Abort
Abort bliver af den kristne højrefløj typisk sat lig med mord fordi det hævdes, at menneskelivet starter med undfangelsen og fjernelsen af et foster derfor er det samme som at dræbe et menneske.
Lad det være sagt med det samme: Fundamentet for den jødisk-kristne etik er for mig troen på at menneskelivet er noget helt unikt. Mennesket er skabt i Guds billede, det har altså en hel særlig værdi og derfor skal vi gøre hvad vi kan for at værne om menneskets liv og velfærd. Den der har reddet et eneste menneskeliv har reddet hele verden, siger Talmud, for at sætte denne tro og denne overbevisning på spidsen.
Men den kristne-jødiske etik retter sig efter min bedste overbevisning mod det konkrete menneske, medmennesket. Dvs. etikken er rettet mod de reelt eksisterende mennesker som vi møder her og nu. Etikken er altså rettet mod mennesker af kød og blod og ikke mod principper, ideer eller tankekonstruktioner. I forhold til abort-spørgsmålet må det betyde, at påstanden om menneskelivets hellighed er knyttet til fødte mennesker. Først når vi er født har vi en selvstændig eksistens i forhold til vores mor, først når vi er født kan vi indgå i relationer til andre og de til os, fordi vi først som fødte mennesker er konkret til stede i verden som selvstændige individer. Med andre ord, kun den der er blevet født er en person.
Det er selvfølgelig klart, at definitionen af hvem der er menneske og hvem der ikke er det er en alvorlig og vanskelig afgørelse men den er en afgørelse som vi er nødt til at tage, og som vi må gøre ud fra vores bedste overbevisning. Påberåbelse af Bibelen, som jo i øvrigt altid er en bog der skal tolkes, nytter i øvrigt ikke her. Bibelen indeholder ingen regler mht. abort og ingen definition af hvornår man er et menneske.
Men hvad er så fosteret? Ja, et foster er noget, som er på vej, på vej til at blive et menneske, men altså endnu ikke er det. Hvor ældre fosteret er, desto mere vil det dog være menneskelignende, og desto vigtigere bliver det, at overveje om det har krav på beskyttelse. Det befrugtede æg er i mine øjne milevidt fra at være et menneske. Det har ingen bevidsthed, ingen hjerne, ingen sanser og ingen organer. Det kan dele sig i to og dermed udvikle sig til to forskellige individer. At omtale det befrugtede æg som et menneske er derfor i mine øjne helt absurd. Jeg kan derfor ikke se noget etisk problem med præventionsmidler som f.eks. spiral, der medfører, at et evt. befrugtet æg udstødes fra moderens organisme.
Men fordi et foster er på vej til at blive et menneske, og bliver stadigt mere menneskelignende hvor ældre det bliver, er det vigtigt, at vi gør hvad vi kan for at formindske antallet af aborter via god oplysning om prævention, og når en abort bliver nødvendig, sikrer, at den sker så tidligt som overhovedet muligt. Hvor ældre fosteret er, desto mere alvorlig må abortgrunden være for at der kan gives tilladelse til den, og der skal være en øvre grænse for hvornår man kan få en abort.
Fordi etikken i mine øjne skal tage udgangspunkt i det konkrete menneske, altså de fødte mennesker, så må det afgørende ved den fri abort være, at den sikrer kvinder et godt liv. Ingen konkrete kvinder af kød og blod skal have ødelagt deres liv fordi de skal ofre sig for et rent teoretisk liv. Abort er en tragedie, hver eneste gang, for der er jo tale om at noget, der kunne være blevet til et menneske, ikke får lov hertil, og abort er da også et svært valg for langt de fleste kvinder. Men den tragedie der opstår hvis kvinder tvinges til at gennemføre graviditeter de af fysiske, sociale eller psykiske årsager ikke magter, er endnu større.
Derimod så synes jeg, at en abort der tager udgangspunkt i, at et foster fravælges fordi test har vist, at det ikke vil udvikle sig til et menneske der er helt som de fleste, er dybt problematisk. Fostre kan være så deformerede, at de ikke vil kunne udvikle sig til levedygtige mennesker. Og selvom de vil blive levedygtige mennesker, kan deres liv blive så smertefuldt og umuligt, at det er et bedre valg at stoppe deres udvikling i retning af at blive et menneske. Vi må heller ikke glemme, at det at få et svært handicappet barn kan være så stor en belastning, at nogle kvinder ikke kan klare det, og derfor med god grund vælger en abort. Men jeg mener, at abort aldrig må vælges pga. forhold som køn eller mindre handicaps så som f.eks. en klumpfod. Dertil er abort for alvorlig en sag for ikke at forglemme respekten for de fødte, der fysisk eller psykisk er anderledes end de fleste.
Mht. abortmodstanden så er det min overbevisning, at den hyppigt i virkeligheden slet ikke reelt handler om respekt for menneskeliv, for man har jo tydeligvis alt for ofte ikke respekt for de abortsøgende kvinders livssituation og ret til at bestemme over deres eget liv. I stedet så oplever jeg, at abortmodstand typisk er uløseligt knyttet til et ønske om at forhindre seksuelt aktive kvinder i at kunne fravælge moderskabet. Eller med andre ord, abortmodstand hænger som udgangspunkt sammen med en fundamentalistisk modstand mod sex udenfor ægteskabet og et konservativt ønske om at stavnsbinde kvinder til rollen som den hjemmegående selvopofrende husmoder.
Men muligvis er der også et psykologisk aspekt ved abortmodstanden, i hvert fald der, hvor den synes at blive til en art besættelse. Den til tider helt overvældende aggression, der bliver rettet mod kvinder, der får en abort, kan ses som et udtryk for, at abortmodstanderen på et dybere plan har en smertende mistanke om, at han eller hun selv kunne være blevet en abort. En mistanke der igen hænger sammen med tidlige barndomsoplevelser af at være uønsket. Oplevelser der handler om en følelse af at mor ikke rigtigt kunne lide mig, var kold og afvisende, ikke kunne rumme mig, ikke viste mig den kærlighed jeg havde brug for, gav udtryk for at jeg var en belastning. Disse oplevelser er så smertefulde, at individet forsøger, at fortrænge dem. Altså, der er tale om noget, som de berørte ofte ikke vil være sig bevidst, men smerten ligger lige netop derfor og rumler nede i sindets dyb.
Abortmodstanderen kan altså i nogle tilfælde tænkes at reagere så heftigt på abort fordi den udløser en dyb eksistentiel angst og smertefulde minder om barndommen hos vedkommende. En angst og en smerte, der grunder i erfaringer med at være uønsket, erfaringer som på et fundamentalt plan præger individets selvopfattelse og selvoplevelse. Det tragiske er imidlertid, at et forbud mod abort lige præcist så vil betyde, at endnu flere mennesker vil skulle kæmpe med sådanne erfaringer af at være uønskede. Det er aldrig en løsning at gøre sin egen smerte til andres smerte og dermed forøge smerten og lidelsen i verden.
Abort er drab, fordi i det øjeblik, æg- og sædcelle forenes, opstår et nyt individ, genetisk forskelligt fra begge dets forældre. Du kan sagtens sige, at det ikke er et menneske, men det forandrer ikke virkeligheden. Ved abort slås et nyt individ ihjel.
Jeg siger ikke dette let. Inden jeg blev katolik i 1975 havde jeg den normale moderne holdning til abort, at fostret var en gevækst i livmoderen, som kvinden naturligvis havde hånd- og halsret over. Jeg har også, til min evige fortrydelse, måttet acceptere at min daværende forlovede fik en abort i 1978, fordi jeg ikke kunne overskue at droppe mine studier og tage lønnet arbejde for at forsørge et barn. Dette barn blev aldrig til, og at jeg fik tilgivelse hos en pater i Rom var ligesom ikke rigtig nok til at tage min følelse af skyld.
Siden fik jeg Gud ske lov tre herlige børn, som alle er voksne og rimeligt fornuftige og selvhjulpne. Det takker jeg naturligvis i første række Vorherre for, som lod mig trods mine fejl åbenbart være en nogenlunde far.
Det hører også med, at da min mor blev gravid med mig i 1952, foreslog min far (som var gift med en anden), at det “burde hun nok få gjort noget ved”. Så jeg kunne sagtens være blevet aborteret, hvis ikke min mor — som jo ikke var troende, men alligevel var så meget kvinde, at hun ikke ville slå sit barn ihjel — havde nægtet.
Jeg har også længe ment, at en seriøs abortmodstander naturligvis må stå rede til at hjælpe en gravid kvinde i nød med at tage sig af sit barn. Alt andet er hykleri.
Hold dig munter.
En abort er altid en tragedie – fordi den er resultat af en anden tragedie, nemlig en uønsket graviditet. Det er også mit klare indtryk, at de fleste aborttilhængere af i dag ser abort som en absolut nødløsning og er klar over, at det er en belastende handling for alle involverede.
Faktisk har jeg for nyligt talt med en af min kursister, en meget dygtig pige, som pludselig var begyndt at møde uregelmæssig og falde bagud fagligt. Hun fortalte mig, at hun var blevet gravid, og det var tydeligt, at det var en overraskelse for hende. Og selvom jeg er bekymret for hvordan det skal gå hende, og om hun vil kunne klare studierne nu, så har jeg også rigtig meget respekt for hendes beslutning om ikke at få en abort. Ingen kvinde skal tvinges til en abort – lige så lidt som nogen kvinde skal tvinges til at gennemføre en graviditet som hun ikke kan magte.
Mht. det mere teoretiske, så mener jeg, at det er problematisk, at påstå, at der opstår et nyt individ ved befrugtningen og her henvise til, at det befrugtede æg har gener, der er forskellige fra forældrenes.
For det første forholder det sig jo sådan, at det befrugtede æg kan dele sig i to – derved opstår de såkaldte enæggede tvillinger. De har de samme gener, men er dog to forskellige individer. Og hvis nogen klonede en af mine celler ville der derudaf kunne opstå et selvstændigt individ, der havde de samme gener som mig.
Men for det andet så mener jeg også, at det på det teologiske plan er meget problematisk, at knytte menneskets individualitet og særlige værdighed til dets gener. Vi kommer nemlig hurtigt ud på et etisk skråplan med en sådan argumentation al den stund, at vi i overvældende grad deler vores gener med dyrene. 50 % af vores gener har vi således tilfælles med gopler – og 98 % af vores gener har vi tilfælles med chimpanser. Det er dermed svært at argumentere for at mennesket er noget helt særligt i forhold til dyrene, at det har en gudslighed, hvis man henviser til generne.
Det er da også klassisk kristen lære, at det særlige ved mennesket er vores sjæl. Tænk blot på hvordan Gud i 1. Mos. kap. 2 først former det første menneskes krop for dernæst at blæse sin livsånde ind i det – først efter denne besjæling er mennesket virkelig et menneske og ikke blot kød, eller gener, om man nu vil udtrykke sig moderne. Med andre ord, teologisk set kan vi først tale om et menneskeligt individ når dette har en sjæl – generne er ikke af relevans – de er jo blot biologisk materiale. Men hvornår besjæles et foster? – Ja, den katolske kirke mente helt frem til at videnskaben opdagede ægcellen en gang i midten af 1800-tallet, at besjælingen fandt sted når fosteret var 40 eller 60 dage gammelt. Sådan tænkte antikken og det er stadigvæk grundlæggende set den tanke man har i jødedommen og i islam. Men man kunne lige så godt sige, at besjælningen finder sted, når fosteret har en færdig krop, der biologisk set kan eksistere uafhængigt af moderen, dvs. ved fødslen eller i hvert fald sent henne i graviditeten.
Med andre ord, læren om at besjælingen finder sted ved undfangelsen – og hele koblingen til genetikken, er en moderne ide, der bryder med fundamentale tanker i den klassiske kristne teologi.
Guds fred!
Karen
Et ufødt barn inden i Mors mave er akkurat lige så meget menneske, med ret til livet, som et nyfødt barn eller en olding – forskellene i udseende handler bare om tidens forløb.
Og et foster 5 sekunder før abort-DEADline er akkurat lige så berettiget (og iøvrigt identisk med, bortset fra 10 sekunder), som et foster, der er 5 sekunder ÆLDRE end abortgrænsen.
Og nej, Barnet er IKKE en del af moderens krop!
Pls correct me, if I´m wrong?
Lars Munk
Nej, forskellen handler ikke blot om tid – i henhold til din logik kunne man jo så i øvrigt også sige, at Homo Erectus var rigtige mennesker fordi de, over tid, ville udvikle sig til Homo Sapiens. Et foster er noget, der er på vej til at blive et menneske – det bliver dermed også mere og mere menneskelignende hvor ældre det bliver. Derfor er der også en væsentlig etisk forskel på indgreb, der dræber et befrugtet æg, og så de såkaldte sene aborter.
Jeg har ikke udtalt mig om hvorvidt barnet er en del af moderens krop. Men hvis du vil høre min holdning til det argument så lyder det som følgende: Et barn, dvs. et født individ, og dermed et menneske, er i sagens natur ikke en del af nogen andens krop. Fosteret er genetisk forskelligt fra moderen – men er på den anden side totalt afhængigt af moderen – dør hun dør det – hvad hun spiser får det ind i sit system, etc. PÅ samme måde belaster graviditeten også moderens krop – og kan i nogle tilfælde føre til hendes død. I og med at graviditeten altså foregår i kvindens krop og belaster hende har hun naturligvis også lov til at bestemme over den, men ønsker hun en abort skal det ske så tidligt som muligt, både af hensyn til hendes egen sundhed og af hensyn til den etiske problemstilling der er forbundet med at stoppe en graviditet.
Men et spædbarn inden i Mor´s mave er tidsligt set og idht. næsten lig med sig selv eet sekund før og eet sekund efter den tilfældige abort-deadline. Meget mindre forskel end en 80-årig og den samme eet år efter.
Nazisterne gassede åndssvage af “euthanasi”. Nogle kulturer har haft en abortgrænse på fx 4 år EFTER fødslen.
Drab? I hvert fald fødes langt færre med Down´s Syndrom nu og fremover. Nazisterne var i det mindste ikke så hykleriske: De slog ihjel?
Mvh,
Lars Munk
Som jeg tidligere har skrevet på min blog så finder jeg sammenligningen mellem abort og nazismens forbrydelser fuldstændig uacceptabel – både fordi den er en dæmonisering af de kvinder, der får en abort, og en hån mod jødederne, nazisternes hovedofre, som gang på gang har frabedt sig sådanne sammenligninger. For en god ordens skyld vil jeg derfor gøre dig opmærksom på, at indlæg med sådanne ytringer fremover vil blive fjernet fra min blog.
Som jeg tidligere har anført er et foster i mine øjne ikke et menneske, men noget, der er på vej til at blive et menneske, derfor er uger og måneder vigtige her, for hvor ældre fosteret er, desto mere menneskelignende er det. Dermed er der også en altafgørende forskel til en 80-årig, der siden sin fødsel har været et fuldt og helt menneske. Man kan ikke have en abortgrænse efter fødslen – det er volapyk – man kan have en tilladelse til at dræbe spædbørn – men det er altså noget helt andet og er selvfølgelig drab.
Hej Karen M.Larsen
Citat;
Som jeg tidligere har anført er et foster i mine øjne ikke et menneske, men noget, der er på vej til at blive et menneske, derfor er uger og måneder vigtige her, for hvor ældre fosteret er, desto mere menneskelignende er det.
Citat slut.
Kommentar:
Uanset hvad du mener, så er det drab, når en læge “sørger” for ae abort. Et foster kan meget tidligt høre musik, har følelser og er tæt knyttet til moderen og udviklet til mere end et blot et befrugtet æg.
“Menneskelignende” jamen, dog Karen M.Larsen, ” Gud skabte mennesket og…. så at alt var såre godt.
Næ, det er og bliver drab og det er det rene hykleri, når man/politkerne for få år siden ankede over det lille fødselstal, når man tænker på alle de fostre gennem årene, som ikke fik lov til at se dagens lys.
Gad vide hvad Gud en dag vil sige til den forvaltning af jordens ressourser!
Min hovedpointe er: Er et spædbarn eet sekund før abortgrænsen blot menneskeLIGNENDE, Karen? Og et sekund efter den deadline, hvad er så den kategoriale forskele, der nu gør det fuldt ud menneskeligt??? Jeg dæmoniserer ikke de kvinder, der får det barnet dræbt – de dræber faktisk i mine øjne et lille, uskyldigt menneske!
Lars Munk
En jøde eet sekund før henrettelsen ligner til forvskeling sig selv eet sekund efter, ligeså med et spædbarn i mo´r´s mave under deadline´s udløb. 2 sekunder, ikke tiden fra homo erectus til idag!
Og nu ryger dem med Downs syndrom – det var dem, euthanasien bl. a. startede med…
Nå, nu er man fuldt og helt menneske siden fødslen, siger du foroven? Jeg troede, den tilfældige grænse var den dersens deadline FØR fødslen… Ret arbitrært, whatever…
Abort som kaldet alt andet end drab på de små børn, vi godt ved, de ligner, ja: som de er, det er hykleri. Stå dog ved, når politisk korrekte dræber! Min eks-kæreste havde mareridt over, at hun havde fået sit barn dræbt, og jeg måtte svare hende: “Ja, du KU´ ha´ haft det barn idag! Men lægerne bildte dig ind, at det ikke var et lille menneske dengang kort før deadlinen!”.
Det du glemmer at forholde dig til er forskellen mellem et foster og et født menneske. Under alle omstændigheder glemmer du, at mennesket kan blive til noget andet i løbet af få sekunder, det er jo f.eks. det, der sker i dåben. Og så er katekumenen jo f.eks. et eksempel på et mellemstadie mellem hedning og kristen. Livet er fuldt af mellemstadier og bratte overgange, sådan er det såmænd.
Mange kvinder har det hårdt efter en abort – f.eks. hvis de faktisk ønskede at beholde barnet men ikke fik den nødvendige støtte af barnets far. Og mange lider fordi der findes mennesker, der har det som livsværk at få dem til at lide pga. deres abort.
Så du mener selv, at et ufødt barn ikke er et menneske? Eet sekund før eller efter deadline? Der er jeg nok ikke enig med dig. Tak for debatteen.
Jeg mener, at man først er et fuldt og helt menneske når man er født – fødslen ses faktisk i mange religioner som starten på livet – vi har det jo også f.eks. i dåbens døds og genfødsels symbolik – genfødsel og ikke genundfangelse…
Tak for debatten.
“Den til tider helt overvældende aggression, der bliver rettet mod kvinder, der får en abort, kan ses som et udtryk for, at abortmodstanderen på et dybere plan har en smertende mistanke om, at han eller hun selv kunne være blevet en abort.”
Den pointe tror jeg du har ret i. Det må være noget i den stil, der spiller ind, når abortmodstandere paradoksalt myrder andre mennesker (såsom abortlæger) “for livets helligheds skyld”. De betragter sig selv som personligt truet på livet af abortlægernes eksistens. Ellers kunne de være nok så oprørte og overbeviste modstandere af abort, men de ville ikke selv myrde.