Paulus, Jesus og de homoseksuelle

Asger Chr. Højlund, professor ved Menighedsfakultet, har meldt sig på banen i debatten om folkekirken og de homoseksuelle. I et debatindlæg  i Kristeligt Dagblad fra den 24.2.2011 går han i rette med Thomas Reinholdt, der i en kronik  har forsvaret ideen om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par.

For det første, så kritiserer Asger Chr. Højlund, at Thomas Reinholdt fremhæver forskellen mellem den homofordømmende Paulus og så Jesus, der var inkluderende i forhold til sin tids udgrænsede. Som han skriver:

” Men Paulus og de andre apostle er ikke desto mindre forbindelsesleddet mellem Jesus og os. At prøve på at forstå Jesus uden om og på tværs af apostlene er derfor en problematisk affære – ikke bare teologisk, men i høj grad også historisk”.

Men er Paulus virkelig et forbindelsesled mellem os og den historiske Jesus? Paulus var ikke en af de 12 apostle. Han havde ikke fuldt Jesus, da denne vandrede omkring i Israel. Til den historiske Jesus kan Paulus derfor ikke være andet end højst en andenhåndskilde – og selv det kun i begrænset grad. For Paulus fremhæver selv, at han kun i et beskedent omfang havde haft kontakt med de tolv. (Gal. 1,10-21) Denne manglende viden om den historiske Jesus er imidlertid ikke noget problem for Paulus, for han har slet ikke fokus på hvad Jesus sagde og gjorde, men i stedet på at tolke hvad Jesu død og opstandelse betyder for dem, der tror på ham. Det er heri hans betydning ligger. I øvrigt er det kun i Romerbrevet kap. 1, at Paulus med sikkerhed kommer ind på samkønnet seksualitet, i det han der tolker mænds seksuelle lyst til andre mænd som en af de straffe som Gud rammer afgudsdyrkerne med. Mon ikke man kan stille spørgsmålstegn ved denne forståelse af mænds seksuelle begær til andre mænd uden, at man dermed trækker tæppet væk under Paulus grundlæggende teologiske tanker?

Dernæst tager Asger Chr. Højlund problematikken omkring Jesu omgang med de udstødte op:

” For dette spørgsmål handler jo ikke bare om velanstændighed – heller ikke hos Paulus. Det handler om noget så helt grundlæggende som, hvordan Gud har skabt mennesket. Betyder det, at Jesus overskrider grænser, at han gør op med det? Ordene fra Jesu undervisning om skilsmisse og ægteskab burde få alle advarselslamper til at blinke: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?” (Matt. 19, 4). Jeg er temmelig overbevist om, at en ærlig historisk læsning af evangelierne vil give et helt andet billede af Jesus. Ikke billedet af en, der bryder med den gode virkelighed, Gud har sat ind i verden, men af en, der er kommet for at genoprette den.”

Se for det første, så henviser Paulus i de af hans udsagn, som med rette eller urette hævdes at handle om homoseksualitet, ikke til skabelsen. Derfor synes jeg, at det er lidt af en påstand, når Asger Chr. Højlund hævder, at spørgsmålet om homoseksualitet for Paulus skulle handle om hvordan Gud har skabt mennesket. Hvor har han den viden fra? Dernæst får han kastet sig ud i at udlægge Jesu henvisning til skabelsen af mennesket, som han jo kommer med i forbindelse med hans argumentation for hvorfor skilsmisse er forkert, til at handle om at homoseksuelle skulle stå udenfor Guds gode skabelse. Og det virker nærmest som om at Asger Chr. Højlund i ramme alvor påstår, at Jesus (bl.a.) er kommet til vores verden for at gøre homoseksuelle til heteroseksuelle!  Får han ikke dermed gjort kirken til en lukket klub, som man kun har adgang til hvis man er heteroseksuel eller prøver på at blive det?

Men ikke nok med det. I forsøget på at demontere ”Jesu rakte hånden ud til de udstødte, f.eks. de spedalske” argumentet påstår Asger Chr. Højlund:

”Men målet er jo at føre dem tilbage til livet. Sådan som helbredelserne af de spedalske og det gentagne “Synd fra nu af ikke mere” er nogle af de synlige udtryk for. Skulle Reinholdt Rasmussens billede stå til troende, skulle Jesus jo have ladet de spedalske forblive spedalske – det var jo et lige så fuldværdigt liv som de raskes. Men så håbløse er Jesu ord og gerninger virkelig ikke”.

Mht. det gentagne ”synd fra nu af ikke mere”, så støder vi faktisk kun to gange på disse ord i evangelierne, nemlig i forbindelse med historien om kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud (Joh. 8,1-11)- en historie som i øvrigt ikke er dokumenteret i de ældste håndskrifter – og så i historien om helbredelsen af den syge mand ved Betesdas dam (Joh. 5,1-18). Det er med andre ord ikke en standartsætning som Jesus brugte i forbindelse med sin omgang med de spedalske, med de offentlige syndere og andre udstødte på hans tid.

Desuden overser Asger Chr. Højlund den væsentlige detalje, at Jesus helbredte dem, der ønskede at blive helbredt af ham. Mennesker, der var plaget af sygdom kom til Jesus, og han helbredte dem. De homoseksuelle par, der beder om et ritual hvor de kan modtage Guds velsignelse, oplever ikke deres seksualitet og kærlighed som en sygdom, men som noget smukt og centralt i deres liv. De beder ikke om at blive helbredt for deres seksualitet og kærlighed – de kommer og beder om et ritual, hvor de kan takke Gud for at de har fundet hinanden, og bede om hjælp og støtte til at forblive sammen resten af livet. Hvad de har til fælles med de spedalske er ikke sygdom og ikke behovet for helbredelse, men i stedet, at de bliver mødt med foragt og afvisning af dem, der ser det som deres kald at afsige domme på Guds vegne.