Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 okt, 2024 under Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Dobbeltspillet om islam og homoseksualitet

 

I anledning af en undersøgelse af muslimske forældres syn på evt. homoseksuelle børn foretaget af Jyllands-Posten er debatten om islam og homoseksualitet (igen) blusset op. Og da LGBT+ Danmarks sekretariatschef Susanne Branner i et interview i samme avis fik rodet sig ud i et sandt studie udi udenomssnak er der også kommet fokus på at mange af de mere eller mindre professionelle forsvarere af homoseksuelles rettigheder her i landet har en tendens til ikke at ville snakke om den manglende accept af homoseksuelle i muslimske miljøer.

For at forstå problematikken er det måske en god ide at se på hvordan den uforbeholdne accept af homoseksuelle forhold og homoseksualitet i løbet af de sidste årtier er blevet til en dominerende norm i den offentlige debat. Hvis man i dagens Danmark giver udtryk for at homoseksuelle forhold er syndige, unaturlige – eller bare ikke ideelle, må man regne med at blive mødt med en flodbølge af kritik. Hvis man ikke bakker helhjertet op om homoægteskaber og regnbuefamilier må man regne med at blive erklæret for ikke-stueren og blive udelukket fra det gode selskab.

Driverne bag denne udvikling har i høj grad være folk med sekulære, progressive og venstreorienterede værdier og idealer. Og modstanderne har typisk været folk fra højrefløjen, herunder fra konservative kristne miljøer. Det har derfor også været moralsk nemt for dem, der førte kampen for den betingelsesløse accept af homoseksuelle. Dem de kæmpede imod, var nemlig identisk med grupper som man i forvejen ikke brød sig om og som man så som sine modstandere.

Problemet for den typiske homo-rettighedsforkæmper opstår når man skal se på den udbredte og i øvrigt alment kendte afvisning af homoseksualitet i muslimske miljøer. For når enhver afvisning af homoseksuelle er forkert, når den foretages af borgerlige og/eller kristne såkaldte etniske danskere, så må den logisk set også være det når den foretages af muslimer. Konsekvensen heraf ville så være, at sådanne muslimer skulle mødes med den samme moralske fordømmelse og sociale udstødelse som andre, der i dagens Danmark afviser homoseksuelle. Men det går bare ikke! For de samme sekulære, progressive og venstreorienterede kredse som historisk set har insisteret på den betingelsesløse accept af homoseksuelle mener typisk også, at landets muslimer er ofre for racisme, diskrimination og undertrykkelse. Og ikke mindst fordi højrefløjen sættes lig med afvisning af muslimer, så må man som god venstreorienteret selvsagt kæmpe deres sag. Den måde man har forsøgt at løse det dilemma på, er på mange måder identisk med den strategi som Susanne Branner greb til i interviewet med Jyllands-Posten: Ligesom de ”indiske aber” så vil man ikke se, ikke høre og ikke sige noget. Homofobi i muslimske sammenhænge er de venstreorienteredes version af ”synden som man ikke må tale om”.

Mit bud på løsningen af dette dilemma er for nogle måske overraskende og radikal. Ikke mindst fordi jeg selv som lesbisk og kristen i mange år har kæmpet for accept af homoseksuelle i kristne sammenhænge. Jeg er overbevist om, at hvis man virkeligt ønsker et multikulturelt og etnisk mangfoldigt Danmark, så må man også kunne leve med en mangfoldighed af holdninger. Også holdninger man er dybt uenige med. Herunder den forestilling, at homoseksuelle forhold er syndige, haram eller hvad man nu ellers måtte kalde dem.  Hvis man virkeligt ønsker medborgerskab for og en vellykket integration af muslimerne i det danske samfund, så nytter det ikke, at man afkræver dem en betingelsesløs accept af alle det sekulære danske samfunds værdier, herunder en betingelsesløs anerkendelse af homoseksuelle forhold som værende ligeværdige med heteroseksuelle. Jo mere multikulturelt vores samfund bliver, desto mindre sekulært vil det alt andet lige også blive. Vi kommer til at leve i et samfund hvor religion vil fylde mere for flere mennesker end mange af os har været vandt til. Det kan vi lige så godt se i øjnene.

Det kan efter min mening ikke benægtes, at højreorienterede ofte dæmoniserer landets muslimer. De samme kredse som historisk set har været modstandere af at traditionelle kristne værdier er blevet erstattet af sekulære og progressive, er bemærkelsesværdigt begejstrede for at påvise hvordan islam strider mod disse. Men muslimernes allierede blandt de venstreorienterede udmærker sig typisk ved ikke at kunne eller ville tage muslimerne alvorlige som lige præcist muslimer, dvs. tilhængere af en religion hvis idealer ofte er sammenfaldende med dem man finder hos konservative kristne.

Nu er selvsagt ikke alle med muslimsk baggrund dybt troende eller praktiserende. Men min mangeårige erfaring som religionslærer i gymnasiet og hf, hvor jeg heldigvis har haft og stadigt har mange muslimske elever er, at religion alt andet lige fylder mere hos unge med en muslimsk baggrund end blandt de såkaldte etniske danske. Religion her også i betydningen af at der findes en almægtig Gud, at der findes et liv efter døden, at dette liv afhænger af hvordan man lever her på jorden etc.

Den betingelsesløse fordømmelse og sociale udstødelse af dem der har religiøst betingede forbehold overfor homoseksuelle forhold medfører blot uholdbare moralske dobbeltspil der ikke gavner nogen. Og ikke mindst forhindrer den samtalen med dem, der har disse holdninger. Så til Susanne Branner og åndsfæller kan jeg kun sige: Accepter at mange muslimer har moralske forbehold overfor homoseksuelle forhold. Ikke accept i betydningen at I er enige heri, men accept i betydningen at de har lov til at have en sådan holdning selvom I er dybt uenige med den. Og lad os så få startet samtalen om hvordan vi kan lære at leve sammen på en fredelige måde med gensidig respekt for vores forskellighed.

Læs mere

Skrevet af den 13 maj, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

LGBT+ Danmark og islam

 

LGBT+ Danmark lagde den 12.5.2021 et opslag op på Facebook om det brutale drab på den unge homoseksuelle iraner Alireza Fazeli-Monfared, der blev myrdet af sin egen familie i hans hjemland, fordi han var homoseksuel.  Opslaget udløste en ret heftig debat i den til opslaget hørende kommentartråd. Her skrev Denise Rostgaard, der er regionsrådskandidat for Nye Borgerlige og i øvrigt selv homoseksuel, at hun ikke forstår, ”at LGBT+ Danmark ikke ser at islam er den værste trussel mod et frit og tolerant samfund.” Det fik så LGBT+ Danmark til at svare ”Vi ser på ingen måde islam som en trussel mod et frit og tolerant samfund” og at man i øvrigt tager afstand fra alle typer af voldelig fundamentalisme. Dette svar fik så igen Denise Rostgaard til at lange ret så hårdt ud mod LGBT+ Danmark på sin egen Facebookside.

Nu vil jeg mene, at både LGBT+ Danmark og Denise Rostgaard tager fejl når de vil forklare drabet på Alireza Fazeli-Monfared med hhv. fundamentalisme og islam. For drabet på Alireza Fazeli-Monfared er tydeligvis et såkaldt æresdrab. Æresdrab er et fænomen som hverken er specielt knyttet til fundamentalisme eller til islam. Æresdrab begås af muslimer, såvel som kristne, hinduer mfl. og udøverne er ikke nødvendigvis kendetegnet ved at være stærkt religiøse. Æresdrab er i stedet knyttet til førmoderne kulturer og tankesæt. I kulturer hvor man ikke har en stærk stat, og i særdeleshed ikke nogen velfærdsstat, er individets overlevelsesmuligheder i høj grad afhængig af at han eller hun har et stærkt netværk i form af vedkommendes familie, der igen netværker med andre familier. Jo mere social kapital familien har i form af den respekt og anerkendelse den har i lokalsamfundet desto bedre vil det gå det enkelte familiemedlem. Omvendt falder det tilbage på hele familien hvis bare et enkelt familiemedlem bryder med kulturens normer. Hvis f.eks. en far tillader hans søn at være åben homoseksuel så risikerer han, at hans søsters forlovelse bliver ophævet eller hans fætre ikke kan få et godt job fordi andre familier ikke vil netværke med en familie der har tabt anseelse ved at acceptere et familiemedlems homoseksualitet. Æresdrab handler altså ikke om personlig tro, men i stedet om en forestilling om at det enkelte individ skal indordne sig familiens behov så dens medlemmer som kollektiv ikke mister status og dermed udfoldelsesmuligheder.

Når det så er sagt så er emnet islam og homoseksualitet en varm kartoffel for LGBT+ bevægelsen, der sjældent har noget problem med at lange ud mod f.eks. den katolske kirke for dens udsagn om homoseksualitet, men som ofte reagerer mere eller mindre panisk når debatten kommer ind på islams syn på homoseksualitet. Det er f.eks. meget sigende, at LGBT+ Danmark lukkede debattråden pga. de mange islamkritiske udsagn der blev fremført i den. Det havde man næppe gjort mht. en debattråd der flød over med hårde udsagn om f.eks. den katolske kirke og katolikker.

Jeg vil dog give LGBT+ Danmark ret i, at det er problematisk, at fremstille islam som sådan som en trussel mod det frie samfund, herunder retten til at leve som homoseksuel. Men det er også tydeligt, at LGBT+ Danmark ej heller selv formår at håndtere problematikkens kompleksitet.

Islam er det man kalder for en lovreligion hhv. en livsstilsreligion. Dvs. påstanden i islam er, at den barmhjertige og nådige Gud med religionen islam har givet menneskeheden en perfekt vejledning til det gode liv, der alt andet lige vil føre til paradis, hvis man ellers følger den. Islam har derfor regler for rigtigt mange af livets aspekter, og disse regler er samlet i det der hedder ”Sharia”. Islam er delt op i shia- og sunniislam, og sidstnævnte er så igen delt op i en række retsskoler. Reglerne er altså ikke helt ens indenfor islam men kan godt variere mellem disse forskellige retslige traditioner. Men mig bekendt er der ingen af de islamiske retsskoler som ikke påstår, at det er haram, altså forbudt, for muslimer at have sex med personer af deres eget køn og end de straffe man mener, at en sådan adfærd skal udløse, er forskellige. Men selv mht. de muslimske retskoler, der kræver dødsstraf for sex mellem mænd (ingen kræver det mig bekendt for kvinder) er det igen nødvendigt at se på hvordan den enkelte muslim så fortolker sharia. Meget forsimplet kan man tale om, at der er tre måder at fortolke sharia på. Man kan fortolke sharia fundamentalistisk, altså bogstaveligt. Her vil man kunne finde på at kræve, at mænd der har sex med mænd skal henrettes. Man kan også tolke sharia islamistisk. Her vil man sige, at i princippet bør homoseksualitet straffes, men først når man har etableret den perfekte muslimske stat, dvs. i praksis ikke her og nu, og da slet ikke i et vestligt samfund. Og man kan have en liberal fortolkning af sharia, hvor straffereglerne ses som et vink med en vognstang om hvad der er en forkert adfærd men ikke som noget, der skal omsættes i praksis. Og det skal også tilføjes, at selv ud fra en fundamentalistisk fortolkning af sharia, så er det ikke op til den enkelte, heller ikke den enkeltes familie, at dømme folk til døden for så dernæst at henrette dem. Det er i stedet en dom som en shariadomstol skal foretage, hvorefter det så er kollektivet der skal dræbe den, der har brudt religionens regler.

Når alt dette hermed er sagt, så står det dog tilbage, at flertallet af muslimer, alt andet lige, vil opfatte homoseksualitet som en forbudt adfærd i henhold til islam, selvom der absolut er muslimer, der tror noget andet. Men det er også mit indtryk, at flertallet af muslimer her i Danmark på ingen måde bifalder overfald på eller drab på homoseksuelle. Man kan godt mene, at en adfærd er forkert uden at man af den grund ønsker, at dem der udfører dem skal dø. LGBT+ Danmark har ret i, at man derfor ikke kan påstå, at islam som sådan er en trussel for homoseksuelle (eller andre fra alfabetsuppen) – men jeg savner godt nok en villighed til at forholde sig til den i islamisk sammenhæng meget udbredte afvisning af homoseksuelle forhold. For ja, det er rigtigt, at der er rigeligt med kristne som også fordømmer homoseksualitet, men i dansk sammenhæng er de dog et klart mindretal. I muslimsk sammenhæng er det derimod alt andet lige et mindretal, der mener, at man kan være en god muslim og leve som homoseksuel. Måske den virkelige udfordring for organisationer som LGBT+ Danmark er at finde en strategi mht. hvordan man håndterer den værdimæssige mangfoldighed som flygtninge og indvandrere også tilføjer vores samfund.

Læs mere

Skrevet af den 28 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Islam og homoseksualitet kan forenes

Det er en udbredt holdning, både blandt muslimer og blandt ikke-muslimer, at homoseksualitet og islam er totalt uforenelige. Blandt dem, der ser islams tilstedeværelse i den vestlige verden som en trussel mod demokrati og frihedsrettigheder, er det ganske almindeligt, at henvise til at islam udgør den væsentligste (eller den eneste) trussel mod homoseksuelles rettigheder. Og blandt mange muslimer, både i den muslimsk dominerede verden og i Vesten, bliver homoseksualitet set som en vestlig dekadence, der er i klar modstrid med islams sunde værdier. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det kan være ret så vanskeligt at være homoseksuel og muslim.

Set i forhold til debatten om homoseksualitet og islam er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog ”Homosexuality in Islam – Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims”, et lys i mørket. Scott Siraj al-Haqq Kugles indfaldsvinkel er nemlig den, at man godt kan være homoseksuel og muslim og at et liv som homoseksuel ikke er uforeneligt med at være en god muslim. (Det samme mener han i øvrigt også mht. at være muslim og transperson, men den problemstilling vil jeg tage op i en separat artikel).

Som det er naturligt for en troende muslim tager Scott Siraj al-Haqq Kugle udgangspunkt i Koranen, og som den muslimske sædvane foreskriver, opfatter han denne bog som Guds ufejlbarlige ord. Dette vil mange nok mene er lidt af et problem for en homoseksuel muslim al den stund, at det er en almen udbredt antagelse, både blandt muslimer og ikke-muslimer, at Koranen forbyder sex mellem personer af samme køn. Denne antagelse beror imidlertid, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, på en fejlfortolkning af Koranen, i særdeleshed af historien om Sodoma.

I Koranen er der flere citater der handler om Lot og Sodoma. Koranen kender nemlig til og henviser til denne historie som også findes i 1. Mos. Kap. 19, om end Koranens gengivelse af historien på nogle punkter afviger fra Bibelens. I modsætning til Bibelen fortæller Koranen således, at Lot (eller Lut som han kaldes på arabisk) var en profet sendt af Gud til sit eget folk, befolkningen i Sodoma. Befolkningen i Sodoma er meget onde og de nægter at lytte til Guds profet, og da Lot (ligesom i Bibelen) bliver besøgt af to engle forsøger befolkningen at voldtage disse. Det lykkes imidlertid ikke, i stedet bliver byen tilintetgjort af Gud, kun Lot og hans nærmeste familie (undtagen hans kone) bliver reddet fra Guds vrede.

Inspireret af jødedommen og kristendommen har muslimske teologer og retslærde siden middelalderen læst denne historie som en historie om Guds fordømmelse af sex mellem mænd og sågar brugt historien til at skabe tekniske termer herfor, nemlig liwat, svarende til sodomi og luti, svarende til sodomit. Denne fortolkning, mener Scott Siraj al-Haqq Kugle (ligesom mange jødiske og kristne teologer), er imidlertid forkert. Befolkningen i Sodomas synd er ikke frivillig sex mellem mænd men i stedet vantro og manglende lydighed overfor Guds profet kombineret med almen ondskabsfuldhed, der bl.a. men ikke kun viser sig ved at de vil voldtage nogle af byens gæster.

Sommetider bruges også Koranen sura (dvs. kapitel) 4, vers 15 til 16 som et argument mod homoseksuelle, fordi der her kræves straf for umoralske handlinger foretaget af tre eller flere kvinder i fællesskab og af to mænd i fællesskab. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at Koranen ikke definerer hvori den umoralske handling består og fremhæver, at det kun er pga. et homofobisk udgangspunkt at dette Korancitat hævdes, at handle om homoseksualitet.

Nu tager klassisk islam imidlertid ikke blot udgangspunkt i Koranen men også i det der kaldes hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde. For mange muslimer er haditherne en del af Guds åbenbaring og dermed uangribelige. Og der er adskillige hadither hvor Muhammed udpensler de pinser som mænd, der har sex med mænd, skal gennemgå i helvedet, ligesom der er fortællinger om at han foreskriver dødsstraf for mænd, der har sex med mænd.

Som en del andre progressive muslimer mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at det er et problem, at mange muslimer er ganske ukritiske overfor hadith. Nedskrevet som de er ca. 150-200 år efter Muhammeds død er det oplagt, at de kan indeholde fejl og fordrejninger af hvad Muhammed virkelig sagde og gjorde. Godt nok forsøgte dem, der indsamlede haditherne, at forhindre videregivelsen af falske hadither ved at udvikle et ret indviklet hadith valideringssystem vha. et kritisk studie af overleveringskæder, de såkaldte isnads. Enhver hadith skal nemlig være ledsaget af en indledning hvori det fremgår hvem der har hørt historien af hvem, der igen har hørt den af hvem etc. Denne kæde skal kunne føres tilbage til Muhammed og der er derudover en række andre krav, såsom at de enkelte vidner i kæden skal være troværdige. Imidlertid herskede der i middelalderens islam en heftig debat om hvornår en hadith var troværdig – samtidigt med at hadither, som  hadith-lærde havde erklæret for ugyldige, forsat var i cirkulation, hvad de er forblevet til den dag i dag. Nogen forsøgte at løse problemet ved at kræve, at en troværdig hadith skulle have flere overleverings kæder (en såkaldt mutawatir hadith), dvs. den skulle kunne føres tilbage til en del flere end et oprindeligt vidne, der skulle have set eller hørt Profeten hhv. gøre eller sige noget. Men hvor mange kæder der skal til for at en hadith er mutawatir kunne de lærde heller ikke blive enige om. Ideen om hadith som uangribelige udtryk for Guds åbenbaring er altså ny i islam og derfor mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at nutidens muslimer burde genoptage middelalderens tradition for en kritisk tilgang til dem.

Mht. hadither vedrørende homoseksualitet fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, at ingen af dem er mutawatir hadither, og at de alle lider under svage og utroværdige overleveringskæder. Derfor mener han, at man som god muslim både kan og skal afvise disse hadither.

Dernæst kaster Scott Siraj al-Haqq Kugle sig over islamisk jura (fiqh) og dens konkrete udformning i sharia, den muslimske lovgivning. Igen antager mange muslimer, at sharia er af guddommelig oprindelse og dermed både uforanderlig og uangribelig for en troende muslim. Men dette, fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, er en fejltagelse. Især i middelalderen var der en levende (og til tider overordentlig heftig) debat om hvilke almengyldige regler og love, der kunne og skulle udledes på baggrund af bl.a. men ikke kun Koranen og hadith. Denne uenighed viser sig bl.a. i udviklingen af forskellige lovskoler, som eksisterer frem til den dag i dag. Mht. homoseksuelle viser denne uenighed sig i, at Maliki, Shafi og Hanbali skolerne kræver dødsstraf for analsex mellem mænd (om end der er nogle afvigelser mht. om denne regel gælder for alle mænd eller om yngre ugifte mænd evt. kan slippe med 100 piskeslag). Hanafi og Zahiri skolerne derimod mener, at det må være op til den muslimske hersker at fastsætte straffen for analsex mellem mænd, men at straffen ikke må være strengere end 10 piskeslag. Generelt synes alle lovskoler at være ret usikre på hvordan man skal forholde sig til sex mellem kvinder.

Scott Siraj al-Haqq Kugle går imidlertid et skridt videre end at påvise manglen på konsensus blandt de muslimske retslærde. Han fremhæver også, at sharia er et menneskeskabt fænomen, der trænger gevaldigt til reform, så Koranens oprindelige vision igen kommer frem i lyset og den fejlagtige modsætning mellem f.eks. menneskerettigheder, kvindefrigørelse og accept af homoseksuelle og islam ophæves. Han gør her opmærksom på, at klassisk islam kender til ideen om, at de muslimske retslærde burde ophæve tidligere afgørelser, hvis disse åbenlyst skader muslimer, og i stedet lave nye afgørelser, der gavner muslimer. Og fordømmelsen af homoseksuelle ser Scott Siraj al-Haqq Kugle som noget, der skader muslimer, ikke bare de homoseksuelle muslimer, men også muslimer generelt. Fordømmelsen af homoseksualitet i muslimsk sammenhæng bruges jo som sagt af dem, der forsøger, at begrænse muslimers rettigheder og levemuligheder i den vestlige verden. En homoinkluderende version af sharia vil derfor gavne både homoseksuelle og heteroseksuelle muslimer.

Til sidst gør Scott Siraj al-Haqq Kugle opmærksom på, at det i mange vestlige lande i dag er muligt for homoseksuelle par at blive gift. Hvordan skal muslimer forholde sig hertil? Skal islam også tilbyde homoseksuelle par at blive muslimsk gift? Ja, mener han, om end et muslimsk ægteskab for homoseksuelle kræver en del reformer af sharia. Sharia definerer nemlig ægteskab (nikah, der ordret betyder lovligt samleje) som en art købskontrakt  hvor en mand mod betaling af en vis sum samt løfte om forsørgelse og beskyttelse får eneret til en kvindes kønsorganer. Generelt giver sharia i dag manden flere rettigheder end kvinden hvormed ægteskabet som sådan kommer til at fremstå som en ordning, der bygger på indbyggede køns- og statusforskelle mellem de to, der indgår en aqd (en ægteskabskontrakt).

Men som Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på så kæmper en række muslimske feminister allerede nu for en reform af sharias ægteskabslovgivning med fokus på at sikre den ligestilling mellem mand og kvinde, som ifølge dem fremgår af Koranens grundlæggende budskab. Efter en sådan reform vil et muslimsk ægteskab for homoseksuelle være muligt – og ønskværdigt. For, som Scott Siraj al-Haqq Kugle fremhæver, ønsker mange homoseksuelle muslimer at kunne leve deres seksualitet og kærlighed på en ansvarlig måde og efterspørger i denne forbindelse Guds hjælp og bistand.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør sig ingen illusioner om at hans fortolkning af og vision for islam udgør en almen anerkendt forståelse af islam. Han ved godt at mange muslimer totalt vil afvise hans projekt. Men ikke mindst derfor er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog et modigt og fremadskuende projekt – og et bevis på, at islam og homoseksualitet kan forenes.

Læs mere

Skrevet af den 29 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lesbisk muslim blev chikaneret af sin arbejdsgiver

Der har i pressen ofte været fokus på hvor hårdt muslimsk homoseksuelle har det. Hovedfokus har her været, at de muslimske homoseksuelle udsættes for heftig chikane af andre muslimer, der ikke kan acceptere homoseksualitet. Det er desværre sandt, at muslimske homoseksuelle kan risikere at blive mødt med heftig afvisning fra andre muslimers side af. Men de kan også risikere at blive mødt med foragt af ikke-muslimer, en indfaldsvinkel som vi interessant nok ikke hører så meget om.

 

Retten i Viborg har således den 28.12.2009 givet en muslimsk lesbisk med irakisk baggrund medhold i, at hun er blevet udsat for chikane af hendes tidligere arbejdsgiver. Han havde bl.a. udtalt, at han ville brænde hendes Koran og han havde udtalt sig nedsættende om hendes seksualitet.

 

Retten tilkendte hende 40.000 kr. i erstatning og har hermed, forhåbentligt, fået afsluttet en grim sag der bl.a. viser, at muslimske homoseksuelle ikke blot er oppe imod muslimsk homofobi men også mod dansk islamofobi og homofobi.

 

Man kan læse mere om sagen på http://www.nv-law.dk/cms/site.aspx?p=683&newsid=2285

Læs mere