Ønsker homoseksuelle kristne ikke et vielsesritual?
Ønsker homoseksuelle kristne ikke et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par? Ja, det skulle man jo nærmest tro hvis man læser artiklerne ”Homoseksuelle kristne siger nej til vielser” og ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 24.3.2011.
I den første artikel citeres Ib Hoch, menighedsrådsmedlem og kirkesanger, for følgende udsagn: ”Jeg gider ikke vielse i folkekirken, for hvad skal jeg bruge det til? Hvis man vil sikre hinanden, kan man gå på rådhuset, og jeg har ingen interesse i at få mit partnerskab til at ligne et ægteskab, som jeg jo netop ikke er gået ind i. Registreret parterskab (sic!) og vielse skal ikke være det samme”.
Og Nikolaj Klintebjerg Arnby, kontaktperson for foreningen ”Kristen og homo”, udtaler, dog på egne vegne, at ” principielt er jeg enig med Ib Hoch, for jeg bryder mig ikke om, at homoseksuelle skal kunne vies i kirken bare for ligestillingens skyld. Efterhånden er det her blevet diskuteret så længe, at jeg nærmest er ligeglad med, om der kommer et kirkeligt ritual til homoseksuelle eller ej”. I artiklen ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle” uddyber han så sine forbehold overfor et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle med denne kommentar: ” Det er langt hen ad vejen de missionske, der bruger kirken, og jeg tror – efter hvad jeg hører fra min familie – at de vil forsvinde fra kirken, hvis der kommer et homoseksuelt ritual”.
Se nu er homoseksuelle jo forskellige, lige som alle andre mennesker, derfor kan homoseksuelle også være internt uenige om forhold vedrørende homoseksuelles rettigheder, på samme måder som kvinder f.eks. langt fra er enige mht. hvilke rettigheder og pligter kvinder skal have i samfundet. Og lige som der har været og fortsat er kvinder, der f.eks. er imod den fri abort eller kvindelige præster, ja så er der også homoseksuelle, der er imod en kirkelig anerkendelse af homoseksuelle par. At der blandt dem, der bliver undertrykt, diskrimineret og udgrænset findes personer, der hellere vil solidarisere sig med undertrykkerne end med deres undertrykte søstre og brødre er sådan set logisk nok. Faktisk kan undertrykkelse kun finde sted hvis nogle af de undertrykte vælger at samarbejde med undertrykkerne i håbet om at klare sig lidt bedre end de andre. Og undertrykkelse er også kun mulig så længe de undertrykte anerkender undertrykkelsens præmisser. Så længe man ser sig selv som mindreværdig vil man også blive behandlet som en der er mindreværdig. Men det gør jo ikke sagen mere beklemmende, blot nemmere at forstå.
Et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle par handler nemlig ikke ”kun” om ligestilling og rettigheder. Det handler også om at folkekirken en gang for alle synligt, konkret og forpligtende tager afstand fra den fordømmelse og den forfølgelse af homoseksuelle som har fundet sted og fortsat finder sted i kristendommens navn.
Det handler altså ikke om hvad konkrete personer gider – gider man som homoseksuel ikke ægteskab kan man jo lige præcist lade være med at gifte sig. Det handler om at de homoseksuelle, der vil giftes, ikke må fordi nogle kristne mener, at man kommer i helvedet, hvis man lever homoseksuelt. Jeg tror ikke, som Nikolaj Klintebjerg Arnby, at sådanne kristne udgør flertallet af dem, der sidder på kirkebænkene hver søndag. Men hvis man som kristen homoseksuel mener, at det er vigtigere at folkekirken holder på sådanne kristne end at folkekirken siger ja og amen til de homoseksuelle kristnes parforhold, ja så tager man parti for dem der dømmer os udenfor Guds kærlighed og nåde. Og ved at gøre det bidrager man til at opretholde og vedligeholde den fordømmelse og afvisning af homoseksuelle som avler homofobi i majoritetsbefolkningen og selvhad blandt de homoseksuelle.
Man kan ikke selv gøre for, hvis man er homosexuel. Men man kan gøre for, hvis man generer andre med sin homosexualitet. Det er da et smukt træk, at nogle homosexuelle kristne, ikke vil være en byrde for det kirkelige fællesskab, og træder et skridt tilbage med ønsker om kønsneutralt ægeteskab. Guds kærlighed og nåde vil ikke afvise et ydmygt skridt tilbage.
Claes:
Hvad ville du mene om en sætning som “Man kan ikke selv gøre for, hvis man er heteroseksuel. Men man kan gøre for, hvis man generer andre med sin heteroseksualitet, så derfor er det et smukt træk hvis man undlader at lade sig kirkeligt vie”?
Det beskæmmende er jo at det skal være en byrde for det kirkelige fællesskab at anerkende homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle. Det signer noget om den indgroede homoforagt – den foragt som igen genererer homofobi og selvhad blandt homoseksuelle.
Personlig ydmyghed er en god ting – men at man som homoseksuel har indoptaget ens miljøs homoforagt er lige så lidt et udtryk for ydmyghed som det er udtryk for ydmyghed hvis man som kvinde anerkender, at mænd står over kvinder. Ydmyghed handler nemlig om indsigt i sine personlige fejl og mangler, ikke om at man anerkender samfundets fordomme og undertrykkende strukturer.
Godt svaret! Men tilbage bliver, at erkendt heterosexualitet ikke er noget nyt, som skal tilkæmpe sig en plads i den offentlige bevidsthed. Hvorimod optog med homosexuelle i udfordrende påklædning eller afklædning af sig selv virker provokerende. Det samme gør kravet på kirkebryllup.
Noget lignende om din sammenligning med kvinden som stående under manden. Kvinder der ryger pibe, drikker øl og bander som en tyrk virker udfordrende. Kvinder der holder sig lidt tilbage og optræder med beskedenhed virker tiltalende på offentligheden.
Vil man have sit budskab igennem er det klogt at tage hensyn til den social-kulturelle sammenhæng, og afpasse sine virkemidler efter den. Kald det så bare, at man anerkender samfundets undertrykkende strukturer. Men det gamle ord: Far med lempe, har stadig en vis gyldighed.
Nu er der da også masser af heteroseksuelle der udstiller krop og begær i det offentlige rum – tænk bare på pinsekarnevallet – men sjovt nok falder det ikke tilbage på heteroseksualiteten som sådan…
Som en jødisk ortodoks og homoseksuel rabbiner skrev i en bog jeg lige har læst færdig: Hvis en mand og en kvinde går med hinanden i hånden på gaden tænker folk “de elsker hinanden – hvor smukt!” – hvis to mænd går med hinanden i hånden på gaden tænker mange “de har sex med hinanden – hvor ækelt!”
Og ja, umiddelbart er livet da lettere hvis man som homoseksuel bukker nakken for fordommene – ligesom også kvinder har det nemmere hvis de anerkender de privilegier som samfundet giver mænd på kvinders bekostning. Men man bidrager også til at opretholde undertrykkelsen. At gå mod strømmen koster. Kvinder der kæmpede/kæmper for stemmeret, ligeløn etc. er blevet nedgjort gennem tiderne – det samme er sket og sker for dem der kæmper for homoseksuelles rettigheder. Martin Luther King blev dræbt for hans drøm om ligestilling mellem hvid og sorte i USA – hans drøm var definitivt for provokerende…
Men hvis ingen kæmper får vi aldrig en bedre verden…
Tænkte selv lidt det samme, da jeg havde skrevet min kommentar til dig. Tænkte om mig selv, du er da vist en gammel koncervativ rad, som ikke ønsker forandringer. Men det er nu ikke rigtigt, jeg tror blot mest på en stille evolution i ideernes verden. Men jeg anerkender, at der må slåes hul på skallen, så fugleungen kan komme ud af ægget, der findes pludselige paradigmeskift. For mig at se, var kristendommen et sådant skift hvis momentum ikke er udtømt endnu. Hvis Jesus ikke havde vovet alt, var kristendommen ikke blevet til. Undertiden må man vove livet for at vinde det. Et overleveret Jesus ord siger det samme.