Den katolske kirke og skilsmisserne

Den katolske kirke er kendt for et i den senmoderne vestlige virkelighed strengt virkende syn på skilsmisse. Ægteskabet ses som et sakramente, og det skal vare indtil ens ægtefælle eller man selv dør. Går ægtefællerne alligevel fra hinanden, ja så må de leve resten af livet i cølibat. Gifter de sig alligevel igen må det ske udenfor den katolske kirke – og de bliver ekskommuniceret. Og så dog, for man kan som katolik også søge om at få sit mislykkede ægteskab erklæret ugyldigt. Det gøres ved at man beder en kirkelig domstol om at få en erklæring om at ægteskabet slet ikke var noget ægteskab, da vigtige forhold der skal til for at et ægteskab er gyldigt i katolsk forstand ikke var blevet opfyldt. Det er en lang og besværlig proces, der i hvert fald af nogen omfattes som ydmygende og der er ingen garanti for at domstolen vil dømme som man ønsker det. Men får man succes så skyldes det ofte, at man kan overbevise domstolen om at man og/eller ens ægtefælle ikke forstod, hvad ægteskabet går ud på i katolske forstand, at man var personlig umoden, da man blev gift, ikke var indstillet på, at det skulle vare for evigt etc.

Nu har Pave Frans indkaldt til et internationalt bispemøde i 2014, der skal se på det katolske ægteskabs udfordringer. Mange forventer nok lettelser af reglerne i en eller anden form. Men lad os nu se. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at undre mig lidt over den katolske kirkes hidtidige forståelse af og håndtering af skilsmisser hhv. fraskilte, der gifter sig igen.

F.eks. lærer den katolske kirke, at den ikke kan sige god for at katolikker bliver skilt og gift igen da Jesus i henhold til Det Nye Testamente har forbudt skilsmisse klart og entydigt. Det er jo rigtigt nok. Men han har også f.eks. forbudt brugen af titler som f.eks. ”fader”, da vi ikke har nogen anden far end ham i himlen. (Matt. 23,9)Og det har jo altså ikke forhindret den katolske kirke i at bruge udtryk som f.eks. ”den hellige fader” om Paven. Når man altså ikke er bundet på hænder og fødder af Jesu ord om brug af titler, hvorfor er man det så når det gælder om ægteskabets uopløselighed?

Mere grundlæggende må man jo også sige, at Jesus intet steds i Det Nye Testamente taler om ugyldige ægteskaber. Ideen om at et par kan have været gift i f.eks. 20 år, have fået flere børn sammen etc. – og så alligevel faktisk være i et ugyldigt ægteskab, det er ikke en ide man finder belæg for i Bibelen. Bevares, det giver jo nok mening, at folk der med vold er blevet tvunget til at gifte sig ikke skal være bundet heraf for livet, men de typiske årsager til at et ægteskab erklæres ugyldigt virker på mig mindre overbevisende, ikke mindst set i forhold til kirkens praksis og tro i øvrigt.

Lad os f.eks. sige, at to unge katolikker, der ikke er troende, gifter sig for at gøre deres forældre glade selvom de ikke tror på ægteskabets uopløselighed. Hvis de senere går fra hinanden kan de få ægteskabet erklæret ugyldigt, så de kan gifte sig på ny. Men hvad nu hvis de bliver sammen – og på et tidspunkt begge to bliver dybt troende og engagerede katolikker. Skal de så blive gift igen fordi deres hidtidige ægteskab var ugyldigt? Har nogen nogen sinde hørt at det er sket? Men sådan burde det vel være, for ægteskabets gyldighed har jo efter den katolske kirkes tro ikke noget at gøre med om ægtefællerne går fra hinanden eller bliver sammen.

Lad os tage et andet eksempel. Et ungt katolsk par er dybt troende, de bliver gift. Efter nogle år mister den ene troen – og bryder ud af ægteskabet. Den part der sidder tilbage kan ikke blive gift igen uden at blive mødt med ekskommunion fordi han eller hun ligesom ægtefællen ved ægteskabets indgåelse troede på og accepterede den katolske kirkes lære om ægteskabet. Havde de begge derimod været ateister, der giftede sig katolsk for en forms skyld, ja så kunne den der blev forladt, godt blive gift igen med kirkens velsignelse. I tilfælde af at man bliver forladt af ens ægtefælle bliver man som katolik altså straffet for at være troende når man giftede sig, mens man belønnes for at blive gift uden oprigtighed.

I det hele taget er det i mine øjne ikke helt uproblematisk, at ville gøre et sakramentes gyldighed afhængigt af om modtageren er moden nok til at forstå, hvad der drejer sig om og er fuldt med på hvad det handler om. I hvert fald når vi taler om sakramenter, der er tænkt til at virke resten af livet. En sådan indstilling vil jo f.eks. gøre barnedåben ugyldig. Og hvad med de nok ikke helt få katolske store børn hhv. teenagere, der bliver firmet fordi det er en katolsk tradition selvom dette sakramente ikke siger dem særligt meget og de ikke er med med hjertet? Skal de genfirmes hvis de som voksne indser at de som unge ikke vidste hvad det var, som de som dengang sagde ja til?

Spørgsmålet er derfor om det ikke ville give mere mening at droppe alle disse lange og dyre processer ved de kirkelige domstole og i stedet erkende, at ægteskaber her i vores faldne verden somme tider mislykkes og det derfor er nødvendigt, at finde veje til at man som fraskilt katolik kan få lov til at blive gift igen, være det nu med kirkens velsignelse eller stiltiende accept, uden at man bliver mødt med ekskommunion?