Transpolitiske udfordringer

Kampen for transpersoners rettigheder har unægteligt lidt et svært nederlag. I Folketinget er det nemlig kun Enhedslisten, der vil fjerne transseksualitet fra listen over psykiske lidelser. Der er med andre ord ekstrem lille politisk opbakning til et af mange transaktivisters hovedkrav.

Ofte sammenlignes transpersoners situation med homoseksuelles i og med, at homoseksualitet efter et aktivistisk pres blev fjernet fra den danske liste over psykiske sygdomme i 1981. Denne sammenligning holder dog ikke helt. For i 1981 var det kun få homoseksuelle, der søgte behandling for deres homoseksualitet og de havde i hvert fald ikke støtte fra det daværende LBL. Man fik altså fjernet en diagnose som kun tjente til at stemple homoseksualitet som noget uønskværdigt. I modsætning hertil er der en del transpersoner, der ønsker kirurgiske indgreb, da de mener, at de ikke kan leve med de kroppe som de er født med. Derfor er der også de transpersoner, der ikke ønsker diagnosen “transseksuel” afskaffet, da de nok ikke helt med urette frygter, at de uden en diagnose ikke kan få den behandling som de føler, at de har brug for. Faktisk har det da også være politikernes argument mod at fjerne transseksualitet fra listen over psykiske sygdomme: I sundhedssystemet skal man have en diagnose for at kunne få en behandling.

Blandt aktivisterne i LGBT Danmarks transpolitiske udvalg er der dem, der hævder, at man bare kan give transpersoner de samme diagnoser som bruges for den lille gruppe af ciskønnede, hvis kroppe er fejludviklede i forhold til deres biologiske køn. Altså når biologiske kvinder, der kun delvist eller slet ikke har udviklet en vagina kan få en diagnose, der går ud på, at de mangler en vagina og dernæst kan få en operation, så skal transkvinder også kunne få en kønskorrigerende operation med henvisning til at de mangler en vagina. En besnærende argumentation – der dog trækker på nogle grundlæggende forestillinger om køn som i dag sandsynligvis kun deles af et ret lille mindretal af befolkningen.

Det samme ser vi i øvrigt allerede i forbindelse med LGBT Danmarks krav om at transpersoner helt frit skal kunne kræve at blive registeret som det køn de føler sig som, uden nogen former for forudgående evaluering. Om ens cpr. nummer skal have lige eller ulige slutcifre skal man altså helt suverænt selv kunne bestemme. Bag dette krav ligger en ide om at køn er noget rent subjektiv. Kun jeg ved hvilket køn jeg har , kun jeg afgør om jeg vil være en juridisk mand eller kvinde og hvis samfundet mener noget andet så nægter de mig mine mest basale menneskerettigheder. Problemet er bare, at ikke nok med at det ikke er sådan som køn er defineret i den gældende lovgivning, det er desværre heller ikke sådan køn formodentligt opfattes af det store flertal af den danske befolkning. Køn ses ikke bare af myndighederne men også af de fleste borgere her i landet lige præcist som en objektiv størrelse som fremgår af ens krop og som man derfor ikke selv kan definere.

På samme måde bygger ideen om at transkvinder skulle kunne få en kønskorrigerende operation med henvisning til at de kan få diagnosen “manglende vagina” på den præmis, at der ikke er nogen forskel på om en person med XX kromosomer ikke har nogen vagina eller om en person med XY kromosomer og med normalt udviklede mandlige kønsorganer ikke har en vagina. Det eneste der tæller i denne logik er at begge ønsker sig en vagina og det derfor er diskriminerende at give en vagina til den ene person og nægte den til den anden. Præmissen synes at være, at det biologiske køn enten slet ikke eksisterer eller er fuldkommen ligegyldigt mht. at vurdere om køns relaterede kropslige forhold kan betegnes som en fejludvikling og dermed få en diagnose som en fysisk lidelse eller ej. Igen kan vi altså se et transpolitisk krav hvis argumentation kun kan slå igennem hvis synet på køn både blandt politikerne og flertallet af den danske befolkning gennemgår en ret så radikal forandring. Det vil nok tage ret lang tid før man kan komme igennem med en sådan argumentation.

Erfaringen fra homorettighedskampen i Danmark er den, at politikernes vilje til at stemme for forbedringer er overordentligt meget påvirket af hvorvidt der er et flertal i befolkningen for disse forbedringer. Først da flertallet af den danske befolkning ikke længere opfattede homoseksualitet som noget negativt kunne homoseksuelle par få lov til at indgå registeret partnerskab, der dog lige præcist ikke måtte kaldes ægteskab og ikke gav partnerne fuld ligestilling med heteroseksuelle ægtepar. Der gik 8 år fra at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme til indførelsen af det registrerede partnerskab. Og der gik 23 år fra det blev indført indtil homoseksuelle par kunne gifte sig. Man glemmer ofte, at accepten af homoægteskabet hænger sammen med nogle fundamentale forandringer i synet på det heteroseksuelle ægteskab. Forandringer der bygger på den sociale og økonomiske udvikling siden slutningen af 1800-tallet.

Holdningsændringer og de politiske forandringer de muliggør tager altså ofte tid, sommetider lang tid. Og man kan ikke regne med at få alle drømme opfyldt på en gang.

Den nuværende transpolitiske situation er i mine øjne præget af, at man især fra LGBT Danmarks side af vil alt for meget i forhold til hvad der realistisk set kan gennemføres her og nu og at man ofte er for lidt interesseret i de små forbedringer, der på længere sigt kunne omdannes til store forbedringer. Vi havde ikke fået det registrerede partnerskab i 1989 hvis man dengang havde krævet 100 % ligestilling med heteroseksuelle ægteskaber. Kun fordi det daværende LBL gik med til en ikke optimal løsning fik man en markant forbedring, der igen på lang sigt åbnede op for flere og bedre forbedringer.

I den nuværende politiske situation giver det ikke mening både at kræve, at transseksualitet skal fjernes fra listen over psykiske sygdomme og at kræve køns korrigerende behandling betalt af det offentlige “on demand”. Hvis man derimod skilte det at have en anden kønsidentitet end det juridiske køn man fik tildelt ved fødslen fra behovet for operationer, kunne man i det mindste få “afsygeliggjort” de transpersoner, som ikke har behov for kønskorrigerende kirurgisk behandling. Og når politikerne ikke er villige til at give transpersoner gratis kønskorrigerende operationer “on demand”, så er det alt andet lige bedre at kæmpe for diagnosticeringen kommer til at foregå på nogle langt mere transvenlige præmisser end de gør nu, end det er at blive ved med at kræve hvad man ikke kan få her og nu lige meget hvor meget man råber og skriger. Det ville være de første babyskridt i den rigtige retning. Det vil for mange transpersoner ikke være en optimal løsning. Det kan være svært at acceptere små forbedringer når man er desperat. Men en fugl i hånden er stadigvæk bedre end 10 på taget.