Cølibat – kald eller krav?

Jan Lindhardts platte udfald mod det katolske præstecølibat i Kristeligt Dagblad fra den 31.3.2010 har, som ventet, bragt en række katolske præster på banen, nemlig Daniel Nørgaard, Michael Bienkowski og Benny Blumensaat. (Se Kristeligt Dagblad fra den 7.4.2010)

Jeg har fuld forståelse for at de afviser Jan Lindhardts udokumenterede og urimelige påstand om at cølibat fører til pædofile overgreb. Men samtidigt hermed mener jeg, at deres forsvar for cølibatet indeholder nogle problematiske antagelser som det er værd at underkaste en kritisk analyse.  

Daniel Nørgaard skriver således, at Jesus i Matt. 19,11-12 siger, at ”nogle er kaldet til at leve i cølibat” og Benny Blumensaat skriver, at cølibatet er en gave, ja en nådegave fra Gud.

Nu siger Jesus i Matt. 19,11-12, hvis man altså oversætter den oldgræske tekst ordret, at der er nogen, der har kastreret sig selv for Himmelrigets skyld. Om de har handlet således fordi de føler sig kaldet hertil siger Jesus faktisk ikke noget om, men pyt med det. Det afgørende er at Daniel Nørgaard sætter lighedstegn mellem cølibat og kald.

Men hvad vil det sige at have et kald? Ja, det er i katolsk sammenhæng faktisk ikke helt nemt at få sat fingeren på! På den ene side lægger kaldstanken nemlig op til at et kald er udtryk for det, som Benny Blumensaat kalder for en nådegave fra Gud. Et kald betyder derfor i katolsk forstand at Gud udvælger nogle bestemte personer til noget særligt, primært til at være katolske præster og/eller ordensfolk. Denne kaldstanke lægger op til at der er nogen, der er mere udvalgte end andre, at der er nogen, som får nogle helt ekstraordinære nådegaver, så de kan ofre mere for Jesu skyld end andre, hvorfor de så igen har krav på en særlig status og en særlig indflydelse i kirken. Det er også det der ligger i Michael Bienkowskis citat fra Lukas 12,48 om at der forlanges særligt meget af dem som har fået meget betroet.

Men i praksis forventes det ikke at man skal have haft en guddommelig åbenbaring for at man må søge om at blive præst, munk eller nonne. Snarere tvært imod, vil jeg hævde. Et kald er i den katolske praksis at man føler, at man gerne vil være eller burde blive præst, munk eller nonne samt, ikke mindst, at en biskop eller en ordensforstander mener, at man reelt set er egnet til et sådant liv. Eller med andre ord, et ønske om et liv som præst, munk eller nonne tolkes som et guddommeligt kald – hvis ellers de relevante kirkelige myndigheder finder personen egnet. Personlig inklination og administrativ godkendelse pakkes altså ind i en retorik om guddommeligt kald og særlige nådegaver.

Hvis man ser et kald som noget, der i høj grad handler om personlig inklination og andres bedømmelse af ens evner, ja så vil jeg hævde, at cølibat i katolsk sammenhæng ofte ikke er noget kald. Den katolske kirke lærer nemlig at alle, der ikke lever i et af kirken anerkendt heteroseksuelt ægteskab, skal leve i cølibat. Om nødvendigt hele livet, som det er tilfældet for homoseksuelle katolikker.  Godt nok står der i Den katolske Kirkes Verdenskatekismus, at homoseksuelle er kaldet til at leve i cølibat, men det er blot et floromvundet udtryk for at homoseksuelle skal leve i cølibat lige meget hvad.  Deres personlige inklination spiller nemlig ingen rolle, ej heller har man fra person til person taget stilling til om han eller hun er egnet til at leve i cølibat. Nogen særlig nådegave til cølibat mener man tydeligvis ikke, at homoseksuelle har, for homoseksuelle må i henhold til de gældende regler ikke blive ordineret til katolsk præst, bl.a. fordi de antages ikke at kunne leve op til cølibatskravet.  Men denne antagede manglende evne til at kunne leve i cølibat står altså på ingen måde i vejen for at kræve, at homoseksuelle skal leve i cølibat!

Jeg vil ikke benægte, at cølibat kan være den rigtige livsvej for nogen, men i katolsk sammenhæng bliver cølibat alt for ofre brugt som et ubønhørligt krav, der lige præcis ikke taget udgangspunkt i hvad den enkelte ønsker og hvad denne er egnet til. Og cølibat er også stærkt knyttet til en forestilling om at det seksuelle begær og et aktivt sexliv hører den profane sfære til mens cølibat ses som en forudsætning for at kunne varetage hellige funktioner som f.eks. præst.  Men hvorfor skulle Gud kun ønske ugifte præster? (Og hvordan kan man hævde, at Gud kun ønsker ugifte præster, nu når gifte protestantiske præster, der konverterer til katolicismen, godt må få lov til at blive ordineret til og virke som katolske præster?)

Cølibat skaber alt for ofte seksuelt forkrampede og ulykkelige mennesker når det misbruges som en tvang og som et krav, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneskes konkrete situation, livserfaring og personlige inklination. Derfor burde den katolske kirke frisætte cølibatet. Gør cølibatet til et ægte frit valg og ikke til et betingelsesløst krav, være det nu til homoseksuelle, fraskilte eller præster!