Skabelse, lov og foranderlighed
I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.
Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.
Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?
Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.
Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.
Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.
Din kritik af skabelses ordenen som normativ kan udvides til mange sider. Vi har fået to ben til at gå på, må vi så køre på cykel og i bil? Vi er skabt nøgne, må vi tage tøj på? Vi er skabt med hænder til at holde føden med, må vi bruge kniv og gaffel og andre spiseredskaber. Og efter syndefaldet blev det sagt at kvinden skal føde børn med smerte. Må vi bruge bedøvelsesmidler ved fødsler?
Er det i virkeligheden ikke sådan, at civilisation er at sætte sig ud over skabelsesordenen. At vi indretter os så fornuftigt og bekvemt som muligt. Bruger arbejdsbesparende redskaber og så i øvrigt holder fred med vore naboer?
Ja, mennesket er et kulturskabende væsen, det er lige præcist det, der adskiller os fra dyrene.
Det interessante ved den form for udlægning af skabelses-argmentet er, at du dermed får det drejet til at være lov… og ja, ved så at kalde det sharia-lov, er der skabt en modsætning til selve kristendommens kerne.
Derved bliver en senmoderne magtfuldkommenhed, der mener sig berettiget til at udnævne sig selv til skaber af menneskelivet, gjort til en følge af kristentroens frihed.
Selv om det måske endda er sådan, at du selv ser det på den måde – så er det ikke, hvad der ligger i en kristen skabelsesteologi. Ej heller hvad der ligger i den som argument mod at kalde homo-par for ægtepar.
Talen om Guds skabelse er først og fremmest undren og taknemmelighed, men dernæst efter luthersk skik et værn mod åndeligt overmod. Det er ikke os, der har skabt lyset, selv om vi har frembragt nogle fantastisk flotte, røde neonskilte – og en praktisk læselampe.
Det er heller ikke os, der har skabt barnet i den teologiske betydning af ordet. Begynder vi at bilde os det ind med vor fertilitetsteknologi (eller p.g.a. den naturlige fertilitet), så risikerer vi at ødelægge det, vi skulle elske.
Du kalder vielsen af homoseksuelle en ordning. Skabelses-argumentet imod går ud fra, at vi med den menneskelige ordning, der nu er tale om, tiltager os magt til at kalde ting noget, de ikke er.
Det er noget andet end den lov om uforanderlighed, du pådutter det.
Afslørende er det, at der nu er gået ligheds-ideologi i det, så et ægteskab ikke længere må kaldes noget, som ikke også kan siges om f.eks. par af samme køn… Kønsneutralt ægteskab er livløs snak, og sproget fryses til i enshed og uforanderlighed! Alt det, der så ikke må siges, skønt alle kan se det..
I en svensk børnehave vil man forbyde brugen af stedordene han og hun…
Hvis forestillingen om, at skabelses-tro er en slags lov-underkastelse fører til den type ensheds-tyranni, så har vi da brug for 1. trosartikel som forsvar mod den menneskelige (senmoderne) dårskab.
Sagen havde (har) et menneskeligt aspekt – nu er der gået ideologi i den.
Karen:
Ja, lyset, barnet og livet er noget, der er os givet. Men det er ikke på forhånd fastlagt hvordan vi skal forvalte denne gave andet at vi skal gøre det med kærlighed. Derfor bruger vi lys anderledes i dag end på Bibelens tid og opdrager børn anderledes end på Luthers tid.
Også ægteskabet og ægteskabsforståelsen har forandret sig over tid, præcist ligesom kønsrollerne og synet på seksualitet. Og denne udvikling er en nødvendighed fordi det samfund, som ægteskabet skal leves i jo også forandrer sig. Det giver ikke mening at ville holde ægteskabet fast i en forståelse der stammer fra middelalderens feudalsamfund i det senmoderne demokratiske samfund. Og ja, et ægteskab kan i dag også omfattede samkønnede par, sådan er det allerede i Sverige, i Holland, i Spanien og i en række andre lande.
Lighed er ikke det samme som enshed. Hvis din retorik blev overført på andre samfundsforhold så ville det f.eks. måtte hedde sig, at det demokratiske samfund med dets krav om lighed for loven medfører en enshedstvang der ødelægger alt det smukke i livet… Mangfoldigheden ødelægges ikke af at vi får ligestilling, i stedet for får den først hermed mulighed for at trives fuldt ud til alles bedste.
Kære Karen!
Det er en smuk formulering:
“Mangfoldigheden ødelægges ikke af at vi får ligestilling, i stedet for får den først hermed mulighed for at trives fuldt ud til alles bedste.”
Men der er en markant forskel på lighed for loven, som er personers ligestilling, og så en påstået lighed mellem forskellige forhold. Opnået ved en sproglig erobring af en betegnelse. Der følger også en lovgivning med, som så skal forholde sig til denne sprogbrug. Det kan hurtigt betyde en glidning i andres rettigheder og forhold. F.eks. børnenes. Desuden betyder det, at et mindretal (seksuelt betingede,monogame, varige forhold) vandt retten denne gang, hvilket holder andre (polygame forhold, samboende søskende, enlige forældre i grupper o.s.v.) uden for. Fuld ligestilling på den måde vil kræve, at alle konstellationer kan kaldes ægteskab. Med arveret, forældremyndighed o.s.v. Det nuværende krav er resultet af lobby-arbejde – og som det blev påpeget af visse præster i debatten: En almindelig nedskrivning af ægteskabets samfundsbetydning.
Men med den ideologi som begrundelse, der bygger på, at virkeligheden er noget vi selv opfinder, og som kan kræve såkaldt ligestilling af alle forhold og enhver grundstruktur i samfundet, alt efter hvad de politiske magthavere finder på (Måske netop for at nedbryder strukturer, som er kritiske ved at regne noget for mere grundlæggende…)
Så er risikoen for ideologisk tyranni nærliggende.
Ideologiers magt begynder med en erobring af sproget.
Derfor er skabelsesteologi nødvendig.
Men vel også derfor vil den senmoderne ideologi (eller kulturradikale?) skabelsestroen til livs.
God søndag.
Karen:
Mht. din forestilling om at man kan nægte at ligestille såkaldte forskellige forhold så kan man jo så også spørge om vi ikke burde gå den anden vej? Hvorfor f.eks. ikke hævde, at et par bestående af en med sort hudfarve og en med hvid hudfarve ikke er det samme som par bestående af to af samme hudfarve og at det derfor ikke er diskrimination at nægte de første ægteskab men tillade de andre det? Og mht. børns rettigheder har børn så ikke også ret til at være monohudfarvede?
Virkeligheden er at ægteskabsforståelsen er under udvikling og altid har været det. Virkeligheden er, at verden er foranderlig. Og mht. dine påstande om de forudstående diktaturer ja så er det jo lige præcist i den vestlige demokratiske verden, at homoægteskabet er indført hhv. er på vej. Ikke en eneste diktaturstat har indført eller overvejer at indføre homoægteskaber. Homoægteskabet er udtryk for respekten for den enkeltes frihed og retten til at bestemme over sit eget liv. Dem der kæmper mod homoægteskaber ønsker at forbyde andre noget, de ønsker, at begrænse andres frihed. Sjovt, at det er fra denne side, at der kommer beskyldninger om at tilhængerne af homoægteskabet vil undertrykke andre…
Skabelsesteologien må forholde sig til verdens foranderlighed – herunder sprogets foranderlighed, ellers ender den i fundamentalisme og lovreligiøsitet.