Udtryk som ”meget” eller ”stærk” sat i forbindelse med troen er ganske rigtigt problematiske. Ikke nok med, at der jo er forskellige udgangspunkter for hvornår man er ”meget” eller ”stærkt” troende, ja så er troen ikke noget som kan måles og vejes. Det kan den ikke være, i hvert fald ikke, hvis udgangspunktet er, at den kristne tro i sig selv er et mysterium, er vores personlige forhold til Gud hvis dybder, styrker og svagheder i sidste instans kun Gud selv kender.
Jens Ole Christensens begrundelse for at afvise påstanden om at han er stærkt troende er i henhold til klummen at han, selvom han er bekendende ”bibeltroende”, kender til kampen med tvivlen, der for ham drejer sig om hvorvidt kristendommen er sand og om hvorvidt dens fortælling er historisk troværdig.
Det fik mig til at tænke over om det der er sandt nødvendigvis er historisk.
Mht. det historiske så er den historievidenskab der voksede frem i den vestlige verden i løbet af 1700-tallet og som fik definitionsmagten over historiebegrebet i slutningen af 1800-tallet en videnskab der er sekulær i sin tankegang. Dens udgangspunkt er, at alt kan forklares videnskabeligt og den kan ikke acceptere overnaturlige forklaringsmodeller. I henhold til historievidenskaben kan kristne trosudsagn så som at Jesus blev født af en jomfru eller at han opstod fra de døde derfor ikke være historisk troværdige. For sådanne ting kan ikke lade sig gøre i henhold til den naturvidenskabelige forklaringsmodel som historievidenskaben trækker på.
Her stopper ateisten så, men som kristen kan man tage et skridt videre og begynde at tænke over hvad det vil sige, at noget er sandt og at noget er sket. Hvilken relation er der mellem de kristne trosudsagn og historien?
I mange religioner antages de centrale hellige fortællinger, myterne, at handle om ting der skete før tiden blev til. De ligger om så må sige udenfor historien. I jødedommen, kristendommen og islam derimod handler de centrale hellige fortællinger om forhold, der hævdes at være foregået i historien. I disse religioner er det altså afgørende om det man tror på er sket på en eller anden måde. Men jeg tror, at man skal passe på med at forfalde til det, som i mine øjne er en banalfundamentalistisk forståelse af at noget er sket når vi altså taler om religiøse sandheder. En fundamentalisme som man sjovt nok kan finde både hos troende og hos ateister.
Jeg tror, at Jesus blev født af en jomfru, og jeg tror, at han opstod fra de døde, ikke blot som ide men også med sin krop. Men jeg tror, at der er tale om sandheder, der sprænger enhver form for almindelig historisk forståelse. Det handler nemlig om sandheder, der har rødder i historien men som historien ikke kan rumme. Der er tale om mysterier så dybe og uudgrundelige at vores talen herom altid vil komme til kort. For mig banaliserer man troen hvis man vil gøre dens udsagn til noget der handler om historiske begivenheder på linje med Slaget ved Dybbøl eller Danmarks befrielse. De sidste handler om forhold, som vi kan forstå og bevise, de første om hvad vi ikke kan forstå og ikke kan bevise, men som vi kan tro på. Slaget ved Dybbøl eller Danmarks befrielse den 4.-5. maj 1945 er noget, der skete engang. Selvom man kan mindes disse begivenheder og fejre dem så forbliver de dog en afsluttet fortid, de vil for altid være ”den gang”. Men f.eks. trosudsagn som at Jesus opstod fra de døde er ikke bare noget man som kristen mindes som en afsluttet historisk begivenhed, som et ”den gang”. I dåben dør og genopstår vi med Kristus. I nadveren forenes vi med vores døde og genopstande herre. Troens sandheder handler nemlig om noget der går langt ud over ”der var en gang”, de handler om en levende virkelighed her i vores liv.
“Men jeg tror, at der er tale om sandheder, der sprænger enhver form for almindelig historisk forståelse. Det handler nemlig om sandheder, der har rødder i historien men som historien ikke kan rumme. Der er tale om mysterier så dybe og uudgrundelige at vores talen herom altid vil komme til kort”
Undskyld, men…det der giver ingen mening. ENTEN er Jesus født af en jomfru, og opstået konkret og fysisk (som du også selv bekender at du tror)…eller også er Han ikke, og så bør vi alle blive jøder i stedet.
At disse konkrete, historiske begivenheder (som er lige så historisk faktuelle som slaget ved Dybbøl, eller befrielsen) så også har en dybere mening (det skete noget andet og mere end at en mand blev korsfæstet) er noget ganske andet. Det samme med genfødelsen i Dåben, og indtagelsen af Kristi legeme og blod i Nadveren: Der sker andet og mere end at man får brød og vin. Men jeg kan slet ikke se hvordan det jeg citerede gav mening (heller ikke i dets sammenhæng)?
Altså: Enten er Kristus opstanden konkret og reelt…eller også er Han ikke. Der gives ingen mellemvej.
Bibelfundamentalisme er noget underfuldt noget. En bibel fundamentalis blev spurgt om han så virkelig troede at Jonas blev slugt af en hval og gylpet op på stranden senere. Han svarede: “ja da, og hvis der havde stået, at det var Jonas, der havde slugt hvalen, så havde jeg også troet på det”
Mark:
Jeg prøvede lige præcist at forklare, at f.eks. jomfrufødslen og Jesu opstandelse er sandheder der har rødder i historien (de er sket selvom de ikke kan bevises) men de går langt ud over hvad historiske sandheder er. Det er derfor, at man kan tro på Jesu opstandelse mens det jo ikke giver mening, at ville tro på slaget ved Dybbøl.
Claes: Nu står der ingenting om at der var tale om en hval.
I øvrigt findes der, stort set, ikke “bibelfundamentalister” i Skandinavien. Thi du ER, forhåbentlig, klar over hvad ordet “fundamentalist” dækker over, og ikke bare hvad du gerne vil have det til at betyde, for at kunne bruge det som skældsord, ikke?
Karen: Meget lidt kan “bevises” historisk, thi alt afhænger af om man tror på kildematerialet. De fleste vil hævde at Osama bin Laden døde 2. maj 2011, da amerikanske elitesoldater trængte ind i det hus han skjulte sig i. Men, som man kan forvisse sig om på bl.a. Informations hjemmeside, er der stadig nogen der mener at omtalte bin Laden:
1: Ikke døde dér, men blev taget til fange og holdes tilbage et eller andet skjult sted
2: Døde i 2001 i Tora-Bora-bjergene et sted
3: Aldrig har eksisteret, men er at sammenligne med Emmanuel Goldstein fra “1984”
og sikkert endnu flere muligheder jeg lige har glemt på stående fod.
Når historiske begivenheder som er SÅ TÆT på nutiden betvivles, er det så meget desto mere naturligt at historiske begivenheder som ligger 2.000 år (og mere) tilbage i tiden, betvivles. Dette siger noget om menneskene, mere end om begivenhedernes historicitet, og evt. bevis for deres påstande. NT er langt langt de bedst overleverede oldtidsdokumenter der findes. Tættere på de begivenheder de taler om og større overensstemmelse afskrifterne imellem (NB at jeg ikke sagde TOTAL overensstemmelse, jf. de tekstkritiske problemer der trods alt også er i NT) end nogen som helst andre. Der er, populært sagt, langt større historisk bevis for Jesu opstandelse, end for Gaius Julius Caesars erobring af Gallien.
Forskellen mellem Kristi opstandelse, og slaget ved Dybbøl (i den forstand vi snakker om her), er ikke graden af troværdighed i forhold til hvorvidt det skete, men hvor mange som vil lade sig overbevise af de etablerede, og troværdige, kilder. På samme måde som Osama bin Laden døde 2. maj 2011, også selvom nogle få nægter at tro det, opstod Jesus Kristus fra de døde for 2.000 år siden, også selvom mange nægter at tro det.
eller hvis Caesar var et dårligt eksempel, så kunne vi tage Alexander d. Store i stedet. Pointen er den samme.
Bravo Claes…
Beklager, hvis det lille spøgfulde indslag om Jonas i hvalfiskens bug ikke faldt i god jord. Min tanke var at vise, at bibelfundamentalister ikke tager bibelen alvorligt, når de så betingelsesløst tror på alt, hvad der står i skriften uden at bruge den fornuft, som Gud har givet dem.
Fortællingen om Jonas får dybde, ved at være brugt som billede på Jesu død og opstandelse i et Jesus ord, der er overleveret i Mattæus evangeliet. Fortællingen selv er vel nærmest et fromt eventyr i den jødiske profetiske tradition. Det illustrere, at et profetisk udsagn ikke altiv kommer til at gå i opfyldelse.
Mark:
For det første forsøger du på at blande historievidenskabens sekulært naturvidenskabeligt orienterede paradigme med det religiøse paradigme. Overnaturlige begivenheder kan historievidenskaben altså ikke anerkende, det er så uafhængigt af om det skulle være en mand, der stod op af døde eller græsk-romerske guder, der skulle have grebet ind i et slag.
For det andet overser du også hele den historisk-kritiske forskning i de bibelske skrifter. Det ældste evangelium, Markus, antages her at være fra år ca. 70, dvs. ca. 40 år efter Jesu levede her på jorden. De andre evangelier er yngre. De ældste Paulus Breve er fra ca. 55 – immerhen ca. 15 år efter Jesu død, og Paulus kendte ikke den historiske Jesus. De ældste fragmenter af NT tekster stammer fra 100-tallet. Evangelierne er i deres ældste afskrifter uden navn – traditionen om hvem der har skrevet dem dukker først op i midten af 100-tallet. Altså er der tale om kilder, der er nedskrevet pænt langt tid efter begivenhederne og vi har ikke beviser for at de er skrevet af øjenvidner. Det er alment anerkendt indenfor bibelforskningen at der er sket en teologisk bearbejdning og traditionsudvikling mellem Jesu tid og nedskrivningen af NT’s skrifter.
Og bruger man en historisk kritisk læsning af beretningerne om Jesu opstandelse vil man jo i øvrigt opdage, at Markus har fået tilføjet en slutning omhandlende begiveheder efter Jesu opstandelse som ikke findes i de ældste håndskrifter. Man vil også bemærke, at de Mathæus, Lukas og Johannes arbejder videre med (den oprindelige) Markus beretning med tilføjelser som igen afviger internt. Man vil også bemærke, at Paulus i 1. Kor. 15, dvs. den ældste beretning vi har om Jesu opstandelse, ikke kender til historien om den tomme grav eller om kvinderne som vidner, men at han i stedet sætter lighedspunkt mellem apostlenes møde med Jesus og så hans eget visionære møde med ham. Måske Paulus opfattede det historisk konkrete i Jesu opstandelse anerledes end du? Og hvordan kan vi med sikkerhed afvise, at historien om den tomme grav er opfundet af Markus?
Og så kunne vi selvfølgelig også komme ind på antikkens mysteriereligioner og deres tro på døde og genopstande guder (så som Mithras) der giver evigt liv til dem, der indvier sig til dem og tror på dem som en religionshistorisk forklaring på hvordan troen på Jesu opstandelse kunne være opstået hhv. fået den udformning vi kender i dag.
Det korte af det lange er, at Jesu opstandelse ikke kan accepteres indenfor hverken historievidenskaben eller religionsvidenskaben. Lige så lidt som troen på Gud kan ses som andet end et menneskeskabt fænomen.
Troens virkelighed kan altså ikke rummes indenfor det videnskabelige paradigme. Troen virkelighed hører troens paradigme til. Fundamentalisme, være den nu ateistisk eller religiøs, vil kun anerkende eksistensen af ét paradigme, det er lige præcis heri dens åndelige fattigdom efter min mening består.
Jeg glemmer ikke den historisk-kritiske vinkel. Jeg er blot ikke overbevist om at den holder så langt som den selv påstår.
Og for at undgå at gøre den her debat unødigt lang og detaljeret, så vil jeg stadig holde fast i at en historisk begivenhed er en historisk begivenhed. Enten er Jesus opstået konkret, og fysisk, eller også er Han ikke. Hvis Han ER, så kan vi ikke bare sige “Det er noget jeg lissom føler med mig selv.”. Hvis ikke vi kan underbygge at det er sandsynligt at det forholder sig således, så bør vi droppe projektet. Paulus sætter med rette tingene på spidsen i 1 Kor 15:12-19.
Vil man afvise NT som kildemateriale til historiske begivenheder, er man samtidig nødt til at afvise stort set (jeg tager dette forbehold, fordi der kan forefindes kilder jeg er ubekendt med) alle andre kilder til nogen som helst begivenhed i oldtiden. For ingen er bedre overleveret end NT. Tesen om “neutral historieskrivning” er for det første i sig selv noget sludder (præcis som “neutral journalistik” er det), og for det andet et meget nutidigt ideal, som det er urimeligt at lægge ned over en hvilken som helst oldtidstekst.
Og ærligt talt betyder hvad religionsvidenskaben mener ikke særlig meget i min bog; jeg er teolog, ikke religionsvidenskaber.
Rettelse: Der skulle stå: “…så vil jeg nøjes med stadig at holde fast i…”
Mark:
Du mener altså at Jesu opstandelse er en historisk begivenhed på lige fod med alle andre historiske begivenheder, men den metode som man indenfor historievidenskaben anvender når man arbejder med historiske kilder vil du ikke anvende på NT ligesom du øjensynligt ikke vil anerkende det paradigme som historievidenskaben arbejder ud fra.
Ingen historiker med den mindste respekt for den historiske metode vil gå ud fra at vi bare uden videre kan stole på nogen som helst tekst fra antikken. Ikke nok med at man vil sammenligne de forskellige tekster vi måtte have til en begivenhed, nej man vil også se på om de skrevne tekster kan underbygges af arkæologisk materiale. Desuden vil man være sig bevidst at antikkens opfattelse af historisk korrekthed var noget anderledes end den fremherskende i dag. Kort fortalt var udgangspunktet i antikken at en historie skulle have en god morale – om den var faktuel sand var mindre interessant. Det er et forhold som det er en god ide at være sig bevidst også når man arbejder med NT’s tekster.
Og nej, der findes ingen neutral historieskrivning, ligesom der heller ikke findes nogen teologi der bare gengiver hvad “Gud siger” i Bibelen. Der vil altid være tale om tolkning.
Som teolog gør man klogt i at lære om og være i stand til at anvende såvel den historiske som den religionsvidenskabelige metode. På Århus Universitet foregår der f.eks. et levende og rigt samarbejde mellem religionsvidenskab og teologi som i høj grad bidrager til at begge fag har en høj faglig standart – efter min beskedne mening.
Sandheden om Jesu opstandelse handler ikke om hvad jeg føler – men den handler heller ikke om hvad man kan bevise eller sandsynliggøre. Det er en sandhed som lige så lidt afhænger af mig som den afhænger af den menneskelige logik – for den er et udtryk for Guds mysterium som vi kan knæle for i tro – men ikke underlægge de jordiske og materielle principper.
Skal man se nøgternt på det, så er det sansynligt, som Mark skriver, at tilsynekomster af den korsfæstede er det primære og den tomme grav en konstruktion. Det afgørende for troen er ikke frelserens døde legeme, men at Jesus lever til trods for den voldelige død. Jesus lever og vi skal leve. Kødet gavner intet.
Claes:
Jeg tror nu ikke at det er den konklusion Mark tager…
Nu tror jeg, at yngre traditioner i åndelig forstand kan være mere sande end ældre traditioner. Det legeme Jesus har efter opstandelsen, i henhold til evangelierne, er tydeligvis et forvandlet legeme (hvad fremgår af at han ikke med det samme bliver genkendt) – hans forvandlede opstandelseslegeme er et billede på det vi skal få – et legeme hvis forhold til vores nuværende i henhold til Paulus er som forholdet mellem plante og frø.