Religiøse særhensyn eller retten til blufærdighed
Asmaa Abdol-Hamid blev aldrig nogen succes som
folketingskandidat, men hendes evne til at komme i medierne var og er fortsat
ganske fortræffelig. Nu er hun f.eks. kommet i medierne fordi hun afviste at
smide sin jakke i forbindelse med en sikkerhedskontrol i en lufthavn i Schweiz
hvorefter hun blev nægtet adgang til sit fly. Asmaa Abdol-Hamid beskylder ifølge Politiken nu
myndighederne for diskrimination – bl.a. med henvisning til at man ikke gik ind
på hendes kompromisforlag om at tage jakken af bag en skærm.
Mht. argumentet om religiøs diskrimination ja så holder det
jo næppe al den stund, at alle jo øjensynligt skulle smide evt. jakker i
sikkerhedskontrollen og at ingen fik tilbudt at gøre det bag en skærm. Diskrimination er det jo, hvis man nægtes de
samme rettigheder som andre får, f.eks. pga. ens religion. At man nægtes retten
til at blive fritaget fra at skulle følge de regler som alle andre skal følge
kan derfor ikke uden videre kaldes for diskrimination. Muslimer der som alle andre skal smide jakken
i sikkerhedskontrollen bliver derfor lige så lidt diskrimineret som katolske
adoptionsbureauer, som får at vide, at de lige som andre adoptionsbureauer ikke
må afvise homoseksuelle par som adoptivforældre, bliver det.
Personligt har jeg det ikke særligt godt med alle de har
krav om at man skal fritages fra at følge de almindelige samfundsregler med
henvisning til ens religion. Det skal så ikke forstås som at jeg nu går ind for
at muslimske børn skal tvinges til at spise svinekød eller at muslimske kvinder
skal vælge mellem et job og deres evt. tørklæde. Hensyntagen indenfor de generelle rammer for
vores sameksistens er nemlig ikke det samme som kravet om at blive fritaget fra
at skulle følge de regler som skal sikre disse. Men det undergraver
sammenhængskraften i samfundet hvis de almindelige regler for samfundets
borgere kun gælder for dem, der mener, at de er forenelige med deres religiøse
overbevisning.
Noget helt andet er, at vi i mine øjne savner en generel
diskussion af retten til blufærdighed, og det uanset ens religiøse
forestillinger. I en tid hvor der ellers er meget fokus på individets ret til
selvudfoldelse burde der også kunne findes løsninger til dem, der uanset årsag ikke
bryder sig om at skulle afklæde sig i det offentlige rum.
Skal retten til ikke at give hånd til mænd, så ikke også lægges i faste rammer? Nej. Jeg undrer mig over, hvorfor der skal være så meget postyr om nogle af muslimerne. Kan de ikke bare lægge sig på sinde at være ligesom alle andre almindelig mennesker uden specialkrav. De har selv valgt at være i et land, de måske finder rædsomt og ugudeligt, men sådan er der altså her. Også vejrliget er til tider ubehageligt her.
Karen – jeg synes, du har fat i noget helt rigtigt.
Som jeg ser det, handler det om af få vendt diskussionerne, så de får et andet udgangspunkt. Som i dit eksempel – en generel diskussion om blufærdighed – i stedet for religiøse begrundelser for blufærdighed. Så får vi et langt mere tværkulturelt og konstruktivt diskussionsgrundlag.
Bedste hilsner Ulla