Dansk Folkepartis kamp mod minoriteterne
Et bemærkelsesværdigt træk ved Dansk Folkepartis samt deres medløberes kamp mod racismeparagraffen er, at Dansk Folkeparti ellers er kendt for deres ihærdige kamp mod det muslimske tørklæde samt mod minaret- og moskebyggeri. Eller sagt med andre ord, samtidigt med at Dansk Folkeparti kæmper for at man i den offentlige debat skal have lov til at sige hvad hjertet begærer om muslimer, kæmper de også for, at muslimer ikke skal få lov til at give udtryk for deres religion i det offentlige rum.
Sammenhængen er heller ikke særlig svær at se. Religionsfriheden, retten til at praktisere en tro der er forskellig fra majoritetens, er en rettighed der har til formål at beskytte minoriteter mod overgreb fra majoritetens side af. Racismeparagraffen har på samme måde til formål, at beskytte minoriteterne mod verbale overgreb fra majoritetens side af.
Eller med andre ord, såvel religionsfriheden som racismeparagraffen er udtryk for, at et demokratisk samfund har et særligt ansvar for at beskytte dets minoriteter mod overgreb. Dansk Folkeparti og deres medløbere har derimod et andet demokratibegreb. For dem udgør den muslimske minoritet en trussel, i nogens øjne sågar en dødelig trussel mod majoriteten. Man vil med andre ord beskytte majoriteten mod den alvorlige trussel, som en minoritet antages at udgøre, ved at fratage minoriteterne deres ret til beskyttelse.
Og det er lige præcis her, at Dansk Folkepartis og deres medløberes kamp mod racismeparagraffen bliver farlig for minoriteterne, i særdeleshed for landets muslimer. Racismeparagraffen har jo ikke på nogen måde hindret islamkritik, ingen er f.eks. blevet dømt for at kalde Muhammed for en løgner, for at påstå, at islam er kvindeundertrykkende eller uforenelig med et demokratisk samfund. Racismeparagraffen hindrer altså ikke religionskritik, herunder islam kritik, men den forhindrer den dæmonisering af et religiøst mindretal, der er forudsætningen for at majoriteten kan overbevises om nødvendigheden af bastante indgreb overfor landets muslimske minoritet.
Racismeparagraffen skal altså afskaffes så det bliver muligt, at skabe et debatklima, hvor befolkningen i sidste instans bliver villig til at bakke op om de tiltag der skal til for at muliggøre Dansk Folkepartis vision om et muslimfrit Danmark. Og det uhyggelige er, at Dansk Folkeparti endnu ikke har fortalt os hvor grænsen går for hvad vi har lov og pligt til at gøre for at opfylde denne vision.
Problemet med racismepagraffen og hele racismetænkningen er IKKE, at man ikke må sige blå mennesker er noget prutfise, men derimod at man ikke må påtale problemer med særskilte grupper af mennesker med en særlig kultur og baggrund. Skaden ved sådan en tænkning ses eks. ved danskprøven, hvor man gør det ekstremt svært for velintegrerede ressourcer for Danmark at få statsborgerskab, fordi man ikke må gøre forskel på mennesker alt efter hvilken kultur de kommer fra. Det er meget morsomt med den sammenligning til nazismen, men den reelle kamp, og det er også DFs kamp som jeg opfatter den, er kampen om hvilken kultur og værdier, der skal være toneangivende i vort land.
Man må gerne påtale problemer, man må bare ikke komme med vanvittige kollektive beskyldninger.
Man må ganske rigtigt ikke dømme folk ude pga. deres kultur, deres race, deres køn, deres seksualitet eller deres religion. Et hvert menneske har ret til at blive bedømt som individ og ikke pga. af fordomme om besteme gruper.
DF kamp handler ikke om hvilken kultur der skal være toneangivende i DK – men i sidste instans om hvilken der må eksistere her.
Problemet er den farisæisme, der ligger i at fare frem med bål og brand, når nogen slår i en prut, og andet er Hedegaard og Langballes udtalelser ikke.
Samfundet bør gribe ind overfor personer, der som Langballe og Hedegaard forpester den offentlige debat med helt uholbare udfald mod landets muslimske befolkning. Hvis nogen havde sagt noget lignende om jøderne have der heller ikke være nogen tvivl herom. Men desværre er der en bevægelse igang her i landet, der vil have fri adgang til dæmonisering af landets muslimer, så man kan få gødet jorden til de drastiske tiltag, der skal til, for at man kan få opfyldt drømmen om det muslim friDanmark.
Hvad kommer først, hønen eller ægget? De politiske korrekte eller deres begunstigede, der kun gør som de har lært? Jeg tror det samfund du frygter er så langt fra den hverdag vi har i dag, at vi alligevel ikke vil kunne genkende det og identificere med det nuværende. For det vil kræve, at hele venstre/midter eliten mister deres magt, og der skal altså noget til. Hele den enorme offentlige sektor og horden af mennesker på på den offentlige lønningsliste og overførselsindkomster skal forsvinde, før protestpartiet vil få den indflydelse du frygter. Jeg tror, der skal nogen globale katastrofer og bomber til først.
Man skal aldrig undervurdere risikoen der udgår fra de partier, der prædiker had til minoriteter. Og man skal slet ikke undervurdere hvordan deres medhjælpere i befolkningen kan få gødet jorden så hadets tidsler kan vokse frit og kvæle demokrati og menneskerettigheder.