Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 mar, 2024 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler, Vassula Ryden | 0 kommentarer

Den “mirakuløse” skrift

 

I de første år af det nye årtusinde, skrev jeg en række artikler om den selverklærede profet Vassula Rýden. Med tiden fik jeg andre fokuspunkter og hjemmesiderne forsvandt af forskellige årsager en efter en. Men Vassula Rýden, og den sektagtige bevægelse ”Sandt Liv i Gud”, der arbejder for at udbrede hendes budskaber, lever og virker endnu. Bl.a. spreder SDU professoren Niels Christian Hvidt med stor iver hendes budskaber. Derfor har jeg besluttet at lægge nogle af disse ældre tekster på nettet – de er i forskellig grad blevet redigeret så de er egnet til at blive bragt i dag.

 

Den “mirakuløse” skrift

Det som nok har skabt mest opmærksomhed omkring Vassula Rydéns budskaber er den måde, som hun hævder at modtage dem på. Hun påstår nemlig, at først hendes skytsengel Daniel og siden Jesus overtager kontrollen med hendes hånd og gennem denne nedskriver deres budskaber til hende og hele verden. Disse nedskrevne budskaber skulle udmærke sig ved, at håndskriften er af en særlig, i sig selv nærmest overnaturlig karakter, og at den skulle være meget anderledes end Vassulas egen.

Dette fænomen er for så vidt ganske rigtigt noget ekstraordinært, set i forhold til at kirkehistorien ikke kender til andre eksempler på, at nogen skulle have modtaget budskaber på denne måde, i hvert fald ikke indenfor den katolske kirke, der som det eneste trossamfund opererer med anerkendte og ikke anerkendte privatåbenbaringer.

 

Faktisk er det et grundlæggende problem ved denne “mirakuløse” måde, som Vassula skulle modtage sine budskaber på, at den tilsidesætter individets frihed. Inden for traditionel kristendom tror man på, at dæmoner kan overtage kontrollen med en persons krop, men man har ikke tradition for, at Gud eller hans engle skulle gøre det. (En undtagelse kunne være den karismatiske tungetale, men også her antages det normalvis, at mennesket godt kan kontrollere den, hvis det vil. I øvrigt er karismatikere jo ikke specielt traditionelle,) Det er nok grunden til at Vassula og hendes tilhængere ofte udsender tvetydige signaler omkring hvor styret Vassulas hånd rent faktisk er, når hun nedskriver budskaberne. Vassula selv synes dog at holde fast i “fuld styrings – ingen fri vilje” modellen. I Abbé René Laurentins interview med Vassula fortæller hun bl.a.: “Jeg kan ikke modstå det, det holder ikke op.“[1]  Hun fortæller også om hvordan Jesus inviterede hende til at gå til skrifte. Det var hun imidlertid ikke interesseret i og hun forsøgte derfor at slette sætningen. Men Jesus blokerede hendes hånd, det var som om pennen hang fast i et hul. Så skubbede hun med den anden hånd, men pennen drejede blot i hendes hånd, fløj til side og hendes hånd blev slynget tilbage.[2] Så meget for den frie vilje…

 

Nogle kritikere af Vassula har derfor hævdet, at Vassulas måde at modtage budskaber på burde betegnes som “automatskrift”, som er en teknik, der bl.a. bruges i spiritistiske kredse som et redskab til at komme i kontakt med ånder. Som et modargument herimod hævdes det så af hendes bevægelse ”True Life in God” (TLIG), at grafologer skulle have sagt god for, at Vassulas budskaber skulle være skrevet med en ekstraordinær smuk skrift, der slet ikke bærer præg af automatskrift. F.eks. bringer ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31” (Udgaven fra 1991) en håndsskriftanalyse foretaget af en fransk grafologisk konsulent ved navn J. A. Munier. Her hedder det bl.a., at håndskriften viser, at hun er fyldt af en kraft, der går ud over hendes normale selv, at hun er en formidler, ligesom et transmissions- og forstærkningscenter, at hun har en mystikers tro og at hun ikke tilhører sig selv. Der er en sikker styrke hos hende. Hun er værdig.[3] Med al respekt, men dette vil jeg ikke karakterisere som en videnskabelig analyse, det er det rene skønmaleri! De teksteksempler jeg har set giver ikke udtryk af andet, end at teksten er skrevet med en ret stor og meget regelmæssig feminint præget og letlæselig håndskrift. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være overnaturligt eller specielt ved denne skrift. Men læserne kan selv kigge efter på nettet og danne sig deres eget indtryk – f.eks. her: https://www.tlig.net/pageflip2/Notebooks1-9/2/

 

Problemet er nok i virkeligheden, at det eneste vidnesbyrd vi har mht. hvordan Vassula modtager sine budskaber er hendes eget. Hendes tilhængere går øjensynligt ud fra at det er rigtigt, når Vassula siger, at hun ikke selv kan bestemme over hvad hendes hånd skriver. Interessant er det i hvert fald, at Vassula i førnævnte interview med René Laurentin faktisk fortæller, at hun først nedskriver budskaberne hurtigt, hvorefter hun fjerner hvad der er personligt og genskriver resten på en mere omhyggelig måde. Jesus korrigerer hende, hvis hun laver fejl i forbindelse med denne renskrivning.[4] Men hvorfor har budskaber, der eftersigende er blevet nedskrevet gennem hendes hånd uden hendes indblanding, og som skulle være skrevet med en særlig hellig skrift, brug for redigering? At hun skulle fjerne personlige budskaber, virker også lidt suspekt set i lyset af at de trykte budskaber vrimler med personligt stof. Mon der altså ikke er tale om at Vassula, lige som alle andre forfattere, først laver et udkast til sine budskaber, som hun så siden renskriver? Om end hendes renskrift ikke er mere vellykket end at hendes budskaber er fulde af stave- og grammatikfejl.

 

At håndskriften er anderledes end hendes egen og meget regelmæssig bør nok ikke ses som noget mirakel, for Vassula er jo en rimeligt begavet kunstmaler. Det burde ikke være noget problem for en sådan at skrive med en anden håndskrift end den som hun normalvis benytter sig af. Med andre ord, i stedet for at stille læseren op overfor de to klassiske valg mht. mysteriøse fænomener, nemlig et mirakel fra Gud eller et trick fra Satan, er der en tredje, langt mere logisk løsning, nemlig slet og ret bedrag.

 

Men hvorfor skulle Vassula Ryden lyve om hvordan hun “modtager” sine budskaber? Her er svaret faktisk ganske ligetil: Ved at påstå, at hun modtager hendes budskaber direkte fra Gud, uden at der er tale om nogen personlig indgriben eller farvning fra hendes side, giver hun budskaberne en autoritet og en aura af hellighed, som de i sig selv ikke ville have. Det fremgår faktisk udmærket i en introducerende tekst af Patrick de Laubier, der bringes i starten af ”True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31”(Udgaven fra 1991). Her hedder det nemlig: “I de skrifter, som vi præsenteres for her, finder vi ikke endnu en autobiografi ligesom den hellige Therese af Lisieuxs, hvad vi finder, er en skildring af et elskende initiativ, der kommer fra Gud. Man finder en lære, et budskab, ja mere, en deklaration og en længsel, man kan måske sågar vove at sige en bøn fra Gud, der er adresseret til hans skabninger.”[5] Therese af Lisieux er en katolsk helgen, der af Pave Johannes Paul II blev udnævnt til at være en kirkelærer. Hendes lære, som godt nok også kan være noget svulstig i sit sprog, er, at man kan leve et stille og skjult liv, der ikke synes at være af nogen betydning i vores verden, men som er af stor betydning for Gud.  Et sådant liv består i ydmyg kærlighed og beskeden bøn til Jesus, hvor man ofrer sig og sine personlige lidelser til ham, for at hjælpe ham med at frelse verden. Jeg har absolut mine personlige forbehold overfor denne lære, men man kan ikke læse Thereses skrifter uden at blive rørt af den dybtfølte, men måske nogle gange misledte, kærlighed hun har til Jesus. Hendes skrifter er af en helt anden kvalitet end Vassulas, og det selvom hun døde da hun kun var ganske ung. Hun påstod aldrig, at hun havde visioner eller på anden måde mirakuløse oplevelser, der kunne give hendes skrifter den særlige påståede guddommelige “touch”, som Vassulas tilhængere er så fascineret af. Hun fortalte blot om sit liv med Gud, uden at forsøge, at give sin lære mere autoritet end den, som fremgår af selve hendes vidnesbyrd. Vassula Rýden har tydeligvis en noget anderledes personlighed.

 

[1] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. V

[2] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. VII

[3] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. XVIII

[4] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. VIII

[5] Vassula Rydén: True Life In God – Vassula: Conversations With Jesus – Notebooks 1-31, s. I

Læs mere

Skrevet af den 28 nov, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Vatikanet og truslen fra det overnaturlige

 

Hvis man går rundt og tror, at man i Vatikanet bare elsker beretninger om mirakler, visioner og andre eksempler på at det overnaturlige har det med at bryde ind i almindelige menneskers hverdag så tager man, i henhold til Vatikan journalisten John Thavis’ bog ”The Vatican Prophecies”, fejl. I Vatikanet er der faktisk mange, der er ret skeptiske overfor grædende Madonna figurer og husmødre med bijob som profeter selvom disse spiller en stor rolle for ikke så helt få katolikker.

Den katolske kirke har f.eks. i tiden efter Det 2. Vatikankoncil nedtonet kulten omkring relikvier. Men der er fortsat folk der tjener penge på at sælge relikvier f.eks. via ebay, selvom det faktisk er forbudt i henhold til kirkeloven. (Der dog har det smuthul at man godt må sælge de beholdere som relikvierne opbevares i inklusive relikvie). Til gengæld er det helt legalt at have det som en givtig bibeskæftigelse at restaurere og konservere helgenders påståede intakte lig, selvom ligets intakthed ofte ses som et bevis på at den afdøde var en helgen.

I Vatikanet er man heller ikke begejstret for den bølge af påståede Maria åbenbaringer som har rullet hen over den katolske kirke i de sidste årtier. John Thavis bruger især sit krudt på de påståede Maria åbenbaringer i den lille bosniske landsby Medjugorje. Den lokale biskop var hhv. er meget imod nogen form for anerkendelse af at disse åbenbaringer skulle være ægte, men Pave Johannes Paul II var muligvis privat en tilhænger, så der blev holdt lidt hånd over fænomenet. Pave Benedikt var noget mere skeptisk – og pave Frans er kommet med indtil flere udsagn hvor han advarer folk mod at gå op i påståede Maria åbenbaringer og løbe hid og did i søgen efter noget nyt fra himlen – så muligvis bliver der nu slået hårdere ned på dette fænomen. Men på den anden side er Medjugorje så populær i dag at der nok er grænser for hvad Vatikanet kan og tør gøre – og så ved man jo aldrig hvad den næste pave mener.

Dæmonbesættelser og ikke mindst dæmonuddrivelser er jo en aktivitet som har en lang tradition indenfor den katolske kirke og den har fortsat både sine udøvere og stærke tilhængere. Men også her skal man ikke lede længe for at finde dem i Vatikanet, som mener, at også dæmonbesættelser kan være psykiatriske frem for åndelige fænomener. Under alle omstændigheder forsøger man at holde eksorcisterne i en kort snor – man skal have en tilladelse fra sin biskop for at måtte udføre en eksorcisme – og Vatikanet har også sikret sig, at medlemskabet i den internationale forening for eksorcister følger kirkens spilleregler.

John Thavis bruger en del plads på at beskrive det store forarbejde der gøres forud for en persons salig- hhv. helgenkåring mht. at påvise, at vedkommende efter sin død har begået et mirakel der kan bevises som sådant videnskabeligt. I praksis vil det sige, at vedkommendes forbøn skal have udløst en helbredelse af en alvorlig og uhelbredelig sygdom som lægevidenskaben ikke kan komme med nogen naturlig forklaring på. På denne måde bliver de troendes oplevelse af det mirakuløse i deres liv ubestrideligt kogt ned til noget meget sjældent – og noget der er meget dyrt at få bekræftet – sådan i størrelsesordenen 200.000-300.000 dollars dyrt. Pave Frans har derfor de facto besluttet, at der ikke længere behøves et sådant mirakel for at en person kan helgenkåres – hvad dem der tjener penge på at organisere hele det omfattende papir- og lobbyarbejde, der er forbundet med at få en person erklæret helgen efter de gamle kriterier, sjovt nok ikke synes er nogen god ide.

Sidst men ikke mindst udgør internettet med dets mulighed for anonymt at sprede alverdens historier, mirakler og budskaber et problem for Vatikanet. Ikke mindst de mange påståede Maria åbenbaringer og tolkninger af ældre profetier som skulle handle om, at Pave Frans er den sidste pave før dommedag, at han er i ledtog med Antikrist og vil bringe størstedelen af den katolske kirke til fald etc, er man selvsagt ikke super glad for.

Den katolske kirke har helt tilbage til Thomas af Aquinas en hang til at forsøge, at forstå troen ud fra rationelle kriterier selvom man heller ikke ønsker, at støde folketroen for meget fra sig, slet ikke i en tid hvor den katolske kirke er under pres fra den sekulære verden. Og så er man, nok med rette, bange for at diverse falsknerier og platheder i den gode sags navn ville kunne skade kirkens ry og støde folk væk fra Kristus.

Læs mere

Skrevet af den 20 nov, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Maria åbenbaringer i 1900-tallets Europa

 

Indenfor studiet af Maria åbenbaringer bliver 1800-tallet ofte fremstillet som det marianske århundrede, fordi vi i denne periode både har en stor vækst i antallet af rapporterede Maria åbenbaringer og fordi det er her at det typiske mønster for Maria åbenbaringerne udvikles. Ikke mindst Lourdes kom til at fremstå som indbegrebet af den typiske Maria åbenbaring, selvom der var mange andre rapporterede Maria åbenbaringer i 1800-tallet. Men hvis der var mange beretninger om Maria åbenbaringer i 1800-tallet, så var der mange flere i 1900-tallet, hvor man virkelig kan tale om en eksplosion. Selve fænomenet er blevet udforsket relativt intensivt og Chris Maunder forsøger i sin bog ”Our Lady of the Nations – Apparitions of Mary in 20th-Century Catholic Europe” at give et overblik over udviklingen i Maria åbenbaringerne i 1900-tallets Europa.

Generelt kan man tale om at der findes fire hoved indfaldsvinkler til studiet af Maria åbenbaringer. Den første er den sociologiske, antropologiske eller historiske forskning i fænomenet. Den er kendetegnet ved at den ikke forholder sig til om de påståede Maria åbenbaringer er ”sande” eller ”falske”, i stedet forsøger man at forstå dem som sociale fænomener og forklare de økonomiske, politiske, sociale og religiøse forhold der har formet dem. Den anden er den teologiske indfaldsvinkel. Her søger man efter enten en teologisk validering eller afvisning af en Maria åbenbaring. Man er ofte i princippet skeptisk men er dog villig til at acceptere de Maria åbenbaringer som den katolske kirke har accepteret. Den tredje er den apologetiske indfaldsvinkel. Her er der tale om ivrige tilhængere af Maria åbenbaringer generelt eller en speciel Maria åbenbaring, og deres studier har til formål at overbevise læseren om at Jomfru Maria virkeligt har åbenbaret sig. Den fjerde og sidste indfaldsvinkel er den sensationalistiske, der typisk handler om at afsløre svindel og misbrug.

Chris Maunder forholder sig, som det meste af religionsforskningen i dag, skeptisk overfor banale psykologiske forklaringer af a la Freud, der vil afvise Maria åbenbaringer som udslag af sindssyge og hysteri. Men på trods af sit personlige engagement i Maria åbenbaringer og hans katolske tro hælder han i sin bog tydeligvis til den sociologiske forskningsmetode når det gælder de Maria åbenbaringer som han arbejder med i sin bog. Dvs. han vægter at forstå dem ud fra den sociale sammenhæng de opstår i ligesom han med stor iver viser hvordan Maria åbenbaringerne påvirkes af hinanden selvom han også insisterer på at de altid også har specifikke og unikke træk.

Ud over Lourdes er der to helt centrale Maria Åbenbaringer som har påvirket dette fænomen i 1900-tallet, nemlig Fatima og Medjugorje. Alle tre har det tilfældes, at de finder sted i marginaliserede og fattige katolske landsbysamfund, seerne er børn hhv. teenagere og pigerne er i overtal. Der er dog også forskelle. Fatima åbenbaringerne introducerer mirakuløse tegn som er synlige for alle (den dansende sol der kommer til at optræde i rigtigt mange efterfølgende Maria åbenbaringer) og et apokalyptisk perspektiv delvist knyttet til et hemmeligt budskab, som fortælles til den øverste kirkelige ledelse. Og selvom Medjugorje ikke introducerer dette fænomen, så er Maria åbenbaringerne her kendetegnet ved at komme på fastlagte tidspunkter, i et stort tal og at de endnu ikke er ophørt endnu, ligesom de visionære opsøges af Jomfru Maria rundt omkring i hele verden og ikke blot i forbindelse med et bestemt helligsted. Og så er Medjugorje selvfølgelig heller ikke godkendt af de kirkelige myndigheder i modsætning til Lourdes og Fatima.

Den kirkelige procedure mht. anerkendelse/afvisning af mirakuløse begivenheder så som Maria åbenbaringer har rødder tilbage til 1700-tallet. Det er den lokale biskop, der skal iværksætte en undersøgelse og denne kan udløse en af tre mulige afgørelser: Man kan nå frem til at der sandsynligvis er tale om et ægte mirakel hhv. vision fra Gud, man kan nå frem til at det ikke kan bevises, at fænomenet har overnaturligt karakter, og man kan nå frem til at det kan bevises, at der ikke er tale om et overnaturligt fænomen. Når biskoppen frem til at støtte ideen om at der er tale om et ægte mirakel kan han aktivt støtte op omkring fænomenet og sikre at det bliver fremmet og promoveret. Når han frem til at det ikke er af overnaturlig karakter, men at der heller ikke er tale om bevidst svindel eller tydelig sindssyge, og virker det som om at de troende styrkes i den sande tro ved at valfarte til åbenbaringsstedet etc., kan han vælge at se igennem fingre med at præster og ordensfolk organiserer valfarter og promoverer fænomenet, så længe det ikke udløser skandale. Er han overbevist om at der er tale om et falsk mirakel kan han vælge at bruge en del energi på at bekæmpe fænomenet men ofte uden den helt store succes. I perioden ca. 1950-1980 var de katolske biskopper generelt meget afvisende overfor nye Maria åbenbaringer. Under Pave Johannes Paul II skete der dog en opblødning og mange biskopper begyndte at acceptere valfarter til kappeller tilknyttet ikke anerkendte Maria åbenbaringer uden dog at anerkende selve åbenbaringerne.

I virkeligheden spiller den officielle kirkelige anerkendelse hhv. afvisning en mindre rolle end man skulle tro for en Maria åbenbarings mulighed for at blive en succes – hvad Medjugorje men også f.eks. Garabandal er et eksempel på. Mere vigtigt er at fænomenet støttes i lokal befolkningen og af præster og ordensfolk, der kan bidrage med at gøre det troværdigt og også redigere i budskaberne, så man undgår teologisk uheldige udsagn. Det er også vigtigt, at man får udmanøvreret de mange lokale copycats der altid fremstår i forbindelse med Maria åbenbaringer. Jo flere der påstår, at de modtager budskaber fra den overnaturlige verden desto mere afvisende bliver de kirkelige myndigheder nemlig da de frygter kaos og offentlig skandale. Omvendt behøver en kirkelig anerkendelse ikke at gøre en Maria åbenbaring særligt kendt. F.eks. fik nogle børns påståede Maria åbenbaringer i starttredivernes Belgien (Beauraing) ret hurtigt sin kirkelige anerkendelse, men de er i dag nærmest ukendte i forhold til f.eks. Medjugorje.

Maria åbenbaringerne i såvel 1800-tallet som 1900-tallet kan forstås som en folkereligiøs protest mod og svar på de moderniseringsprocesser og hurtige sociale forandringer der har præget de europæiske samfund i de sidste 150-200 år. Men kommunismens fremkomst, verdenskrigene og den efterfølgende kolde krig gav i 1900-tallet grobund for en særlig apokalyptisk fortolkning af verdens gang. Gud er i henhold til talrige af 1900-talles Maria åbenbaringer vred over den tiltagende sekularisering og er parat til at straffe verden med store katastrofer – men han sender tegn og advarsler forud herfor (det er her Maria åbenbaringerne indgår), og hvis menneskeheden omvender sig og beder rosenkransen flittigt, så vil katastroferne kunne afværges. Man kan også se Maria åbenbaringer som en måde hvorpå lægfolk herunder ikke mindst kvinder kan søge at få indflydelse på den katolske kirkes lære og praksis. Deres stemme vil ikke normalvis blive hørt af kirkens ledelse, men når det er Jomfru Maria, der taler igennem dem, ja så er det lidt en anden sag. Men da det på den anden side er kirkens ledelse, der afgør, om åbenbaringen er autentisk er denne magt trods alt begrænset om end ikke helt ubetydelig. Især søster Lucia, den eneste af seerne fra Fatima, der overlevede barnealderen, var absolut i stand til at lægge et ikke helt ubetydeligt pres på indtil flere paver.

I dag har de moderne kommunikationsmidler og globaliseringen medført, at der ikke længere findes virkeligt isolerede katolske landsbysamfund – nutidens seere vil derfor nok fremover i voksende grad komme fra andre miljøer. Til gengæld har internettet givet nutidens og fremtidens seere unikke muligheder for at få bragt deres budskaber ud til et stort publikum. I henhold til Chris Maunder har der i de senere år ikke rigtigt været nye Maria åbenbaringer i Europa – nu er det Amerika hvor Jomfru Maria skulle vise sig i stor stil – og den tredje verden er ligeledes på vej. Også i forhold til Maria Åbenbaringer er Europa altså på vej til at miste sin katolske førertrøje.

 

Læs mere

Skrevet af den 31 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Jomfru Marias kamp mod Det Andet Vatikankoncil

 

Et bemærkelsesværdigt træk ved Det Andet Vatikankoncil var, at et af dets officielle mål var en bedre inddragelse af lægfolket i den katolske kirkes liv. Men på trods heraf blev koncilets reformer mødt med en række protester ikke mindst fra lægfolks side af. En overset men udbredt protestform var og er faktisk Maria-åbenbaringer! Og et eksempel herpå skildres relativt kort men grundigt af religionsforskeren Joseph P. Laycock i bogen ”The Seer of Bayside – Veronica Lueken and the Struggle to Define Catholicism”.

Veronica Lueken var, da hun begyndte at berette om overnaturlige erfaringer i 1968, en kvinde som livet havde været lidt hård ved. Hun var en hjemmegående husmor hvis mand havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, der var sygdom i familien, og hun var også lidt af en social outsider i det middelklasse-husejer prægede katolske sogn i Bayside New York hvor hun havde sin faste gang.

Det første himmelske væsen Veronica Lueken får kontakt med var den hellige Teresa af Jesus barnet som hun havde bedt intensivt til i anledning af attentatet på Robert Kennedy, men hun får også uhyggelige og vanskeligt tolkelige visioner om dom og ødelæggelse. Præsterne i sognet gider hende tydeligvis ikke rigtigt og i starten tror hendes mand heller ikke på hende. Andre i lokalområdet tror dog på Veronica Lueken og efterhånden tager oplevelserne mere fast og håndterbar form. Nu begynder Jomfru Maria at tale til hende og annoncerer, at hun vil åbenbare sig for hende i forbindelse med en statue af Jomfru Maria udenfor Veronica Luekens sognekirke – og det på en fastsat dato. Hun prøver endnu engang at få sognets præster med på ideen og skriver og fortæller om sine oplevelser til diverse kirkelige personligheder men bliver mødt med en kold skulder. Veronica Lueken er derfor kun omgivet af få lokale supportere da Jomfru Maria som annonceret åbenbarer sig via Maria figuren ved sognekirken, kommer med budskaber og forkynder, at hun nu vil åbenbare sig regelmæssigt for Veronica Lueken i forbindelse med kirkelige festdage og det på dette sted.

Veronica Lueken bliver ikke taget alvorligt af de lokale kirkelige myndigheder, men traditionalistiske katolske grupperinger ser anderledes på sagen – især en gruppe fra Canada tager hendes åbenbaringer op og begynder at organisere valfarter til Veronica Luekens bønnemøder udenfor kirken i Bayside.

Veronica Lueken virker ret påvirket både af de kirkelige myndigheders ligegyldighed der, som jeg skal komme ind på, ændrer sig til hårdnakket modstand, af hendes tilhængeres forventninger, af tidens koldkrigs stemning og af modstanden mod Det Andet Vatikankoncil. En visionær bliver nemlig først til en profet når vedkommende ikke bare bliver troet men også bliver mødt med en feedback, der igen er med til at udvikle seerens identitet som profet. Modstandernes ”push” og tilhængernes ”pull” former i høj grad de profetiske budskaber. Veronica Luekens budskaber forbinder klassikere som at man skal bede rosenkransen og omvende sig med modstand mod håndkommunion, messe på modersmålet og kvinders ligestilling samt den fri abort. Men Veronica Luekens jomfru Maria taler også om en tredje verdenskrig, en komet der skal tilintetgøre verden og hævder, at UFO’er er sataniske fartøjer bemandet med dæmoner der via urene stråler forårsager besættelser og børns forsvinden. Til hendes dommedagsscenarier hører i øvrigt også hærgende bander af homoseksuelle og invaderende horder af sovjetiske soldater udstyret med dødsstråler. Og så fortalte Jomfru Maria hende også, at pave Paul VI, der stod for at gennemføre Det Andet Vatikankoncils reformer, blev holdt fangen i Vatikanet og at den regerende pave var en kommunistisk dobbeltgænger, der via plastik kirurgi var blevet fikset så han lignede den rigtige pave.

Denne blanding af traditionel katolicisme kombineret med dommedags- og koldkrigsangst samt diverse sammensværgelsesteorier vækker gehør hos en del katolikker, der er bekymret over samfundsudviklingen og som står uforstående overfor Det Andet Vatikankoncils reformer. Måske lidt som de amerikanere der i dag støtter Trump følte disse katolikker sig kørt over og fremmedgjort i en verden, hvis udvikling de ikke kunne forstå og som de derfor følte var skræmmende. Veronica Lueken og hendes budskaber fra Jomfru Maria og i øvrigt et hidtil uhørt antal af andre himmelske væsener satte ord på denne angst og frustration. Og budskabernes autentisitet blev for de troende forstærket af beretninger om mirakuløse helbredelser, rosenkranse der blev til guld, synet af en dansende sol og ikke mindst et stort antal polaroid fotos af hendes bønnemøder hvor der kan ses mærkelige lysfænomener. Pilgrimme i hundredvis, snart nærmest i tusindvis dukker nu op ved sognekirken i Bayside for at deltage i Veronica Luekens bønnemøder og se hhv. høre hende komme i ekstase og forkynde de himmelske budskaber. Det bliver hurtigt for meget for naboerne i det pæne middelklasse amerikanske lokalsamfund, hvis repræsentanter også er talstærkt repræsenterede i kirkens menighedsråd. Pilgrimmene tramper på de velklippede græsplæner, de smider affald, forretter deres nødtørft bag buskene i folks forhaver og så larmer de med deres højlytte rosenkransbønner og salmesang. Det kommer til fysiske sammenstød, større politistyrker må udkommanderes for at skabe orden i kaosset – og klagerne til den lokale biskop vælter ind – sammen med forespørgsler fra hele verden om hvad man skal tro om Veronica Luekens budskaber, der via diverse traditionalistiske nyhedsbreve hurtigt har fået en global læserskare og tilhængere på alle kontinenter.

Efter at have ignoreret Veronica Lueken i de første ca. tre år af hendes virke nedsætter biskoppen så en arbejdsgruppe, der skal bedømme hendes budskaber. Efter kun ét møde, en hurtig gennemlæsning af nogle af hendes budskaber samt aflytning af nogle båndoptagelser af selvsamme beslutter man at afvise dem som ikke autentiske. Man interviewer imidlertid hverken Veronica Lueken eller nogle af hendes tilhængere, ser ikke på de påståede mirakler og forsøger i øvrigt stadigvæk at holde lav profil. Men da konflikten mellem pilgrimmene og de lokale beboere i Bayside nærmer sig eksplosionspunktet og der er masser af pressebevågenhed om sagen, prøver man at stramme op. Man får en ekspertvurdering af udvalgte af de berømte polaroid fotos – og et mere kuriøs indslag er at udsendinge fra bispekontoret via en megafon mindst en gang forsøgte at læse den kirkelige afvisning af Veronica Luekens budskaber højt i forbindelse med et bønnemøde udenfor kirken, blot for at blive overdøvet af hendes rosenkransbedende tilhængere. Man skriver nu også rundt til katolske biskopper i hele verden og advarer mod Veronica Luekens budskaber, men det er for sent da bevægelsen har fået alt for meget momentum.

Det hele ender med en retssag for byretten – og at de verslige myndigheder viser en kompromisvillighed som de kirkelige ikke ville vise. Veronica Lueken og hendes tilhængere får lov til at bruge et område i en park i Queens hvor Vatikanets pavillon stod i forbindelse med verdensudstillingen i 1965. Her konsoliderer bevægelsen – der går under navnet bayside bevægelsen, sig godt hjulpet af store donationer fra dens mange tilhængere. Efter Veronica Luekens død i 1995 mister man dog en del af sine støtter og det bliver ikke bedre af at der opstår et internt skisma, så der i dag er to rivaliserende grupper, der mødes i parken i Queens for at afholde bønnemøder i Veronica Luekens ånd. Joseph P. Laycocks bog er fra 2015 og da var den ene bayside gruppe ret lille og lukket, mens den anden så ud til at være i vækst og have en del ressourcer og var måske generelt på vej til at blive lidt mere mainstream i sin katolicisme.

Veronica Lueken og hendes budskaber er på sin vis ret typiske for de moderne Maria åbenbaringer: Det store antal af budskaber som leveres på fastlagte tidspunkter, det apokalyptiske indhold, konfliktfladen i forhold til det sekulære samfund og de kirkelige autoriteter og afhængigheden af andre Maria åbenbaringer som f.eks. Fatima og Mary Ann Van Hoof fra Necedah – Wisconsin og Garabandal i Spanien. Hun afviste dog Medjugorje, der ellers er den mest succesfulde af de ikke-kirkeligt anerkendte Maria åbenbaringer i 1900-tallet. Denne afvisning hænger nok sammen med at Medjugorje har forbindelse til den katolske karismatiske bevægelse som de katolske traditionalister typisk er meget afvisende overfor. Historien om den falske pave er typisk for den mere ekstreme del af den traditionalistiske bevægelse, der går under betegnelsen sedevacantismen. Denne hævder, at den katolske kirke for tiden ikke har nogen sand pave overhovedet – om end nogen som reaktion herpå så har valgt deres egen. Men så langt gik Veronica Lueken aldrig. Hun opfordrede sine tilhængere til at blive indenfor den katolske kirke – og hun blev selv heller aldrig ekskommuniceret. På sin vis viser hendes historie og den bevægelse, som hun fik startet, at katolicismen er en meget mangfoldig størrelse og er i stadig udvikling også selv der, hvor man som traditionalismen hævder, at man repræsenterer den hellige tradition.

 

 

Læs mere