Omskæring af drengebørn
I de nazistiske arbejdslejrer i Polen var det praksis, at vagterne dræbte ethvert barn som måtte blive født af de jødiske fanger. Det var
imidlertid lykkedes en jødisk kvinde i en sådan lejr at holde sin graviditet skjult. Men kort tid efter, at hun har født en lille dreng, løber hun rundt i lejren og råber: “Er der nogen, der har en kniv?” En fange siger, “nej, men jeg har et glasskår”. “Giv mig det!”, siger kvinden.
Hun griber glasskåret og omskærer sin lille søn. Dernæst overgiver hun helt roligt sit lille drengebarn til de tililende vagter med ordene: “nu kan i slå ham ihjel, nu skal han ikke dø uomskåret”.
Denne grumme historie plejer jeg at fortælle mine kursister når vi snakker om omskæringsritualet i jødedommen. For om noget viser den jo
hvor utrolig vigtig omskæring af drengebørn kan være for jøder.
Når man som det er tilfældet lige for tiden diskuterer hvorvidt religiøs omskæring af drengebørn fortsat skal være tilladt eller skal forbydes, er man nødt til at holde sig for øje, at dette ritual er helt centralt for jødedommen. Omskæring af drengebørn er et af de allervigtigste ritualer indenfor jødedommen. Omskæringen skal i henhold til 1. Mos. 17,12 ske når drengen er otte dage gammel. Den kan derfor ikke udsættes til drengen er 15 år og dermed medicinsk myndig og hermed i henhold til loven i stand til at sige ja eller nej til det kirurgiske indgreb som en omskæring er.
Omskæring af drengebørn er også et vigtigt ritual i islam, selvom det ikke er foreskrevet i Koranen så opfatter en del muslimer det som en
religiøs pligt mens andre ser det som en måde at efterfølge Muhammeds eksempel på. Nogen teologisk begrundelse som i jødedommen, hvor omskærelsen er et tegn på pagten mellem Gud og Abraham, synes den dog ikke at have i islam. Men det ændrer næppe ved at et forbud mod omskærelse af drengebørn også af mange muslimer vil blive set som et alvorligt angreb på deres religionsfrihed. Dog er der i islam forskellige traditioner mht. hvornår omskærelsen finder sted. Nogen steder er drengene op til 12 år gamle, så måske man her kunne acceptere at vente et par år mere indtil drengen er 15 år?
Der er mange indvendinger mod omskæring af drengebørn. De er ikke alle lige gode. F.eks. synes en række af de mere verbalt militante ateister generelt at ville sætte spørgsmålstegn ved forældres ret til at opdrage deres børn i henhold til deres tro. En debat som også er blusset op i anledning af en animeret børnevideo som Jehovas Vidner har produceret. Her synes jeg det er nødvendigt at slå det fast med syvtommerssøm: forældre har ret til at opdrage deres børn i henhold til deres værdignormer. Forældre har ret til at forbyde deres børn at lege med troldmandsdukker, fordi de mener at magi er satanisk, sådan som det er pointen i føromtalte video. De har også ret til at nægte dem at lege med miss Piggy dukker fordi de mener, at svin er urene dyr og de har ret til at nægte, at servere kød for deres børn, hvis de er vegetarer. Forældre har ret til at opdrage deres børn til at tro på Gud, ligesom de har ret til at opdrage dem til at være ateister. Forældre har ret til at iføre deres børn FC København trøjer, det muslimske tørklæde eller lade deres drengebørn gå i pigetøj. Der skal meget alvorlige forhold på bordet før staten har lov til at gribe ind i forældres opdragelse af deres børn. At man ikke bryder sig om bestemte religiøse forestillinger, normer eller skikke er ikke i sig selv nok til at begrunde et forbud. At være forældre indbefatter at man tager en række valg på sit barns vegne, hvoraf mange vil få stor betydning for barnet. Vil vi ikke acceptere det kan vi lige så godt tvangsfjerne alle børn og overlade opdragelsen til staten.
Når omskæring af drengebørn alligevel er en problematisk sag så skyldes det, at en omfattende og så vidt jeg kan se seriøs forskning viser, at omskæring af drengebørn ikke blot som ethvert andet kirurgisk indgreb kan udløse umiddelbare komplikationer men at dette indgreb også kan skade drengene på længere sigt. Omskæring af drengebørn er ikke et harmløst indgreb, sådan som det ofte fremstilles af dem, der er imod et forbud. Og det er også tvivlsomt, om det skulle gavne sundheden, sådan som det også sommetider hævdes. I USA er man på vej væk fra de
rutinemæssige omskæringer af drengebørn som man ellers har haft en tradition for og en række førende sundhedsorganisationer fraråder i dag sådanne indgreb.
Og dermed står lovgiverne i et alvorligt dilemma. Et forbud mod omskæring af drengebørn vil være det mest alvorlige indgreb i jøders
religionsfrihed siden krigen. Også mange muslimer vil se det som et seriøst angreb på islam. Med mindre man føler en særlig tilfredsstillelse ved at kriminalisere mennesker pga. deres tro må man ryste på hånden når det gælder et sådant forbud. Men hvis man fortsat tillader religiøs omskæring af drengebørn, på trods af at seriøs forskning sandsynliggør, at der er en signifikant risiko for at drengene som voksne vil få mén af indgrebet, vil man med rette kunne anklages for at tilsidesætte samfundets forpligtigelse til at forhindre, at børn lider fysisk overlast. For selv om forældre har frihed til at opdrage deres børn i henhold til deres tro så omfatter denne frihed ikke fysiske indgreb. Forældre har således ikke ret til at slå deres børn selvom deres religion tillader eller ligefrem måtte opfordre hertil.
Jeg må tilstå, at jeg ikke ved hvad den rette løsning er i denne her sag. Og jeg er glad for at jeg ikke sidder i folketinget og dermed risikerer at skulle stemme ja eller nej til en ændring af lovgivningen på dette punkt.
Som kristne nøjes vi med ” hjertets omskærelse ” som er dåben. På det punkt kan selv lutherske kristne ikke nøjes med lutherdommens kernepunkt – troen alene.
http://politiken.dk/debat/ECE1692077/omskaaret-studievaert-det-er-det-rene-tortur/
Når man læser denne artikel synes jeg et nej virker mest rigtigt. Religionsfrihed skal ikke betyde frihed til at skade sine børn eller andre.
Angående jehovas vidner videoen, synes jeg egentlig heller ikke den er ok, forældrene må selvfølgelig selv vælge hvilke grænser de har for valg af legetøj, men er det nødvendigt at skræmme børnene, med både jehova og djævelen? Et simpelt nej fra forældrenes side burde være nok. Dog mener jeg også at indblanding i forældres opdragelsesmetoder er meget betænkeligt for hvor går grænsen mellem hvad der er dårligt og hvad der er direkte skadeligt.
Nogle spørgsmål kan gøres komplicerede, andre kan simplificeres. Det her dilemma ville måske være lidt lettere at tage stilling til, hvis man opstillede det som følgende spørgsmål:
Hvilken fornuftig begrundelse er der i år 2012 for, at jøderne stadig i dag, knapt 4000 år senere, betragter omskæring som nødvendig for at blive betragtet som en “rigtig jøde”?
Reelt må det vel være en erkendelse af, at deres gud ikke formåede at skabe jødiske drengebørn som fuldendte væsener, og at mennesker måtte træde til med kniven for at gøre bod på denne fejltagelse.
Katolikkerne har erkendt, at Jorden ikke er universets centrum, ja, at der måske endda findes levende væsener på andre kloder. Kan jøderne ikke også indrømme, at deres Gud måske ikke mente, påbudet om omskæring skal gælde til evig tid?
Sven:
Gud har i henhold til jødedommen skabt hele sin skabning perfekt. Men han har stillet nogle særlige krav til sit udvalgte folk, jøderne. Hvis alle disse krav skal afskaffes af hensyn til moderniteten frygter mange, at der ikke vil være nogen jødedom tilbage.
Noget helt andet er i øvrigt, at et evt. forbud også vil have et intetnational aspekt. Hvis Danmark bliver det første land, der indfører et sådant forbud ved lov, må vi regne med at det vil få konsekvenser for Danmark. En ny Muhammed-krise agtig reaktion fra den muslimske verden er ikke utænkelig – og en jødisk organiseret boykot af danske varer er heller ikke utænkelig.
Hvis man altså skal have et sådant forbud så skal man være så overbevist og havde så bred opbakning i befolkningen at landet kan klare brændende ambassader og milliarder i tabte eksportindtægter.
For det første skal alle de særligt jødiske skikke jo heller ikke afskaffes.
For det andet har de allerede selv fravalgt en masse af alle de andre påbud de levede efter på GTs tid.
Jo, men der er forskel på en udvikling der sker internt i religionen og så ydre krav. Især da når disse fremføres med en retorik, der demonstrerer stor foragt for deres religion. Jeg tror ikke, at debatten om dette alvorlige emne gavnes af at en række stærkt antireligiøse ateister bruger den som et led i et generelt verbalt felttog mod alle religiøse.
Det har du ret i.
Jeg kan da også godt blive bekymret for om det er et angreb på religiøsitet i det hele taget.
Det er en falsk logik at kalde det et indgreb i religionsfriheden at bremse, at nogen mennesker indpræger en bestemt religions tegn på andre menneskers krop.
Omskæring uden samtykke er netop et brud på den omskåredes religionsfrihed.
Det burde være logik for perlehøns.
Den anden argumentation er djævelsk, den håner netop det, den påstår at forsvare.
Når jeg tænker på den ulykkelige nyfødte i din anekdote, så tror jeg nærmest det var mere traumatisk for ham at få sin penis skamferet med et glasskår af sin egen mor og dernæst overladt til døden – end det var at blive dræbt af nazisterne. Ingen svigt går så dybt som vore nærmestes svigt.
Anekdoten minder mig om “Sophies valg”.
Det skuffer mig at du ikke går ind for genital integritet – som homoseksuel kristen har du da ellers en masse træning i at stille op frontalt mod destruktive dogmer, der ødelægger sagesløse enkeltpersoners liv – ikke mindst sex- og kærlighedsliv.
Problematikken et at vægte forældrenes religionsfrihed i forhold til barnets.
I øvrigt har jeg ikke sagt, at jeg går imod et forbud. Af hensyn til barnet hælder jeg til et forbud, men faktum er at det vil blive oplevet som et voldsomt indgreb i religionsfriheden af mange muslimer og jøder, derfor “ryster jeg på hånden”.
Såvidt jeg har forstået ud fra den jødiske lovs identitet-her må du/i gerne rette mig, hvis jeg tager fejl. jeg er ikke 100 procent sikker og selvfølgelig kan jeg dermed tage fejl-så kan enhver som har en jødisk mor regnes for værende jøde (omskåret eller uomskåret). DVS hvis moderen evt pga adoption ikke selv vidste hun var jøde, så kan hendes børn regnes for jøder, hvis det kungøres at hun er jødisk født.
Hvis jeg har ret, så kan omskærelsen vel logisk set være ligegyldig i jødisk sammenhæng, og barnet kan i sit 18 årige myndighed vel selv vælge at blive omskåret.
Kunne jøderne så ikke nøjes med f.eks at have en (gul) form for elastik om penishovedet, som symbol, indtil de juridisk var myndige til selv at træffe et valg? (Det ville være bedst om en rabbiner kunne svare på det spørgsmål).
Om man er jøde eller ej afgøres ikke af omskærelsen, ellers ville der ikke kunne findes kvindelige jøder… Men omskæringen af de jødiske drengebørn er en religiøs pligt.
Karen M. Larsen:
Som andre også påpeger, alle religioner ændrer med tiden holdninger til selv nogle af de mest hårdnakkede dogmer eller tolkninger. Hvorfor skulle jøderne ikke også kunne det? De har gennem tiderne vist sig at være særdeles omstillingsparate og fleksible.
Ifølge bibelen blev Abraham af Jahve påbudt at ofre sin søn, Isak. Jahve stoppede ham i sidste øjeblik, så helt utilregnelig kan jødernes gud nok ikke være. Hvorfor skulle han så påbyde forældre at skære i deres nyfødte sønner bare for at forsegle en pagt? Jahve er vel omnipotent, så hvorfor kan Han ikke skabe sine mandlige trosmedlemmer som fuldendte jøder uden forhud?
Hvis jøderne vil, er jeg sikker på, de kan finde steder i skrifterne, som tillader dem at erstatte omskæringen med et blodløst ritual uden fysiske skader på de små drenge. I Afrika er det nogle steder lykkedes at erstatte omskæring af piger med blodløse ritualer, så mon ikke også jøderne kan finde ud af det.
Nu findes der jøder såvel som muslimer, der går imod omskæring, så jo, ting er i bevægelse. Men det betyder ikke, at man vil acceptere pres udefra.
I øvrigt omtaler jøder ikke Gud som Jahve.
Enig i at et forbud kan få for mange konsekvenser for os andre, så lad dem bare blive ved med omskæringspraksis. Det er deres egne børn, der lider under det, så vi andre behøver ikke at kommentere. De mange hundrede år det har været skik viser desuden, at der ikke er akut fare på færde nu. Vi som kristne kan blot prise os lykkelige over, at vi ikke er presset ind den slags for vor saligheds skyld.
Karen M. Larsen og Claes.
Revselsesretten i dansk lovgivning har gennem tiderne været genstand for adskillige ændringer. I 1985 blev det bestemt, at “Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.” I 1997 blev den ordlyd ændret til: “Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”
Ændringen skyldtes, at nogle partier ikke mente, den tidligere ordlyd var entydig nok mht. forældres lov til at give deres eget uvorne barn et dask eller ej. På den måde ligestilledes en lussing tildelt ens eget barn med en lussing tildelt et hvilket som helst andet menneske.
Hvis man analyserer ordlyden af dem begge, kan jeg ikke se nogen antydninger af, at de tillader forældre at snitte dele af deres nyfødte drengebørn, uanset hvor meget forældrenes religion eller andre overbevisninger foreskriver det. Ifølge mange muslimer er en omskæring af pigerne lige så nødvendig ifølge deres religion som af drengene, men det har vi ingen problemer med at fordømme. Hvorfor?
At vi her i Danmark i vores lovgivning skulle tage hensyn til andres følelser eller religiøse eller kulturelle dilemmaer, den køber jeg ikke. Skulle vi så også tillade polygami eller den del af islam, som påbyder manden at bestemme, hven hans kone må være venner med? Eller den del af islam, som giver husbonden fuld revselsesret over alle medlemmer af familien som herhjemme for flere hundrede år siden, herunder tyendet.
Heldigvis har andre udefra “blandet sig” i forholdene i den muslimske verden og f.eks. også det katolske Irland. Uden den påvirkning fra mennesker, som måske ikke var direkte involverede, ville mange mennesker ikke have fået et mere tåleligt liv.
Det interessante er, at samfundet i nogle tilfælde, så som omskæring af drengebørn, antidiskriminationslovgivningen og rituel slagtning af dyr, tillader religionssamfund ikke at følge de almindelige love, mens man i andre sammenhænge forbyder dem det. Fremtiden vil komme til at se mange kampe om i hvorvidt og hvor meget der skal væreplads til religiøst begrundede undtagelser for loven.
Jeg er næsten enig med dig i din sidste sætning. Havde du skrevet “debatter” i stedet for “kampe”, havde vi været mere enige.
Selv i Israel er der heftige debatter, til tider slagsmål, om, hvordan reglerne for sabbatten skal følges. I Irland medførte grundloven fra 1922 og senere ændring i 1937, at de fleste kvinder måtte sige farvel til deres job i det offentlige system, når de blev gift og fik børn. Det skyldtes den katolske kirkes tolkning af, at kvinder ikke kunne opfylde deres pligt som den stadig i dag er beskrevet i Artikel 41.2:
“The State shall, therefore, endeavour to ensure
that mothers shall not be obliged by economic
necessity to engage in labour to the neglect of
their duties in the home.”
I de fleste muslimske lande bruges en streng fortolkning af sharia sjældent, undtagen når det kommer til familielovgivning, som i de egne også omfatter personer, vi herhjemme kender som “tyende”. Hvad det betyder kan man læse om her:
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&aid=24879
Hvis vi i vores del af kloden synes, den form for hensyn til religiøse normer og fortolkninger er uacceptable, burde der ikke være nogen grund til at ryste på hånden, når der skal stemmes for eller imod. Og det gælder uanset, hvor længe man i de religioner har anset den form for handlinger for acceptale eller ej.