Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 feb, 2014 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Selvkritik er et “hvidt” privilegium

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid – og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod “hvide mænd i magtfulde positioner“, der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: “hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?” Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik – men måske det også lidt er strategien – hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990’erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige – men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at “sortes” kritik af andre “sorte” kan og vil blive misbrugt af diverse racister – men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et “hvidt” privilegium. At “sorte” ikke har samme frihed som “hvide” til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur – at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris – der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam – og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier – så forhindrer man heller ikke overgrebene – og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de “hvides” racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme – i stedet for at blive mødt med en mur af “velmenende” tavshed.

Læs mere

Skrevet af den 28 jul, 2013 under Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Sørine Gotfredsen og minoriteterne

Sørine Gotfredsen, en rimeligt kendt debattør og præst med tilknytning til Tidehverv, udbreder sig i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 27.7.2013 om sagen om fyringen af Jim Lyngvild. At Jim Lyngvild blev fyret som vært for Copenhagen Pride fordi han havde brugt udtrykket “bøssekarle” ser hun som et udslag af vor tids forvirring, der blandt andet består i at vi er blevet alt for følsomme på minoriteterne vegne – de konkrete minoriteter hun så nævner er de homoseksuelle og muslimerne, hvor førstnævnte betegnes som en “ophøjet” minoritet.

Denne følsomhed stiller hun op overfor det forhold, at ingen i dette land har taget anstød af at Jim Lyngvild har ladet sig fotografere som den korsfæstede Jesus, og det selvom han udtrykkeligt gjorde det for at provokere. Og det passer i Sørine Gotfredsens øjne så ganske fint med at man i kristendommen tror på en Gud, der er alt for ophøjet til at han kan lade sig krænke. Men til sidst i sin klumme kommer hun så ind på en ny minoritet, “nemlig de kristne. De troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt.” At nogen vil gide tage hensyn til deres religiøse følelser tvivler Sørine Gotfredsen i høj grad på.

Sørine Gotfredsens tekst er en bemærkelsesværdig øvelse ud i en springende logik og retorik. Hvis den kristne Gud per definition er hævet over at blive krænket, hvorfor skulle kristne så have et krav på at man skal beskytte deres følelser for denne Gud mod krænkelser? Hvordan kan man blive krænket på en ukrænkelig Guds vegne?

Men mere grundlæggende sker der et spændende spring i klummens perspektiv. Sørine Gotfredsen lægger jo ud med at fortælle om at “vi” er blevet for følsomme på minoriteternes, i praksis de homoseksuelles og muslimernes, vegne. “Vi”, dvs. Sørine og hendes læsere – eller er det hele nationen?, er altså ikke homoseksuelle og muslimer. “Vi”, er i stedet den heteroseksuelle og ikke-muslimske majoritet, der træder os selv over tæerne i vores iver for at tækkes “de andre”. Men så begynder Sørine Gotfredsen at skrive om den efter sigende lille befolkningsgruppe, der består af troende kristne. Nu kan man jo ikke med sikkerhed vide, om Sørine Gotfredsen mener, at hun er en del af denne minoritet eller om hun tilregner sig ateisterne, de tvivlende etc. Men da hun er teolog og præst er det, på trods af Grosbøll, vel et godt gæt at hun mener, at hun tilhører denne minoritet. Og en pæn del af Kristeligt Dagblads kernelæsere vil nok også gerne se sig selv som troende kristne, der tager deres tro alvorligt. Sørine Gotfredsen og hendes antagne læsere skifter altså perspektiv, nu er man ikke længere majoriteten, der træder sig selv over tæerne men i stedet minoriteten, der bliver trådt på. Fra at være en del af majoriteten, der burde sige “stop nu med den klynken” til minoriteterne ender man som læser blandt de klynkende minoriteter. Og det er jo sådan set godt gået, for dermed får man foræret retten til på en gang at træde på andre og klage over, at andre gør det mod en som man selv mener, man har ret til at gøre mod dem.

Nu undrer jeg mig lidt over, at Sørine Gotfredsen indskriver sig i et heteroseksuelt majoritets “vi”, for jeg har ladet mig fortælle, at hun selv er lesbisk. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, men det forhold, at hun i sin unge dage udgav ungdomsromanen “Marias stjerner”, der har et lesbisk tema, kunne pege i den retning. Men selvfølgelig, hvis man vil være en stjerne blandt de politisk og teologisk konservative så gør man nok klogt i at sætte sit lesbiske lys under en skæppe.

Hvad Sørine Gotfredsen bare lige glemmer er, at det jo slet ikke var det heteroseksuelle flertal, der fyrede Jim Lyngvild. Det var i stedet Copenhagen Prides bestyrelse, der gav ham silkesnoren, og det især fordi foreningen Sabaah, der hovedsageligt består af lgbt personer af såkaldt anden etnisk herkomst, truede med at boykotte paraden hvis Jim Lyngvild forsatte som vært. Ikke så meget pga. af hans bemærkning om bøssekarle, men fordi han på Facebook havde kaldt nogle unge med anden etnisk baggrund, der havde forøvet homofobisk vold, hvis nok mod ham selv, for “perkere”.

Sagen om Jim Lyngvild handler altså ikke om en heteroseksuel majoritet, der tager for meget hensyn til de homoseksuelle og muslimerne, men om en konflikt blandt homoseksuelle (og biseksuelle samt transpersoner) om hvordan man må tale om personer af såkaldt anden etnisk baggrund, primært muslimer. Men det er også i forhold til denne strid, at Sørine Gotfredsen kunne have haft en pointe. For hvor sandsynligt er det lige, at Copenhagen Pride ville have fyret Jim Lyngvild, hvis en kristen gruppe af lgbt personer havde truet med at boykotte paraden pga. hans forhånelser af deres tro?

Læs mere

Skrevet af den 19 feb, 2013 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Er polyteistiske religioner per definition mere tolerante end monoteistiske?

Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.

Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt hhv. bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Denne vold har været rettet mod grupperinger indenfor den egne religion, som man har været uenige med, den har været rettet mod andre monoteistiske religioner og den har været rettet mod polyteistiske religioner. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske. Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners påstand om at det forhold, at en religion tror at der kun findes en gud og at denne gud er identisk med deres Gud, gør at denne religions tilhængere vil være intolerante og aggressive overfor anderledes troende eller i hvert fald vil have en tendens til at være det, mens dette problem ikke findes hos dem der tror på religioner, hvor man tror på eksistensen af mere end en gud.

Der findes nemlig også eksempler på at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I slutningen af 200-tallets Persien forsøger myndighederne at rense riget for alle religioner bort set fra den klassisk persiske. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald et eksempel på at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.

Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk, f.eks. det babylonske rige, romer riget og azteker riget var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer for dernæst at udbytte dem økonomisk. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk underbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.

I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at forholdet mellem religion og samfund og mellem samfund og individ var ganske anderledes i de førmoderne samfund, og det uafhængigt af hvor mange guder man officielt troede på, end de er i dag i de senmoderne vestlige demokratier med deres individualisme og rettighedskultur. Religionen gennemtrængte de førmoderne samfund ligesom samfundet gennemtrængte religionen – og det i en sådan grad at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.
I de førmoderne samfund var krig ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter. Sejr eller nederlag i krig var typisk noget som guderne eller Gud bestemte over og gudernes/Guds støtte blev derfor normalvis aktivt søgt ligesom man takkede dem/ham for en sejr. I et samfund hvor man som det var tilfældet i mange polyteistiske lande havde en gud for krig og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentligt sig selv, at det at være kriger og føre krig er at gå guderne vej. Krig som sakral handling er altså på ingen måde noget som man kun kan finde indenfor monoteistiske religioner. Mest ekstremt var det måske hos aztekerne, hvor den ideologiske begrundelse for deres talrige krige mod deres naboer var at skaffe krigsfanger til de omfattende menneskeofringer, der var nødvendige for at sikre gudernes og dermed universets overlevelse.

I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag – og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på hvad man troede på. Dette gælder såmænd også til en vis grad for de lande hvor en monoteistisk religion sætter sig på magten. F.eks. var det mig bekendt ikke forbudt i middelalderens Danmark at tro på Thor, men der var dødsstraf for at ofre til ham eller andre af de oldnordiske guder. På samme måde var man i det førkristne romer rige sådan set ligeglad med om man troede på en eller flere guder. Men man var ikke ligeglad med om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester eller som ikke ville ofre til kejseren. For dem der ikke ville ære guderne vha. ofringer og fester blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, f.eks. i form at hungersnød eller naturkatastrofer. Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod ”afgudsdyrkere” med f.eks. hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente blev truet af religiøs afvigelse.

Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle religionen spillede i samfundet og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som hvor mange guder man tror på. I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.

Læs mere