Sekularisering

 

Sekularisering er et helt centralt begreb når vi taler om religion i dagens Danmark. Derfor er det nyttigt at vi er skarpe på hvad vi mener med dette begreb. Det er bare ikke helt nemt da man kan mene forskellige ting når man taler om sekularisering. I denne her sammenhæng vil vi tale om tre former for sekularisering: Adskillelse mellem kirke og stat, det forhold at religionen mister politisk magt i samfundet og det fænomen at religionen mister indflydelse på folks dagligdag og liv.

Sekularisering forstået som adskillelse mellem kirke og stat:

I henhold til denne forståelse er et land sekulariseret hvis staten ikke støtter op om nogen bestemt religion men i stedet lader religionerne styre sig selv. Man kan her tale om sekularisering på det institutionelle niveau.

Sekularisering forstået som at religionen mister politisk magt i samfundet:

I henhold til denne forståelse er et land sekulariseret hvis religiøse ledere og religiøse ideer ikke har nogen nævneværdig politisk indflydelse, f.eks. at man ikke lader et lands abortlovgivning eller ægteskabslovgivning diktere af en bestemt religion og det generelt er ilde set at blande religion og politik. I et sådant samfund bliver religion ofte set som en privatsag. Man har lov til at tro på hvad man vil, men man må ikke via lovgivningen presse andre til at følge ens egne religiøse værdier og regler. Man kan her tale om sekularisering på det politiske niveau.

Sekularisering forstået som at religionen mister indflydelse på folks dagligdag og liv:

I henhold til denne forståelse er et land sekulariseret hvis religionen ikke opleves som relevant for flertallet af landets befolkning. Man praktiserer sjældent eller aldrig en religion. Man lader ikke sit liv styre af religiøse moralforestillinger. Man har ikke en tro på en Gud eller andre overnaturlige magter. Man tror ikke på et liv efter døden etc. Man kan her tale om sekularisering på det individuelle niveau.

Det skal i øvrigt bemærkes at disse tre forståelser af sekularisering ikke udelukker hinanden.

Hvilke årsager har sekularingen?

Sekularisering er et fænomen som er opstået i Vesteuropa og som har spredt sig herfra, dog hovedsageligt til andre vestlige lande. Der er mange bud på sekulariseringens årsager og forskningen er på ingen måde enige om dette spørgsmål, men der er en række forhold som man kan pege på: reformationen, oplysningstiden og det videnskabelige gennembrud i 1800-tallet, opløsningen af det gamle landbofællesskab og urbaniseringen samt den senmoderne individualisering.

Reformationen:

I middelalderens samfund var der ikke nogen klar adskillelse mellem staten og kirken. Kongemagten beskyttede og understøttede den katolske kirke f.eks. ved at forbyde andre religioner og forfølge kirkens kritikere samtidigt med at kirkens ledere opfordrede befolkningen til at adlyde kongen.

Den katolske kirke havde stor indflydelse på lovgivningen og kirkens folk optrådte ofte som rådgivere og embedsmænd for kongen. Man levede i et religiøst enhedssamfund. Alle have samme tro, den enkelte var ikke alene med sin tro og havde heller ikke lov til selv at bestemme over den.

Religionen spillede en meget vigtig rolle i befolkningens dagligdag og liv. Landskabet var præget af kirkebygningerne, der på landet ofte var de eneste større bygninger bygget af sten, ligesom der var store kors og andre religiøse billeder placeret både i kirkerne og rundt omkring i landskabet. Tiden var indrammet af religionen i form af kirkeklokkernes ringen, som var den eneste tidsangivelse man havde ud over solens placering på himlen. Årets gang var markeret af et større antal religiøse fester som både var anledning til at tilbede Gud, holde fri og holde party. Bønner såvel som en række ritualer, der skulle beskytte mennesker, dyr og afgrøder mod ulykker, hørte med til dagligdagen i en sådan grad, at folk sjældent tænkte på dem som noget særligt.  Disse ritualer var lige så naturlige for middelalderens menneske som det i dag er for de fleste at børste tænder eller sætte sin smartphone i opladeren. Almindelige mennesker havde i middelalderen ikke altid helt styr på de mere komplicerede dele af den kristne tro, ligesom mange af os i dag eller ikke helt forstår den teori der ligger bag elektronikken i vores smartphones, men religionen var en naturlig del af deres liv og dagligdag lidt ligesom elektronikken er det i vores.

Protestantismen i 1500-tallet lavede en del om på det religiøse landkort. I de lande hvor protestantismen blev til en statsreligion overtog kongen kontrollen med kirken og kirkens politiske magt svækkes dermed seriøst. Antallet af kirkebygninger blev reduceret og de religiøse billeder blev i stor stil fjernet både fra kirkernes indre og fra landskabet. Antallet af religiøse fester blev begrænset og festlighederne i forbindelse med de tilbageblevne bliver også forsøgt begrænset da protestantismen generelt var kritisk overfor al for meget fest og farver. Man lagde mere vægt på selvkontrol og beskeden livsførelse. Og man er især meget kritisk overfor de mange små og store religiøse ritualer som befolkningen brugte i deres dagligdag for at sikre frugtbarhed og beskyttelse mod sygdom og ulykker, da man anså disse for at være imod Bibelens ord. Generelt blev religion med protestantismen til noget, der mest handlede om at tro på de rigtige ting og have viden om religionen fremfor at have hverdagen fyldt med religiøse ritualer og indtryk. Ligesom troen blev til et mere privat og personligt projekt, til et forhold mellem den enkelte og Gud.

Oplysningstiden og det videnskabelige gennembrud:

I løbet af 1700-tallet og især 1800-tallet forsætter den proces som protestantismen havde sat i gang i og med at kristendommen i denne periode mister sit monopol på at forklare verden. I stedet opstår en tankegang om at religion handler om mere eller mindre irrationale forestillinger, noget man kan tro på men ikke bevise, mens videnskaben hævdes at kunne forklare verden på en logisk måde. Religion kan man dyrke i privaten men det er videnskaben som skal styre samfundet. F.eks. får lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet monopol på at forklare sygdom. Hvor man i tiden før oplysningstiden typisk havde set sygdom som et resultat af en ubalance i kroppen eller som et resultat af overnaturlige magters påvirkning af sjælen og kroppen, bliver mennesket nu set som en art biologisk maskine, og sygdom i legeme eller sind bliver til en defekt i dette maskineri, som kan fikses med medicin eller kirurgi.

Opløsningen af det gamle landbofællesskab og urbaniseringen:

Protestantismen havde ikke 100 % succes med at få udryddet den gamle middelalderlige folkereligiøsitet men den samfundsmæssige udvikling kom til at fremme dens mål. I forbindelse med at magthaverne i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet gennemførte nogle store landbrugsreformer, der skulle gøre landbruget mere effektivt, opløste man nemlig det gamle landsbyfællesskab og flyttede gårdene væk fra landsbyerne og ud på markerne. Fællesskabet og den religiøsitet som det havde fremmet bliver hermed svækket, og denne proces forstærkes når stadigt flere flytter fra landet ind til byerne på jagten efter job.

Den senmoderne individualisering:

I dagens Danmark og i resten af den vestlige verden er det enkelte individ mere selvstændigt end nogen sinde før. Vi lært at vi selv kan og skal bestemme over vores liv. Det senmoderne menneske har ofte svært ved at acceptere religiøse autoriteter, der kræver, at vi skal tro på noget bestemt eller leve på en bestemt måde. Det senmoderne menneske vil kun tro på det som det selv synes giver mening og som det oplever som autentisk. Og i lande med en velfærdsstat føler den enkelte sig også rimelig tryg. Man har ikke et stort behov for at få hjælp af et religiøst fællesskab eller overnaturlige magter. Man kan jo altid bede samfundet om hjælp hvis det kniber. I den seneste tid er religionsforskningen dog blevet opmærksom på at religionen ikke forsvinder så meget ud af folks liv som man hidtil havde regnet med. Der er snarere tale om at folk vælger det til som giver mening i deres liv, og fravælger det som ikke gør det, og det gælder både religiøse ritualer, værdier og generelle forestillinger. Folk bliver ikke nødvendigvis stadigt mindre religiøse – de bliver blot mere individuelle i deres måde at være religiøse på.

 

Fremtiden?

I Europa herunder ikke mindst i Danmark er sekularisering ikke blot en historisk og social proces, den er også blevet til et ideal. Mange politikere og andre meningsdannere mener, at sekularisering er noget meget positivt, der har skabt fremgang og frihed og som derfor helst skal tage til og i øvrigt sprede sig fra den vestlige verden til alle andre lande. Sekularisering har medført at individet har fået langt større frihed end nogensinde før til at leve et liv uden religion, til at leve et liv med en anden religion end flertallets, og til på andre måder selv vælge sine egne normer og værdier. Men et stort fokus på sekularisering vækker ofte modstand i lande og samfund hvor religionen fortsat spiller en stor rolle være det på det institutionelle, det politiske eller det individuelle niveau. Kravet om at andre lande skal indføre en sekularisering som den man kender fra nutidens Europa kan derfor være med til at skabe konflikter mellem Vesten og ikke-vestlig lande. Ligesom et krav om at folk der lever her i Vesten skal acceptere sekulariseringen hhv. overtage dens værdier og forestillinger kan virke ekskluderende på mennesker, der f.eks. er overbevist om at samfundet bliver bedre hvis det lader sig påvirke af deres tro eller som bare vil have lov til at være synligt religiøse i det offentlig rum.